Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Karener vil blive i regnskoven

Bønder fra karen-folket arbejder for at blive ved med at bo i Nordthailands bjergskove, hvor de har levet i århundreder, selv om Thailands regering har planlagt at omdanne skovene til naturparker, hvor der ikke er plads til mennesker. En aktiv indsats fra karenerne ser nu ud til at give resultater.

Af ERLING VERSTER JACOBSEN
Publiceret 19-11-2002

Hauy Hin Lad

»Fra nu af og de næste tre måneder plukker vi årets ringeste te. Teen fra årets fjerde plukning her efter regntidens ophør kalder vi Lipton. Det er vistnok den te, I især drikker i Vesten.«


Karener vil blive i regnskoven (1)
Chissapu Poka på 110 år, hendes søn Nu, 67 år, og oldebarnet Wichittna, 13 år, tilhører karen-folket.
Foto: Mik Eskestad

Chaiprasert Poka er bonde og aktivist i landsbyen Hauy Hin Lad i Chiang Rai provinsen i Thailands hjørne af Den gyldne Trekant. Han fortæller om te og tekvaliteter, mens hans farmor, den 110-årige Chisspau Poka er i gang med at plukke te på bjergskråningen, hvor familien har boet så længe, nogen kan huske.

Familien Poka bor i en skov på en bjergskråning i området på grænsen mellem Thailand og Burma. Og det vil familien blive ved med, selv om regeringen 800-900 km væk i Bangkok har besluttet, at området nu skal tømmes for mennesker og være naturpark. Poka-familien hører som alle andre her på stedet til Karen-folket, den største bjergstamme i Thailand. 230.000 karener bor i Thailand med gyldigt thai ID-kort. Andre, der er kommet fra Burma, hvor størstedelen af karenerne bor, lever i evig frygt for at blive taget af myndighederne i Thailand og sendt tilbage til Burma.

»Vi viser nu regeringen, at vi og vore 18 nabofamilier kan bo her i landsbyen, hvor vi altid har boet, i harmoni med skoven,« fortæller Chaiprasert Poka.

I balance med naturen
For fire år siden fik Chaiprasert Poka at vide, at de 19 familier i Hauy Hin Lad skulle flytte. Kort tid senere talte han imidlertid med en anden i samme situation, der havde hørt en radioudsendelse om en organisation, der støttede bjergstammerne med at organisere deres landbrug i skoven i større balance med naturen.

»Jeg kontaktede organisationen og lærte om den mere fornuftige måde at drive landbruget på. Og nu hjælper jeg med at omorganisere driften i andre landsbyer, så de også får mulighed for at blive her, selv om det bliver naturpark,« fortæller Chaiprasert Poka.

99 dages protest
Selv om han tilhører en befolkningsgruppe, der undertiden har det svært i Thailand, er han ikke bange af sig. For fire år siden tog han sammen med andre bønder fra karen-folket den lange rejse til Bangkok, hvor de sammen med 10.000 andre bjergbønder demonstrerede foran parlamentet i 99 dage. De demonstrerende bønder havde på forhånd aftalt hvor længe, de ville demonstrere, og da de 99 dage var overstået, tog de hjem og passede deres landbrug igen.

»Vi fik gjort opmærksom på vores eksistens, og jeg tror, at mange også i regeringen opdagede, at man ikke bare skal lave bjergene her i Nordthailand om til naturparker, hvor der ikke længere er plads til os, der har boet her i århundreder.«

Chaipraserts far, den 67-årige Nu Poka, nikker til sønnens beretning. Nu har svært ved at plukke te, fordi han har fået stær og er blind på det ene øje. Han har flere gange været på hospital i Chiang Mai, men lægerne har indtil videre holdt ham hen med snak om, at han ikke skal opereres, blot have noget medicin.

»Far har et ID-kort, så operationen skulle være gratis. Men måske skal vi nu betale for den. Så vi må vente, til vi har råd.«

Chaiprasert ved, at hans far vil være en værdifuld arbejdskraft i mange år endnu. 

Farmor på 110 er stadig ude at plukke te i sæsonen, og farfar var omkring 100, da han døde for nogle år siden.

»Vi lever længe her, fordi vi lever sundt i sunde omgivelser, og fordi vi arbejder hver dag,« siger han.

Chaiprasert på 35 år og hans kone Mauree på 30 har fire børn. Den ældste, datteren Wichittra på 13, hjælper både med i landbruget og passer sine små søskende - og så går hun i skole.

Farens håb er, at alle hans børn vil bo på bjerget, når de bliver voksne:

»Jeg vil gøre hvad jeg kan for at sikre, at vores børn får så god en uddannelse som muligt. Her i landsbyskolen lærer de karen-sprog og thai, men for at lære mere skal de måske på kostskole i en af de store byer. Jeg håber, de lærer så meget, at de kan komme tilbage hertil og være med til at gøre livet på bjerget endnu bedre, end det er nu.«

Jorden deles op
Den omlægning af landbrugsdriften, Poka-familien og de andre familier i landsbyen gik i gang med for fire år siden, var at opdele det dyrkede areal i syv områder. Der bliver nu kun foretaget en nødtørftig jordbehandling og såning på et jordområde hvert syvende år. Man kan høste på et behandlet område i et par år, og så skal det ligge brak de følgende år.

»På den måde kan vi faktisk få et lidt større udbytte samtidig med, at vi hverken behøver at bruge gødning eller at sprøjte afgrøderne mod insekter. Vi lever i skoven uden at skade den.«

Chaiprasert Poka er ikke blot aktiv i omlægning af skovlandsbyernes landbrug. Sammen med beboerne i andre landsbyer laver han brandbælter i skoven, så en eventuel skovbrand kan indkapsles til et begrænset område.

»Vi inviterer nu jævnligt myndighederne herop for at vise dem, hvad vi gør, og hvordan vi lever. Jeg ved godt, at vi i princippet slet ikke må bo her. Men stadig flere - også flere af politikerne helt nede i Bangkok - opdager, at vi faktisk passer godt på skoven, så den både kan være naturpark og vores hjem.«

Teen hænger til tørre
Inde i familiens hus af solide teaktræsplanker, hvor der også er en lille butik med salg af tændstikker, cigaretter og sæbe, hænger te til tørre ved ildstedet.

»Røgen giver teen en god smag,« siger Chaiprasert.

Han viser, hvordan teen af første plukning, der minder om halvfermenteret kinesisk oolong, gemmes i lærredsposer, der opbevares i plastposer, så insekter ikke ødelægger teen.

»Vi får omkring 20.000 baht (godt 3600 kr.) for vores te hvert år. Det er vores største indtægtskilde. Vi sælger i alt for omkring 50.000 baht om året. Vi sælger nemlig også ris, frugter og grøntsager.«

Senere viser han også, at skovens træer giver udbytte. Bl.a. bliver den afskrællede bark fra et træ med små sorte bær solgt som medicin mod hovedpine. Om barken virker, får vi ikke opklaret under spadsereturen i regnskoven. Men den smager godt, næsten som kanel.

Familien kan spare 20.000 baht op om året. For nogle år siden blev der råd til en motorcykel til Chaiprasert. Men den er solgt igen, og opsparingen i banken på 80.000 baht er nu også brugt. Det giver dog ikke anledning til søvnløse nætter:

»Pengene har vi brugt på at lave landbruget om her i landsbyen og på at hjælpe andre landsbyer. Og pengene er givet godt ud. For nu har vi fået opbygget et landbrug, så vi kan blive her. Ingen af os tror på, at myndighederne vil fjerne os fra bjerget, efter at vi ændret vores drift, så vi lever i ét med skoven,« siger Chaiprasert, fuld af tillid til, at hans families fremtid ligger i skoven på bjergskråningen, som den har gjort i århundreder.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel