Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Forenede Donationer

10. december er FN's dag for internationale menneskerettigheder. Som måske det eneste sted i verden er det en national helligdag i Cambodia.

Af ERLING VESTER JACOBSEN Jyllands-Postens korrespondent

Publiceret 11-12-2002

Battambang

Her i Battambang i det vestlige hjørne af landet, hvor De røde Khmerer holdt stand indtil for få år siden mod Vietnams hær og senere Cambodias hær, markeres dagen med skolefridag, optog i gaderne og et møde, hvor nogle hundrede mennesker med byens spidser på hæderspladserne ser optræden og hører taler, som altsammen drejer sig om de menneskerettigheder, der nu er målet i et land, der i årevis har levet i krigens skygge, senest under De røde Khmerers terrorregime.

»Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er uadskillelige,« står der på khmer og engelsk på ryggen af T-shirts for FN's Menneskeretsorganisation i Cambodia, som de fleste af gæsterne har på ved mødet.

Battambang er en by, hvor tilsyneladende størstedelen af de udlændinge, man møder på gaden og på restauranterne, er tilknyttet hjælpeorganisationer, statslige som ikke-statslige, NGO'er.

I nogle sektorer taler man - omend ikke åbenlyst - om, at organisationerne konkurrerer voldsomt indbyrdes om at yde bistand til de millioner af fattige khmerer, men at hjælpen, der ender hos de lokale, efter nogles mening stort set indskrænker sig til de penge, bistandsarbejderne selv bruger i deres lokale husholdning.

En engelsktalende khmer, som explorer-kaptajnen møder, og som intet har med de internationale bistandsorganisationer at gøre, mener, at de store formuer, der ydes i ulandsbistand til Cambodia, ender forkerte steder.

Khmeren beskriver problemet med en lignelse, han øjensynlig selv har fundet på:

»Jeg ser for mig en stor, tør slette. Hvis man spreder vand på den flade slette, kan der gro ris, så alle kan blive mætte. Men hvis man blot hælder vandet ned i søen, hvor der i forvejen er vand, sker der ikke meget. Det burde United Donations (Forenede Donationer, Forenede Gavegivere, red.) tænke over,« sagde han.

»Som jeg ser det, ender alt vandet i søen.«

Fortalelsen "United Donations" er ikke bevidst.

Den udtrykker en ganske almindelig cambodianers opfattelse af det internationale samfund, der pumper milliarder i ulandsbistand ind i Cambodia.Tekst: Erling Vester Jacobsen

Foto: Mik Eskestad

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog

Landefakta
Cambodja
Cambodja grænser til Thailand, Laos og Vietnam samt Thailandbugten. Arealet er på 181.000 kvadratkilometer, og hovedstaden hedder Phnom Penh.

Cambodja
I 1976 overtog den kommunistiske guerillabevægelse Khmer Rouge styringen af landet. Mange betegner dette årstal som Cambodias "år nul".

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere