Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Faret vild på floden

Vi er nu indskrevet på Teo hotel i Batambang. Det bedste hotel i Cambodias næststørste by. Kvaliteten afspejles af prisen, der er 10 dollars (75 kr.) for et værelse. Det indtil videre mest charmerende ved hotellet er ordensreglementets punkt 2: "All the guest should keep sillence for avoiding the other guest." I oversættelse: "Alle gæster skal være stille for at undgå den anden gæst." Men meningen er nok lidt anderledes.

Af ERLING VERSTER JACOBSEN

Publiceret 10-12-2002

Batambang

Vi hyrede i morges en lille båd i Fiem Reap til at sejle os over Ton Le Sap søen og op ad Sang Ker floden til Batambang.

De unge bådmænd fortalte os, at vi ville være i Batambang efter fire timers sejlads. Men det endte med at blive en rejse på 5-6 timer op ad floden oven i turen over søen. For vore to bådmænd kendte åbenbart ikke vejen ad Sang Ker floden. Hvor Sang Ker udmunder i Tang Le Sap, udmunder tillige 3-4 andre floder ifølge vort ikke alt for præcise kort. Udløbet i søen er et vildnis, der her efter regntidens ophør er et tætbevokset krat, som man skal sejle igennem.

Overalt langs Cambodias floder bor der fiskere og bønder, men vi havde hverken mødt huse eller både i måske en halv time. Vi havde en tydelig fornemmelse af, at retningen var rigtig, så vi tog det som en ekstra oplevelse, men bådmændene var alt andet end glade. Bedre blev det ikke, da vi kom ind i et fladvandet sumpområde, hvor det blev nødvendigt at tage bådens ror op, mens den ene bådmand følte sig frem med en stage, så vi ikke gik på grund.

Men alle evntyr får en ende, og pludselig så vi atter en fiskerbåd. Bådmændene råbte fiskeren an og spurgte om vej til Batambang. Fiskeren så tomt ud i luften, enten fordi han ikke anede, hvor Batambang er, eller fordi han anså os alle for idioter. Senere, efter flere skarpe sving, kom der dog mange flere fiskerbåde på floden, og efterhånden lå palmebladshuse på stolper skulder ved skulder langs flodbreden. Vi var kommet tilbage til civilisationen.

Vi mødte flere både, men ikke én med udlændinge ombord. Og at udlændinge ikke er hverdagskost her på Sang Ker, blev vi klar over, da hvert eneste barn, vi passerede, vinkede til os.

Da ankom til Batambang, blev vi ved anløbsbroen modtaget af Khmer, der skal hjælpe os de kommende dage. Han har boet i området hele sit liv. Da jeg spurgte, om han havde sejlet mellem Fiem Reap og Batambang, svarede han, at han havde overvejet turen: »Men jeg kender da en anden, der har prøvet turen,« sagde han.

Tekst: Erling

Vester Jacobsen

Foto: Mik Eskestad

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog


Fisk og fluer
Fisk og fluer i 35 graders varme på markedet i Fiem Reap.
Foto: Mik Eskestad

Landefakta
Cambodja
Cambodja grænser til Thailand, Laos og Vietnam samt Thailandbugten. Arealet er på 181.000 kvadratkilometer, og hovedstaden hedder Phnom Penh.

Cambodja
I 1976 overtog den kommunistiske guerillabevægelse Khmer Rouge styringen af landet. Mange betegner dette årstal som Cambodias "år nul".

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Cambodja

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse