Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Grænseoverskridende journalistik

Den eneste grænseovergang på denne Explorer-rejse, som vi har set hen til med spænding, er grænsen mellem Laos og Cambodia. Overgangen, vi har valgt, er ikke anerkendt som en international grænsestation, og det er i princippet forbeholdt laoter og cambodianere at bruge overgangen.

Af ERLING VESTER JACOBSEN

Publiceret 04-12-2002

Kratie

Dagen begyndte også dårligt - i hvert fald for kaptajnen. Klokken syv buldrede fotograf Mik på min dør og råbte: »Nu skal vi pakke bilen for at køre til grænsen.« Måske var det et ordentligt bløp af den hjemmebrændte laotiske brændevin Lao Lao, der gjorde, at jeg ikke hørte vækkeuret. Men jeg nåede da både bad og morgenkaffe, før vi kørte mod syd.

Man drejer fra den fine landevej og skal køre adskillige km gennem en skov ad en grusvej, før man når den laotiske grænsestation ved Venukham. Pasbetjenten i det lille træskur var øjensynlig lige stået op, og han krævede intet gebyr for at stemple vore pas. Måske er han heller ikke så vant til udlændinge på grænsestationen, hvor laoter og cambodisnere rejser frem og tilbage, men hvor der næppe kommer udlændinge fra tredjelande hver uge.

Herfra går turen videre med båd over Mekong til den cambodianske grænsestation.

Men først skal man - her i ingenmandsland - leje en båd.

Vi beslutter os for en speedbåd, der kan sejle os ad Mekong forbi Strung Teng ned til Kratie.

Det nordlige Cambodia omkring Strung Teng siges at være uroligt, fordi her endnu lever soldater fra De røde Khmerer, som overfalder rejsende. Vi ved ikke, om det er rigtigt, og vi beslutter os for ikke at undersøge sagen, bl.a. fordi landevejen er så dårlig, at køreturen vil tage flere dage, mens turen på floden kan gøres på få timer.

Da Lasse fra Chiang Mai begynder at forhandle om leje af to af de tre speedbåde, som ligger ved Venukham, kommer en højtråbende og irriterende tyrker med hollandsk pas og spørger, om han kan dele en båd med os. Han er sammen med et par fra Oregon, fortæller han. Den hollandske tyrker råber og skriger og blander sig i forhandlingerne, så det ikke bliver lettere for Lasse. Han er så irriterende, at selv om vi havde plads, hvad vi ikke har med alt vort udstyr, ville vi ikke have ham til rejsekammerat.

Endelig får vi forhandlet en nogenlunde acceptabel pris på to speedbåde, der skal sejle os omkring 150 km ned ad floden på tre timer. Og så går turen over til den cambodianske grænsestation.

Lasse tager alle fire pas og går op ad flodbrinken til træskuret, hvor det cambodianske paspoliti holder til. Det tager tid. Men det skyldes alene, at Lasse skal udfylde indrejsepapirer for os alle, og at politimanden skal udfylde lige så mange papirer og sætte stempler både i vore pas og i dokumenter, der bliver arkiveret her ved flodbredden. Om den ekstra erkendtlighed i dollars, Lasse bliver bedt om at betale, var et rigtigt gebyr, ved vi ikke. Men god behandling er penge værd.

Toldere står og ser på udstyret i speedbådene: Kufferter og kasser med computere og satellittelefoner mm., men beder ikke om lov til at se nærmere på herlighederne.

Mens tolderne tager speedbådene i øjesyn, ankommer den irriterende hollandske tyrker alene i en speedbåd fra Laos. »De amerikanere var åndssvage. De lod båden sejle, fordi de ikke kunne blive enige med bådudlejeren om prisen. Og det var kun en enkelt dollar, der skilte dem,« råber han. Vi er ikke i tvivl om, at det ikke var en dollar, men en irriterende rejsefælle, der fik de stilfærdige amerikanere til at lade tyrkeren sejle alene.

Selv om vi fejrede regntidens afslutning for et par uger siden på grænsen mellem Thailand og Laos, er regnen ikke slut.

Under speedbådsejladsen bliver vi overrasket af et regnskyl. DR-Peter, der er forberedt på enhver situation, tager sin tynde poncho frem og kryber i ly med sit kamera. Jeg bliver beskyttet mod regnen af min alt for lille redningsvest og af min styrthjelm med visir.

Lasse og Mik, der sejler i den anden båd, havde åbenbart fået luksusbåden. De får udleveret regnslag af bådføreren.

Særbehandlingen af Mik fortsætter. Da vi ankommer til Kratie, ligger vores hotel, Santepheap, lige overfor speedbådenes landingsplads. Vi går ind og beder om værelser. Og vi gør opmærksom på, at Mik skal have et værelse med balkon, så han kan rigge satellittelefonen til.

Han får værelse med balkon. Hotellets brudesuite med plads til at holde større redaktionsmøder. Vi andre får værelser, hvis standard svarer til prisen: 10 dollars pr. nat.

Men man skal ikke misunde Mik. For her til aften høvler regnen igen ned. Det bliver ikke sjovt at stå og fægte med satellit-antennen. Heldigvis virker mobiltelefonerne, som vi har haft slukket i mange dage i Laos, i den søvnige cambodianske provinsby, hvor vi er standset, så det bliver nok mobiltelefonen, der bliver brugt til at sende denne artikel.

Gem eller send Logbog


Hane med egen taske
Den laotiske grænsestation Venukham er beregnet på lokale, der rejser mellem Laos og Cambodia. Og hvis man vil have sin kamphane over grænsen, er det rart at have den i en særlig kamphane-taske.
Foto: Mik Eskestad

Landefakta
Laos
Laos er, som det eneste land i Sydøstasien, helt omgivet af land. Det har ingen kystlinje, men grænser op til Burma, Cambodia, Kina, Thailand og Vietnam.

Laos
 Laos er, som det eneste land i Sydøstasien, helt omgivet af land. Det har ingen kystlinje, men grænser op til Burma, Cambodia, Kina, Thailand og Vietnam.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Laos

Klassetrin
7.-10. klasse