Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

I oberst Kurtz' land

Når man er i Laos ved Mekong floden, og DR-Peter står og taler med en laotisk helikopterpilot, der fortæller, at hans firma har fragtet 40 amerikanere ud i regnskoven for at lede efter rester efter dræbte amerikanske soldater, falder tankerne naturligt på USA's hemmelige krig i Laos fra 1964 til 1973, der endnu giver ar i landet. Piloten fortæller, at de 40 mand på nogle uger har fundet rester fra 25 amerikanske soldaters lig.

Af ERLING VESTER JACOBSEN

Publiceret 29-11-2002

Savannakhet

Der blev for alvor sat fokus på krigen i Laos med Marlon Brandos karakteristik af den modbydelige oberst Kurtz i Francis Ford Coppolas film Apocalypse Now, Dommedag Nu.

Den måske eneste forskel på film og virkelighed er, at Kurtz i filmen blev likvideret af amerikanere, men det autentiske forbillede, Anthony Poshepny, Tony Poe, i dag bor i San Francisco, og betragtes som en helt af mange amerikanske veteraner fra krigen i Laos.


På floden
Når man ser en ældre laot på Mekong floden skæve skeptisk op mod himlen, ledes tanken let hen på Indokina Krigen for en menneskealder siden.
Foto: Mik Eskestad

 

Tony Poe, som i dag er 77, var oprindelig amerikansk faldskærmssoldat og havde en Bachelor i engelsk litteratur fra Santa Clara University, før CIA, USA's efterretningstjeneste, engagerede ham til at operere i det nordlige Laos og træne medlemmer fra hmong-stammen, som kæmpede mod de kommunistiske Pathet Lao-styrker.

Tony Poe giftede sig med en prinsesse fra hmong-stammen og har efter sigende flere børn, som nu bor enten i Laos eller i USA.

Historien om oberst Kurtz og Tony Poe er blevet aktuel i USA tidligere i år, fordi USA's kongres besluttede at hædre de mere end 100.000 laoter af Hmong-stammen, der kæmpede med amerikanerne i Indokina Krigen, som Vietnamkrigen og dens aflæggere kaldes her i Laos. I forbifarten overser mange i Vesten, at USA i 10 år aktivt førte en hemmelig krig i Laos, der ikke blot drejede sig om at bremse forsyningerne fra Nordvietnam ad Ho Chi Minh Stien gennem Laos til Vietcong-styrkerne i Sydvietnam.

Amerikanerne førte en regulær krig mod de kommunistiske Pathet Lao styrker, der tog magten i Laos i 1975 - og som har magten endnu.

Amerikanerne havde tropper i hovedstaden Vientiane, og de havde baser bl.a. her i Savannakhet, hvorfra en del af verdenshistoriens største bomberegn blev sendt ned over laoterne.

Amerikanerne havde aldrig mange tropper i Laos. Det var i første række stammefolk, der kæmpede under amerikansk ledelse mod kommunisterne. Og det er disse stammefolk, der nu har fået Kongressens anerkendelse.

Mellem disse stammefolk boede den efter manges mening vanvittige Tony Poe. Han førte sin egen krig mod Pathet Lao som leder af sin egen hmong-hær. Og de talrige beretninger om hans indsats overgår ofte oberst Kurtz' grusomheder.

Tony Poes storhedstid i 1960'erne under konfrontationen mellem den kommunistiske verden og Vesten overalt på kloden kan ikke sammenlignes med forholdene i dag. Tony Poe blev dengang betragtet som en helt i CIA's hovedkvarter i Langley. Han blev dekoreret med USA's Purple Heart flere gange, og han bar efter sigende også ører, som han havde skåret af dræbte modstandere.

Hans krigsførelse var både billig og effektiv for amerikanerne.

I dag er CIA og det officielle Washington ikke stolt over Tony Poes indsats for en menneskealder siden. Men det synes mange, både blandt amerikanske veteraner og blandt de mere end 100.000 hmonger, der efter Indokina Krigens slutning kom til USA, er urimeligt.

Hadet fra Indokina Krigen er fortsat lyslevende i Laos. Hmongerne angives ofte som bagmænd for de uroligheder, der er her i Laos, og etniske laoter har ikke tillid til hmonger i dag. Efter en uges rejse i Laos er der heller ikke lykkedes at finde en laot, der taler pænt om amerikanere.

»De kunne have slået os, hvis de havde sat nogle få tusinde tropper ind mod os i stedet for at bombe landet tilbage til stenalderen. Deres militære indsats mod os var modbydelig, og helt unødvendig, fordi de ikke opnåede noget som helst i forsøget på at bremse os,« siger en veteran fra Pathet Lao til Explorer-holdet.

Gem eller send Logbog

Landefakta
Laos
Laos er, som det eneste land i Sydøstasien, helt omgivet af land. Det har ingen kystlinje, men grænser op til Burma, Cambodia, Kina, Thailand og Vietnam.

Laos
 Laos er, som det eneste land i Sydøstasien, helt omgivet af land. Det har ingen kystlinje, men grænser op til Burma, Cambodia, Kina, Thailand og Vietnam.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
Historie
Krige

Stednavne
Laos

Fag
Historie

Klassetrin
7.-10. klasse