Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Bum-bum og tuk-tuk

Lasse fra Chiang Mai har omhyggeligt forberedt os på, at Vientiane er en meget stilfærdig, lille by. Vi er forberedt på en by, der i livlighed kan sammenlignes med Ystad en grå mandag i november.

Af ERLING VESTER JACOBSEN

Publiceret 27-11-2002

Vientiane

Derfor er det Lasse, der bliver chokeret, da vi ankommer om aftenen til en by med blinkende neonlys og voldsom musik langs floden, hvor Lasse for to år siden gik på en leret sti. Tiden går stærkt i nogle af Asiens byer. Og her i Vientiane er der kommet natteliv.

Vi spadserer først en tur langs floden, hvor der er en kolossal kinesisk gæsteoptræden med Peking Opera, lucky-draw (kinesisk lotteri), fest og musik.

Her møder vi et par rygsækrejsende, der var med samme båd som os ad floden fra grænseovergangen mellem Thailand og Laos til rotte-gæstehuset i Pakbeng.

»Jeg så, I tog speedbåden fra Pakbeng til Luang Prabang. Jeg ville gerne have været med, for jeg vil gerne prøve alt her i livet mindst én gang. Men jeg så også i guiden, at der omkommer 12 ved speedbådsulykker hvert år. Måske prøver jeg alligevel speedbåden senere,« sagde han.

Vi forklarer, at dels var vores speedbådfører i verdensklasse, dels er de 12 omkomne nok et tal for omkomne på hele Mekong floden, hvor speedbåde benyttes som flodens taxaer for hundredtusinder eller måske millioner af mennesker hvert år.

Vi fire midaldrende - eller måske snarere to midaldrende JP-medarbejdere samt DR-Peter og Lasse fra Chiang Mai, der endnu ikke har rundet de 50 - føler efterhånden, at rygsækrejsende, som vi støder på igen, betragter os som en del af deres globale karavane.

Ham, der drømmer om speedbådturen på Mekong, fortæller, at han kom til Vientiane med bus kl. 4 samme morgen: »Her var ikke et øje. Ved halv syvtiden mødte jeg det første næsten levende menneske på torvet inde i byen. Det var en brite, der var så skæv af opium, at han vist ikke anede, hvor han var.«

Vi skilles efter lidt yderligere snak med de to. Vi får håndslag, og de kommer med den hilsen, der åbenbart er hverdagskost for rygsækrejsende: »Safe travel,« »Sikker rejse«. Med det rette håndslag og den passende udtale rummer hilsenen en passende antydning af eventyr og spænding.

Den slags behøver man ikke at rejse for her. Det kan købes og betales her i Vientianes centrum. Det overrasker os, at det foregår så åbenlyst i et kommunistisk land som Laos, der indtil for få år siden var blandt de mest lukkede i verden.

Da vi efter en sen middag på en indisk restaurant slentrer videre rundt i Vientiane, viser der sig at være fuld tryk på i flere diskoteker.

Arbejdet venter imidlertid hjemme på hotellet, så exploratørerne forsøger ikke at tale med unge laoter i det øresønderrivende spektakel.

Der er kun nogle hundrede meter hjem til hotellet. Så da vi bliver anråbt af en tuk-tuk chauffør, fortæller vi, at vi går hjem.

Tuk-tuk chaufføren sælger imidlertid andet end kørsel. Han spørger, om vi vil købe "bum-bum" og gør klart med kropsbevælgelser hvilke ydelser, han kan levere. Vi forsker ikke nærmere i karakter og pris.

Det gør den nysgerrige kaptajn derimod, da en anden tuk-tuk chauffør få minutter senere tilbyder opium. Jeg spørger om prisen. »1000 baht (180 kr.),« lyder svaret.

Da jeg ikke er kyndig i opiumshandel, ved jeg ikke, hvilket kvantum, vi taler om. Jeg spørger, om jeg kan se varen. Tuk-tuk chaufføren tager hånden op under sejldugstaget på sin åbne taxa og fremdrager et stykke papir med en klump opium, der passer til en lille pibe. Lugten er umiskendelig; det er opium.

Jeg takker høfligt nej til opiumen. Tuk-tuk chaufføren opfatter imidlertid kun min afvisning som et forsøg på at forhandle prisen ned, og først ved hotellets dør giver han op.

Da dagens dont er slut, slapper jeg af med andre lokale nydelsesmidler: En velsmagende flaske Beer Lao samt en Qionghua cigaret, der er rullet ud af en fabrik i Savannakhet nogle hundrede km længere nede ad Mekong og bliver solgt i tyvestyks pakning for et par kr. Selv om man skal betale for nydelserne, behøver det ikke at være dyrt her i Laos.

Gem eller send Logbog


Tuk-tuk og chauffør
Tuk-tuk chauffører kan godt slappe af ind imellem, hvis de driver givtige forretninger ved siden af kørslen med passagerer.
Foto: Mik Eskestad

Landefakta
Laos
Laos er, som det eneste land i Sydøstasien, helt omgivet af land. Det har ingen kystlinje, men grænser op til Burma, Cambodia, Kina, Thailand og Vietnam.

Laos
 Laos er, som det eneste land i Sydøstasien, helt omgivet af land. Det har ingen kystlinje, men grænser op til Burma, Cambodia, Kina, Thailand og Vietnam.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
Narkotika

Stednavne
Laos

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse