Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Artikler fra JP's arkiv

Den gamle mand og hæren
Da Liu Jiaqi tog de første skridt ud af Ruijin, anede han ikke, at han marcherede ind i verdenshistorien. Den unge Liu havde som 17-årig sluttet sig til Mao Zedongs Røde Hær, og fem år senere var kommunisterne på flugt bort fra deres base i området.

Sammen med Mao Zedong gik Liu Jiaqi de allerførste skridt på Den Lange March - en militær tilbagetrækning, der ville vare over et år og ende med kommunisternes sejr over nationalisterne i 1949.

I dag er den 96-årige veteran fra Den Røde Hær en af de få tilbageværende soldater fra Den Lange March. Liu Jiaqi bor i et beskedent hus i fødebyen, Ruijin, en lurvet provinsby der i dag er bedst kendt for sin rolle i partihistorien. Her begyndte Den Lange March. Her begyndte Maos kommunistiske Kina.

Liu Jiaqi var med fra starten og har været det lige siden, og i det spartanske hjem i Ruijin er historien ikke glemt. På en væg i bryggerset hænger de autoriserede portrætter af Kinas gamle revolutionære ledere - Mao, Zhu De, Zhou Enlai og Deng Xiaoping - som Liu har tjent og stadig ser op til.

»Jeg betragter dem stadig som mine kolleger,« forklarer han, mens han kommanderer gæsterne rundt, som aldrende kinesiske værter har det for vane.

På en anden væg hænger billeder af Liu med sine kolleger i Kinas politistyrke i 1960'erne og 1970'erne. I Lius soveværelse og kontor hænger billeder af familien; af barnebarnet, der studerer til en ph.d. i laserteknologi i USA; af Liu Jiaqi sammen med Kinas forhenværende præsident, Jiang Zemin; samt digte, kalligrafier og et blyantportræt af ham selv.

Seneste trofæ på væggen er to hvide rygnumre med tallet 178. Det hang på Liu, da han i maj førte den olympiske fakkel gennem Rujin - den næstvigtigste march i nyere kinesisk historie, og en begivenhed, der gør den 96-årige krigsveterans liv til et enestående billede af Kinas rivende udvikling i det seneste århundrede.

Møde med kommunismen

Det var langt fra givet på forhånd, at Kina skulle ende med et kommunistparti i spidsen. Den 17-årige Liu Jiaqi var skrækslagen, da Kinas kommunistiske guerillastyrker, Den Røde Hær, i 1929 nærmede sig Ruijin. Med nationaliststyrkerne fra Kuomintang i hælene rykkede kommunisterne frem mod hjembyen, og krigshandlingerne kunne betyde overgreb på civilbefolkningen. Ingen turde vove sig ud.

»Derfor så jeg ikke Den Røde Hær ankomme, men jeg vidste, at de var her, for de var på flugt fra nationalisterne,« fortæller Liu i dag.

Befolkningen var i vildrede. Kina i mellemkrigsårene var plaget af anarki, usikkerhed og krig. Fraværet af en stærk centralmagt gav frit spil til lokale herremænd, røverbaroner og krigsherrer. I Ruijin var der ingen grund til at tro, at kommunisterne var anderledes.

»Men Den Røde Hær havde bannere med mange slagord. På ét af dem stod der: "Vi støtter arbejdere og bønder. Vi betaler otte yuan om måneden." Da vidste jeg, at de var på min side, og at der ikke var grund til at være bange,« fortæller Liu.

Uden at orientere sine angste forældre forlod han i al hemmelighed sit hjem for at slutte sig til guerillastyrkerne.

Efterrationalisering

For Liu Jiaqi blev det begyndelsen på fem års krig mod Chiang Kai-sheks nationalister forud for verdenshistoriens længste tilbagetrækning. Efter fire forgæves forsøg på at udrydde kommunisterne i det sydlige Kina fra 1930 til 1933, lykkedes det i 1934 endelig Chiang at omringe de røde i deres base, den såkaldte Jiangxi-sovjet, hvis hovedstad var Liu Jiaqis hjemby.

Kommunisterne overvejede, hvordan man skulle klare sig mod de overlegne styrker, og ledelsen besluttede sig for at forsøge at bryde igennem nationalisternes ring, ca. 50 km vest for Ruijin. I oktober lykkedes det små 90.000 tropper at gennembryde nationaliststyrkernes fæstningsværker og flygte mod syd og dernæst mod vest. Liu var én af dem. Den Lange March var begyndt.

Marchen er i dag både én af militærhistoriens største og vigtigste retræter og én af dens største efterrationaliseringer. Den Lange March var som militærstrategi i bund og grund en fiasko, der kostede tusinder livet og nær havde udryddet kommunismen i Kina. Men det var også den begivenhed, der gav de tilbageværende kommunister styrken og legitimiteten til at vinde krigen mod nationalisterne.

Marchen behandles i dag som de godes sejr over de onde og bruges af det officielle Kina som et eviggyldigt eksempel på Kommunistpartiets forsyn og visdom. Virkeligheden i 1934 så anderledes ud. Liu Jiaqi smiler ad spørgsmålet om, hvordan Den Lange March begyndte.

»De kaldte det ikke Den Lange March. De sagde bare, at vi skulle trække os tilbage,« siger krigsveteranen om den historiske begivenhed.

Lius lange march

Liu Jiaqi nåede ikke langt. Halvanden måned senere blev han såret under slaget ved Xiang-floden, et af de største slag overhovedet under Den Lange March. Op mod 30.000 soldater og civile bærere blev såret, dræbt eller deserterede. Liu blev skudt i foden, men blev reddet af en barmhjertig bondefamilie i bjergene, der bar ham i sikkerhed og plejede ham, indtil han var rask.

»Jeg var i koma, men jeg har fået at vide, at fire soldater bar mig af sted til en bonde. Kuomintang var efter os og søgte i hele huset, men bonden gemte mig. Han behandlede mig som sin egen søn,« fortæller Liu Jiaqi og tager højre sko af for at vise arret efter skudhullet i vristen - en skade, der stadig indimellem volder smerter.

Først efter halvandet år var foden helet tilstrækkeligt til, at Liu kunne gå ud. Han måtte ernære sig som skrædder, traditionelt ét af de laveste erhverv i Kina. Turen hjem til Ruijin tog fire måneder. Takket være krigsskaden avancerede han til lokal partisekretær og blev dernæst en del af politistyrken i den nærliggende by, Ganzhou.

Kina efter kejseren

Den forhenværende politimand, der gik på pension i 1975, er på mange måder selve personificeringen af den fantastiske udvikling, Kina har været igennem, siden Liu blev født. I 1912 befandt Kina sig officielt i sit første år af republikken efter i flere tusinde år at have været regeret af skiftende kejserdynastier.

Da republikken efter få år mislykkedes, blev landet kas 8 tet ud i næsten tre årtier med borgerkrig, japansk besættelse og anarki, hvor ingen centralmagt formåede at skabe orden. Først i 1949, hele 20 år efter Liu først havde sluttet sig til Den Røde Hær, blev Kina igen samlet under én magt, ét parti og én mand: Formand Mao.

Adskillige møder med Formanden, mens Liu Jiaqi tjente i Den Røde Hær, står tydeligt i erindringen.

»Han var høflig, intelligent og tynd,« siger Liu, som gentagne gange understreger, hvor simpelt og nøjsomt de kinesiske ledere levede.

Det er en beskrivelse, der går igen i Ruijins museum om tiden før og under revolutionen. Der, hvor Den Lange March begyndte, i et hus i bakkerne uden for byen, kan man besigtige de spartanske soveværelser og lade sig beånde af det sted, hvor formand Mao læste.

Ifølge Liu er det den fulde sandhed. Års ideologisk af- og ensretning har givet Liu svar på rede hånd til næsten alle spørgsmål. Som statsanerkendt koryfæ er han vant til den kinesiske, statskontrollerede presse og i løbet af interviewet skifter han til sin blå veterandragt af bomuld. Svarene indeholder ikke skyggen af kritik.

Nød og reformer

Liu erkender dog, at nøden ikke var overstået med oprettelsen af Folkerepublikken i 1949 - selv med en så dygtig strateg som Mao Zedong i spidsen. Det Store Spring Fremad, Maos katastrofale forsøg på kollektivisering af landbrugene, der førte til hungersnød, husker Liu svagt:

»Man skulle købe alt med rationaliseringsmærker,« siger han og antyder, at opbyggelsen af socialismen var ét stort eksperiment udført af ledere, der primært havde ledererfaring fra 20 års guerillakrig.

»Man skal huske på, at Kommunistpartiet under Mao ikke vidste, hvordan man skulle konstruere socialisme. Det var som at bygge et nyt land op,« tilføjer han og springer let og elegant hen over Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976.

I stedet giver han et klokkeklart svar på, hvornår det blev bedre.

»Det gjorde det med Deng Xiaopings reformer,« siger den 96-årige med en forbløffende klarhed.

Liu kendte Deng fra sin tid i Den Røde Hær, og han beskriver ham som »en kat« - en beskrivelse, der antyder dygtighed og snilde. Det er den snilde, der i dag har gjort det muligt for Kina at afholde De Olympiske Lege - en begivenhed som i Kina ses som landets oprejsning efter 150 års kolonisering, ydmygelse og armod.

For Liu Jiaqi, en af de få tilbageværende mennesker, der var med, da Kinas lange march mod national samling, modernitet og velstand begyndte i oktober 1934, er reformerne den rette vej. Den kapitalisme og økonomiske frihed, som Kina i disse år oplever, er nødvendig. Men den er kun endnu et skridt mod den endelige, uundgåelige kommunisme.

»Vi er et socialistisk land. Lige nu er det nødvendigt med udviklingen. Men kommunismen kommer en dag,« siger veteranen.

Den hedder Sars
På markedet i Shaoguan har ejeren af boden svar på rede hånd, da vi spørger om navnet på det lille hvidmaskede bæst, der hvæser hidsigt i sit bur.

»Den hedder sars,« siger han med et skævt grin.

Sars er intet kæledyr. Sars er en maskepalmerulle og en delikatesse, som i dag går for godt 240 renminbi (168 kr.) kiloet på markedet i Shaoguan. Det er også det dyr, der er udpeget som ophavsdyr til den frygtede sars-virus, som dræbte 349 mennesker i Kina og yderligere 299 i nærliggende Hong Kong. Tusinde andre blev smittet, og en kinesisk sundhedsminister mistede jobbet, fordi han blev udpeget som syndebuk, da den kinesiske regering blev taget i at lyve om omfanget af epidemien.

Efter sars-udbruddet i 2002 og 2003, svarede myndighederne igen med at slagte 10.000 stykker af arten og forbyde salg af vilde dyr på Guandong-provinsens markeder - især salg af maskepalmerullen, der er i familie med desmerdyret. Myndighederne bedyrer i dag, at dyret ikke længere findes.

Hemmelige menukort

Men kantonesernes særlige hang til at fortære mærkelige dyr lader sig ikke fornægte. Også i denne del af Kina har administrative forbud måttet vige for markedskræfterne, og en tilfældig taxachauffør finder ubesværet frem til ét af Shaoguans kødmarkeder, hvor salg af maskepalmerullen foregår helt åbent.

 

Største forandring efter sars-udbruddet er menukortene på byens restauranter. Officielt byder de hverken på desmerdyr, vaskebjørne, vildsvin eller dådyr, men spørger man efter delikatesserne, fiskes det ekstra, håndskrevne menukort beredvilligt op ad inderlommen. På én velrenommeret restaurant i Shaoguan fraråder servitricen at bestille kat, fordi det betragtes som et varmt dyr.

»Kat og hund er ikke sundt om sommeren,« forklarer hun.

På markedet har de en anden opfattelse af den sag. En stor velvoksen hund er netop gået for 800 renminbi (560 kr.), og sælgeren - en yngre fyr i nystrøget, hvid skjorte - hjælper med at slæbe den væk i et trådbur med hjul.

»Man kan spise hund hele året,« fastslår han og kigger på familiens pekingeser, der lige har fået hvalpe og bestemt er uegnet som menneskeføde.

Hvalpe til salg

Kærligheden til dyr udmønter sig på mange måder. Rundt om hjørnet ligger en gruppe legesyge hvalpe i et bur og venter på deres skæbne. 30 kr. stykket og så godt som grydeklare. Ligesom kattene, slangerne, frøerne og fiskene er de garanteret liv, til gryden sættes over ilden.

I det kinesiske køkken skal dyrene helst være levende så længe som muligt forud for tilberedningen. Genoplivningsforsøg af fisk er ikke unormalt, og en særlig fiffig sælger har udstyret sine spande med en pumpe, som han bærer på ryggen - en salgsfremmende foranstaltning, der om ikke andet bevirker, at fiskene ser levende ud.

Skildpadderne får en over nakken og afskjoldes levende, inden de langes over til kunderne. De er undtaget fra forbuddet mod at sælge vilde dyr og findes ligesom slanger og frøer i rigt mål på markedet.

Fra boderne høres grynten fra vildsvin, som brutalt hives ud af burene og bliver banket ind i andre bure, når de skifter ejer. Katte hvæser arrigt. Maskepalmerullen kæmper for at undgå sin skæbne, da sælgeren vil mase ham ned i en sæk. Det er en kamp, der på forhånd er dømt til at mislykkes på trods af, at den har myndighederne på sin side. Sækken vikles sammen, og dyret proppes ned til fire andre lidelses- og artsfæller i en kasse af flamingopap.

»De bliver fanget i bjergene af bønder, der leverer dem hertil. De fleste er forudbestilt af restauranterne,« siger sælgeren.

»Vi kan få fat i næsten alt.«

Flodfolk frygter vandmasser
Fra sin taghave har landsbyformand Zhan Diguan en storslået udsigt over Yangtse-floden. I blå skjorte, med cigaret bag øret og med den allestedsnærværende glascylinder med te i hånden, kan han iagttage den stadig livligere skibstrafik ind mod Kinas vækstområde i Chongqing. Fragtskibe med fabriksnye biler blander sig med fiskernes flodpramme.

 

Han kan også se ned på sin tidligere grund på skråningen ned mod floden, hvor han boede indtil 2001. Zhan Diguan og hans hustru har nu hele 223 kvadratmeter at boltre sig på, og det er Zhan ganske godt tilfreds med.

»Mit gamle hus var bare på 105 kvadratmeter. Jeg klager ikke,« siger han.

Zhan og hans kone har som mindst 1,14 mio. andre kinesere måttet forlade deres hjem som følge af den vandstandsstigning, der er nødvendig for at realisere De Tre Slugters dæmning, Kinas største prestigeprojekt nogensinde, der ligger 450 km længere nede ad floden.

Zhan var blandt de første af landsbyens beboere, der forlod sit gamle hjem og flyttede op ad skrænten til en ny landsby af betonhuse med skinnende røde teglsten. Inklusive otte nytilflyttede familier består landsbyen nu af i alt 34 huse. Zhan mener at have gjort en god handel.

»De gamle huse var lavet af ler og mursten. Nu bor vi i betonhuse, og vores levestandard er betydeligt bedre,« mener landsbyformanden.

Der synes generelt at være støtte til dæmningsprojektet i landsbyen, hvor beboerne fordriver tiden med majiang, en slags kinesisk domino.

»Vi bor bedre nu, og vi har ikke oversvømmelser,« siger en af kvinderne ved bordet.

Og det på trods af, at landsbyen ikke har vundet synderligt ved flytningen. I et regnestykke, der er typisk for området, har det nye hus kostet 40.000 renminbi (28.000 kr.), hvoraf staten har betalt 22.000 renminbi (15.400 kr.). Resten er blevet betalt af beboerne selv. For hele landsbyen svarer egenbetalingen nogenlunde til den støtte, beboerne har fået til at omlægge deres landbrug, fordi størstedelen af deres jord i dag ligger under vand.

Men beboerne har været fri for den omfattende korruption, der har præget projektet og genhusningen. Flere steder har myndigheder og beboere været uenige om størrelsen af kompensationen, fordi beboerne ofte har bygget til uden tilladelse, og myndighederne kun vil betale kompensation ifølge den husstørrelse, der er opgivet på skødet.

Imidlertid er hvedebrødsdagene ved at være omme. Vandstanden er steget støt siden juni 2003, og landsbyens medlemmer har i dag kun omkring en tredjedel af den landbrugsjord, der tidligere var til rådighed.

Snart vil også denne jord være under vand. Omkring 10 meter nede ad skråningen mellem to rismarker står en to meter høj betonstøtte, hvs midte markerer det punkt, hvortil vandet vil stige, når vandstanden ved dæmningen stiger til de maksimale 175 m. Det vil ske i september i år.

Ingen i landsbyen ved, hvad der så skal ske. Den månedlige kompensation på 50 renminbi (35 kr.) om måneden pr. familiemedlem er langtfra tilstrækkeligt til at leve for.

Chen Zaina, en 43-årig kvinde, mener, at mange vil forlade landsbyen. Hun har selv tidligere arbejdet i Chongqing og holder muligheden åben for igen at rejse bort. Hendes 20-årige søn har allerede forladt landsbyen.

Men hun mener ikke, at problemerne alene er økonomiske. De er også miljømæssige. Chen siger, at landsbyen allerede har oplevet jordskred langs den opdæmmede flod, fordi vandet æder sig ind i det, der tidligere var marker. Det giver øget risiko for yderligere jordskred længere oppe på de stejle skrænter.

Jordskred langs den 600 km lange dæmningssø er i det seneste år blevet den seneste uforudsete konsekvens af dæmningen, der deler kinesiske eksperter skarpt. Kinas statsmedier har tidligere rapporteret, hvordan jordskred på én side af floden forårsagede meterhøje bølger, der førte til flere jordskred på den modsatte bred.

I nærheden af dæmningen, hvor vandstanden er steget forholdsvis mere end i Pingyun, har flere landsbyer måttet evakueres på grund af jordskred - også selvom de ifølge planerne lå i en højde, der blev betragtet som sikker.

I landsbyen Pingyun ved ingen med sikkerhed, om skrænterne vil holde, når vandstanden stiger til det punkt markeret af betonstøtten. De ved kun, at vandet kommer.

»De siger, at vores huse ligger i en højde, der er forholdsvis sikker,« siger Chen Zaina.

»Der er ikke noget at gøre. Vi må se, hvad der sker.«

Flodtur med foto
På turistbådens restaurantdæk er disciplinen benhård forud for afgangen. Folk er ivrige efter at komme i gang med den mest berømte flodsejlads i Kina, og de fleste vil op på soldækket for at tage hul på eventyret.

 

»I skal sætte jer ned på den plads, der står angivet på jeres billetter. Det er på grund af sikkerheden. Vi sejler snart,« beordrer bådstewardesserne, der får hjælp fra matroserne til at holde folk af soldækket ovenpå.

Til tonerne af Kenny G fra bådens alt for kraftige højttalersystem vælter turisterne ind ad døren. Kvinderne har solbriller og paraply med og er provins-chikt klædt i akryl og højhælede sandaler. Mændene har T-shirts eller skjorte og lange bukser på. Fodtøjet er praktisk. Både mænd og kvinder er armeret med elektronik i håndfladestørrelse, der kan forevige turen.

Alt synes at være tilrettelagt til den perfekte tur; intet er overladt til tilfældighederne eller den individuelle smags luner. Alt er kitsch og laminat.

Jordnødder til farten

Fra billetsalget til bådene går vejen forbi mere end 50 souvenir- og snackboder, hvis varesortiment er næsten ens: lidt drikkevarer, lidt frugt, minoritetssmykker, Kina-tøj, fløjter, træfugle, hatte og kvidreinstrumenter. Et hit ved kajen denne morgen er poser med jordnødder, der fortæres på båden inden afgang. Skallerne lægges på stålfade, der er stillet frem til lejligheden.

Andre foretrækker at gnave af store agurker. Selskabet er delt i to: Dem, der skræller agurkerne, og dem, der ikke gør.
En øredøvende 10 minutters præsentation af en af stewardesserne varsler, at det snart er afgang. Først præsenteres båden og personalet. Dernæst gives sikkerhedsinstrukser, og folk klapper, da stewardessen i første hug får spændt redningsvesten på. Så gives der oplysninger om middagsmaden, der består af ris, en form for kød og bønnespirer, og endelig kommer turens første tilbud.

»Hvis man har lyst til andet, kan man bestille yderligere fra det grønne menukort,« siger stewardessen og bruger yderligere tre øredøvende minutter på at gennemgå de retter, man skal betale ekstra for. Næsten alle borde bestiller ekstra.

Foto i det grønne

Pigen lægger mikrofonen, men stilheden varer kun få sekunder. Så tager bådens fototeam over, og en ung mand gennemgår kombinationsmulighederne for at blive professionelt fotograferet på soldækket foran de smukke klippeformationer. Som en bedre bornholmertur gennemgås et par plancher med fotos af de mest berømte bjerge, så passagererne ikke går glip af det. På højkant ligner én af formationerne et mandehoved - vel at mærke et vestligt ét af slagsen. Der går et overraskelsens sus gennem forsamlingen. Den unge mand taler et enkelt minut til og går direkte over i salget af fotosæt. Forretningen går strygende. Kunderne bliver nummereret.

Mens manden har talt, har passagererne gjort elektronikken klar og puffer sig nu vej til soldækket. Kort før den første smukke formation dukker den unge fotograf op igen, denne gang med mikrofon på kæbepartiet. Han genner turisterne væk fra de bedste ståpladser, så de betalende kan blive fotograferet.

»Nr.1, nr. 1, kom herover. Nr. 2, nr. 3, gør jer klar,« blæser hans stemme ud gennem skibets højttalere, mens skuden stille og roligt bevæger sig igennem ét af Kinas smukkeste landskaber. Lyden giver ekko i klipperne.

Masseprodukt

Dagens tur er indbegrebet af masseturisme, og næsten alle de rejsende har købt dagens udflugt ved rejsebureauer, der arrangerer alt: Transport til båden, billet og tilbagekørsel med bus til Guilin fire timer senere. Prisen for hele gildet er blot 150 kr. pr. person.

Trods den konstante larm og gentagne hundsen med passagererne er humøret højt. Den industrielle turisme er også et symbol på stigende velstand blandt Kinas voksende middelklasse, og gæsterne på denne båd består af mindre grupper, der er kommet fra alle dele af Kina for at tage netop denne berømte flodtur. De er udstyret med sidste skrig inden for lommekameraer og håndholdte videokameraer, og de nyder livets nye muligheder.

»Vi er selv taget hertil på ferie,« siger en midaldrende familiefar, Lai, fra Jiangxi-provinsen, der tager turen for første gang i sit liv, og som har indlogeret sig på hotel i Guilin.

»Vi er fløjet til Guilin. Det er bekvemt. Det er mere bekvemt end at køre.«

Turisme som løsning

Det stigende antal middelklassekinesere er ikke kun symbol på væksten. For fattige provinser som Guangxi, der ikke har fået del i industrieventyret,er turisme ofte den universalløsning, de lokale myndigheder satser på for at skabe vækst.

Flodstrækningen mellem Guilin og Yangshuo er selve modellen på, hvordan forarmede kinesiske provinser kan skabe økonomisk vækst ved at kombinere den nyfundne rejselyst med uspoleret natur og en mangfoldig folklore.

14 mio. turister besøgte sidste år Guilin og omegn, hvis seværdigheder i dag er omsat til pakkeløsninger, der netop passer til flod- og busture i stil med billige charterrejser, der fra begyndelsen af 1970'erne bragte en generation af uberejste danskere ud i verden. Det tal vil stige i det kommende årti.

Det vil også efterspørgslen på den unikke rejseoplevelse. Samtidig med en eksplosiv vækst inden for masseturismen bliver det kinesiske rejsepublikums smag mere sofistikeret. Xie Shuai, en ung møbelsælger fra Hebei-provinsen nær Beijing, der er taget på ferie og har efterladt sin kone og sin otte måneder gamle datter derhjemme, virker forholdsvis uimponeret af landskabet, selv om dette er hans første besøg i området.

Mens han sammen med hundreder af passagerer ved endestationen i Yangshuo løber spidsrod gennem det turisthelvede af souvenirboder, der fører op til busholdepladsen, forklarer han, at han i fremtiden overvejer at rejse til mere fjerntliggende destinationer.

»Jeg vil tage min familie med til Paris og til Australien. Det lader til at være gode steder at besøge,« siger han.

Forældre kræver svar
Vreden og sorgen er synlig i ansigterne hos den gruppe forældre, der har taget opstilling uden for et regeringskontor i Mianzhu. Med billeder af deres børn, indrammet og svøbt i sort eller hvidt tyl, har de valgt at fejre den officielle Børnenes Dag ved at markere deres desperate familiesituation.

 

»Vi står her, fordi vi vil have en forklaring fra myndighederne,« siger en mand, Chen, der har mistet sin søn under jordskælvet den 12. maj i år, da Fuxin-skolen i en nærliggende by, Wufu, blev pulveriseret og dræbte i alt 127 skoleelever.

Korrupte embedsmænd
Siden da har vrede forældre demonstreret i byen. Forældrene mener, at korrupte embedsmænd har brugt billige og usikre byggematerialer under byggeriet af skolen og har stukket besparelsen i egen lomme.

Bygningseksperter har i kinesiske medier underbygget beskyldningerne. Skolen i Wufu kollapsede ifølge kinesiske medier på 10 sekunder, mens de omkringliggende bygninger stadig stod efter jordskælvet, der målte 8,0 på richterskalaen.

Løfte om efterforskning
Både de lokale og centrale myndigheder har lovet en omfattende efterforskning af sagen, men forældrene fra Wufu siger, at intet konkret endnu er hændt.

Myndighederne tager tydeligvis sagen alvorligt. Søndagens fredelige demonstration foran det lokale regeringskontor, var overvåget af mindst 10 civilklædte politibetjente. To minutter efter at Morgenavisen Jyllands- Posten dukkede op på stedet, havde politiet standset interviewet og beordret forældrene til ikke at svare på spørgsmål. Kort efter blev de kørt bort i en bus.

Tragedien i Wufu er langt fra enestående. I adskillige andre byer, som Morgenavisen Jyllands-Posten besøgte umiddelbart efter jordskælvet, beskyldte lokale indbyggere myndighederne for at have taget de penge, der var udset til forstærke bygningerne med, og for at have set stort på Kinas byggekodeks.

I flere tilfælde havde bygningerne omkring de pulveriserede skoler ikke taget synlig skade.

Kinas myndigheder har sagt, at 7.000 klasseværelser er blevet skadet eller ødelagt under jordskælvet, og ifølge en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet Reuters på baggrund af rapporter i kinesiske medier har mindst 9.000 elever og lærere mistet livet under sammenstyrtede skoler.

Etbarnspolitikken
På grund af Kinas etbarnspolitik har langt størstedelen af forældrene mistet deres eneste arving, og Sichuan-provinsens regering har sagt, at forældre, hvis børn er blevet dræbt eller lemlæstet i forbindelse med jordskælvet, vil få lov til at få endnu et barn.

I tørken blomstrer islam
En efter en rejser de sig i det støvede, golde landskab. Med deres skinnende kupler og farvestrålende tegltage ligner moskeerne små oaser i et landskab af tør, gul jord, som kun de færreste kan vinde kampen mod.

 

Menneskene på egnen er vejrbidte og har dybe fuger i ansigterne som de kløfter, der omgiver dem. De er fattige, men kvinderne bærer spraglede tørklæder, og mændenes kalotter holder sig forbløffende hvide, selv om støvet konstant ligger i luften.

Muslimerne bor i den nordvestlige Ningxia-provins, Kinas fattiggård, som kun kan drømme om udviklingen i det sydlige Perlefodsdelta eller skyskraberne i Shanghai. Ningxia har tørke, få naturressourcer og en uheldig geografisk placering. Kun provinsens sydligste del er jorden rigtig frugtbar. Udbuddet af frugt og grønt på markedet er begrænset.

Til gengæld er der gunstige vækstforhold for religionen. I næsten hver eneste landsby i Ningxias centrale bassin, som Morgenavisen Jyllands-Posten passerede, er der gang i byggeriet af de særprægede moskeer, der er en blanding af arabisk og kinesisk byggestil. Kupler og minareter hæftes ubesværet på dragelignende tegltage.

I Sanying alene - en by af hullede jordveje, lerklinede gårde og en enkelt asfalteret hovedgade - findes fire moskeer. En del er finansieret af golfstaterne. Ligesom andre af provinsens bønnesteder får Sanyings ældste moske penge fra saudierne.

»Vi får en del støtte fra muslimerne i Mekka,« forklarer en taknemmelig Ma Jinshou, der er imam i den 180 år gamle moske.

Han er lige færdig med eftermiddagsbønnen. En broget flok på omkring 50 mænd fra menigheden mødte frem til bønnen. Hver med deres særpræg. Både traditionelle kalotter og kasketter accepteres i moskeen. På imamens stumtjener hænger en flot stråhat af samme model, som den Chicagos gangstere har på i amerikanske film. I godt et år har den 38-årige imam stået i spidsen for menigheden, der også selv har bidraget flittigt for at kunne bygge den nye moske, der skulle afløse den gamle.

En tavle ved indgangen fortæller, hvor meget hver familie har bidraget med - de mindste bidrag er på blot 20 renminbi (cirka 16 kroner). De største er på 1000 renminbi. I Sanying svarer det til flere måneders indkomst.

Trods fattigdommen afviser Ma, at Saudi Arabiens mere radikale fortolkning af islam kan slå rod i Kina. En mand som Osama bin Laden har intet publikum i Ningxia, og Kinas regering sørger for, at det alene er pengebeløb - ikke ideer - der overføres til landets muslimer.

Islam er en af Kinas fem officielle religioner, og staten holder systematisk kontrol med imamerne for at sikre sig, at de ikke får så stor magt over sjælene, at det vil true det regerende kommunistparti.

Den strategi ser ud til at lykkes. Ma Jinshou lægger vægt på, at islam er en fredelig religion, og at Kinas muslimer elsker deres land, som alle andre kinesere gør det. Han fordømmer den terror, som fundamentalistiske muslimer udøver.

»Vi tager fuldstændig afstand fra terror som angrebet den 11. september 2001. Det hjælper overhovedet ikke Kinas muslimer - tvært imod. Al den dårlige omtale, det giver, kommer også til at gå ud over os,« siger Ma Jinshou.

 

Indtil videre har muslimerne i Ningxia ikke lidt. Islam blev introduceret til Kina så tidligt som år 651, og kinesiske muslimer lever i dag side om side med ikke-muslimer uden større problemer. I Ningxia er det meste kød halal, kvinderne går med tørklæder eller anden hovedbeklædning, og muslimske højtider afholdes uden større problemer.

For en stat, der ikke just kendetegnes ved sin tolerance over for anderledes tænkende, er Kinas behandling af muslimerne i Ningxia ikke desto mindre forbløffende liberal. Siden reformperiodens start i 1978 er situationen kun blevet bedre, mener imam Ma.

I dag vælger menighederne selv deres imamer, siger han, og børnene kan gå i koranskole fra de er ni. Blandt kinesiske muslimer findes også kvindelige imamer. I den nærliggende by Pingliang har de deres egen moske. I Sanying har kvindernes deres egen koranskole tidligt om morgenen.

Afskaffelsen af restriktioner har medført et religiøst boom i provinsen. Imamen roser den nuværende kinesiske regering for at være samarbejdsvillig og åben over for islam. Samarbejdet går så godt, at han gerne medtager regeringens politiske meddelelser til befolkningen i sin fredagsbøn.

Røde repressioner
De relativt frie forhold for muslimerne er ingen selvfølge. I Tongxin ved områdets største moske skiltes der med store bogstaver med, at den røde hær har været forbi. Inden de troende går ind i moskeen, kan de læse opbyggelige citater af formand Mao. I 1958, da Mao lancerede Det Store Spring Fremad, gik det hårdt ud over de muslimske menigheder.

»Moskeerne blev ødelagt, muslimerne blev tvunget til at spise svinekød, imamer blev slået ihjel, og de religiøse symboler skulle erstattes af billeder af formand Mao. Det glemmer vi aldrig,« fortæller Ma Jinshou.

Formand Mao blev hængende i moskeerne helt frem til 1978, da reformerne begyndte. I lighed med tibetanerne, dyrkede muslimerne indtil da deres tro hemmeligt og på trods af regimet.

»Folk bar religionen i hjertet, de bad i stilhed og undgik at skildre offentligt med det.«

I dag vil Ningxias muslimer imidlertid leve deres religion ud. Kun fattigdommen er en begrænsning. I Sanying, en lille by uden bemærkelsesværdige kendetegn, er imamens største ønske flere penge fra staten.

»Det ville være rart, hvis staten kunne støtte os, så vi kunne rejse til Mekka,« siger han.

Kinas nye terracottahær
Wenhai er så besat af Mao, at hans 58-årige hustru har mistet sin mand til kunsten. Siden 2002 har hun boet alene på fjerde sal i et boligkompleks i de kinesiske kommunisters tidligere revolutionære base i Yan'an. Men hun er ikke ensom.

 

»Jeg er ikke alene. Jeg har jo mine lermennesker,« siger Wang Yuanhua og slår hånden ud mod en imponerende samling Mao-figurer.

Ægtefællen, Wang Wenhai, foretrækker nu at opholde sig i et mere inspirerende kunstnermiljø omkring Fabrik 798 - en kunstnerbase i udkanten af Beijing.

Og der er under alle omstændigheder ikke plads til ensomheden i Yan'an. Fra gulv til loft er den lille treværelses funktionærbolig, der tilhører byens revolutionsmuseum, pakket med kasser af lerfigurer, der med få undtagelser afbilleder Mao Zedong.

Lermænd overalt
Den synlige del af hæren på omkring 1.000 styk Mao'er forestiller en siddende Mao, en tænksom Mao, den frække gadedreng Mao, en buttet Mao, en ung Mao. Kort sagt Mao i alle mulige afskygninger og hver med individuelle træk.

»Der er lermænd over det hele. Andre mennesker har tøj i deres garderobe. Jeg har lermennesker,« smiler skulpturkongens hustru, der siger, at hun ingen favoritter har blandt de mange lerfigurer, som Wang Wenhai nu mestrer at fremstille uden at se på et billede af Mao. Formanden er så dybt integreret i ham, at han kender hvert ansigtstræk.

»Jeg kan lide dem alle sammen, og jeg bliver glad over at se på dem. Min mand elsker dem, og derfor gør jeg det også.«

Parret ankom til Yan'an fra Henan-provinsen under Kulturrevolutionen i 1970 og fik arbejde på revolutionsmuseet i Yan'an. Her stiftede Wang Wenhai i midten af 1980'erne bekendtskab med en række skulptører.

Han begyndte selv at eksperimentere med leret, og siden da har Wang Wenhai lavet i omegnen af 10.000 skulpturer af Formanden i det, der siden hen er blevet til hans - og parrets - livsværk. Hans hidtil største bedrift er en 2,2 m lang sovende Formand - et af de få bestillingsarbejder, kunstneren har indladt sig på. Alle de andre Mao'er er ikke til salg.

Ikke til salg
I modsætning til kinesiske popkunstnere, der i rigt omfang har slået mønt af at udnytte de let genkendelige symboler fra Kulturrevolutionen, og som har tjent millioner på at sælge kunstværkerne på det internationale marked, nægter skulpturkongen at skille sig af med sit værk. De skal gemmes, holdes samlet for til sidst at udstilles på et museum.

»Planen er for min mand at fortsætte i 20 år endnu med at lave skulpturer. Han holder op, når han ikke kan mere,« fortæller Wang Yuanhua.

Parret leder nu efter sponsorer, der kan betale for et museum til de mange Mao'er, så figurerne kan blive opstillet samlet i noget, der minder om Kinas berømte terrakottahær i Xi'an, 300 km mod syd. Den anslås at omfatte 8.000 soldater - alle med individuelle træk.

»Hvis ikke vi finder en sponsor, så hyrer vi nogle bønder til at grave en hule i bjergene. Det er ret billigt. Så kan folk komme og se dem der,« siger hun.

Sker det, vil statuerne vende tilbage til den jord, som de oprindeligt kom fra. Wang Yuanhua fortæller, at hun selv graver leret, der skal bruges til skulpturerne, i Yan'ans omkringliggende bjerge.

I en kinesisk kontekst bliver skulpturkongens projekt nærmest halvreligiøst. Adskillige steder i Kina har man i fortiden opstillet hundreder og nogle gange tusinder af Buddha-skulpturer i huler. Jorden i denne del af Shaanxi er løs, en stiv, sandholdig lerjord, og lokalbefolkningen har traditionelt boet i huler udgravet i skrænterne.

Wang Yuanhua erkender, at hendes mand er grebet af Formandens liv og levned. Livsværket er blot en kunstnerisk forlængelse af hans tidligere arbejde som rundviser på revolutionsmuseet.

»Min mand elsker at fortælle historier om formand Mao,« fortæller Wang Yuanhua. »Han var rødgardist, og han tilbeder Mao - kun Mao.«

Lillesøsteren
Zhang Yings forældre måtte betale 800 renminbi, to sække ris og en gris for at få tilladelse til at føde hende.

Så meget vurderede de lokale myndigheder i den centrale Hunan-provins i 1984, at et barn nummer to var værd. Vel at mærke en dreng.

Forældrenes førstefødte havde været en pige, derfor var det prisen værd at tage chancen.

»Naboerne sukkede og udtrykte deres medfølelse, da de hørte, at jeg var en pige,« fortæller Zhang Ying 24 år senere.

Dermed havde familien ikke bare én, men to piger at forsørge. De var kommet til verden samtidig med starten på de spæde markedsreformer i Kina, mindre end et årti efter at landet var kommet ud af Kulturrevolutionens mørke. Der skulle gå 12 år, før forældrene fik de officielle papirer i orden på barn nummer to, og indtil da måtte de selv betale for hendes skolegang.

Zhang Ying var en dyr fornøjelse for familien.

I dag er hun fast besluttet på at betale gælden fra sin egen fødsel tilbage. Hun er netop blevet færdig med universitet i Beijing og er klar til at søge arbejde og tjene tilstrækkeligt til, at hun kan hjælpe sine forældre. Hun ved, hvad forældrene har givet.

Barndomshjemmet var præget af fattigdom og moderens opofrelse. Faderen arbejdede på kontoret i et gymnasium, men lønnen var langt fra tilstrækkeligt til at forsørge den hjemmegående hustru og de to døtre. Han tjente ekstra ved at sælge sengelinned til kostskoler og ved at køre taxa.

Zhang Ying fortæller, at moderen stadig i dag har søvnproblemer, fordi hun i to år satte alt til side, for at døtrene kunne yde det optimale op til den afsluttende studentereksamen. Det indebar blandt andet, at hun afbrød sin nattesøvn for at hjælpe med lektierne, og at hun stod tidligt op for at give dem morgenmad.

»Det sidste år i gymnasiet er ualmindeligt hårdt for kinesiske elever. Det afgør, om du kan læse videre, og hvor du kan læse videre,« forklarer Zhang Ying.

Hun stod op hver morgen klokken 6.30 og mødte i skolen en time senere. Den første halve time gik med at repetere lektier, inden undervisningen gik i gang klokken otte. Skolen blev afbrudt af en times middagspause ved 12-tiden, hvorefter undervisningen fortsatte til klokken 18. Zhang Ying kunne lige nå hjem at spise aftensmad, før aftenlektionerne gik i gang ved 19-tiden. Klokken 22 var skoledagen forbi, og så blev der læst lektier til langt over midnat.

»Nogle gange kom min mor og vækkede mig, fordi jeg sad og sov ved skrivebordet. Det sidste skoleår er virkelig hårdt, men alle skal igennem det. Min historielærer sagde til os, at hvis vi ikke hang i, ville vi få et miserabelt liv. Det tænker jeg tit på. Jeg vil være en af de bedste,« siger hun.

Zhang Ying klarede sig fremragende. Hun blev nummer et på sit gymnasium, og efter de nationale optagelsesprøver fik hun plads på Kinas Kommunikationsuniversitet i Beijing. Men hun så ikke meget til storbyen. Sliddet fortsatte. Zhang valgte at tilbringe al sin tid på universitetets læsesal. Under et udvekslingsophold i 2006 i Storbritannien, havde hun knapt tid til at opleve landet. Stipendiet skulle udnyttes til det yderste.

Præmien for flittigheden er et i Zhang Yings øjne ærefuldt medlemskab af Kinas kommunistiske parti. Hun gennemgik partiskolen allerede i gymnasiet, men blev først medlem i 2005, fordi hun var yngre end sine kammerater. På spørgsmålet om, hvad hun gerne vil forandre ved partiet, forklarer kommunikationskandidaten, at hun vil ændre den ideologiske skolings form, som hun finder uendelig kedelig. Indholdet mener hun ikke, der er noget i vejen med.

Bortset fra at hun har en storesøster, ligner den 24-årige kandidat dermed på mange måder de millioner andre studerende, der lige som hende har arbejdet målrettet på at få en uddannelse og tjene deres land.

Studenterprotesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 er effektivt blevet skrevet ud af historien, og mange på Zhang Yings alder har ikke hørt om dem. Datoen 4. juni, dagen, da militærets kampvogne rykkede ind på pladsen og efterfølgende dræbte et ukendt antal personer, siger hende ikke noget.

Zhang Ying er derimod stolt af Kinas historie - i hvert fald den del af historien, hun har kendskab til - og hun er særlig stolt af at være kommet til verden i Maos fødeprovins.

»Formand Mao var fantastisk. Han gav os alt det nye. Var det ikke for ham, ville vi være undertrykt af japanerne. Ok, kulturrevolutionen var en fejl, og det er en skam, at vi ikke er mere åbne omkring, hvad der foregik,« siger hun.

Alt det, Vesten forbinder med demokrati, åbenhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder, står i hendes optik ikke øverst på prioritetslisten. Zhang Ying vil bruge sit partimedlemskab til at forbedre levestandarden.

»Jeg tror, at folk er ligeglade med hvilket parti, der styrer landet, så længe de har det godt,« siger hun.

Med det hårde program, Zhang Ying har fulgt, har der selvsagt ikke været tid til at forelske sig. Hun har aldrig haft en kæreste, og hun er i dag rigtig glad for, at hun ikke er enebarn.

»Min søster arbejder som lærer i Shenzhen tæt ved Hong Kong. Hun er heller ikke gift, men hun er ældre, så det er hende, mine forældre er efter. Men så snart hun bliver gift, klapper fælden om mig.«

Zhang Ying mærker allerede presset, når hun ringer hjem et par gange om ugen.

»Min mor har altid travlt med at fortælle, hvilke piger i nabolaget, der er yngre end mig, og som er gravide,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvor mange børn, hun selv vil have, svarer hun, at det er alt for tidligt at tage stilling til. Først skal hun lige finde en kæreste, og det haster ikke. Indædt modstander af etbarnspolitikken er hun imidlertid ikke.

»Det er en overtrædelse af menneskerettighederne. Man burde selv kunne vælge, hvor mange børn, man vil have. Men jeg støtter etbarnspolitikken i den nuværende situation. Vi kan ikke være så mange,« siger hun og tilføjer: »Og det skulle komme netop fra mig. Barn nummer to.«

Længsel mod storbyen
I et træhus i en malerisk, sydkinesisk landsby, omgivet af rismarker i terrasser og grønne temarker, står Li Pinmeng og drømmer om et bedre liv.

 

»Vi kan tjene op til 7000 yuan (ca. 5.000 kr.) om året på at dyrke te. Ellers er der ikke noget at hente i landsbyen,« lyder det nøgternt fra den 26-årige tebonde.

Han kigger over mod broderen, der bakser med at trække yngste søn i tøjet. Heng på halvandet år er familiens charmetrold, som får ros, hver gang han tisser på gulvet.

»Tag nu min bror. Han har to børn og er under stort pres for at forsørge sin familie, men han kan ikke rejse væk.«

Brødrene tilhører dong-folket. En af Kinas mange etniske minoriteter. De lever dybt inde i bjergene, hvor tiden næsten står stille, og langt de fleste kvinder går klædt i traditionelle blå dragter.

Li Pinmengs hustru, Shi Peifei, har en tyrkis bluse på. Ægteparret er for nyligt vendt tilbage til landsbyen efter otte års arbejde på fabrikkerne i Kinas industrimekka ved Perlefodsdeltaet.

Li foretrækker at samle fjernsynskomponenter frem for at dyrke grøn helsete. Men han har ikke råd til busbilletten, som koster omkring 400 kroner for ham og hustruen. De 7000 yuan rækker netop til at forsørge familien.

Begge er født i landsbyen. De har kendt hinanden, siden de var børn og legede mellem Mengzais 300 træhuse, der læner sig op ad hinanden på hver siden af bækken, hvor en nybygget vind- og regnbro sørger for, at beboerne kommer tørre over.

Næsten alle husene har store fade med te, der ligger til tørre. De er opbygget efter samme princip. En underetage med stald og toilet, en mellemetage med stue og køkken og en tagetage med soveværelser. Tidligere var den forbeholdt kvinderne, som i den traditionelle dong-kultur levede adskilt fra deres mænd.

To huse med grimme fliser på facaden falder markant uden for stilen. Li Pinmeng forklarer, at beboerne tjener ekstra på at drive et elværk. Selv vil han meget hellere bo der.

»I synes, at træhuse er smukke. Vi ser anderledes på det. Vi synes, at det er bedre at bo i betonhus,« siger han.

Bækken rinder ud tæt ved de to betonhuse. Herfra går den over i en større flod. På den anden side af floden ser landsbyen ud til at fortsætte med endnu flere træhuse. Broen fungerer samtidig som marked. Sidst på dagen er det dog småt med vareudbuddet. Et grisehoved omsværmet af summende fluer ser umiddelbart ud til at være mest solide bud på aftensmad.

Li Pinmeng vil ikke med over broen.

»Lad os hellere gå hjem,« foreslår han og fortsætter ad vejen langs floden..

"Den lille flod" repræsenterer en dyb afgrund. Husene på den anden side er landsbyen Aozai. Også her går kvinderne rundt i blå bluser. Syningerne langs kraven røber, at de ikke er dong, men tilhører miao-folket.

Tidligere lå dong og miao i krig mod hinanden. I 1951 blev der sluttet fred, men det er stadig to forskellige verdener, der befinder sig på hver side af broen. De har hver deres skoler og blander sig helst ikke med hinanden.

Li Pinmeng kender ingen derovre, han forstår ikke deres sprog, men forklarer, at miao-erne godt kan forstå hans. Dybest set er der ikke noget i vejen for, at en dong kan gifte sig med en miao. Det sker bare aldrig.

Hjemme er Shi Peifei gået i gang med at forberede aftensmaden. I dagens sidste lysindfald sidder hun på hug ved siden af de store fade med theblade og sorterer kinakål. Bag hende grynter et svin. Stalden er placeret ved siden af familiens toilet, som er et midebefængt hul i jorden.

Ovenpå er rummet domineret af en bambusvugge, der hænger i loftet. Shi bærer kinakålen ud i køkkenet og får hjælp af bedstemoderen til at klippe det i stykker. Køkkenet er næsten helt mørkt og væggene sodede af røgen fra ildstedet i midten.

Bedstemor Li Nanpinjiang er familiens overhoved. Da kålen er færdigklippet, lader hun Shi om resten af madlavningen og koncentrerer sig i stedet om at bade Heng, som efter endt badning bæres væk på hendes ranke ryg.

Badevandet kastes ud af vinduet lige som alt andet affald. Skråningerne mellem Mengzais huse er fyldte med affald.

Mændene trækker ind i etagens sidste rum. Under et gigantisk billede, der ligner et tysk Rhin-landskab, larmer tv'et. Landsbyen har kun strøm om aftenen, og det skal udnyttes.

Li Pinmeng sætter en dvd på. Tre timers optagelser fra forårsfesten, der viser kvinderne i procession iklædt traditionelle festdragter og sølvsmykker. Mændene spiller på sækkepibelignende bambusfløjter.

Den hule lyd afløses dog efterhånden af diskorytmer og vovede dansetrin til gængs kinesisk diskomusik.

Minoriteterne udgør mindre end otte procent af Kinas befolkning, der er domineret af han-kinesere.

Mange minoriteter bor i autonome regioner, men det er som i Tibet småt med egentligt selvstyre, fordi tilflyttende hankinesere udgør flertallet.

For den kinesiske stat er minoriteterne et farverigt eksempel på, at befolkningsgrupperne lever i harmoni med hinanden, og også turistindustrien dyrker billedet af etnicitet og landidyl. Enkelte landsbyer har også opdaget mulighederne i turisme. De stiller op til daglige forestillinger med sang og dans og sælger souvenirs til turister. Mengzais teater bruges kun til beboernes egne fester, byens forretninger består af et par købmænd, et apotek og en syerske, der er leveringsdygtig både i jeans og traditionelle dragter, fremstillet af nylon.

De fleste minoriteter har accepteret, at de skal leve sammen med kineserne. Deres syn på forholdet mellem flertal og mindretal er dog i regelen noget mere nuanceret end den, der fremgår af officielle kinesiske forklaringer.

Li Pinmengs vurdering af forårets uroligheder i Tibet adskiller sig fra den, man møder hos veluddannede kinesere i hans aldersgruppe.

»Det er med Tibet som med flere andre dele af Kina. Man kan sige, at Tibet er en del af Kina, men man kan også sige, at det ikke er en del af Kina. Sådan er det med Tibet, med Xinjiang, Indre Mongoliet og med Taiwan,« siger han.

Han mener dog, at den virkelige årsag til utilfredsheden skyldes, at mange tibetanere ikke har fået del i den økonomiske vækst.

»Hvis Dong-folket skulle have uafhængighed, ville vi allesammen gå rundt i traditionelt tøj, vi ville ingen veje have, og vi ville være endnu fattigere. Derfor er det lidt bedre at være sammen med kineserne,« mener han.

Han erkender, at det valg langsomt vil erodere den oprindelige kultur. Men det er også et valg, der forhåbentlig vil give hans børn mulighed for bedre uddannelse, gøre hans mors alderdom mere komfortabel, og bringe rigdom til Mengzai.

Hvis altså han kan komme væk derfra, finde et arbejde i Perleflodsdeltaet og spare op.

Medaljehåbene
Træner Xu slår takten an med røde gymnastikkøller. Som på en balletskole kommer pigerne trippende på tåspidserne i fem rækker og fem geledder.

 

Disciplinen er i top.

»Et, to, tre og fire,« tæller den tætte 43-årige tidligere elitegymnast, mens pigerne på tredje takt løfter deres strakte ben helt op til næsen.

11-årige Lin Fengxia gør sig ekstra umage under opvarmningen. Yndefuldt og ubesværet finder hun den helt rigtige position. Tidligere gik hun til synkronsvømning, men nu optager gymnastikken det meste af hendes tid.

Hver dag træner hun tre timer efter skoletid i en tarvelig sportshal i udkanten af den vestkinesiske storby Chonqing. Efter sommerferien vil gymnastikken optage al hendes tid, når hun begynder på eliteskolen i Shanghai.

Selv om træner Xu er ambitiøs på pigernes vegne, må hun affinde sig med, at de kun har et hjørne til rådighed i hallen, som er domineret af badmintonspillere.

Stor selvtillid
Ved siden af dem syner småpigerne ikke af meget.

De trænes i smidighed helt ned til fireårsalderen. Selv de yngste har markerede muskler i ben, arme og ryg. De sidder nogle af øvelserne over, men er ellers med, hvor de kan.

Pigerne virker glade, smiler og pjatter forsigtigt under træningen, og render sommetider ud til de stolte forældre, der ser til fra sidelinjen. Den intensive træning har tydeligvis sat sig. På gulvet forvandles de til næsten fuldendte gymnaster med selvtillid, holdning og færdighed.

For træner Xu er aktiviteterne langt mere end en fritidsinteresse. Hendes gymnastikskole i Chongqing er provinsens bedste, og eleverne er en del af rekrutteringsgrundlaget for de store, specialiserede, nationale gymnastikcentre i blandt andet Shanghai, der udvikler Kinas næste medaljehåb inden for international rytmegymnastik. Det hidtil bedste resultat af trænerens arbejde er en pige, der var med til at hente en femteplads hjem i rytmisk gymnastik ved OL i Athen.

Det er et omfattende elitesportsprogram af denne type, der på ganske få årtier har gjort Kina til storkandidat som den mest medaljehøstende nation ved dette OL. Landet har ingen sportskultur, som det kendes fra USA, og ingen tradition for forenings- og amatøridræt som i Danmark, og næsten alle medaljehåb ved dette OL kommer fra landets elitesportsskoler.

Verdensstjerner
Ved målrettet at gå efter fysiologiske karakteristika i en meget tidlig alder blandt verdens største talentmasse, er det meget hurtigt lykkes Kina at skabe sportsstjerner på verdensplan. Hver større kinesisk by har sin egen sportsskole, og herfra udvælges de bedste til provinsskolen. De ypperste herfra går videre til nationale centre, der specialiserer sig i bestemte sportsgrene. Træner Xu er første led i denne talentfødekæde.

»Fire piger fra dette hold er allerede udvalgt af skolen i Shanghai. De skal starte i juli,« fortæller træneren og udpeger to piger på syv år og Lin Fengxia på 11. Yderligere én gymnast er allerede rejst.

Træner Xu forklarer, at pigerne primært vælges på deres fysik, deres knogleopbygning, deres styrke og i mindre grad på talentet, som naturligvis ikke kan undværes. Hun siger også, at pigerne kun bliver sendt de godt 1.500 km på tværs af Kina, hvis de selv vil.

Ingen af de udvalgte piger er helt trygge ved situation. Vælger de at tage imod tilbuddet, skal de forlade deres hjem og bo på gymnastikskolen uden deres forældre, indtil de igen forlader skolen - hvad enten de giver op, bliver smidt ud eller bliver optaget på landsholdet. Endelig er der præstationspresset.

»Jeg er lidt nervøs. Det er langt væk, og jeg har hørt, at man skal træne hele dagen, og at det gør ondt,« siger syvårige Zheng Xiaoyun.

Hendes jævnaldrende holdkammerat, Jiang Yunxin, der startede med gymnastikken som femårig, er bange, men bestemt:

»Jeg vil konkurrere,« siger hun.

Rolige forældre
Mødrene til de piger, der er blevet udvalgt af Shanghai-skolen, tager udvælgelsen og fremtidsplanerne med sindsro. Der er ingen hysteri og ingen synlig pacing af børnene.

»Træner Xu har sagt, at træningen der er bedre, og at det er det, der skal til. Selvfølgelig håber jeg, at hun vil klare sig godt og måske blive elitegymnast på et eller andet niveau. Det vil hun gerne selv,« siger Yin Feng, mor til den konkurrenceivrige syvårige Jiang.

»Jeg ved ikke, om jeg har nogen særlige håb for min datter. Hun er stadig så lille. Det er svært at sige, hvordan det skal gå,« siger en afventende og rolig Zhang Zenmai, mor til Lin Fengxia.

Hun er ikke klar over, hvordan familien skal klare adskillelsen, hvis Lin allerede denne sommer skal flytte til Shanghai. Hun har selv arbejde i Chongqing.

»Så må vi besøge hende i ferierne, og når der er tid. Det er den eneste måde, vi kan klare det på,« siger moderen.

Begge mener, at man må se tiden an. Shanghai-skolen har en prøveperiode, hvor både forældre og døtre skal afgøre, om adskillelsen er til at holde ud. Først derefter træffes den endelige beslutning.

Endnu er intet afgjort. Træner Xu siger, at Shanghai-skolen allerede har forhåndsgodkendt hendes gymnaster, men at hun endnu ikke har fortalt det til alle forældrene. Familiære hensyn står ofte i vejen for udvælgelsen af Kinas kommende elitegymnaster.

»Det er ikke alle, der vil lade deres børn rejse væk,« forklarer hun.

»Med mødrene er det som regel ikke så stort et problem. Men fædrene vil ikke give afkald på deres døtre. Det er en svær situation.«

Olieeventyr i revolutionsbyen
I de kinesiske kommunisters revolutionsbase skal der rødvin på bordet. Dyr rødvin. På en restaurant på femte sal i Yan'ans travle bymidte sidder byens nye konger: de olierige. En tilfældig tirsdag aften serveres stribevis af velsmagende retter fra Hunan-provinsens krydrede køkken i en propfyldt restaurant, der går for at være en af byens bedste.

 

På gadeplan er velstanden lige så iøjnefaldende. Hvor der før lå kiosker, familieforetagender og små, beskidte spisesteder, ligger der nu funklende flagskibsbutikker for de største kinesiske modemærker. Overalt i byen og uden for dyre hoteller og restauranter ses et hav af luksusbiler - Mercedeser, BMW'er, Cadillacer, Audier og Range Rovere. Splinternye Toyotaer, Lexusser og Mitsubishi-firehjulstrækkere synes at være standard.

På få år er Yan'an blevet forandret radikalt. Kinesiske olieselskaber har længe vidst, at der lå olie i undergrunden, men det er først i de senere år, at det har kunnet betale sig at udvinde den. I begyndelsen skete det i små private boringer, der i bedste amerikanske stil fra det ene år til det andet gjorde forarmede bønder til oliemænd.

I 2004 begyndte staten at røre på sig og fratog i løbet af kort tid privatpersoner retten til selv at bore olie. Året efter samlede staten områdets små olieselskaber i et nyt benzinselskab, der blev Kinas fjerdestørste.

Men effekten fra de vilde olietider er ikke til at tage fejl af. Der er stadig i dag masser af oliepenge i omløb, og det tidligere så søvnige Yan'an er godt i gang med en gedigen ekspansion, inklusive det i Kina så obligatoriske byggeboom. Byen, hvis største fordel i kommunisternes øjne fra 1935 og frem til 1947 netop var en afsides beliggenhed, er i dag forbundet med omverdenen. Byen har i dag fået en spritny motorvej, en gigantisk banegård og en sydlig forstad, der er én stor byggeplads. Et efter et skyder fleretagers lejlighedskomplekser og kontorbyggerier op af jorden.

I den oprindelige del af Yan'an er det gamle, grå elementbyggeri fra 1950'erne og 1960'erne ved at blive revet ned til fordel for nye, spekulative byggerier, og de særlige hulebygninger, der findes i denne del af Kina, og som er gravet ind i skråninger af stift, sandet løss, er ved at blive udfaset.

Ikke alt er penge i Yan'an. Mens rigdommen er synlig i bybilledet, finder byen stadig sin identitet i sin revolutionære fortid. En del nyopførte bygninger minder arkitektonisk om den særlige revolutionære, Yan'an-byggestil, med rundede vinduer, træsprosser og lave tegltage.

Som base for kommunisterne er byen stadig en vigtig brik i Kinas kollektive erinding. Det var her Kommunisterne endte deres Lange March i 1935, og det var herfra, at de indledte det endelige opgør med nationaliststyrkerne. Yan'an var stedet, hvor Folkerepublikken Kina udsprang. Byen er et trækplaster for kinesiske ret-troende, der kommer for at mærke den revolutionære iver.

Mao for en stund
På et af Yan'ans mange revolutionære friluftsmuseer ved Yangjialing minder den store mødesal om en kirke. Den er bygget med tykke stenvægge, der køler i sommerheden; den har to rækker med stole, et alter med billede af den kinesiske kommunismes grundlæggere og har i stedet for et kirkeskib hængende fra loftet en rund plade med silhouetterne af Marx, Engels, Lenin og Stalin.

Men her ophører ligheden også. I modsætning til 1960'erne og 1970'erne, hvor stedet i Kulturrevolutionens massehysteri blev betragtet som en decideret helligdom, er Yan'ans museer i dag en mærkværdig blanding af utrolige anekdoter, ærbødighed og rød, Disney-agtig kitschturisme.

I mødesalen er der denne dag trængsel omkring Maos gamle talerstol. På de forreste stolerækker har to kvinder en bunke uniformer liggende. For 5 renminbi (3,50 kr.) kan man leje en revolutionær kasket, og for ekstra betaling kan man blive udstyret med bælte og pistol.

Det tilbud benytter mange sig af. Moderne, fikse, kortklippede kvinder fuldender det revolutionære look med en kunstig fletning, der presses ind under kasketten, ganske gratis. For at gøre illusionen komplet hjælper udlejerne gerne de besøgende med den rette positur, mens fotografen knipser: Skråt Mao-klap til siden, 45 grader. Mao-vink, hånd i vejret, armen bøjet nøjagtigt 90 grader. Revolutionær Mao-knytnæve lige i vejret.

For kineserne er kommunismen ikke fjern fortid. Den er en del af nutiden. Mao-souvenirs - nøgleringe, cigaretetuier, smykker og billeder - går som varmt brød.

»Formand Mao gjorde et fantastisk arbejde. Ellers ville vi ikke være her i dag,« siger 39-årige Zhang Bin, der sammen med sin mand er kørt syv timer i bil for at besøge det historiske sted.

Det har de gjort, fordi stedet repræsenterer grundlæggelsen af det moderne Kina, der i officiel jargon kaldes "Det Ny Kina".

Samtaler med flere af de besøgende gav enslydende svar, der antyder en søgen efter et værdigrundlag, som tidligere tiders halvreligiøse dyrkelse af formand Mao havde i overflod, men som i dagens Kina er fraværende.

Pengene først
Endnu er ikke alle kinesere adskilt fra fattigdom, og materielle goder - penge - kommer først. Følelser, moral og værdier er sekundære faktorer i et lykkeligt liv. Zhang Xiaomei, en 20-årig studerende fra Xians Teknologiske Universitet, er uenig i denne fremstilling.

»Selvfølgelig skal man tjene penge for at kunne overleve, og mange mennesker har et vidunderligt liv. Men jeg mener, at livskvalitet og åndelig tilfredshed er vigtigere,« siger hun.

Her er Kinas revolutionære ledere, forhærdet af 23 års uafbrudt væbnet konflikt i deres ungdom og voksenliv, et forbillede. Også selv om de i Folkerepublikkens første 40 år ofte viste sig som yderst brutale ledere uden respekt for menneskeliv.

»Vi kan lære en masse af de revolutionære. Nu til dags går mange af de studerende glip af de bedste muligheder, og som besøgende her kan man lære af ånden fra dengang. Historien er et spejlbillede af fremtiden,« siger Zhang Xiaomei.

Wu Ruibing, en tidligere embedsmand fra provinsen Indre Mongoliet, mener heller ikke, at teorien er forkert. Han venter uden for en souvenirbutik, som tiltrækker sig særlig opmærksomhed ved at have en Mao i forholdet 1:1 siddende i butikken.

Wu mener, at den eneste fejl begået var en overdreven fokus på idealerne på bekostning af det praktiske. Men han mener fortsat, at Mao stort set var ufejlbarlig. Idealet om en stærk nation og den revolutionære ånd er eviggyldigt.

»Der er masser af mennesker i hele verden, der forguder Mao. Mao er vores sol.«

Pandabørnehaven
Shulin og Shurong sover middagssøvn. De to tvillingebjørne er bare 10 måneder gamle og endnu så små, at de ikke kan spise bambus. Dyrepasseren er ved at gøre deres sutteflasker parate. Mælken vejes af og stilles i skåle. Klokken to er det fodringstid i pandabørnehaven.

De store holder til på stuen ved siden af Shulin og Shurong. Otte toårige vildbasser med tænder og masser af appetit på bambus, som bæres ind i rigelige mængder til dem.

Børnehavens yngste, en dunet ni-måneders sag, sover det meste af dagen og er sidst tilkomne i Chengdu panda-opfostringscenters børnehave.

Her blandt plasticvipper, gynger og brede senge gøres der alt for, at de skal få et behageligt pandaliv. Centret betegner sig som den største panda-økopark i verden og tiltrækker hvert år turister og forskere, der vil trænge dybere ind i pandaens hemmeligheder.

De 58 pandaer i forskellige aldre, som gnasker bambus i Chengdu, kommer aldrig tilbage til naturen. Centret sender dem i stedet ud som "ambassadører" til andre zoologiske haver. Sådan er det eksempelvis gået Bao Bao og Yan Yan, som boede i Berlin Zoo, men døde sidste år.

Mangel på bambus
I Kina, hvor den største pandabestand lever, er der kun omkring 1.000 vildtlevende pandaer tilbage. Deres leveforhold begrænses yderligere af, at bambusskove viger for landbrugsjord. Derfor er der i Wolong pandareservat i nærheden af Chengdu forsøg i gang med at genudsætte den truede kæmpepanda.

Ifølge dyrepasser Yang Kuixin er forsøgene i Wolong hidtil ikke faldet særligt heldigt ud.

»Det er et langtidsprojekt, De skal trænes til at begå sig i naturen, og derefter skal de overvåges - indtil videre er det ikke gået så godt,« siger han og fremhæver, at pandaerne i børnehaven i Chengdu har en stor legeplads udenfor.

Den orker pandaerne ikke at gå ud på, når temperaturen kommer over 27 grader. Under naturlige forhold lever en panda i noget køligere højder i bjergene. Centret anbefaler derfor, at man besøger det om efteråret eller foråret. I de varme sommermåneder er det eneste syn, de besøgende får, enten en bambusspisende panda eller en sovende panda. Under normale forhold bruger en panda op til 14 timer om dagen på at æde. På tidligere evolutionsstadier var pandaer kødspisende bjørne, men den moderne panda er blevet vegetar og spiser nu kun særlige sorter af forholdsvis næringsfattig bambus, som den til gengæld skal konsumere mellem 10 og 20 kilo af dagligt for at overleve.

 

En del bambus producerer centret i Chengdu selv, men meget importeres fra nærliggende landsbyer.

Begyndte med seks
Opfostringscentret blev oprettet for 11 år siden, da man gik i gang med at kurere seks syge pandaer. De er siden blevet til 72, og der udfoldes store bestræbelser på, at de skal formere sig.

Lykkes det ikke efter naturmetoden - hvilket i sig selv kan være problematisk, fordi hannens og hunnens brunsttid skal falde sammen - bruges kunstig befrugtning. I Chengdu fremhæver eksperterne, at de som de første havde succes med at bruge frossen pandasæd.

Dermed er arbejdet kun halvfærdigt.

»En førstegangsfødende pandamor ved ikke, hvordan hun skal tage sig af sine unger. Derfor skal vi hurtigt tage dem fra hende, da hun ellers risikerer at træde dem ihjel,« fortæller Yang Kuixin.

En nyfødt panda er ganske lille. Den måler under 15 centimeter og vejer bare 50-200 gram, er lyserød og uden pels. Først når den er en måned gammel, begynder pelsen at vokse ud, og efter et halvt år lærer den at gå. Når den er omkring et år, er den klar til selv at spise bambus.

Selv som voksne er pandaer skrøbelige størrelser. I Chengdu mærkede man

rystelserne efter det store jordskælv, der ramte Kina i maj, og i lang tid derefter var pandaerne skræmte og fik ikke lov til at komme ud. I pandareservatet Wolong, der ligger tættere på epicentret, var pandaerne skrækslagne.

»Mennesker og pandaer krammede hinanden, så bange var de,« fortæller en dyrepasser i Chengdu.

Mens forholdet mellem mennesker og dyr sydpå i Kinas Guandong-provins primært baserer sig på, at førstnævnte spiser sidstnævnte, handler dyreliv i Chengdu om menneskeliggørelse og indlevelse.

»Pandaer opfører sig som mennesker,« lyder det fra en dyrepasser på den film, der vises for publikum.

På den baggrund er det ikke underligt, at pandaen stod stærkt i konkurrencen om at blive maskot for OL i Beijing. Bortset fra dragen, der næppe omfattes af Darwins evolutionsteorier, er pandaen utvivlsomt det nemmest genkendelige kinesiske dyr.

Alligevel var den ikke stærk nok til at få eneretten som maskot. Af uforklarlige årsager valgte Beijing at ligestille den prægtige bamse med svalen, den tibetanske antilope, fisken og det femte maskotdyr, faklen.

Kæmpepandaens lille røde fætter, den røde panda, blev der ikke plads til på listen. Men den har stadig sit eget hjørne i Chengdu. Her lever den ret fredeligt, også for besøgende, som foretrækker at spejle sig i de kluntede sort-hvide bjørne, hvis blik er bedende som en hunds.

Og skulle man blive forelsket, kan kærligheden købes for penge. For omkring 40.000 kroner pr. år kan man adoptere en panda, og for 400.000 kr. er der tale om et livslangt bånd med garanti for fotografering med sin bamse.

På flugt fra syndfloden
Kort før kl. 15.30 lukkes og låses døren skyndsomt til familien Wangs hjem. Familiens fem medlemmer putter de mest nødvendige ejendele i stråkurve og begiver sig op ad bjerget. Soldaterne iler videre til det næste hus for at sikre, at indbyggerne i tide trækker op til flygtningelejren længere oppe på bjerget.

»Evakuér området,« siger én af dem i megafonen.

En mand på en traktor kommer kørende med nogle få møbler og andre ejendele på anhængeren. Langt de fleste er til fods.

En halv time senere er hele Huangjiang landsby tømt for indbyggere. Vejen ned fra bjerget er nødtørftigt afspærret med en rød snor, og på vejen har ingeniører fra Sichuan og naboprovinsen Chongqing afmærket, hvor vandet vil gå til, hvis flodbølgen kommer

Det svarer til 12 meter over den bro, der går over Tongkou-floden ved landsbyen Huangjiang, der ligger i en snæver dal med stejle bjergskråninger. Her er floden for længst holdt op med at flyde og er bortset fra et par naturlige bassiner næsten tømt for vand.

40 minutters frist
Huangjiang ligger bag den fjerde naturlige dæmning skabt af store jordskred under jordskælvet den 12. maj, netop før floden når lavlandet. Skulle de opdæmmede vandmasser længere oppe ad floden pludselig bryde igennem dæmningerne, vil flodbølgen rive hele landsbyen med sig. Selv under kontrollerede forhold, er der risiko for, at landsbyen bliver skyllet væk.

»Vi har 40 minutter at reagere på, hvis dæmningerne bryder sammen,« forklarer kaptajn Deng fra Folkets Befrielseshær, der leder evakueringsarbejdet i området.

»Vi lader ikke længere civilbefolkningen komme herned. Den skal befinde sig på bjerget fra kl. 15.30 og i hvert fald i de næste 24 timer. Derefter vil vi tage situationen op til genovervejelse. I øjeblikket er det ganske enkelt for farligt at blive boende.«

Tre uger i telt
Faren for at se alt blive skyllet væk af en enorm flodbølge er den seneste ulykke, naturen har påført den hårdt prøvede befolkning i jordskælvsområdet i denne del af Sichuan-provinsen. I Huangjiang har samtlige indbyggere i snart tre uger boet i interimistiske telte uden for deres træhuse, fordi de er bange for sammenstyrtninger ved efterskælv. Nu skal de også forlade disse telte.

»Det eneste, jeg vil have, er sikkerhed. Vi har taget vores ting, og vi bliver heroppe. Det er for farligt at vende hjem,« siger en anden mand ved efternavn Wang, der haster op ad bjerget kort før tidsfristen kl. 15.30.

Myndighederne satte masseevakueringen i værk i løbet af den forgangne weekend. Mens kinesiske ingeniørtropper i flere uger har arbejdet i døgndrift for at forhindre de naturlige dæmninger i at bryde sammen og gradvist tømme dæmningssøerne for vand, steg vandstanden på grund af regnvejr i sidste uge med en sådan hast, at myndighederne ikke så noget alternativ til igen at flytte befolkningen.

Men trods evakueringen af næsten 200.000 mennesker langs floden og planer om evakuering af op mod 1,2 mio. mennesker med kort varsel, hvis katastrofen indtræffer, er der forbløffende ordnede forhold.

Længere nede ad floden i byen Qinglian er indbyggerne blevet evakueret og sendt til de nærliggende byer Jiangyou og Mianyang. Tilbage er kun svalerne, en enkelt hund og soldater, der sørger for, at uvedkommende ikke får adgang.

»De sidste mennesker forlod byen i går,« fortæller én af vagterne. Han siger, at hele byen vil komme til at stå under adskillige meter vand, hvis alle dæmninger på Tongkou-floden brister samtidig.

I Huangjiang som i andre områder, hvor befolkningen er blevet evakueret, har de lokale myndigheder sørget for leverancer af mad og drikke til de evakuerede - i sig selv en logistisk opgave af dimensioner.

Langvarig evakuering
Hæren har i de seneste dage opstillet endnu flere telte i en lejr over faregrænsen i tilfælde af en flodbølge. Her skal folk bo i op mod halvanden måned. Derefter skal de flytte igen. Langt de fleste kommer ikke hjem, fordi husene er skadet og kan styrte sammen.

Myndighederne har allerede for mere end en uge siden opstillet nogle midlertidige boliger i Huangjiang - hvide elementbyggerier, der kan ses overalt i jordskælvsområdet - og flere kommer til. I det næsten halvandet år vil kun de færreste kunne vende hjem.

I de kommende dage gælder det dog den frygtede flodbølge. Efter kraftigt regnvejr i sidste uge fik redningsmandskabet et par dage med tørvejr i begyndelsen af denne uge. Men regnvejr ventes igen torsdag og fredag i området, og det kan forlænge arbejdet med at tømme dæmningssøerne.

04-06-2008

På kanten af Kina
Kinas gamle grænse mellem civilisation og barbari er bare en lille jordvold. I de enorme vidder på kanten til Tengger-ørken, syner den ikke af meget.

Menneskene i landskabet forsvinder også. Bogstaveligt talt. I Tengger Sumu, en landsby i Indre Mongoliet en snes kilometer inde i Tengger-ørkenen, er kun 14 familier blevet tilbage. Resten er rejst. Den knastørre jord på stepperne duer ikke til landbrug, og ørkenen truer konstant med at dække landsbyen.

Mellem ruinerne af forladte huse ligger små køkkenhaver, men ingen planter har vokset sig store og kraftige. Da regeringen forbød at lade får og geder græsse på stepperne, forsvandt livsgrundlaget. Kamelhold er eneste reelle indtægtskilde i landsbyen.

Meget tyder på, at Tengger Sumu ikke overlever til næsten generation. I de få beboede huse sidder forældrene alene tilbage. Landsbyen har ingen skole, og Wulan, en 43-årig mor, har sendt sin eneste datter mere end 100 km bort for at blive uddannet.

»Jeg ser hende bare to gange om året - i vinterferien og i sommerferien. Resten af tiden taler vi telefon sammen et par gange om ugen,« siger hun, mens hun kæderyger cigaretter.

Bolig i hospital
Hun bor i et rustikt hus med murstensgulv - et hus, der tidligere tilhørte landsbykollektivets kameluldsfabrik. Da fabrikken lukkede, fik hun og hendes mand lov at blive boenede. Hendes mor, Temerde, er flyttet ind i landsbyens nedlagte hospital. De fleste andre huse i landsbyen er revet ned. Murstenene er blevet genbrugt i nye huse andetsteds, hvor forholdene er bedre.

I Tengger Sumu og i områdets andre landsbyer, er der kun ganske få ernæringsmuligheder tilbage. En af disse er kameldrift. Wang Qianghe har opdrættet kameler, siden han var 14 år, og mener selv at vide alt om kameler.

I modsætning til får og geder er det tilladt at have dem til at græsse, fordi de kun æder bestemte typer vegetation og ikke som geder konsumerer alt grønt. Kamelerne går flokvis for sig selv og vender hjem en gang eller to om ugen. Hvis ikke, må ejerne selv ud i ørkenen for at lede.

Wang fortæller, at antallet af kameler er faldet kraftigt i de seneste to år, fordi priserne er steget, og de fleste familier har valgt at indkassere gevinsten, mens tid er. Hvor en slagtet kamel for to år siden kunne indbringe mellem 800 og 3000 renminbi (560-2.100 kr.), går den i dag for op mod 6.000 renminbi (4.200 kr.). Wangs egen flok på 13 er nu reduceret til seks.

Vandfald ved hjemmet
Men Wang har også en anden indtægtskilde. Hjemmet i ørkenen ligger lige i nærheden af en lille dam, hvis vand overrisler hans majsmarker. Som en ekstra detalje på anlægget har han anlagt et vandfald. Og ved siden af sit hus har han bygget to lerkopier af mongolernes traditionelle runde telte, som turister fra nærliggende Zhongwei kan overnatte i.

Og så er Wang ikke engang mongol. Han er kineser lige som 80 pct. af befolkningen i Indre Mongoliet. Det betyder imidlertid mindre på egnen, hvor alle kender hinanden og må stå sammen for at bevare deres livsgrundlag.

Kinas politik over for områdets mongoler er med til at minimere forskellene. Det mongolske folk i Kina er et skoleeksempel på integration, og det stolte krigerfolk, hvis brødre i Mongoliet mod nord dyrker natonalismen, udviser ingen af de problemer, Kina slås med i områder som Tibet og Xinjiang.

Ganske som Den Kinesiske Mur er næsten forsvundet, er også forskellene mellem folkeslagene her minimale. Det skyldes dels massiv indvandring af kinesere i området og specifikke ordninger, der favoriserer mongolerne.

Gratis skole
I Tengger Sumu mener mongolerne selv, at de bliver positivt diskrimineret. Mongolske børn har lov at gå gratis i skole, og familierne får et beskedent månedligt tilskud. Kinesiske forældre får kun subsidieret 70 pct. af omkostningerne til deres børns skolegang.

Men derudover er der kun få forskelle.

»Mongoler spiser mere kød,« siger den gamle Temerde i landsbyen Tengger Sumu, der taler den lokale dialekt iblandet mongolsk.

Datteren mener ikke, at der er væsentlig forskel på kinesere og mongoler. Hun har lært at skrive mongolsk, men skal tænke sig om før hun skriver sit eget navn. Og hun har intet forhold til Genghis Khan, der dyrkes ivrigt i landet Mongoliet. På et spørgsmål om deres højtider svarer Wulan øjeblikkeligt med de officielle kinesiske højtider - kinesisk nytår, 5. maj og 1. oktober.

Det tager længere tid at beskrive de mongolske fester, hvoraf en afholdes i august. Og også her er grænserne udvisket. Under højtiden samles befolkningen i området - inklusive den kinesiske familie Wang - ved en buddhistisk stupa.

Stupaen står på en bakketop godt tyve minutters kørsel fra landsbyen. Små luftige flag blafrer i vinden, som sørger for, at bønnerne stiger til vejrs. Midten er bygget op af grene og stammer med flag og symboler.

»Vi kommer med en ting til den, men tager aldrig noget fra den,« forklarer Wang Qianghe.

Mongoler og kinesere har yderligere én ting til fælles. Alle forældre i området opfordrer deres børn til aldrig at vende tilbage til hjemmet - et utænkeligt råd i næsten alle andre dele af Kina. Børnene skal have sig en uddannelse og et arbejde i en egn med bedre livsvilkår

I Tengger Sumu er det oprindelige livsgrundlag truet af ørkenen, der grænser op til de tørre græsarealer, og som breder sig med foruroligende hast. Sandklitterne vokser sig år for år større og større, og de sandstorme, der hærger Indre Mongoliet, mærkes også i hovedstaden Beijing.

På det seneste har myndighederne besluttet at lægge en del kemisk og metallurgisk industri i området, fordi det er rigt på naturressourcer. Dermed forsvinder det sidste incitament til at blive boende.

»Jeg har sagt til min datter, at hun ikke skal tilbage hertil. Hun skal for alt i verden væk fra dette sted,« siger Wang Qianghe.

Teltbyen i Mianzhu
Soldaterne sveder under den skarpe sol på marken i udkanten af Mianzhu. Ofrene for jordskælvet den 12. maj i år er lovet husly inden efteråret, og der skal arbejdes hurtigt for at nå det.

Umiddelbart efter jordskælvet i maj boede over 120.000 mennesker i telte på dette store område ved Mianzhu, der blev hårdt ramt af jordskælvet. Men efterhånden er de flyttet ind i nøjagtig ens hvide huse - rækkevis af elementbyggerier konstrueret af to tommer tykke plader af flamingopap, celler med én dør og ét vindue.

Byggematerialerne er kommet på lastbil fra alle dele af Kina, og myndighederne i Mianzhu forsikrer, at de er af højeste kvalitet.

»Husene beskytter mod varme og er brandsikrede,« siger kommunikationschef Yu fra Mianzhu amt.

Hvor lang tid, de skal bo der, er uvist. Oprydningen og genopbygningen efter jordskælvet vil tage år.

Sammen i store telte
Siden jordskælvet indtraf, har amtet arbejdet med at genhuse tusinder af mennesker, hvis hjem blev jævnet med jorden eller blev ubeboeligt på grund af fare for sammenstyrtning. De tildeles plads i prioriteret rækkefølge. De hårdest ramte genhuses først. Fra at have sovet sammen med 14 tilfældige mennesker i store telte vil familierne igen få deres eget hjem.

De hvide barakker er et stort fremskridt fra de interimistiske teltlejre, der skød op overalt i Mianzhu og andre jordskælvsramte byer i midten af maj. Umiddelbart efter katastrofen var alt kaos. Befolkningen flyttede ud på gaden, hvor de sov under presenninger eller under åben himmel. Arbejdspladser og skoler lukkede, familier søgte efter deres elskede i ruinerne, og fortvivlede forældre sendte deres børn ud af katastrofeområdet, så de ikke ville sakke bagud i skolen.

19-årige Nong Yangli opgav at vende tilbage til det gymnasium i nabobyen, hvor hun befandt sig, da jorden pludselig begyndte at ryste:

»Dørene til klasselokalerne klaprede, og læreren sagde, at vi skulle skynde os ud,« husker Nong Yangli.

Vel ud på det flade land, greb angsten hende, da jorden blev ved med at skælve. Hun tænkte på sin bedstemor i Mianzhu, som ikke ville være hurtig nok til at komme ud. Bedstemoren slap med et brækket ben. Nongs forældre slap begge uskadte fra jordskælvet.

For titusinder af andre betød jordskælvskatastrofen mistede sønner og døtre, fædre, mødre, bedsteforældre, brødre og søstre. Tusinder af skolebørn blev begravet under dårligt konstruerede skoler. I nogle af de hårdest ramte landsbyer overlevede kun en brøkdel af indbyggerne. Byer som Wenchuan og Beichuan, der tidligere havde titusinder af indbyggere, eksisterer ikke længere.

Men få måneder efter den største naturkatastrofe i Kina siden jordskælvet i Tangshan i det nordlige Kina i 1976, er området så småt ved at komme på fode igen takket være en massiv indsats fra den kinesiske centralregering og Kinas egen befolkning.

Den kinesiske regering har beordret landets rige provinser til at sponsere hver sin del af genopbygningen og adoptere hver sin by, og i Mianzhu er det blandt andet hjælp fra Kinas østlige Jiangsu-provins, der er med til at gøre livet udholdeligt for de mange hjemløse.

Oprydningsarbejdet foregår yderst systematisk.

I den del af Mianzhu-lejren, der er blevet opbygget på en sportsplads, underviser lejrens lærere de børn, der har mistet både deres hjem og deres skoler ved jordskælvet. Lejrens tusinder af indbyggere får mad tre gange om dagen tilberedt af Folkets Befrielseshær. I lange, ordentlige køer står de tålmodigt og venter på deres måltid.

Beskeder i radio
En lejrradio udsender nødvendige informationer om eksempelvis vaccinationer samt musik via et højttalersystem. Den bestyres af Liu Chao, en 20-årig universitetsstuderende fra byen Hanwang, der laver universitetsradio, mens han studerer. Hanwang blev bogstavelig talt jævnet med jorden, og Liu hastede hjem fra universitetet efter jordskælvet for at være sammen med sin familie.

»Der er hele tiden folk, der kommer og beder mig efterlyse deres slægtninge. Det kan være, at familierne er blevet splittet, da de flygtede. Og så er der hele tiden forældre, hvis børn er blevet væk i lejren,« siger han, inden han afbrydes af en mand, der leder efter sin hustru.

Han siger, at de fleste af lejrens indbyggere er tilfredse med tilstanden.

»Vi har mad, rent vand og husly. Selvfølgelig er der problemer. Vi vil alle sammen gerne have et brusebad, og nogle har endda forsøgt at tage bad på toiletterne. Men vi forstår også, at det ikke kan lade sig gøre under de nuværende vilkår,« siger Liu Chao og tilføjer, at humøret i lejren bliver stadig bedre, fordi ofrene for jordskælvet tydeligt har kunnet mærke, at de har støtte og opbakning.

Partiet styrket
Trods ufattelige menneskelige og materielle tab er den kinesiske regering, og dermed Kinas almægtige kommunistparti, kommet styrket ud af katastrofen. Få dage efter jordskælvet var mere end 100.000 tropper på vej til området, hvor de begyndte to ugers gennemsøgning af ruinhobene.

Landets ledere var ikke sene til at udnytte dette i propagandasammenhæng. Ligesom ved de store oversvømmelser langs Yangtse-floden i 1998 og ved næsten hver eneste naturkatastrofe - snestorme, oversvømmelser og tyfoner - har myndighederne også denne gang udnyttet jordskælvet til deres egen fordel.

Billeder af soldater, der hjalp de ramte, kørte næsten i døgndrift på tv-kanalerne, og efter få dage blev de levende billeder udskiftet med tominutters kavalkader med baggrundsmusik fra "Gladiator", der viste soldater, brandmænd og kommunistpartiets ledere i aktion i katastrofeområdet. Premierminister Wen Jiabaos gentagne besøg i området kørte med jævne mellemrum på en række kanaler.

Politisk var jordskælvskatastrofen noget nær en kærkommen opgave, der kunne samle nationen bag Beijing, der i månederne forinden gennemlevede et internationalt pr-mareridt i forbindelse med OL-faklens rundtur i verden. Regeringen havde med nogen succes forsøgt at vende folkestemningen ved at udpege en fælles fjende - udenlandske medier - men skærmydslerne var hurtigt glemt i den følge af død og ødelæggelse, der udsprang i epicentret i Wenchuan.

Ironisk nok var det få dages trods mod landets mediecensorer, der gav regeringen og hjælpearbejdet det største puf i ryggen. I katastrofens første dage besluttede næsten alle medier uafhængigt af hinanden at blæse på påbud om kun at benytte den officielle, autoriserede version af virkeligheden. Talrige medier - både elektroniske medier og aviser - sendte deres egne folk til katastrofeområdet, og befolkningen fik med øjeblikkelig virkning ødelæggelserne lige ind i stuen.

Effekten var overvældende, samlende og hidtil uset i kinesisk historie. Overalt i Kina blev der holdt store indsamlingsshows, og tusinder af frivillige drog af sted for at hjælpe. Private mennesker indledte tøjindsamlinger og begyndte for første gang at give større pengebeløb til et stort antal ikke-statslige hjælpeorganisationer, der opstod spontant efter katastrofen.

Frivilligt arbejde
En del af disse frivillige arbejder i lejren i Mianzhu. Midt på eftermiddagen er der underholdning for både børn og voksne ved Dunhuang Kulturgruppe fra Beijing, der turnerer i områdets flygtningelejre. Gruppens musikere underholder børnene med fløjte- og harpespil og har sørget for at engagere en smuk sangerinde, der bagefter overfaldes af små hundrede autografjægere i lejren.

Andre frivillige sørger for at uddele medicin og hjælper ofrene med administrativt arbejde. En del universitetsstuderende har droppet studierne for en periode og er taget til Mianzhu for at undervise lejrens mange børn. En af disse er Xie Hong, 22 år og fra Chengdu. Hun underviser dagligt tre klasser med hver 30 elever.

»Jeg er her imod mine forældres ønske. De mente, det ville være for farligt at tage af sted,« forklarer hun.

»Men der er mennesker, der er i nød. Det mindste, jeg kan gøre, er at hjælpe, hvor jeg kan.«

Ørkenens frontkæmpere
20 kilometer inde i Tengger-ørkenens sandede vidder bor to mænd i et gult murstenshus. Dong Shengrong og Li Wenya lever på femte år blandt klitterne i et af jordens mest gudsforladte steder.

Deres opgave er ene og alene at betjene de måleinstrumenter, som en gruppe forskere fra ørkenforskningscentret i Shapotou har stillet op.

»Denne her måler sandets spredningshastighed,« siger Dong og piller ved et aggregat, der stikker op af sandet.

Det består af en kasse under sandoverfladen og en søjle med huller i, der tillader sandet at blæse ind og samle sig i kassen. Formålet er at måle sandets flugt. Li og Dong skal sikre, at hullerne er vendt mod vinden. Det kræver stadig justering. I øjeblikket blæser sandet forbi.

»Nåja,« siger den ene af de to. »Vinden er lige vendt.«

I et adstadigt tempo graver den ene i sandet med en skovl, mens søjlen vendes med hullerne mod vindretningen.

»Det er kedeligt at bo her, vi har intet at lave. Jo, vi har altså meget arbejde at udføre,« forsikrer Dong.

Vand under sandet
Både han og Li kommer fra en naboprovins, men får kun set familien et par gange om året ved højtiderne.

De to mænd forklarer, at det rent faktisk kan lade sig gøre at leve i ørkenen. I denne del af Tengger-ørkenen på grænsen til provinsen Indre Mongoliet, findes der vand i undergrunden. Efter en nærliggende fabrik lukkede, borede de to mænd en brønd og henter nu vand op fra 80 meters dybde.

Hver femte dag tager Li og Dong ind til Zhongwei, en god halv times kørsel fra forskningsstationen, for at købe mad. Det betaler centret i Shapotou. De betaler også mændenes månedsløn på 1.200 renminbi (840 kr.).

Li og Dong udgør frontlinjen i Kinas kamp mod ekspanderende ørkener. Mændene i Tengger-ørkenens sydkant er nederste led i en kæde af forskningsaktivitet, der har til formål at begrænse ørkenspredningen og i sidste ende vende udviklingen. De to mænd styrer samtlige måleinstrumenter i ørkenen. De sørger for at måle sanddybder, vindhastigheder og sandets flugt gennem ørkenen.

For det meste er de overladt til deres eget selskab og de kaniner, som undertiden nærmer sig huset.

»De er gule lige som sandet. Tidligere så vi også kameler, men de er spist nu, efter at regeringen nedlagde forbud mod, at de kunne græsse,« siger Li.

Forskel på sommer og vinter er som forskellen på dag og nat, forklarer han.

»Om sommeren er overfladetemperaturen i sandet 70 grader, om vinteren kan den komme ned på minus 30.«

Sjældne besøg
Omkring hver 10. dag kommer forskerne fra Det Videnskabelige Center for Ørkenforskning i Shapotou, en halv times kørsel derfra, for at aflæse ørkendata til deres forskning.

Centret ligger på bredden af Den Gule Flod, der hvor floden slynger sig igennem et landskab med sandklitter på størrelse med bjerge på den ene side og gulbrune bjerge på den anden. Det blev åbnet i 1955 i et forsøg på at forhindre ørkenen i at begrave jernbanen mellem byerne Lanzhou i vest og Baotou i øst og har siden da været helt fremme i næsten alle aspekter af ørkenforskningen.

Der er brug for hurtige gennembrud. Alle Kinas ørkener ekspanderer med en hastighed, der for længst har alarmeret myndighederne. Når sandstormene fyger i Indre Mongoliet, mærkes det også i hovedstaden Beijing. Uheldigvis er ørkenforskning en langsommelig proces. Centret i Shapotou og lignende centre i andre dele af Kinas nordlige og vestlige egne har i over et halvt århundrede brugt sekventiel forskning for at finde frem til metoder, der kan standse sandets flugt. Det er i nogen grad lykkedes. Forskerne er i dag så selvsikre, at de kan standse sandets flugt ved veje og jernbaner, og de er også i stand til effektivt at udpege planter, der kan gro i sandet.

I dag er forskningen i sin femte fase. Liu Bo, en forskningsstuderende fra Lanzhou i naboprovinsen Gansu, forklarer, at centret nu eksperimenterer med beplantning af buske, der skaber en frugtbar skorpe på sandet.

»De partikler findes i sandet, men lægger sig omkring buske, når det blæser. Når denne skorpe er dannet, kan man begynde at plante anden vegetation,« siger han.

Gao Yongping, en forsker med speciale i ørkenens meteorologiske forhold, afholder sig fra at svare på, om forskningen kan være med til at standse ørkenen.

»Det er et alt for stort spørgsmål. I forhold til ørkenen er jeg meget lille,« siger Gao.

Kinesisk markedsliv

Det vrimler med alverdens dyr i burene på markedet i Shaoguan. Alle dyrene er til salg - og de kan alle sammen spises.
Se billedserien

Ekspeditionen dag for dag

Kig eksploratørerne over skulderen i logbogen, der er ekspeditionens dagbog og dagligt blev opdateret på avisens bagside og her på hjemmesiden, så længe deltagerne var af sted.
Læs logbogen

Riget i midten lukker op

Moderne og international kultur fra specielt Østasien og Vesten har for alvor holdt sit indtog i Kina i det nye årtusinde, og Kinas unge i dag lader sig inspirere af ideer og tanker fra hele verden. Men sådan har det ikke altid været.
Læs landeportræt

På flugt fra syndfloden

Først tog jordskælvet deres hjem. Nu trues tusinder af beboere langs flere floder i Kinas jordskælvsramte Sichuan-provins af flodbølger.
Læs artikel