Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Olieeventyr i revolutionsbyen

Det var fra kommunisternes bastion i byen Yan'an i den fattige Shaanxi-provins, at kommunisterne vandt borgerkrigen. I dag er byen faldet til total kommericialisering af et olieeventyr og rød, Disney-agtig kitschturisme.

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 25-07-2008

Yan'an

I de kinesiske kommunisters revolutionsbase skal der rødvin på bordet. Dyr rødvin. På en restaurant på femte sal i Yan'ans travle bymidte sidder byens nye konger: de olierige. En tilfældig tirsdag aften serveres stribevis af velsmagende retter fra Hunan-provinsens krydrede køkken i en propfyldt restaurant, der går for at være en af byens bedste.


På ekskursion
En flok skolebørn er på vej for at se landets fader.
Foto: Niels Hougaard
 

På gadeplan er velstanden lige så iøjnefaldende. Hvor der før lå kiosker, familieforetagender og små, beskidte spisesteder, ligger der nu funklende flagskibsbutikker for de største kinesiske modemærker. Overalt i byen og uden for dyre hoteller og restauranter ses et hav af luksusbiler - Mercedeser, BMW'er, Cadillacer, Audier og Range Rovere. Splinternye Toyotaer, Lexusser og Mitsubishi-firehjulstrækkere synes at være standard.

På få år er Yan'an blevet forandret radikalt. Kinesiske olieselskaber har længe vidst, at der lå olie i undergrunden, men det er først i de senere år, at det har kunnet betale sig at udvinde den. I begyndelsen skete det i små private boringer, der i bedste amerikanske stil fra det ene år til det andet gjorde forarmede bønder til oliemænd.

I 2004 begyndte staten at røre på sig og fratog i løbet af kort tid privatpersoner retten til selv at bore olie. Året efter samlede staten områdets små olieselskaber i et nyt benzinselskab, der blev Kinas fjerdestørste.

Men effekten fra de vilde olietider er ikke til at tage fejl af. Der er stadig i dag masser af oliepenge i omløb, og det tidligere så søvnige Yan'an er godt i gang med en gedigen ekspansion, inklusive det i Kina så obligatoriske byggeboom. Byen, hvis største fordel i kommunisternes øjne fra 1935 og frem til 1947 netop var en afsides beliggenhed, er i dag forbundet med omverdenen. Byen har i dag fået en spritny motorvej, en gigantisk banegård og en sydlig forstad, der er én stor byggeplads. Et efter et skyder fleretagers lejlighedskomplekser og kontorbyggerier op af jorden.

I den oprindelige del af Yan'an er det gamle, grå elementbyggeri fra 1950'erne og 1960'erne ved at blive revet ned til fordel for nye, spekulative byggerier, og de særlige hulebygninger, der findes i denne del af Kina, og som er gravet ind i skråninger af stift, sandet løss, er ved at blive udfaset.

Ikke alt er penge i Yan'an. Mens rigdommen er synlig i bybilledet, finder byen stadig sin identitet i sin revolutionære fortid. En del nyopførte bygninger minder arkitektonisk om den særlige revolutionære, Yan'an-byggestil, med rundede vinduer, træsprosser og lave tegltage.

Som base for kommunisterne er byen stadig en vigtig brik i Kinas kollektive erinding. Det var her Kommunisterne endte deres Lange March i 1935, og det var herfra, at de indledte det endelige opgør med nationaliststyrkerne. Yan'an var stedet, hvor Folkerepublikken Kina udsprang. Byen er et trækplaster for kinesiske ret-troende, der kommer for at mærke den revolutionære iver.

Mao for en stund
På et af Yan'ans mange revolutionære friluftsmuseer ved Yangjialing minder den store mødesal om en kirke. Den er bygget med tykke stenvægge, der køler i sommerheden; den har to rækker med stole, et alter med billede af den kinesiske kommunismes grundlæggere og har i stedet for et kirkeskib hængende fra loftet en rund plade med silhouetterne af Marx, Engels, Lenin og Stalin.

Men her ophører ligheden også. I modsætning til 1960'erne og 1970'erne, hvor stedet i Kulturrevolutionens massehysteri blev betragtet som en decideret helligdom, er Yan'ans museer i dag en mærkværdig blanding af utrolige anekdoter, ærbødighed og rød, Disney-agtig kitschturisme.

I mødesalen er der denne dag trængsel omkring Maos gamle talerstol. På de forreste stolerækker har to kvinder en bunke uniformer liggende. For 5 renminbi (3,50 kr.) kan man leje en revolutionær kasket, og for ekstra betaling kan man blive udstyret med bælte og pistol.

Det tilbud benytter mange sig af. Moderne, fikse, kortklippede kvinder fuldender det revolutionære look med en kunstig fletning, der presses ind under kasketten, ganske gratis. For at gøre illusionen komplet hjælper udlejerne gerne de besøgende med den rette positur, mens fotografen knipser: Skråt Mao-klap til siden, 45 grader. Mao-vink, hånd i vejret, armen bøjet nøjagtigt 90 grader. Revolutionær Mao-knytnæve lige i vejret.


Det moderne Ya'an
Byggebranchen lever godt af Yan'ans oliepenge.
Foto: Niels Hougaard

For kineserne er kommunismen ikke fjern fortid. Den er en del af nutiden. Mao-souvenirs - nøgleringe, cigaretetuier, smykker og billeder - går som varmt brød.

»Formand Mao gjorde et fantastisk arbejde. Ellers ville vi ikke være her i dag,« siger 39-årige Zhang Bin, der sammen med sin mand er kørt syv timer i bil for at besøge det historiske sted.

Det har de gjort, fordi stedet repræsenterer grundlæggelsen af det moderne Kina, der i officiel jargon kaldes "Det Ny Kina".

Samtaler med flere af de besøgende gav enslydende svar, der antyder en søgen efter et værdigrundlag, som tidligere tiders halvreligiøse dyrkelse af formand Mao havde i overflod, men som i dagens Kina er fraværende.

Pengene først
Endnu er ikke alle kinesere adskilt fra fattigdom, og materielle goder - penge - kommer først. Følelser, moral og værdier er sekundære faktorer i et lykkeligt liv. Zhang Xiaomei, en 20-årig studerende fra Xians Teknologiske Universitet, er uenig i denne fremstilling.

»Selvfølgelig skal man tjene penge for at kunne overleve, og mange mennesker har et vidunderligt liv. Men jeg mener, at livskvalitet og åndelig tilfredshed er vigtigere,« siger hun.

Her er Kinas revolutionære ledere, forhærdet af 23 års uafbrudt væbnet konflikt i deres ungdom og voksenliv, et forbillede. Også selv om de i Folkerepublikkens første 40 år ofte viste sig som yderst brutale ledere uden respekt for menneskeliv.

»Vi kan lære en masse af de revolutionære. Nu til dags går mange af de studerende glip af de bedste muligheder, og som besøgende her kan man lære af ånden fra dengang. Historien er et spejlbillede af fremtiden,« siger Zhang Xiaomei.

Wu Ruibing, en tidligere embedsmand fra provinsen Indre Mongoliet, mener heller ikke, at teorien er forkert. Han venter uden for en souvenirbutik, som tiltrækker sig særlig opmærksomhed ved at have en Mao i forholdet 1:1 siddende i butikken.

Wu mener, at den eneste fejl begået var en overdreven fokus på idealerne på bekostning af det praktiske. Men han mener fortsat, at Mao stort set var ufejlbarlig. Idealet om en stærk nation og den revolutionære ånd er eviggyldigt.

»Der er masser af mennesker i hele verden, der forguder Mao. Mao er vores sol.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Byen, hvor den lange march sluttede
JP Explorer slutter rejsen samme sted som Mao - i Yan'an, hvor kommunisterne opbyggede deres magtposition. Her kan man bese deres lejr - og det er der mange kinesere, der gør.
Se billedserie