Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

På kanten af Kina

Den kinesiske mur blev bygget for at holde mongolerne ude. I dag er der næsten ingen tilbage i det gamle grænseland. Mongolerne er en af Kinas bedst integrerede etniske minoriteter.

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 20-07-2008

Tengger Sumu

Kinas gamle grænse mellem civilisation og barbari er bare en lille jordvold. I de enorme vidder på kanten til Tengger-ørken, syner den ikke af meget.


Wang Qianghe
Wang Qianghe er 38 år og en driftig mand i Tengger Sumo.
Foto: Niels Hougaard

Menneskene i landskabet forsvinder også. Bogstaveligt talt. I Tengger Sumu, en landsby i Indre Mongoliet en snes kilometer inde i Tengger-ørkenen, er kun 14 familier blevet tilbage. Resten er rejst. Den knastørre jord på stepperne duer ikke til landbrug, og ørkenen truer konstant med at dække landsbyen.

Mellem ruinerne af forladte huse ligger små køkkenhaver, men ingen planter har vokset sig store og kraftige. Da regeringen forbød at lade får og geder græsse på stepperne, forsvandt livsgrundlaget. Kamelhold er eneste reelle indtægtskilde i landsbyen.

Meget tyder på, at Tengger Sumu ikke overlever til næsten generation. I de få beboede huse sidder forældrene alene tilbage. Landsbyen har ingen skole, og Wulan, en 43-årig mor, har sendt sin eneste datter mere end 100 km bort for at blive uddannet.

»Jeg ser hende bare to gange om året - i vinterferien og i sommerferien. Resten af tiden taler vi telefon sammen et par gange om ugen,« siger hun, mens hun kæderyger cigaretter.

Bolig i hospital
Hun bor i et rustikt hus med murstensgulv - et hus, der tidligere tilhørte landsbykollektivets kameluldsfabrik. Da fabrikken lukkede, fik hun og hendes mand lov at blive boenede. Hendes mor, Temerde, er flyttet ind i landsbyens nedlagte hospital. De fleste andre huse i landsbyen er revet ned. Murstenene er blevet genbrugt i nye huse andetsteds, hvor forholdene er bedre.

I Tengger Sumu og i områdets andre landsbyer, er der kun ganske få ernæringsmuligheder tilbage. En af disse er kameldrift. Wang Qianghe har opdrættet kameler, siden han var 14 år, og mener selv at vide alt om kameler.

I modsætning til får og geder er det tilladt at have dem til at græsse, fordi de kun æder bestemte typer vegetation og ikke som geder konsumerer alt grønt. Kamelerne går flokvis for sig selv og vender hjem en gang eller to om ugen. Hvis ikke, må ejerne selv ud i ørkenen for at lede.

Wang fortæller, at antallet af kameler er faldet kraftigt i de seneste to år, fordi priserne er steget, og de fleste familier har valgt at indkassere gevinsten, mens tid er. Hvor en slagtet kamel for to år siden kunne indbringe mellem 800 og 3000 renminbi (560-2.100 kr.), går den i dag for op mod 6.000 renminbi (4.200 kr.). Wangs egen flok på 13 er nu reduceret til seks.

Vandfald ved hjemmet
Men Wang har også en anden indtægtskilde. Hjemmet i ørkenen ligger lige i nærheden af en lille dam, hvis vand overrisler hans majsmarker. Som en ekstra detalje på anlægget har han anlagt et vandfald. Og ved siden af sit hus har han bygget to lerkopier af mongolernes traditionelle runde telte, som turister fra nærliggende Zhongwei kan overnatte i.

Og så er Wang ikke engang mongol. Han er kineser lige som 80 pct. af befolkningen i Indre Mongoliet. Det betyder imidlertid mindre på egnen, hvor alle kender hinanden og må stå sammen for at bevare deres livsgrundlag.

Kinas politik over for områdets mongoler er med til at minimere forskellene. Det mongolske folk i Kina er et skoleeksempel på integration, og det stolte krigerfolk, hvis brødre i Mongoliet mod nord dyrker natonalismen, udviser ingen af de problemer, Kina slås med i områder som Tibet og Xinjiang.

Ganske som Den Kinesiske Mur er næsten forsvundet, er også forskellene mellem folkeslagene her minimale. Det skyldes dels massiv indvandring af kinesere i området og specifikke ordninger, der favoriserer mongolerne.

Gratis skole
I Tengger Sumu mener mongolerne selv, at de bliver positivt diskrimineret. Mongolske børn har lov at gå gratis i skole, og familierne får et beskedent månedligt tilskud. Kinesiske forældre får kun subsidieret 70 pct. af omkostningerne til deres børns skolegang.

Men derudover er der kun få forskelle.

»Mongoler spiser mere kød,« siger den gamle Temerde i landsbyen Tengger Sumu, der taler den lokale dialekt iblandet mongolsk.

Datteren mener ikke, at der er væsentlig forskel på kinesere og mongoler. Hun har lært at skrive mongolsk, men skal tænke sig om før hun skriver sit eget navn. Og hun har intet forhold til Genghis Khan, der dyrkes ivrigt i landet Mongoliet. På et spørgsmål om deres højtider svarer Wulan øjeblikkeligt med de officielle kinesiske højtider - kinesisk nytår, 5. maj og 1. oktober.

Det tager længere tid at beskrive de mongolske fester, hvoraf en afholdes i august. Og også her er grænserne udvisket. Under højtiden samles befolkningen i området - inklusive den kinesiske familie Wang - ved en buddhistisk stupa.

Stupaen står på en bakketop godt tyve minutters kørsel fra landsbyen. Små luftige flag blafrer i vinden, som sørger for, at bønnerne stiger til vejrs. Midten er bygget op af grene og stammer med flag og symboler.

»Vi kommer med en ting til den, men tager aldrig noget fra den,« forklarer Wang Qianghe.

Mongoler og kinesere har yderligere én ting til fælles. Alle forældre i området opfordrer deres børn til aldrig at vende tilbage til hjemmet - et utænkeligt råd i næsten alle andre dele af Kina. Børnene skal have sig en uddannelse og et arbejde i en egn med bedre livsvilkår

I Tengger Sumu er det oprindelige livsgrundlag truet af ørkenen, der grænser op til de tørre græsarealer, og som breder sig med foruroligende hast. Sandklitterne vokser sig år for år større og større, og de sandstorme, der hærger Indre Mongoliet, mærkes også i hovedstaden Beijing.

På det seneste har myndighederne besluttet at lægge en del kemisk og metallurgisk industri i området, fordi det er rigt på naturressourcer. Dermed forsvinder det sidste incitament til at blive boende.

»Jeg har sagt til min datter, at hun ikke skal tilbage hertil. Hun skal for alt i verden væk fra dette sted,« siger Wang Qianghe.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

På kanten af Kina
Landsbyen Tengger Sumo ligger i den vidtstrakte ørken i delstaten Indre Mongoliet. Den er næsten uddød, for de fleste beboere er flyttet væk.
Se billedserie