Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

På flugt fra syndfloden

Katastrofe: Først tog jordskælvet deres hjem. Nu trues tusinder af beboere langs flere floder i Kinas jordskælvsramte Sichuan-provins af flodbølger.

Af JES RANDRUP
Publiceret 04-06-2008

Huangjiang

Kort før kl. 15.30 lukkes og låses døren skyndsomt til familien Wangs hjem. Familiens fem medlemmer putter de mest nødvendige ejendele i stråkurve og begiver sig op ad bjerget. Soldaterne iler videre til det næste hus for at sikre, at indbyggerne i tide trækker op til flygtningelejren længere oppe på bjerget.


Pakning
Alle ejendele skal pakkes, og tidsfristen for rømning er kort.
Foto: Niels Hougaard

»Evakuér området,« siger én af dem i megafonen.

En mand på en traktor kommer kørende med nogle få møbler og andre ejendele på anhængeren. Langt de fleste er til fods.

En halv time senere er hele Huangjiang landsby tømt for indbyggere. Vejen ned fra bjerget er nødtørftigt afspærret med en rød snor, og på vejen har ingeniører fra Sichuan og naboprovinsen Chongqing afmærket, hvor vandet vil gå til, hvis flodbølgen kommer

Det svarer til 12 meter over den bro, der går over Tongkou-floden ved landsbyen Huangjiang, der ligger i en snæver dal med stejle bjergskråninger. Her er floden for længst holdt op med at flyde og er bortset fra et par naturlige bassiner næsten tømt for vand.

40 minutters frist
Huangjiang ligger bag den fjerde naturlige dæmning skabt af store jordskred under jordskælvet den 12. maj, netop før floden når lavlandet. Skulle de opdæmmede vandmasser længere oppe ad floden pludselig bryde igennem dæmningerne, vil flodbølgen rive hele landsbyen med sig. Selv under kontrollerede forhold, er der risiko for, at landsbyen bliver skyllet væk.

»Vi har 40 minutter at reagere på, hvis dæmningerne bryder sammen,« forklarer kaptajn Deng fra Folkets Befrielseshær, der leder evakueringsarbejdet i området.

»Vi lader ikke længere civilbefolkningen komme herned. Den skal befinde sig på bjerget fra kl. 15.30 og i hvert fald i de næste 24 timer. Derefter vil vi tage situationen op til genovervejelse. I øjeblikket er det ganske enkelt for farligt at blive boende.«

Tre uger i telt
Faren for at se alt blive skyllet væk af en enorm flodbølge er den seneste ulykke, naturen har påført den hårdt prøvede befolkning i jordskælvsområdet i denne del af Sichuan-provinsen. I Huangjiang har samtlige indbyggere i snart tre uger boet i interimistiske telte uden for deres træhuse, fordi de er bange for sammenstyrtninger ved efterskælv. Nu skal de også forlade disse telte.

»Det eneste, jeg vil have, er sikkerhed. Vi har taget vores ting, og vi bliver heroppe. Det er for farligt at vende hjem,« siger en anden mand ved efternavn Wang, der haster op ad bjerget kort før tidsfristen kl. 15.30.

Myndighederne satte masseevakueringen i værk i løbet af den forgangne weekend. Mens kinesiske ingeniørtropper i flere uger har arbejdet i døgndrift for at forhindre de naturlige dæmninger i at bryde sammen og gradvist tømme dæmningssøerne for vand, steg vandstanden på grund af regnvejr i sidste uge med en sådan hast, at myndighederne ikke så noget alternativ til igen at flytte befolkningen.

Men trods evakueringen af næsten 200.000 mennesker langs floden og planer om evakuering af op mod 1,2 mio. mennesker med kort varsel, hvis katastrofen indtræffer, er der forbløffende ordnede forhold.

Længere nede ad floden i byen Qinglian er indbyggerne blevet evakueret og sendt til de nærliggende byer Jiangyou og Mianyang. Tilbage er kun svalerne, en enkelt hund og soldater, der sørger for, at uvedkommende ikke får adgang.

»De sidste mennesker forlod byen i går,« fortæller én af vagterne. Han siger, at hele byen vil komme til at stå under adskillige meter vand, hvis alle dæmninger på Tongkou-floden brister samtidig.

I Huangjiang som i andre områder, hvor befolkningen er blevet evakueret, har de lokale myndigheder sørget for leverancer af mad og drikke til de evakuerede - i sig selv en logistisk opgave af dimensioner.

Langvarig evakuering
Hæren har i de seneste dage opstillet endnu flere telte i en lejr over faregrænsen i tilfælde af en flodbølge. Her skal folk bo i op mod halvanden måned. Derefter skal de flytte igen. Langt de fleste kommer ikke hjem, fordi husene er skadet og kan styrte sammen.

Myndighederne har allerede for mere end en uge siden opstillet nogle midlertidige boliger i Huangjiang - hvide elementbyggerier, der kan ses overalt i jordskælvsområdet - og flere kommer til. I det næsten halvandet år vil kun de færreste kunne vende hjem.

I de kommende dage gælder det dog den frygtede flodbølge. Efter kraftigt regnvejr i sidste uge fik redningsmandskabet et par dage med tørvejr i begyndelsen af denne uge. Men regnvejr ventes igen torsdag og fredag i området, og det kan forlænge arbejdet med at tømme dæmningssøerne.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

På flugt fra syndfloden
Huangjiang ligger bag den fjerde naturlige dæmning skabt af store jordskred under jordskælvet den 12. maj. Skulle de opdæmmede vandmasser længere oppe ad floden pludselig bryde igennem dæmningerne, vil flodbølgen rive hele landsbyen med sig. Derfor evakueres beboerne.
Se billedserie