Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Længsel mod storbyen

Den etniske gruppe dong-folket lever i et af de mest smukke, men også afsondrede områder af Kina. De er farverige og holder fast i traditionerne, men er også fanger af deres egen fattigdom og kultur.

Af JES RANDRUP OG JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 13-07-2008

Mengzai

I et træhus i en malerisk, sydkinesisk landsby, omgivet af rismarker i terrasser og grønne temarker, står Li Pinmeng og drømmer om et bedre liv.


Mengzai
Explorerholdet ankommer til den lille landsby Mengzai i Guangxi-provinsen, hvor indtægterne hovedsageligt kommer fra dyrkning af grøn te. Landsbyen beboes af dong-folket og har ca. 300 huse. På den anden side af floden bor miao-folket. Begge folk er etniske minoriteter i Kina.
Foto: Niels Hougaard
 

»Vi kan tjene op til 7000 yuan (ca. 5.000 kr.) om året på at dyrke te. Ellers er der ikke noget at hente i landsbyen,« lyder det nøgternt fra den 26-årige tebonde.

Han kigger over mod broderen, der bakser med at trække yngste søn i tøjet. Heng på halvandet år er familiens charmetrold, som får ros, hver gang han tisser på gulvet.

»Tag nu min bror. Han har to børn og er under stort pres for at forsørge sin familie, men han kan ikke rejse væk.«

Brødrene tilhører dong-folket. En af Kinas mange etniske minoriteter. De lever dybt inde i bjergene, hvor tiden næsten står stille, og langt de fleste kvinder går klædt i traditionelle blå dragter.

Li Pinmengs hustru, Shi Peifei, har en tyrkis bluse på. Ægteparret er for nyligt vendt tilbage til landsbyen efter otte års arbejde på fabrikkerne i Kinas industrimekka ved Perlefodsdeltaet.


Vendt tilbage
Li Pinmeng (tv.) og hans hustru er for nylig vendt tilbage til landsbyen efter otte års arbejde på fabrikkerne i Kinas industrimekka ved Perleflodsdeltaet.
Foto: Niels Hougaard

Li foretrækker at samle fjernsynskomponenter frem for at dyrke grøn helsete. Men han har ikke råd til busbilletten, som koster omkring 400 kroner for ham og hustruen. De 7000 yuan rækker netop til at forsørge familien.

Begge er født i landsbyen. De har kendt hinanden, siden de var børn og legede mellem Mengzais 300 træhuse, der læner sig op ad hinanden på hver siden af bækken, hvor en nybygget vind- og regnbro sørger for, at beboerne kommer tørre over.

Næsten alle husene har store fade med te, der ligger til tørre. De er opbygget efter samme princip. En underetage med stald og toilet, en mellemetage med stue og køkken og en tagetage med soveværelser. Tidligere var den forbeholdt kvinderne, som i den traditionelle dong-kultur levede adskilt fra deres mænd.

To huse med grimme fliser på facaden falder markant uden for stilen. Li Pinmeng forklarer, at beboerne tjener ekstra på at drive et elværk. Selv vil han meget hellere bo der.

»I synes, at træhuse er smukke. Vi ser anderledes på det. Vi synes, at det er bedre at bo i betonhus,« siger han.

Bækken rinder ud tæt ved de to betonhuse. Herfra går den over i en større flod. På den anden side af floden ser landsbyen ud til at fortsætte med endnu flere træhuse. Broen fungerer samtidig som marked. Sidst på dagen er det dog småt med vareudbuddet. Et grisehoved omsværmet af summende fluer ser umiddelbart ud til at være mest solide bud på aftensmad.

Li Pinmeng vil ikke med over broen.

»Lad os hellere gå hjem,« foreslår han og fortsætter ad vejen langs floden..

"Den lille flod" repræsenterer en dyb afgrund. Husene på den anden side er landsbyen Aozai. Også her går kvinderne rundt i blå bluser. Syningerne langs kraven røber, at de ikke er dong, men tilhører miao-folket.

Tidligere lå dong og miao i krig mod hinanden. I 1951 blev der sluttet fred, men det er stadig to forskellige verdener, der befinder sig på hver side af broen. De har hver deres skoler og blander sig helst ikke med hinanden.

Li Pinmeng kender ingen derovre, han forstår ikke deres sprog, men forklarer, at miao-erne godt kan forstå hans. Dybest set er der ikke noget i vejen for, at en dong kan gifte sig med en miao. Det sker bare aldrig.

Hjemme er Shi Peifei gået i gang med at forberede aftensmaden. I dagens sidste lysindfald sidder hun på hug ved siden af de store fade med theblade og sorterer kinakål. Bag hende grynter et svin. Stalden er placeret ved siden af familiens toilet, som er et midebefængt hul i jorden.

Ovenpå er rummet domineret af en bambusvugge, der hænger i loftet. Shi bærer kinakålen ud i køkkenet og får hjælp af bedstemoderen til at klippe det i stykker. Køkkenet er næsten helt mørkt og væggene sodede af røgen fra ildstedet i midten.

Bedstemor Li Nanpinjiang er familiens overhoved. Da kålen er færdigklippet, lader hun Shi om resten af madlavningen og koncentrerer sig i stedet om at bade Heng, som efter endt badning bæres væk på hendes ranke ryg.

Badevandet kastes ud af vinduet lige som alt andet affald. Skråningerne mellem Mengzais huse er fyldte med affald.

Mændene trækker ind i etagens sidste rum. Under et gigantisk billede, der ligner et tysk Rhin-landskab, larmer tv'et. Landsbyen har kun strøm om aftenen, og det skal udnyttes.

Li Pinmeng sætter en dvd på. Tre timers optagelser fra forårsfesten, der viser kvinderne i procession iklædt traditionelle festdragter og sølvsmykker. Mændene spiller på sækkepibelignende bambusfløjter.

Den hule lyd afløses dog efterhånden af diskorytmer og vovede dansetrin til gængs kinesisk diskomusik.

Minoriteterne udgør mindre end otte procent af Kinas befolkning, der er domineret af han-kinesere.

Mange minoriteter bor i autonome regioner, men det er som i Tibet småt med egentligt selvstyre, fordi tilflyttende hankinesere udgør flertallet.

For den kinesiske stat er minoriteterne et farverigt eksempel på, at befolkningsgrupperne lever i harmoni med hinanden, og også turistindustrien dyrker billedet af etnicitet og landidyl. Enkelte landsbyer har også opdaget mulighederne i turisme. De stiller op til daglige forestillinger med sang og dans og sælger souvenirs til turister. Mengzais teater bruges kun til beboernes egne fester, byens forretninger består af et par købmænd, et apotek og en syerske, der er leveringsdygtig både i jeans og traditionelle dragter, fremstillet af nylon.

De fleste minoriteter har accepteret, at de skal leve sammen med kineserne. Deres syn på forholdet mellem flertal og mindretal er dog i regelen noget mere nuanceret end den, der fremgår af officielle kinesiske forklaringer.

Li Pinmengs vurdering af forårets uroligheder i Tibet adskiller sig fra den, man møder hos veluddannede kinesere i hans aldersgruppe.

»Det er med Tibet som med flere andre dele af Kina. Man kan sige, at Tibet er en del af Kina, men man kan også sige, at det ikke er en del af Kina. Sådan er det med Tibet, med Xinjiang, Indre Mongoliet og med Taiwan,« siger han.

Han mener dog, at den virkelige årsag til utilfredsheden skyldes, at mange tibetanere ikke har fået del i den økonomiske vækst.

»Hvis Dong-folket skulle have uafhængighed, ville vi allesammen gå rundt i traditionelt tøj, vi ville ingen veje have, og vi ville være endnu fattigere. Derfor er det lidt bedre at være sammen med kineserne,« mener han.

Han erkender, at det valg langsomt vil erodere den oprindelige kultur. Men det er også et valg, der forhåbentlig vil give hans børn mulighed for bedre uddannelse, gøre hans mors alderdom mere komfortabel, og bringe rigdom til Mengzai.

Hvis altså han kan komme væk derfra, finde et arbejde i Perleflodsdeltaet og spare op.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

På besøg i Mengzai
Landsbyen Mengzai ligger i Guangxi-provinsen, består af ca. 300 huse, og beboerne hører til Dong-folket, som er en etnisk minoritet i Kina.
Se billedserie
Dong-folket
  • Dong er en Kinas 55 officielt anerkendte etniske mindretal.
  • Reelt findes der flere hundrede forskellige etniske grupper
  • Dong-folket udgør 3 mio. af Kinas befolkning på 1,3 mia.
  • Små 9 mio. mennesker kategoriseres som Miao.
  • Dong findes primært i Guangxi, Guizhou og Hunan.
  • Dong-folket har intet skriftsprog. Et latinsk baseret skriftsprog er aldrig slået igennem.
  • Hovederhverv hos dong-folket er landbrug, især avl af ris, tobak og te.
  • Dong er kendt for deres sang-tradition og arkitektur.
  • Kinas etniske minoriteter er undtaget fra etbarnspolitikken.
  • Li Teng, der vandt guldmedalje ved OL i 2004 i synkront udspring tilhører dong-minoriteten.
  • Su Yu, firestjernet general i befrielseshæren, var dong.