Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Ørkenens frontkæmpere

Ørkenspredningen hører til blandt Kinas største miljøproblemer og truer landbrug, byer og selv hovedstaden Beijing. I Ningxia forsøger forskere at begrænse den.

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 21-07-2008

Tengger-ørkenen

20 kilometer inde i Tengger-ørkenens sandede vidder bor to mænd i et gult murstenshus. Dong Shengrong og Li Wenya lever på femte år blandt klitterne i et af jordens mest gudsforladte steder.


Li og Dong
Mændene i Tengger-ørkenens sydkant er nederste led i en kæde af forskningsaktivitet, der har til formål at begrænse ørkenspredningen og i sidste ende vende udviklingen.
Foto: Niels Hougaard

Deres opgave er ene og alene at betjene de måleinstrumenter, som en gruppe forskere fra ørkenforskningscentret i Shapotou har stillet op.

»Denne her måler sandets spredningshastighed,« siger Dong og piller ved et aggregat, der stikker op af sandet.

Det består af en kasse under sandoverfladen og en søjle med huller i, der tillader sandet at blæse ind og samle sig i kassen. Formålet er at måle sandets flugt. Li og Dong skal sikre, at hullerne er vendt mod vinden. Det kræver stadig justering. I øjeblikket blæser sandet forbi.

»Nåja,« siger den ene af de to. »Vinden er lige vendt.«

I et adstadigt tempo graver den ene i sandet med en skovl, mens søjlen vendes med hullerne mod vindretningen.

»Det er kedeligt at bo her, vi har intet at lave. Jo, vi har altså meget arbejde at udføre,« forsikrer Dong.

Vand under sandet
Både han og Li kommer fra en naboprovins, men får kun set familien et par gange om året ved højtiderne.

De to mænd forklarer, at det rent faktisk kan lade sig gøre at leve i ørkenen. I denne del af Tengger-ørkenen på grænsen til provinsen Indre Mongoliet, findes der vand i undergrunden. Efter en nærliggende fabrik lukkede, borede de to mænd en brønd og henter nu vand op fra 80 meters dybde.

Hver femte dag tager Li og Dong ind til Zhongwei, en god halv times kørsel fra forskningsstationen, for at købe mad. Det betaler centret i Shapotou. De betaler også mændenes månedsløn på 1.200 renminbi (840 kr.).

Li og Dong udgør frontlinjen i Kinas kamp mod ekspanderende ørkener. Mændene i Tengger-ørkenens sydkant er nederste led i en kæde af forskningsaktivitet, der har til formål at begrænse ørkenspredningen og i sidste ende vende udviklingen. De to mænd styrer samtlige måleinstrumenter i ørkenen. De sørger for at måle sanddybder, vindhastigheder og sandets flugt gennem ørkenen.

For det meste er de overladt til deres eget selskab og de kaniner, som undertiden nærmer sig huset.

»De er gule lige som sandet. Tidligere så vi også kameler, men de er spist nu, efter at regeringen nedlagde forbud mod, at de kunne græsse,« siger Li.

Forskel på sommer og vinter er som forskellen på dag og nat, forklarer han.

»Om sommeren er overfladetemperaturen i sandet 70 grader, om vinteren kan den komme ned på minus 30.«

Sjældne besøg
Omkring hver 10. dag kommer forskerne fra Det Videnskabelige Center for Ørkenforskning i Shapotou, en halv times kørsel derfra, for at aflæse ørkendata til deres forskning.

Centret ligger på bredden af Den Gule Flod, der hvor floden slynger sig igennem et landskab med sandklitter på størrelse med bjerge på den ene side og gulbrune bjerge på den anden. Det blev åbnet i 1955 i et forsøg på at forhindre ørkenen i at begrave jernbanen mellem byerne Lanzhou i vest og Baotou i øst og har siden da været helt fremme i næsten alle aspekter af ørkenforskningen.


Måleinstrument
»Denne her måler sandets spredningshastighed,« siger Dong og piller ved et aggregat, der stikker op af sandet.
Foto: Niels Hougaard

Der er brug for hurtige gennembrud. Alle Kinas ørkener ekspanderer med en hastighed, der for længst har alarmeret myndighederne. Når sandstormene fyger i Indre Mongoliet, mærkes det også i hovedstaden Beijing. Uheldigvis er ørkenforskning en langsommelig proces. Centret i Shapotou og lignende centre i andre dele af Kinas nordlige og vestlige egne har i over et halvt århundrede brugt sekventiel forskning for at finde frem til metoder, der kan standse sandets flugt. Det er i nogen grad lykkedes. Forskerne er i dag så selvsikre, at de kan standse sandets flugt ved veje og jernbaner, og de er også i stand til effektivt at udpege planter, der kan gro i sandet.

I dag er forskningen i sin femte fase. Liu Bo, en forskningsstuderende fra Lanzhou i naboprovinsen Gansu, forklarer, at centret nu eksperimenterer med beplantning af buske, der skaber en frugtbar skorpe på sandet.

»De partikler findes i sandet, men lægger sig omkring buske, når det blæser. Når denne skorpe er dannet, kan man begynde at plante anden vegetation,« siger han.

Gao Yongping, en forsker med speciale i ørkenens meteorologiske forhold, afholder sig fra at svare på, om forskningen kan være med til at standse ørkenen.

»Det er et alt for stort spørgsmål. I forhold til ørkenen er jeg meget lille,« siger Gao.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Alene i ørkenen
Tenggerørkenen ligger på grænsen til Indre Mongoliet. Her er langt imellem naboerne, men 20 km inde i sandet bor to mænd i et gult murstenshus.
Se billedserie