Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

I tørken blomstrer islam

Nordvestkinas fattige Ningxia-provins er domineret af kinesiske muslimer. Med Kinas reformer har de igen lov at dyrke deres religion - med økonomisk støtte fra Saudi Arabien

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 19-07-2008

Sanying

En efter en rejser de sig i det støvede, golde landskab. Med deres skinnende kupler og farvestrålende tegltage ligner moskeerne små oaser i et landskab af tør, gul jord, som kun de færreste kan vinde kampen mod.


I moskeen
Mænd til bøn i en af byens moskeer.
Foto: Niels Hougaard
 

Menneskene på egnen er vejrbidte og har dybe fuger i ansigterne som de kløfter, der omgiver dem. De er fattige, men kvinderne bærer spraglede tørklæder, og mændenes kalotter holder sig forbløffende hvide, selv om støvet konstant ligger i luften.

Muslimerne bor i den nordvestlige Ningxia-provins, Kinas fattiggård, som kun kan drømme om udviklingen i det sydlige Perlefodsdelta eller skyskraberne i Shanghai. Ningxia har tørke, få naturressourcer og en uheldig geografisk placering. Kun provinsens sydligste del er jorden rigtig frugtbar. Udbuddet af frugt og grønt på markedet er begrænset.

Til gengæld er der gunstige vækstforhold for religionen. I næsten hver eneste landsby i Ningxias centrale bassin, som Morgenavisen Jyllands-Posten passerede, er der gang i byggeriet af de særprægede moskeer, der er en blanding af arabisk og kinesisk byggestil. Kupler og minareter hæftes ubesværet på dragelignende tegltage.

I Sanying alene - en by af hullede jordveje, lerklinede gårde og en enkelt asfalteret hovedgade - findes fire moskeer. En del er finansieret af golfstaterne. Ligesom andre af provinsens bønnesteder får Sanyings ældste moske penge fra saudierne.

»Vi får en del støtte fra muslimerne i Mekka,« forklarer en taknemmelig Ma Jinshou, der er imam i den 180 år gamle moske.

Han er lige færdig med eftermiddagsbønnen. En broget flok på omkring 50 mænd fra menigheden mødte frem til bønnen. Hver med deres særpræg. Både traditionelle kalotter og kasketter accepteres i moskeen. På imamens stumtjener hænger en flot stråhat af samme model, som den Chicagos gangstere har på i amerikanske film. I godt et år har den 38-årige imam stået i spidsen for menigheden, der også selv har bidraget flittigt for at kunne bygge den nye moske, der skulle afløse den gamle.

En tavle ved indgangen fortæller, hvor meget hver familie har bidraget med - de mindste bidrag er på blot 20 renminbi (cirka 16 kroner). De største er på 1000 renminbi. I Sanying svarer det til flere måneders indkomst.

Trods fattigdommen afviser Ma, at Saudi Arabiens mere radikale fortolkning af islam kan slå rod i Kina. En mand som Osama bin Laden har intet publikum i Ningxia, og Kinas regering sørger for, at det alene er pengebeløb - ikke ideer - der overføres til landets muslimer.

Islam er en af Kinas fem officielle religioner, og staten holder systematisk kontrol med imamerne for at sikre sig, at de ikke får så stor magt over sjælene, at det vil true det regerende kommunistparti.

Den strategi ser ud til at lykkes. Ma Jinshou lægger vægt på, at islam er en fredelig religion, og at Kinas muslimer elsker deres land, som alle andre kinesere gør det. Han fordømmer den terror, som fundamentalistiske muslimer udøver.

»Vi tager fuldstændig afstand fra terror som angrebet den 11. september 2001. Det hjælper overhovedet ikke Kinas muslimer - tvært imod. Al den dårlige omtale, det giver, kommer også til at gå ud over os,« siger Ma Jinshou.


Forblæst
Byen består af hullede jordveje, lerklinede gårde, en enkelt asfalteret hovedgade og fire moskeer.
Foto: Niels Hougaard
 

Indtil videre har muslimerne i Ningxia ikke lidt. Islam blev introduceret til Kina så tidligt som år 651, og kinesiske muslimer lever i dag side om side med ikke-muslimer uden større problemer. I Ningxia er det meste kød halal, kvinderne går med tørklæder eller anden hovedbeklædning, og muslimske højtider afholdes uden større problemer.

For en stat, der ikke just kendetegnes ved sin tolerance over for anderledes tænkende, er Kinas behandling af muslimerne i Ningxia ikke desto mindre forbløffende liberal. Siden reformperiodens start i 1978 er situationen kun blevet bedre, mener imam Ma.

I dag vælger menighederne selv deres imamer, siger han, og børnene kan gå i koranskole fra de er ni. Blandt kinesiske muslimer findes også kvindelige imamer. I den nærliggende by Pingliang har de deres egen moske. I Sanying har kvindernes deres egen koranskole tidligt om morgenen.

Afskaffelsen af restriktioner har medført et religiøst boom i provinsen. Imamen roser den nuværende kinesiske regering for at være samarbejdsvillig og åben over for islam. Samarbejdet går så godt, at han gerne medtager regeringens politiske meddelelser til befolkningen i sin fredagsbøn.

Røde repressioner
De relativt frie forhold for muslimerne er ingen selvfølge. I Tongxin ved områdets største moske skiltes der med store bogstaver med, at den røde hær har været forbi. Inden de troende går ind i moskeen, kan de læse opbyggelige citater af formand Mao. I 1958, da Mao lancerede Det Store Spring Fremad, gik det hårdt ud over de muslimske menigheder.

»Moskeerne blev ødelagt, muslimerne blev tvunget til at spise svinekød, imamer blev slået ihjel, og de religiøse symboler skulle erstattes af billeder af formand Mao. Det glemmer vi aldrig,« fortæller Ma Jinshou.

Formand Mao blev hængende i moskeerne helt frem til 1978, da reformerne begyndte. I lighed med tibetanerne, dyrkede muslimerne indtil da deres tro hemmeligt og på trods af regimet.

»Folk bar religionen i hjertet, de bad i stilhed og undgik at skildre offentligt med det.«

I dag vil Ningxias muslimer imidlertid leve deres religion ud. Kun fattigdommen er en begrænsning. I Sanying, en lille by uden bemærkelsesværdige kendetegn, er imamens største ønske flere penge fra staten.

»Det ville være rart, hvis staten kunne støtte os, så vi kunne rejse til Mekka,« siger han.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Muslimerne i Ningxia
De kinesiske muslimer bor i den nordvestlige Ningxia-provins, som kun kan drømme om udviklingen i det sydlige Perlefodsdelta eller skyskraberne i Shanghai. Ningxia har tørke, få naturressourcer og en uheldig geografisk placering.
Se billedserie
Religion i Kina
  • Kina er officielt en ateistisk stat.
  • Landet anerkender officielt fem religioner: Buddhisme, taoisme, islam, katolicisme og protestantisme.
  • Staten holder streng kontrol med kristne præster, imamer og buddhistiske munke.
  • Kinas forhold til Vatikanet er anstrengt, fordi landet ikke vil lade paven udnævne katolske biskopper i Kina.
  • I de seneste år er mio. af kinesere blev medlemmer af kristne undergrundsmenigheder, der som regel tolereres af myndighederne.
  • Det er forbudt for udlændinge at missionere i Kina.
Xinjiang og Ningxia
- Der er store forskelle på myndighedernes håndtering af islam i Ningxia-provinsen og den vestlige Xinjiang-provins. Mens Ningxia primært er befolket af hui-muslimer - en minoritetsgruppe, der er etniske kinesiske - er muslimerne længere mod vest såkaldte uighurer. Uighurerne er et tyrkisk talende folkeslag, der historisk set har boet i spændingsfeltet mellem Kina og Centralasien, men som i dag er en del af Folkerepublikken.

- I modsætning til hui-muslimerne har uighurerne talrige gange gjort oprør mod kineserne. Det har gjort Beijing yderst påpasselig over for minoritetsgruppen, og religionsdyrkelsen i Xinjiang-provinsen er langt mere restriktiv end i Ningxia.

- I Xinjiang holder sikkerhedsmyndighederne skarpt øje med imamer såvel som de personer, der går til bøn. Oftest kan kun mænd over 18 år deltage i bønnen. Xinjiangs moskeer har i modsætning til Ningxias ikke lov til at kalde til bøn med højttalere. Og de relativt få koranskoler, der findes i Xinjiang, kan kun undervise voksne over 18 år.

Det forventede mylder i Beijings offentlige transportsystem ...
Det forventede mylder i Beijings offentlige transportsystem har fået bystyret til at udstyre alle gravide kvinder med et skilt: "Jeg skal være mor", står der. Det er frivilligt for kvinderne, om de vil bære det, men håbet er, at det kan skaffe dem siddeplads i bus eller metro.
En særlig grøn kasse er lokkemidlet ...
En særlig grøn kasse er lokkemidlet hos et supermarked i Shanghai for at få kunderne til at medbringe deres bæreposer selv. Butikken reklamerer med, at kunderne kan komme hurtigt igennem den grønne kasse.