Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Den gamle mand og hæren

Liu Jiaqi sluttede sig til Mao, Deng Xiaoping og Den Røde Hær som 17-årig og var med på Den Lange March. Som 96-årig var han igen i landets tjeneste, da han førte den olympiske ild gennem Kinas røde hovedstad, Ruijin.

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 04-07-2008

Ruijin

Da Liu Jiaqi tog de første skridt ud af Ruijin, anede han ikke, at han marcherede ind i verdenshistorien. Den unge Liu havde som 17-årig sluttet sig til Mao Zedongs Røde Hær, og fem år senere var kommunisterne på flugt bort fra deres base i området.


I uniform
Uniformen fra Den røde hær passer stadig.
Foto: Niels Hougaard

Sammen med Mao Zedong gik Liu Jiaqi de allerførste skridt på Den Lange March - en militær tilbagetrækning, der ville vare over et år og ende med kommunisternes sejr over nationalisterne i 1949.

I dag er den 96-årige veteran fra Den Røde Hær en af de få tilbageværende soldater fra Den Lange March. Liu Jiaqi bor i et beskedent hus i fødebyen, Ruijin, en lurvet provinsby der i dag er bedst kendt for sin rolle i partihistorien. Her begyndte Den Lange March. Her begyndte Maos kommunistiske Kina.

Liu Jiaqi var med fra starten og har været det lige siden, og i det spartanske hjem i Ruijin er historien ikke glemt. På en væg i bryggerset hænger de autoriserede portrætter af Kinas gamle revolutionære ledere - Mao, Zhu De, Zhou Enlai og Deng Xiaoping - som Liu har tjent og stadig ser op til.

»Jeg betragter dem stadig som mine kolleger,« forklarer han, mens han kommanderer gæsterne rundt, som aldrende kinesiske værter har det for vane.

På en anden væg hænger billeder af Liu med sine kolleger i Kinas politistyrke i 1960'erne og 1970'erne. I Lius soveværelse og kontor hænger billeder af familien; af barnebarnet, der studerer til en ph.d. i laserteknologi i USA; af Liu Jiaqi sammen med Kinas forhenværende præsident, Jiang Zemin; samt digte, kalligrafier og et blyantportræt af ham selv.

Seneste trofæ på væggen er to hvide rygnumre med tallet 178. Det hang på Liu, da han i maj førte den olympiske fakkel gennem Rujin - den næstvigtigste march i nyere kinesisk historie, og en begivenhed, der gør den 96-årige krigsveterans liv til et enestående billede af Kinas rivende udvikling i det seneste århundrede.

Møde med kommunismen

Det var langt fra givet på forhånd, at Kina skulle ende med et kommunistparti i spidsen. Den 17-årige Liu Jiaqi var skrækslagen, da Kinas kommunistiske guerillastyrker, Den Røde Hær, i 1929 nærmede sig Ruijin. Med nationaliststyrkerne fra Kuomintang i hælene rykkede kommunisterne frem mod hjembyen, og krigshandlingerne kunne betyde overgreb på civilbefolkningen. Ingen turde vove sig ud.

»Derfor så jeg ikke Den Røde Hær ankomme, men jeg vidste, at de var her, for de var på flugt fra nationalisterne,« fortæller Liu i dag.

Befolkningen var i vildrede. Kina i mellemkrigsårene var plaget af anarki, usikkerhed og krig. Fraværet af en stærk centralmagt gav frit spil til lokale herremænd, røverbaroner og krigsherrer. I Ruijin var der ingen grund til at tro, at kommunisterne var anderledes.

»Men Den Røde Hær havde bannere med mange slagord. På ét af dem stod der: "Vi støtter arbejdere og bønder. Vi betaler otte yuan om måneden." Da vidste jeg, at de var på min side, og at der ikke var grund til at være bange,« fortæller Liu.

Uden at orientere sine angste forældre forlod han i al hemmelighed sit hjem for at slutte sig til guerillastyrkerne.

Efterrationalisering

For Liu Jiaqi blev det begyndelsen på fem års krig mod Chiang Kai-sheks nationalister forud for verdenshistoriens længste tilbagetrækning. Efter fire forgæves forsøg på at udrydde kommunisterne i det sydlige Kina fra 1930 til 1933, lykkedes det i 1934 endelig Chiang at omringe de røde i deres base, den såkaldte Jiangxi-sovjet, hvis hovedstad var Liu Jiaqis hjemby.

Kommunisterne overvejede, hvordan man skulle klare sig mod de overlegne styrker, og ledelsen besluttede sig for at forsøge at bryde igennem nationalisternes ring, ca. 50 km vest for Ruijin. I oktober lykkedes det små 90.000 tropper at gennembryde nationaliststyrkernes fæstningsværker og flygte mod syd og dernæst mod vest. Liu var én af dem. Den Lange March var begyndt.

Marchen er i dag både én af militærhistoriens største og vigtigste retræter og én af dens største efterrationaliseringer. Den Lange March var som militærstrategi i bund og grund en fiasko, der kostede tusinder livet og nær havde udryddet kommunismen i Kina. Men det var også den begivenhed, der gav de tilbageværende kommunister styrken og legitimiteten til at vinde krigen mod nationalisterne.

Marchen behandles i dag som de godes sejr over de onde og bruges af det officielle Kina som et eviggyldigt eksempel på Kommunistpartiets forsyn og visdom. Virkeligheden i 1934 så anderledes ud. Liu Jiaqi smiler ad spørgsmålet om, hvordan Den Lange March begyndte.

»De kaldte det ikke Den Lange March. De sagde bare, at vi skulle trække os tilbage,« siger krigsveteranen om den historiske begivenhed.

Lius lange march

Liu Jiaqi nåede ikke langt. Halvanden måned senere blev han såret under slaget ved Xiang-floden, et af de største slag overhovedet under Den Lange March. Op mod 30.000 soldater og civile bærere blev såret, dræbt eller deserterede. Liu blev skudt i foden, men blev reddet af en barmhjertig bondefamilie i bjergene, der bar ham i sikkerhed og plejede ham, indtil han var rask.

»Jeg var i koma, men jeg har fået at vide, at fire soldater bar mig af sted til en bonde. Kuomintang var efter os og søgte i hele huset, men bonden gemte mig. Han behandlede mig som sin egen søn,« fortæller Liu Jiaqi og tager højre sko af for at vise arret efter skudhullet i vristen - en skade, der stadig indimellem volder smerter.

Først efter halvandet år var foden helet tilstrækkeligt til, at Liu kunne gå ud. Han måtte ernære sig som skrædder, traditionelt ét af de laveste erhverv i Kina. Turen hjem til Ruijin tog fire måneder. Takket være krigsskaden avancerede han til lokal partisekretær og blev dernæst en del af politistyrken i den nærliggende by, Ganzhou.

Kina efter kejseren

Den forhenværende politimand, der gik på pension i 1975, er på mange måder selve personificeringen af den fantastiske udvikling, Kina har været igennem, siden Liu blev født. I 1912 befandt Kina sig officielt i sit første år af republikken efter i flere tusinde år at have været regeret af skiftende kejserdynastier.

Da republikken efter få år mislykkedes, blev landet kas 8 tet ud i næsten tre årtier med borgerkrig, japansk besættelse og anarki, hvor ingen centralmagt formåede at skabe orden. Først i 1949, hele 20 år efter Liu først havde sluttet sig til Den Røde Hær, blev Kina igen samlet under én magt, ét parti og én mand: Formand Mao.

Adskillige møder med Formanden, mens Liu Jiaqi tjente i Den Røde Hær, står tydeligt i erindringen.

»Han var høflig, intelligent og tynd,« siger Liu, som gentagne gange understreger, hvor simpelt og nøjsomt de kinesiske ledere levede.

Det er en beskrivelse, der går igen i Ruijins museum om tiden før og under revolutionen. Der, hvor Den Lange March begyndte, i et hus i bakkerne uden for byen, kan man besigtige de spartanske soveværelser og lade sig beånde af det sted, hvor formand Mao læste.

Ifølge Liu er det den fulde sandhed. Års ideologisk af- og ensretning har givet Liu svar på rede hånd til næsten alle spørgsmål. Som statsanerkendt koryfæ er han vant til den kinesiske, statskontrollerede presse og i løbet af interviewet skifter han til sin blå veterandragt af bomuld. Svarene indeholder ikke skyggen af kritik.

Nød og reformer

Liu erkender dog, at nøden ikke var overstået med oprettelsen af Folkerepublikken i 1949 - selv med en så dygtig strateg som Mao Zedong i spidsen. Det Store Spring Fremad, Maos katastrofale forsøg på kollektivisering af landbrugene, der førte til hungersnød, husker Liu svagt:

»Man skulle købe alt med rationaliseringsmærker,« siger han og antyder, at opbyggelsen af socialismen var ét stort eksperiment udført af ledere, der primært havde ledererfaring fra 20 års guerillakrig.

»Man skal huske på, at Kommunistpartiet under Mao ikke vidste, hvordan man skulle konstruere socialisme. Det var som at bygge et nyt land op,« tilføjer han og springer let og elegant hen over Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976.

I stedet giver han et klokkeklart svar på, hvornår det blev bedre.

»Det gjorde det med Deng Xiaopings reformer,« siger den 96-årige med en forbløffende klarhed.

Liu kendte Deng fra sin tid i Den Røde Hær, og han beskriver ham som »en kat« - en beskrivelse, der antyder dygtighed og snilde. Det er den snilde, der i dag har gjort det muligt for Kina at afholde De Olympiske Lege - en begivenhed som i Kina ses som landets oprejsning efter 150 års kolonisering, ydmygelse og armod.

For Liu Jiaqi, en af de få tilbageværende mennesker, der var med, da Kinas lange march mod national samling, modernitet og velstand begyndte i oktober 1934, er reformerne den rette vej. Den kapitalisme og økonomiske frihed, som Kina i disse år oplever, er nødvendig. Men den er kun endnu et skridt mod den endelige, uundgåelige kommunisme.

»Vi er et socialistisk land. Lige nu er det nødvendigt med udviklingen. Men kommunismen kommer en dag,« siger veteranen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Veteranen
Liu Jiaqi er veteran fra Den røde hær og deltog i Den lange march. JP Explorer mødte ham i hans hjem i Ruijin.
Se billedserie
Den Lange March
Den Lange March var en forlænget tilbagetrækning.

Militæraktionen varede 370 dage fra 16. oktober 1934 til 22. oktober 1935.

Marchen startede i Yudu, nær Ruijin, og endte i Yan'an i Nordvestkina.

Forskellige divisioner af Den Røde Hær vandrede hver især mere end 6.000 km.

Marchen gik igennem nogle af Kinas fattigste og mest øde og barske naturområder.

Under hver 10. af de omkring 90.000 personer, der indledte marchen, endte i Yan'an.

Under marchen tilkæmpede Mao Zedong sig magten i Kinas Kommunistparti.

I Ruijin passes der godt på fortiden
I Ruijin passes der godt på fortiden. Byens mindemuseum fra 1958 har en samling på hele 10.265 genstande med relation til Den Røde Hær og begyndelsen på revolutionen. Uden for byen kan man besigtige basen, hvorfra Den Lange March udgik.
Da den olympiske fakkel passerede Ruijin ...
Da den olympiske fakkel passerede Ruijin i maj, blev højtideligheden indledt med stilhed for at mindes ofrene for det gigantiske jordskælv, som kort forinden havde rystet Kina. En af bærerne, 15-årige Qui Lixing, der lider af en hjertesygdom, satte sin fakkel på auktion.