Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Lillesøsteren

Zhang Ying er et brud på Kinas etbarnspolitik. Hun er lillesøster, og hendes forældrene har knoklet for at kunne forsørge hende. I dag er hun medlem af Kommunistpartiet og støtter etbarnspolitikken.

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 10-07-2008

Guilin

Zhang Yings forældre måtte betale 800 renminbi, to sække ris og en gris for at få tilladelse til at føde hende.


Zhang Ying
Zhang Ying er født på landet. Forældrene håbede, at hun blev en dreng.
Foto: Niels Hougaard

Så meget vurderede de lokale myndigheder i den centrale Hunan-provins i 1984, at et barn nummer to var værd. Vel at mærke en dreng.

Forældrenes førstefødte havde været en pige, derfor var det prisen værd at tage chancen.

»Naboerne sukkede og udtrykte deres medfølelse, da de hørte, at jeg var en pige,« fortæller Zhang Ying 24 år senere.

Dermed havde familien ikke bare én, men to piger at forsørge. De var kommet til verden samtidig med starten på de spæde markedsreformer i Kina, mindre end et årti efter at landet var kommet ud af Kulturrevolutionens mørke. Der skulle gå 12 år, før forældrene fik de officielle papirer i orden på barn nummer to, og indtil da måtte de selv betale for hendes skolegang.

Zhang Ying var en dyr fornøjelse for familien.

I dag er hun fast besluttet på at betale gælden fra sin egen fødsel tilbage. Hun er netop blevet færdig med universitet i Beijing og er klar til at søge arbejde og tjene tilstrækkeligt til, at hun kan hjælpe sine forældre. Hun ved, hvad forældrene har givet.

Barndomshjemmet var præget af fattigdom og moderens opofrelse. Faderen arbejdede på kontoret i et gymnasium, men lønnen var langt fra tilstrækkeligt til at forsørge den hjemmegående hustru og de to døtre. Han tjente ekstra ved at sælge sengelinned til kostskoler og ved at køre taxa.

Zhang Ying fortæller, at moderen stadig i dag har søvnproblemer, fordi hun i to år satte alt til side, for at døtrene kunne yde det optimale op til den afsluttende studentereksamen. Det indebar blandt andet, at hun afbrød sin nattesøvn for at hjælpe med lektierne, og at hun stod tidligt op for at give dem morgenmad.

»Det sidste år i gymnasiet er ualmindeligt hårdt for kinesiske elever. Det afgør, om du kan læse videre, og hvor du kan læse videre,« forklarer Zhang Ying.

Hun stod op hver morgen klokken 6.30 og mødte i skolen en time senere. Den første halve time gik med at repetere lektier, inden undervisningen gik i gang klokken otte. Skolen blev afbrudt af en times middagspause ved 12-tiden, hvorefter undervisningen fortsatte til klokken 18. Zhang Ying kunne lige nå hjem at spise aftensmad, før aftenlektionerne gik i gang ved 19-tiden. Klokken 22 var skoledagen forbi, og så blev der læst lektier til langt over midnat.

»Nogle gange kom min mor og vækkede mig, fordi jeg sad og sov ved skrivebordet. Det sidste skoleår er virkelig hårdt, men alle skal igennem det. Min historielærer sagde til os, at hvis vi ikke hang i, ville vi få et miserabelt liv. Det tænker jeg tit på. Jeg vil være en af de bedste,« siger hun.

Zhang Ying klarede sig fremragende. Hun blev nummer et på sit gymnasium, og efter de nationale optagelsesprøver fik hun plads på Kinas Kommunikationsuniversitet i Beijing. Men hun så ikke meget til storbyen. Sliddet fortsatte. Zhang valgte at tilbringe al sin tid på universitetets læsesal. Under et udvekslingsophold i 2006 i Storbritannien, havde hun knapt tid til at opleve landet. Stipendiet skulle udnyttes til det yderste.

Præmien for flittigheden er et i Zhang Yings øjne ærefuldt medlemskab af Kinas kommunistiske parti. Hun gennemgik partiskolen allerede i gymnasiet, men blev først medlem i 2005, fordi hun var yngre end sine kammerater. På spørgsmålet om, hvad hun gerne vil forandre ved partiet, forklarer kommunikationskandidaten, at hun vil ændre den ideologiske skolings form, som hun finder uendelig kedelig. Indholdet mener hun ikke, der er noget i vejen med.

Bortset fra at hun har en storesøster, ligner den 24-årige kandidat dermed på mange måder de millioner andre studerende, der lige som hende har arbejdet målrettet på at få en uddannelse og tjene deres land.

Studenterprotesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 er effektivt blevet skrevet ud af historien, og mange på Zhang Yings alder har ikke hørt om dem. Datoen 4. juni, dagen, da militærets kampvogne rykkede ind på pladsen og efterfølgende dræbte et ukendt antal personer, siger hende ikke noget.

Zhang Ying er derimod stolt af Kinas historie - i hvert fald den del af historien, hun har kendskab til - og hun er særlig stolt af at være kommet til verden i Maos fødeprovins.

»Formand Mao var fantastisk. Han gav os alt det nye. Var det ikke for ham, ville vi være undertrykt af japanerne. Ok, kulturrevolutionen var en fejl, og det er en skam, at vi ikke er mere åbne omkring, hvad der foregik,« siger hun.

Alt det, Vesten forbinder med demokrati, åbenhed, ytringsfrihed og menneskerettigheder, står i hendes optik ikke øverst på prioritetslisten. Zhang Ying vil bruge sit partimedlemskab til at forbedre levestandarden.

»Jeg tror, at folk er ligeglade med hvilket parti, der styrer landet, så længe de har det godt,« siger hun.

Med det hårde program, Zhang Ying har fulgt, har der selvsagt ikke været tid til at forelske sig. Hun har aldrig haft en kæreste, og hun er i dag rigtig glad for, at hun ikke er enebarn.

»Min søster arbejder som lærer i Shenzhen tæt ved Hong Kong. Hun er heller ikke gift, men hun er ældre, så det er hende, mine forældre er efter. Men så snart hun bliver gift, klapper fælden om mig.«

Zhang Ying mærker allerede presset, når hun ringer hjem et par gange om ugen.

»Min mor har altid travlt med at fortælle, hvilke piger i nabolaget, der er yngre end mig, og som er gravide,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvor mange børn, hun selv vil have, svarer hun, at det er alt for tidligt at tage stilling til. Først skal hun lige finde en kæreste, og det haster ikke. Indædt modstander af etbarnspolitikken er hun imidlertid ikke.

»Det er en overtrædelse af menneskerettighederne. Man burde selv kunne vælge, hvor mange børn, man vil have. Men jeg støtter etbarnspolitikken i den nuværende situation. Vi kan ikke være så mange,« siger hun og tilføjer: »Og det skulle komme netop fra mig. Barn nummer to.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


En dyr lillesøster
Foto: Niels Hougaard

Kinas etbarnspolitik
  • Etbarnspolitikken blev indført i 1982 for at begrænse den stigende befolkningstilvækst.
  • Kina siger selv, at reglen har begrænset befolkningstilvæksten med flere hundrede millioner.
  • Etbarnspolitikken medførte i starten tvangsaborter og sterilisationer, men en sådan praksis er ikke længere udbredt.
  • Etbarnspolitikken har virket bedst i byerne, hvor det er muligt at straffe forældre økonomisk, hvis de får flere børn.
  • På landet anses det for vigtigere at få en søn, og her har man generelt mulighed for at få barn nr. to, hvis den førstefødte er en pige.
  • Etniske minoriteter er undtaget fra etbarnspolitikken.
  • Under jordskælvet i maj fik alle forældre, der havde mistet deres eneste barn, tilladelse til at få et til.