Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Den hedder Sars

Alt kan spises i Guangdong. Trods udtrykkelige forbud og forsikringer fra de kinesiske myndigheder kan man fem år efter sars stadig købe det dyr, der gav menneskeheden sygdommen sars.

Af JES RANDRUP og JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 06-07-2008

Shaoguan

På markedet i Shaoguan har ejeren af boden svar på rede hånd, da vi spørger om navnet på det lille hvidmaskede bæst, der hvæser hidsigt i sit bur.


Et betydningsfuldt dyr
Her er dyret, der er udpeget som ophavsdyr til den frygtede sars-virus. Den hedder en maskepalmerulle og en delikatesse, som i dag går for godt 240 renminbi (168 kr.) kiloet på markedet i Shaoguan.
Foto: Niels Hougaard

»Den hedder sars,« siger han med et skævt grin.

Sars er intet kæledyr. Sars er en maskepalmerulle og en delikatesse, som i dag går for godt 240 renminbi (168 kr.) kiloet på markedet i Shaoguan. Det er også det dyr, der er udpeget som ophavsdyr til den frygtede sars-virus, som dræbte 349 mennesker i Kina og yderligere 299 i nærliggende Hong Kong. Tusinde andre blev smittet, og en kinesisk sundhedsminister mistede jobbet, fordi han blev udpeget som syndebuk, da den kinesiske regering blev taget i at lyve om omfanget af epidemien.

Efter sars-udbruddet i 2002 og 2003, svarede myndighederne igen med at slagte 10.000 stykker af arten og forbyde salg af vilde dyr på Guandong-provinsens markeder - især salg af maskepalmerullen, der er i familie med desmerdyret. Myndighederne bedyrer i dag, at dyret ikke længere findes.

Hemmelige menukort

Men kantonesernes særlige hang til at fortære mærkelige dyr lader sig ikke fornægte. Også i denne del af Kina har administrative forbud måttet vige for markedskræfterne, og en tilfældig taxachauffør finder ubesværet frem til ét af Shaoguans kødmarkeder, hvor salg af maskepalmerullen foregår helt åbent.


Klargjort fjerkræ
Alle dyr er til salg på markedet i Shaoguan i Guangdongprovinsen i det sydlige Kina.
Foto: Niels Hougaard
 

Største forandring efter sars-udbruddet er menukortene på byens restauranter. Officielt byder de hverken på desmerdyr, vaskebjørne, vildsvin eller dådyr, men spørger man efter delikatesserne, fiskes det ekstra, håndskrevne menukort beredvilligt op ad inderlommen. På én velrenommeret restaurant i Shaoguan fraråder servitricen at bestille kat, fordi det betragtes som et varmt dyr.

»Kat og hund er ikke sundt om sommeren,« forklarer hun.

På markedet har de en anden opfattelse af den sag. En stor velvoksen hund er netop gået for 800 renminbi (560 kr.), og sælgeren - en yngre fyr i nystrøget, hvid skjorte - hjælper med at slæbe den væk i et trådbur med hjul.

»Man kan spise hund hele året,« fastslår han og kigger på familiens pekingeser, der lige har fået hvalpe og bestemt er uegnet som menneskeføde.

Hvalpe til salg

Kærligheden til dyr udmønter sig på mange måder. Rundt om hjørnet ligger en gruppe legesyge hvalpe i et bur og venter på deres skæbne. 30 kr. stykket og så godt som grydeklare. Ligesom kattene, slangerne, frøerne og fiskene er de garanteret liv, til gryden sættes over ilden.

I det kinesiske køkken skal dyrene helst være levende så længe som muligt forud for tilberedningen. Genoplivningsforsøg af fisk er ikke unormalt, og en særlig fiffig sælger har udstyret sine spande med en pumpe, som han bærer på ryggen - en salgsfremmende foranstaltning, der om ikke andet bevirker, at fiskene ser levende ud.

Skildpadderne får en over nakken og afskjoldes levende, inden de langes over til kunderne. De er undtaget fra forbuddet mod at sælge vilde dyr og findes ligesom slanger og frøer i rigt mål på markedet.

Fra boderne høres grynten fra vildsvin, som brutalt hives ud af burene og bliver banket ind i andre bure, når de skifter ejer. Katte hvæser arrigt. Maskepalmerullen kæmper for at undgå sin skæbne, da sælgeren vil mase ham ned i en sæk. Det er en kamp, der på forhånd er dømt til at mislykkes på trods af, at den har myndighederne på sin side. Sækken vikles sammen, og dyret proppes ned til fire andre lidelses- og artsfæller i en kasse af flamingopap.

»De bliver fanget i bjergene af bønder, der leverer dem hertil. De fleste er forudbestilt af restauranterne,« siger sælgeren.

»Vi kan få fat i næsten alt.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Markedsliv
JP Explorer besøgte et marked i Shaoguan i Guangdong-provinsen. Markedet var et af dem, hvor sygdommen Sars brød ud. Det er blevet forbudt at sælge de vilde dyr, der bragte sygdommen med sig, men de sælges stadig på markedet.
Se billedserie