Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Hvor er kamelerne?

I en udtjent jeep, som nægter at starte, og som kun kan bremse, når det går op ad bakke, sidder det, der engang var en stolt hær.

Af Jes Randrup, Jette Elbæk Maressa og Niels Hougaard

Publiceret 20-07-2008

Tengger-ørkenen

Agitprop Niels er svundet ind til næsten igenting og må klamre sig til forsædet for ikke at flyve ud af bilen, som den lokale chauffør i høj hastighed lader flyve gennem sandet.

Niels har ikke fået frokost.

Bag ham må Jette bruge hele to hænder til at hænge sig fast. At hun klamrer sig til bilen skyldes ikke så meget det faktum, at hun er ved at falde ud, som frygten for, at hun bliver solgt.

Niels forsøgte engang at sælge Jyllands-Postens Mellemøstkorrespondent, Sanne Gram, for syv kameler. Sult gør meget ved en tidligere Hirtshals-dreng. Han er utilregnelig. Og han kan godt lige kamelkød.

Synet af de to er dog intet at regne mod formandens. For at beskytte sig mod den stærke sol i ørkenen, har han iført sig en lyserød polo shirt. Som turen skrider frem, antager hans hud samme kulør som t-shirten. Ydmygelsen er total, da han får en bøllehat med teksten Guilinchina på hovedet.

Han er blevet tvunget på ørkentur. En fraktion, bestående af de to rotter i hæren, insisterede på, at de ville se, hvad der ligger på den anden side af Den Store Mur.

»Sand,« svarede Jes, »der bor ingen mennesker, der er ikke noget eventyr. Lad os tage videre.«

Niels og Jette blev stædige. Altid havde de drømt om at se Mongoliet. Nu stod de på grænsen til Indre Mongoliet, og skulle en formands angst for UV-stråler så hindre det. Aldrig i livet.

»Selvfølgelig bor der mennesker i ørkenen,« fremturede Niels, »og du har desuden selv lovet os, at vi ville se kameler i Kina.«.

I et desperat forsøg på at undgå køreturen, forsøgte formanden at spise mandskabet af med en bunke sand uden for Zhongwei.

I denne mikroskopiske ørken omgivet af solidt hegn gik der ganske rigtigt kameler med ivrigt fotograferende kinesere mellem puklerne. Endnu et påfund i Kinas spirende turistindustri.

De nummererede kameler svarede ikke til Niels' forventninger om et rigtigt Explorer-eventyr. Resolut satte han formanden fra bestillingen og kommanderede chaufføren nordpå..

»Mongoler bor ikke i sand. De bor på græsstepper,« lød det fra den påståelige formand, mens han trak polokraven længere op om halsen.

Niels og Jette satte kamelblikket på. Desværre endte turen uforløst. Måske havde formanden ret. Der er ikke kameler i den del af ørkenen, men inderst inde glæder Jette sig en lille smule over kamelernes fravær. Hun er stadig med på den lange march.

Gem eller send Logbog


I ørkenen
Explorerholdet gør holdt i Tengger-ørkenen på jagt efter kameler.
Foto: Niels Hougaard