Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Lastbil - nu med kran

Monotonien, matheden og modløsheden har ramt marchen. Formanden har dekreteret, at næste mål er hele to dagsmarcher forude. Klynk hjælper ikke.

Af Jes Randrup, Jette Elbæk Maressa og Niels Hougaard

Publiceret 16-07-2008

Fengxian

Monotonien, matheden og modløsheden har ramt marchen. Formanden har dekreteret, at næste mål er hele to dagsmarcher forude. Klynk hjælper ikke.

»Vær I glade for, at vi har valgt en østligere rute end Mao. Da Folkets Befrielseshær krydsede bjergene, gik ruten over vildsomme bjerge og gennem sumpområder. Adskillige mænd gik tabt,« belærer han.

Formanden lokker med, at turen bliver en naturoplevelse.

Voldsom trafik
Der ér flot, hvor vi kører. Problemet er blot, at man for det meste ikke kan se noget. En bro er brudt sammen et andet sted i provinsen, og den rute, vi har lagt, er blevet lastbilernes foretrukne korridor. Mellem disse overbelæssede kæmper virker Pajeroen skrøbelig. Koldsveden pibler frem, da chaufføren hugger bremserne i.

Forude hænger en sammenmast lastbil og dingler i en kran. Under den er et dybt hul i vejen. Det kunne have været os, der var havnet i hullet. Langt værre er det imidlertid at betragte bjærgningen. Mens de mange tons jern hænger et par meter over jorden, kravler et par mand rundt under lastbilen for lige at stramme remmen en ekstra gang og sparke en sidste gang til dækkene.

Formanden tvinger chaufføren til at skyde genvej gennem rismarkerne for at undgå køen. Og endnu en gang redder chaufføren et menneskeliv, da en kvindelig motorcyklist pludselig dukker op foran kængurubøjlen. Hun undviger med mindst mulige margin.

Efter dobbeltdramaet genfinder monotoniens rumlen sig i bilen. Sløvt sidder vi med hver vores tanker og funderer over de pudsigheder, vi har iagttaget på små to ugers march, der har ført os gennem det halve Kina: Landskabet er skiftet, menneskenes udseende er skiftet, maden er skiftet, og byggestilen er skiftet. Men noget synes at være konstant, uanset hvor i Kina, man befinder sig.

Lastbiler er blå
Jette undrer sig over, at samtlige hjemmemalede reklameslogans på husmurene i Kinas landsbyer er malet i den samme køkkenblå farve.

»Måske har de ikke andre farver. Der er ligesom lastbilerne. De er også altid køkkenblå,« funderer hun.

Manden med det grafiske talent mener ikke, hun har set ordentlig efter.

»Lastbiler er lilla,« vrisser han.

»Sødeste Niels, lastbiler er da blå,« svarer Jette blidt.

Det udvikler sig til et mindre skænderi. Niels har i to uger bidt mærke i, at de fleste lastbiler har én kulør. De er lilla, hvad enten de kører med svin, halmballer, bambusrør eller kyllinger.

I en god halv time tæller de to granvoksne mennesker blå og lilla lastbiler, mens de skændes om definitionen på "en lastbil". Eksistentielt bliver det aldrig. Efter en god begyndelse for Jette triumferer Niels med tællingen af adskillige hundrede lilla lastbiler, (han fortsætter længe efter konkurrencen er slut).

Derefter begynder han at hovere.

»Lastbiler har den farve, lastbiler skal have,« siger han.

Gem eller send Logbog


Logbog 13
Væltet lastbil på vejen mellem Chengdu og Fengxian.
Foto: Niels Hougaard