Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Tredje halvleg i overtid

En sund sjæl i et sundt legeme udgør fundamentet i formandens livsfilosofi.

Af Jes Randrup, Jette Elbæk Maressa og Niels Hougaard

Publiceret 13-07-2008

Chongqing

Han har engang set et tv-program om, hvordan kinesiske gymnastikbørn bliver strakt og bøjet til guldmedaljehåb, og forud for dagens reportage om en gymnastikskole har han besluttet at bekæmpe den snigende fedladenhed, der har indfundet sig hos undersåtterne.

Selv mener han, at gårsdagens badetur i Yangtse må være tilstrækkelig og begynder i stedet at tale om sin sportslige fortid. Dagens fysiske øvelser henlægges til baren, hvor fjernsynet er tunet ind på Kinas nye 24-timers sportskanal.

»Jeg elsker sport,« siger formanden og tømmer en fadbamse

Så beretter han om, at han i gymnasiet begyndte at råbe og skrige i idrætstimerne, når der skulle spilles volleyball, og pigerne ugideligt lod bolden plumpe ned en halv meter fra deres urokkelige ståsted. Han tog også fodboldstøvler på, når de skulle spille rugby, så han kunne stå bedre fast og jorde resten af holdet, inklusive pigerne og læreren, der blot havde medbragt løbesko.

»De forstod ikke vigtigheden af at vinde. Det er jo ikke til at holde ud,« siger han.

Fotograf Niels gør oprør. Han er principielt modstander af sport og får rutinemæssigt langskud lige ind i linsen, når han er på fodboldopgave bag målet i Idrætsparken. Ikke at han er ueffen. Da han og en kammerat spillede frisbee, lykkedes det ham at få en freebee til at passere gennem en kørende bil med åbentstående vinduer.

»Det levede jeg højt på den sommer,« erindrer han.

De to andre er behørigt imponeret. Niels bestiller en ny fadbamse til sig selv og Jes.

I mangel af lignende bedrifter må politkommissær Jette udsætte drikkeriet og hyggen og lydigt piske frem og tilbage i hotellets svømmebassin. Hygiejnen er helt i top. Badehætte er påkrævet og for at gæsterne ikke skal spytte i vandet, har hotellet opstillet spytbakker langs bassinkanten, som kineserne højlydt spytter deres grønharkere i. Nogle gange rammer de bakken, andre gange Jette.

Efter reportagen senere på dagen, bliver Niels alligevel grebet af sportsiveren. Han foreviger to yndefulde kvinder, der øver sig i synkron softballtaichi uden for gymnastikhallen. Jette forivrer sig og tager bat og bold fra den ældste af damerne, men glemmer at boldspil aldrig har været hende. Når de gode sagde, at det var "os mod lortet" var hun altid på sidstnævnte hold, og i udehåndbold i Spangsbjerg Idrætsforening gik hendes eneste målforsøg ud over en uskyldig tilskuer, der troede, han havde fundet en ståplads i sikker afstand fra målet. Efter fyrre ynkelige forsøg med softballtaichi giver hun op. Jes er i mellemtiden forsvundet ind i en butik for at købe en piratkopieret DVD, der skal kværnes samme aften. Han er bagud med arbejdet på grund af sporten. Den tredje halvleg synes at være kommet ud i uendelig overtid.

Gem eller send Logbog


Tredje halvleg i overtid
De to kinesiske kvinder er indbegrebet af ynde og rytme, når de øver sig i synkron softball-tai chi, som især dyrkes af ældre damer i Kina.
Foto: Niels Hougaard