Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Flad fornemmelse i bjergene

Fladt baghjul. Øsende regnvejr. Langt til næste by. Det er nu modet og den revolutionære slagsang skal findes frem.

Af Jes Randrup, Jette Elbæk Maressa og Niels Hougaard

Publiceret 10-07-2008

Mengzai

»Modgang eller ej
Tænk på det igen og igen
På Den Røde Hærs lange March.
På de 25.000 li.«

Lige nu synes blot en enkelt li, omkring 500 meter, uoverkommelig. Vores hvide rovdyr af en firehjulstrækker humper af sted med en solid bolt i højre baghjul. Bag os har adskillige hårnålesving gjort, at marchdeltagerne vælter ud af bilen en efter en, kridhvide i hovedet og med mærkelige fornemmelser i maven.

Eneste mulighed for overlevelse er at fraternisere med de lokale. En venlig teplukker tilbyder den udmarvede trop ly for natten.

Våde og forkomne ser vi på, at chaufføren skifter hjul. De hvide handsker er for en stund lagt til side, og også den hvide t-shirt smides, mens hans bakser med reservehjulet. Regnen står ned i tove.

Heldigvis står vi i tørvejr under et halvtag, og chaufføren bliver kun lidt våd takket være en paraply, som landsbyens eneste punker springer ud med.

Han virker glad over, at der omsider sker noget. Mengzai ligner ikke umiddelbart stedet for rebelske typer. At besætte et hus her er ingen udfordring. Mange står alligevel tomme, fordi beboerne er rejst efter industrieventyret i storbyerne. Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) har efter en rejse til Riget i Midten begejstret forklaret, hvordan det kan gå til:

»De står ikke stille ude i Kina.«

Chaufføren virker blot glad for, at han skal tilbage til storbyen for at skifte hjul.

»Vi ses i morgen,« siger han og kører væk.

Vores nattelogi er et typisk træhus. Vi får tildelt to træbænke, og sender venlige tanker til præsidentsuiten i den revolutionære hovedstad Ruijin. I Mengzai er der hverken kondicykel, guldrandede spejle, plasticblomster eller marmorbadeværelser. Bad foregår bag et forhæng i koldt vand fra en øse i umiddelbar nærhed af svinestien.

Men dokumentarist og propagandist Niels kan knapt få armene ned. Landsbyen er gudesmuk. Typiske tre-etagers træhuse læner sig mod hinanden. Over bækken fører en nybygget vind-og regnbro. Bygherrerne har tænkt praktisk og indlagt et møllespil i broens stenfliser. Ved kilden samles børnene for at drikke af en øse, og bag byen rejser terrasser med te sig.

Imens er Jette blevet indfanget af landsbyens kvinder. Hun har opført sig kontrarevolutionært, og som et led i en krig mellem fraktioner har formanden godkendt en omgang god, gammeldags genuddannelse gennem hårdt arbejde. Jette skal lære ydmyghed og visdom af bønderne i temarken.

Under stor morskab iklæder de hende under en blå jakke, et hvidt tørklæde og en stråhat. Hun får et skilt om halsen, en kurv på maven og trækkes gennem landsbyen til spot og spe. Et kvarters plukning senere giver de op. En ynkelig samling blade imponerer ikke bønderne, der nægter at deltage i genopdragelsesforsøget. De foreslår omgående internering. Formanden maner til besindighed.

»Hun er stærk i partiteorien,« forsikrer han.

Gem eller send Logbog


Logbog 7
Hjulskifte i regnvejr, men en venlig landsbyboer udlånte en paraply, så chaufføren kun blev en smule våd.
Foto: Niels Hougaard