Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Bløde mænd med løg

Man skulle tro, at Pajeroen - en udpræget maskulin bil - var et mikrokosmisk Jyllands-Posten. De to mandlige exploratører synes at ose af testosteron.

Af Jes Randrup, Jette Elbæk Maressa og Niels Hougaard

Publiceret 07-07-2008

Shaoguan

Propagandist Niels har adskillige gange fotograferet i krigszoner og kan fortælle om mødet med en 10 meter dødsbølge i Indonesien, da han første gang skulle surfe. Formand Jes er engang blevet afklædt og stillet i kulde og kuling i 17 timer for at mørne ham forud for en afhøring, og han har oplevet død og ødelæggelse under Sichuan-jordskælvet. Begge elsker fart og action.


Vandbøfler på vejen
Ruten fra Shaoguan til Guilin var 13 timers kørsel i uvejsomt bjergterræn. Vandbøfler måtte springe for livet.
Foto: Niels Hougaard

Men heldigvis for avisen afslører de to hanner en udpræget følsomhed. Politkommissær Jette, der engang har boet i kvindelejr, men som udlandsredaktør nu er én af avisens få kvindelige ledere, fornemmer, at hun er i bil med bløde mænd.

Netop denne dag har formanden dikteret en vej igennem en særlig del af Guangdong-provinsen, fordi landskabet er smukt. Da han har talt færdig om rismarkernes særligt grønne farve, begynder agitprop Niels at tale om sine to børn. Han siger, at han savner dem; bruger ord som "kærlighed" og "rart"; er i SMS-kontakt med sin hustru. Formanden lyser op, da snakken falder på børn. Hans datter er knapt to år gammel, og på hans bærbare computer viser baggrundsbilledet hans lille familie. Så begynder han at fortælle om, hvor nuttede pandaunger er.

Følsomheden breder sig. Men den bliver aldrig omklamrende. Den er rar og varm og tryg blandt alt det ukendte.

Chaufføren beslutter sig for at holde en kort pause, og Niels falder i staver over landskabet. Da han vender sig, har han røde øjne.

»Fik du grædt af?« spørger Formanden, og giver Propagandisten et knus. Også han har grædt.

Politkommissæren, bilens eneste kvinde, analyserer situationen.

»I taler henførende om jeres børn,« siger hun. (Formanden ved ikke, om det er godt eller skidt.)

»Man kunne godt lave en artikel om, at I er bløde mænd. Har I noget imod, at det kommer ud?« fortsætter hun.

Det har de to mænd ikke. For dem er følelser bare noget naturligt, nærmest frigørende. De kan lide at være sig selv.

»Nej, lad os få det frem, hvor følsomme vi er,« siger Formanden.

»Det scorer man helt vildt på.«

Gem eller send Logbog