Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Vigepligt for vægtvogtere

Bjergene i Guangdong provinsen ligger i mystiske tåger, da vi ved aftenstid er nær målet for vores dagsmarch.

Af Jes Randrup, Jette Elbæk Maressa og Niels Hougaard

Publiceret 06-07-2008

Shaoguan

Efter en dag blandt revolutionens helte i det fattige Jiangxi, bevæger vi os i retning af Kinas industriparadis ved Perleflodsdeltaet.


Shaoguan
Landskab uden for Shaoguan, hvortil explorerholdet ankommer, netop som det bliver mørkt.
Foto: Niels Hougaard
 

Umiddelbart lover det godt. Vejen er i markant bedre stand end i Jiangxi, og Guangdongs beboere byder velkommen med det obligatoriske røde banner spændt ud over vejen.

Stemningen er høj. Vi har netop oplevet af køre hele 40 kilometer på en nyanlagt motorvej, der engang vil forbinde Ganzhou og Shaoguan.

Vejen er så hemmelig, at den ikke figurerer på kortet, og - skal det vise sig - er endnu kun opdaget af ganske få kinesere. Faktisk er vejen præcist lige så øde som danske "Risgaard" og "Knudsen" mod Hirtshals og Frederikshavn.

Vi er helt enige om, at det bestemt er den dobbelte takst værd at kunne brede sig på den nyanlagte asfalt. Undervejs belæres vi af store nye, blændende skilte om, at vi ikke må køre, når vi er trætte. Vi må heller ikke køre, når vi er fulde, og vi må ikke kaste skrald ud af vinduet.

Kineserne forsøger i sandhed at få styr på folket før OL, og lidt borgerlig opdragelse selv på en øde motorvej i det sydlige Kina skader næppe.

Inde i bilen er de menige faldet i døs. Hverken hr Ni eller fru Jæh forstår helt den kinesiske skrifttegnshumor, som formanden og chaufføren morer sig højlydt over.

»Hvis man nu skriver sådan, så betyder det ikke bare mudder, men ha ha ha beton,« gnækker de halvkvalte af grin.

Legen fortsætter i det uendelige og afbrydes kun, når chaufføren endnu engang må hugge bremserne i, fordi en bøffel er kommet på tværs. Formanden kender taksten for at køre en hund ned: 50 renminbi - bøfler er formentlig dyrere, vurderer han og anbefaler derfor chaufføren at køre udenom.

Alle andre trafikanter dyttes væk. Vigepligt handler kun om vægtklasse. De tungeste biler har fortrinsret. Naturligvis.

Derfor er det ikke rart at være hverken oksekærre eller minibus, når vi kommer kørende. Opholdet i præsidentsuiten i Ruijin har forstærket vores pampermanerer. Vejen er vores.

At vores chauffør, en sindig herre fra Chengdu, desuden viser os den ære at køre bilen iført hvide handsker, gør ikke følelsen af storhed mindre. Dog forstyrres billedet en anelse af, at de hvide handsker, han er itrukket, minder mistænkeligt om dem, der kan fås for godt en tier i et byggemarked. Ikke helt så elegante, men hvide er de bestemt.

Mange timers march senere skimtes Shaoguan omsider i de fjerne. De menige er tæt på et oprør af sult efter en dag, hvor såvel morgenmad som frokost bestod af ris og grønsager. Formand Jes beroliger dem med, at i Shaoguan kan alt ædes. Personligt ville han hverken ønske sig at være hund, kat, krokodille, slange eller rotte i den by.

Det sidste får de to til at skælve. Under komplicerede udregninger er de netop nået frem til, at de begge er rotter ifølge den kinesiske dyrekreds. Formanden hævder at være kanin. Matematisk står der to mod en, og han burde føle sig udenfor. Men nej.

»Jeg distancerer mig,« siger han.

Gem eller send Logbog


Logbog 3 ekstra
Foto: Niels Hougaard