Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Pap i skiver og grillet ged

Det kenyanske køkken er ikke ligefrem kendt for at være raffineret. Selv om man kan støde på delikatesser som krokodillehale, struds, giraf og seafood ved kysten, foretrækker de fleste kenyanere et stykke grillet ged eller lam med en skive majsmasse til.

Af Helle Maj, JP Undervisning
Publiceret 14-07-2004

Ugali består af majsmel og vand. Ikke andet. Først bringes vandet i kog, så hældes majsmel i, og så røres der rundt, til massen er hård og ikke falder fra hinanden. Så vendes den ud på et bræt og skæres i tykke skiver. Smagen er omtrent som en kartoffel kogt uden salt. Konsistensen minder om et tørt stykke pap. 

Man kunne måske komme mælk, smør eller salt i for at forbedre smagen lidt, men det gør kenyanerne ikke. For så smager det jo ikke længere som ugali.

Det bedste, man kan sige om ugali, er, at det er billigt og mætter. Hvorfor det da også bliver spist over hele Afrika. I det sydlige Afrika går det under betegnelsen "mealie-meal", i Zimbabwe kalder de det "sadza", i Vestafrika "banku". I nogle lande skifter de majsmelet ud med cassawamel, hirse eller durra.

Hvis man skulle sige, hvad der er kenyanernes nationalret, må det være "nyama choma", som betyder "grillet kød". De fleste foretrækker ged eller lam. Hertil serveres ofte en salat bestående af små stykker tomat blandet med en masse hakket løg, frisk koriander, grøn chili og salt.

Men da de færreste kenyanere har råd til at spise kød hver dag, serverer de fleste "sukuma wiki" til deres ugali. Det er en sund ret med løg, tomater, sølvbeder og grøn peber, der først vendes i olie, siden småkoger i en halv times tid, for til sidst at smages til med salt. Sukuma wiki betyder "at skubbe ugen" på swahili. Et bundt sølvbeder kan købes for 25 øre på markedet.

Til dessert spiser mange en avocado med sukker på. Avocadoer gror godt i landet og sælges for 5-10 øre stykket.

Når man bliver træt af ugali, sukuma wiki og nyama choma, kan man tage en tur ned til kysten. Her er maden langt mere varieret, takket være den arabiske indflydelse. Nelliker, kardemomme, chili og kokos er ofte brugte ingredienser i både fiske- og kødretter på kysten.

Det er også i Mombasa, man finder landets bedste fiskerestaurant, Tamarind. Der får gæsten et rødt forklæde på og en hammer udleveret, hvis han eller hun bestiller krabbe i ingefærsauce. Restauranten er dyr, men til gengæld har den alt, hvad seafood-elskere kan begære.

En anden kendt restaurant er Carnivore i Nairobi, hvor tjenerne sådan cirka hvert femte minut lægger et nyt stykke kød på ens tallerken. Krokodillehale, struds, gazelle, zebra, giraf eller andet vildt, de lige har i køkkenet den dag. Krokodillekød smager som en blanding af fisk og kylling, og jo yngre krokodillen er, jo bedre smager den.

Nairobi har også nogle af de bedste indiske restauranter i Afrika, takket være de mange indere, som bor i landet. Inderne kom til Kenya, da den engelske kolonimagt bragte dem til landet for at udnytte dem som billig arbejdskraft, da man byggede jernbanen for godt 100 år siden. Mange af dem vendte aldrig hjem igen.

Gem eller send Undervisningsartikel

Hvis du vil vide mere