Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kunsten at overleve

En dag udbrød en kolera-epidemi i et af Nairobis slumkvarterer. På billeder fra området kunne man se børn lege hen over en åben kloak, og rundt om dem lå små plasticposer med knuder på. Her ligger forklaringen på epidemien og andre sundhedsproblemer blandt den fattige befolkning. Poserne er nemlig de overbefolkede slumkvarterers svar på træk-og-slip-toiletter.

Af Helle Maj

Ofte bor en familie på seks til otte personer i et lejet træ- eller blikskur på otte kvadratmeter. Mor og far og det yngste barn sover typisk i sengen, resten på sække på gulvet. Skurene ligger så tæt, at Nairobis brandbiler som regel ikke kan komme frem, når der udbryder ildebrand i et slumkvarter.  

Det giver også andre problemer i hverdagen, når folk lever så tæt sammen. Hvad skal man for eksempel gøre, når man skal på toilettet, og der ikke er nogen toiletter eller ugenerede steder at gå hen? Svaret ligger i plasticposerne. Hvis én i en familie trænger til "at træde af på naturens vegne", går de andre udenfor og venter. Når posen med knude på flyver ud af vinduet, er der klar bane til at komme ind igen. Derfor kaldes de sundhedsfarlige poser for "flying toilets".  

1,6 millioner lever under kummerlige forhold i Nairobis slum. Det er over 60 procent af hovedstadens befolkning. I alt bor godt fire millioner kenyanere i slumkvarterer i landets byer.  

Disse mennesker troede, at deres liv ville blive bedre i 2002, da den korrupte præsident Daniel arap Moi frivilligt trådte tilbage. Oppositionen vandt valget på et løfte om, at den ikke ville drive Kenya som sin egen private slikbutik, som Moi havde gjort det i 24 år. Nu skulle det være slut med korruption, og nu skulle Kenyas 32 millioner mennesker mærke, at de havde indflydelse.  

Men magt kan korrumpere. De nye parlamentsmedlemmer startede med at give sig selv heftige lønforhøjelser. Så gav de sig selv dyre biler. Og så begyndte de at skændes om en ny forfatning for Kenya - lige præcis det punkt, som de var gået til valg på at få ordnet inden for tre måneder. Kenya havde stadig ikke en ny forfatning i juli 2004. Til gengæld står landet med nye store korruptionsskandaler.  

Regeringen ledes af den meget gamle præsident Mwai Kibaki, som har været både vicepræsident og finansminister under den tidligere præsident Moi. Under sig har han en broget skare af nye og gamle politikere. De er sammensat fra landets mange forskellige stammer i håb om, at de sammen kunne skabe et bedre Kenya.

En stor pose med mel og sukker gjorde lykke, da JP Explorer i september 2004 besøgte samburuerne i Kenya. Foto: Ole Lind

Der er over 40 stammer i Kenya, og forskellene mellem dem kan skabe problemer, når de bliver til fordomme om de andre. For eksempel siger man, at kikuyoer ser ned på samburuer, fordi samburu-stammen lever som nomader, bruger spyd og kan være klædt i lændeklæde. Til gengæld kan en samburu så mene, at kikuyoerne er både overlegne og grådige. Der er over 40 stammer i Kenya, men trods forskellene og de modsætninger, de kan skabe, har kenyanerne ikke haft borgerkrige, som naboerne Uganda, Somalia og Etiopien har været igennem.  

Der er sket en stor teknologisk udvikling i Kenya de senere år. For eksempel har mobiltelefonen betydet, at en landmand nu selv kan tjekke priserne for sine afgrøder og handle direkte på markedet i Nairobi uden at være afhængig af en mellemmand, der også skal tjene penge på handlen.  

Kenya har også en stor industrisektor og producerer både til hjemmemarkedet og udlandet. Landet har en stor eksport af te, blomster, frugt og kaffe. Også turisme er vigtig for Kenyas økonomi, selv om terrorisme har fået mange potentielle turister til at holde sig fra landet. I 1998 bombede al-Qaida de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya, og siden har der været terrorangreb mod et israelsk hotel og et fly i Mombasa. 

Systemskiftet i 2002 har ført til, at alle børn nu kan komme otte år i skole gratis. Korruptionen er ikke væk, men er blevet mindre, og der er kommet mere lov og orden på de kenyanske veje.  

Eleverne sidder tæt i klasselokalet i Kenya. Foto: Ole Lind

I det nordlige Kenya lever sudanesiske og somaliske flygtninge i flygtningelejren Kakuma. Der er intet at leve af i området, og derfor er den lokale turkana-stamme vrede på flygtningene, fordi de faktisk lever bedre end turkanaerne, takket være støtte fra donorer som Folkekirkens Nødhjælp og FN.  

Klimaet er lige så barskt oppe i Samburu-land, hvor folk lever i manyattaer, grupper af lerhytter omringet af tjørnehæk. De er nomader, som flytter efter hvor græsset er grønnest til deres køer og geder - men heroppe er græsset sjældent særlig grønt.  

I resten af Kenya lever de fleste af at dyrke jorden, når vejret tillader det. I år faldt regnen til tiden, folk fik plantet deres afgrøder, og små spirer kom op, som blev til majs. Men så stoppede regnen før tiden, majsen nåede ikke at modne, og Kenya skal nu til at importere majs. Den manglende regn betyder, at Kenya i år kun producerer 50 procent af det normale, og priserne vil stige.  

Kenya er kendt som "menneskehedens vugge". I områder af Rift Valley er nogle af de tidligste levn efter menneskets forfædre fundet. Siden er indere, arabere og europæere kommet til landet på forskellige tidspunkter, og i dag er Kenya befolkningsmæssigt et land med mange farver.

Gem eller send Landeportræt

Landefakta
Kenya
Vidste du, at hovedstaden hedder Nairobi, at arealet er 582.000 km², og at befolkningen er på mere end 32 millioner mennesker?