Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Artikler fra JP's arkiv

»God morgen frøken«
Naivasha

Han har aldrig set en computer, han har ikke tv derhjemme, og han har aldrig været i biografen. Han har heller aldrig smagt en is, selv om han godt ved, hvad det er.

Mike Tyson George på 12 år vil gerne være pilot. Hans far er fisker på Naivasha-søen, hans mor er blomsterplukker på en stor rosefarm. Selv går Mike Tyson på Longonot School. Der er 65 elever i hans klasse.

»Welcome, our visitors«, rejser eleverne sig op og råber i kor til JP Explorer. Der sidder fire elever ved hver skolepult, som ellers kun er beregnet til to. Den sorte tavle på væggen er fra slutningen af 1940'erne og nærmest umulig at skrive på. Gulvet har engang været cement, men er smuldret bort. Vinduerne er uden glas, og de gamle skodder er skæve og frønnede. Men eleverne er glade for skolen.

Vi lærer noget

»Jeg kan godt lide at gå her, fordi vi lærer noget. Jeg har dog aldrig lært at bruge en computer, fordi vi ikke har nogen på skolen. Sådan en ville jeg godt have, og så ville jeg også godt have, at klasseværelset blev repareret,« fortæller Hadijah Maureen på 10 år.

I Mike og Hadijahs 4. klasse er børnene fra 10 til 16 år. Aldersspredningen skyldes, at Kenyas nye regering sidste år indførte gratis skolegang for alle fra 1. til 8. klasse. Over én million fattige børn kunne pludselig komme i skole, og de gjorde det. Mange af dem har aldrig gået i skole før, eller også har deres forældre kun haft råd til at give dem et par års skolegang.

»Vi har i dag piger med store bryster i vores 1. klasse,« fortæller skoleforstander Robinson Kimani, hvis kontor ligger i et lille træskur. Her er hverken telefon eller skrivemaskine.

Skolereformen har betydet, at antallet af elever på skolen i Naivasha i et hug steg fra 245 til 422, men der er stadig kun seks lærere til at undervise. Havde forældrene ikke spædet sammen til to ekstra lærere, ville der i nogle klasser være op mod 100 elever.

De fleste af eleverne har forældre, der arbejder på de store blomsterfarme i Naivasha. Arbejderne er kommet fra hele Kenya for at få job, så området er fyldt med mange forskellige stammer. I skolegården tales der mindst syv forskellige stammesprog.

»Når børnene kommer her, taler de som regel kun deres lokale sprog. Derfor skal vi først lære dem at tale swahili, så vi alle kan forstå hinanden,« siger børnehavelæreren Eunice Wanjiku.

Hun står konsekvent med en tynd, lilla plastpind i sin højre hånd.

»Hvis børnene ikke opfører sig ordentligt, får de et slag over fingrene med denne her,« forklarer hun.

I Kenya er det ellers officielt forbudt at slå eleverne, men også forstanderen går rundt med en tynd, lang træpind i hånden, så den ny lov bliver åbenlyst ikke taget særligt alvorligt.

Bortset fra lærebøger er der mangel på stort set alt på skolen, lige fra så banale ting som kladdehæfter og blyanter til mere avancerede hjælpemidler som fysikapparatur eller et musikrum. Da vi spørger lærerne, om de ikke er bange for at sakke fagligt agterud, fordi eleverne ikke ligesom vore børn i Danmark har adgang til computere, bryder viceforstander Margareth Morondo sammen i et grin.

»Jamen, vi har jo ikke engang elektricitet. Så vi kan jo ikke rigtigt bruge dem til noget,« siger hun.

Mike Tyson og Hadijah har lært i geografitimerne, at lande i Europa er rige, mens Kenya er et fattigt land. De er begge overbevist om, at de nok skal klare sig godt.

»Jeg har aldrig prøvet at flyve, men jeg er sikker på, at jeg nok skal blive pilot, for jeg er dygtig i skolen og arbejder hårdt,« siger Mike, der bor i et »stort hus med to rum« sammen med sine forældre og fire søskende.

explorer@jp.dk

Bliv smuk hos Angeline
Nakuru

Generelt er folk i Langa Langa-kvarteret i Nakuru i Kenya fattige. Men alligevel strømmer kunderne til Angelines free style hair salon på den støvede hovedgade. For kenyanske kvinder er akkurat ligeså forfængelige som europæiske.

»I øjeblikket er det moden at få flettet håret i små fletninger på stribe eller at få farvet håret blond, sort eller kobber. Mange får det trukket ud i en semipermanent og sat op med hårgélé. Men vi laver også manicure,« fortæller 25-årige Angeline og fremviser fem røde negle med en hvid streg og sølvglimt.

Hårvask klares med vand fra en blå plasticspand i hjørnet af salonen, men Angeline har anskaffet sig en gammeldags hårtørrer. Hun har fem ansatte, som arbejder på kommission. Lønnen er ikke overvældende, for det koster kun mellem fire kroner og 80 kroner at få håret klippet og sat.

Familieforsørger

»Jeg kan tjene op til 6.000 shillings (ca. 500 kr.) om måneden, så det er svært at spare op til min egen salon, som jeg drømmer om. Når jeg har betalt husleje, er der højst 4.500 shillings tilbage,« siger 30-årige Rose Kimani.

Angeline investerede 12.000 kr. i salonen komplet med spejle, kurvestole og hårfarver. Pengene lånte hun af sine forældre, og tilbagebetalingen består i, at hun nu forsørger sine forældre og tre af sine syv søskende, som hun deler en lejlighed med to små værelser med. Hun betaler for mad, tøj og husleje, fordi hendes fars indkomst er yderst svingende.

Traditionen i Afrika byder, at de, der er så heldige at have et job, som minimum tager sig af den nærmeste familie.

Alle kvinderne i salonen har gået 12 år i skole og taler flydende engelsk. Trods deres alder er de alle sammen enlige, og derfor vækker selv to aldrende exploratørers besøg opsigt og interesse.

Over en sodavand inviterer Rose og Angeline på en glad aften i en af Nakurus talrige barer med den lokale Tusker-øl og dans til reggaemusik. Da det ikke kan lade sig gøre, opfordrer de til at holde kontakten ved lige pr. email fremover.

Ophidsende skørt

De lokale mænd er meget direkte, siger de, og mangel på penge får mange mænd i Nakuru til at tøve med at gifte sig, fordi de ikke kan forsørge en familie. Desuden har de moderne kvinder i skønhedssalonen ry for at være dyre i drift, fordi de gør meget ud af deres udseende og klæder sig vestligt i jeans og bluser. Derimod går de sjældent i miniskørter, for det ophidser mændene så meget, at de kan finde på at rive det af på åben gade.

»Vi ser amerikanske og europæiske film og kopierer frisurerne. Vi kan se, at der er verden til forskel på jeres og vores levemåde. Men vi bliver ikke misundelige. Vi håber bare på, at vi engang kan leve på samme måde. Hvis jeg kan, vil jeg gerne en dag besøge vestlige lande, men foreløbig har jeg ikke engang haft råd til at tage til Mombasa,« fastslår Angeline.

Rose tilføjer, at hun aldrig beklager sig, for det kan ikke betale sig. Desuden er hun en af de få, der har arbejde, og hvem ved, måske sker der noget uventet en skønne dag?

explorer@jp.dk

Da verden gik midt over i Afrika
Rift Valley »Tror du virkelig på, at Adam og Eva var sorte? Det tror jeg simpelthen ikke på,« griner souvenirsælgeren Sylvender Cheburet, som arbejder ved Lake Baringo.

Det behøver han heller ikke, for vi skal meget længere tilbage i tiden. Kenya og Østafrika kaldes for menneskehedens vugge, fordi man her har fundet de ældste spor af menneskets forfædre, homo habilis og homo erectus.

De første levede her i Rift Valley-området for mellem to og fem millioner år siden. Ingen ved rigtigt, om homo habilis også levede i Europa og Asien. Men der er kun fundet spor af dem i Afrika. Så meget tyder på, at vi alle sammen stammer fra Afrika, selv om eksperterne hverken har nogle holdbare klimatiske eller geologiske forklaringer på fænomenet.

Hvide eller sorte?

Det fører imidlertid til et interessant spørgsmål, som Sylvender Cheburet stiller, da han konfronteres med teorien.

»Hvordan så vi så ud, hvis alle mennesker i virkeligheden kommer fra Afrika? Var vi så alle hvide dengang, eller var vi alle sammen sorte?« spørger han og spiler øjnene op ved tanken om, at han står over for en hvid, en mzungu, et barnebarn af kolonialisterne, som måske har de samme forfædre som han.

Ved Lake Turkana har arkæologparret Mary og Richard Leakey fundet redskaber og forstenede ben, sågar et komplet kranie, der for to millioner år siden sad på kroppen af en af vores forfædre og gik rundt ved søen. Det er fund som disse, der for første gang gav et videnskabeligt bevis på, at menneskets forfædre udviklede sig i Afrika. For homo sapiens nedstammer fra homo erectus. Først for 50.000 år siden opstod det moderne menneske, som anatomisk er identisk med os.

Ses fra månen

Måske også danskerne findes på grund af Rift Valley. Dalen, som er så dyb, lang og markant, at den siges at være den eneste dal i verden, der kan ses med det blotte øje fra månen.

Rift Valley er så lang, at den fylder en fjerdedel af klodens omkreds. Den begynder i Mocambique, følger Zambezi-floden og går så videre nordpå gennem Det Røde Hav og Jordan. Dalen er tydeligst i Østafrika med op til 1.000 meter lodrette klippevægge, som opstod dengang jorden revnede for 20 millioner år siden.

Revnen skabte voldsomme ændringer i klimaet og dermed også i faunaen. Rift Valley brød den tætte urskov, og et mere tørt klima skabte savannen og spredte skovområder i et meget varieret landskab. Med de udslukte vulkaner Suswa og Longonot, varme kilder og glohede gejsere er den sydlige del af dalen i dag et af Kenyas mest frugtbare områder.

Teori om ny ø...

Kenyanerne er derfor heller ikke helt trygge ved teorien om, at deres land igen er på vej til at bryde midt over, så alt jord øst for Rift Valley vil bryde løs fra kontinentet og danne en ø på størrelse med Madagaskar.

På den baggrund skrev den kenyanske avis The Daily Nation for nogle år siden, at det vil ske om 50 år. Nyheden skabte nærmest panikagtig bekymring blandt jord- og husejere, der så deres ejendomme forsvinde ud i havet. For slet ikke at tale om betydningen for turistindustrien, hvis nationalparker og søer med et rigt fugleliv pludseligt ville blive til havbund.

Det var en aprilsnar fra avisens side. Men det er et faktum, at der er liv i Rift Valley og en skønne dag om endnu nogle millioner år vil dalen knække over på midten.

»Det er skræmmende. Hele min familie har jord i den østlige del af dalen. Måske forsvinder ikke blot søerne, flamingoerne og flodhestene ud i havet. Måske gør vi mennesker også. Men hvordan kan eksperterne nu også være sikre på, at det vil ske?« spørger souvenirsælger Sylvender Cheburet.

explorer@jp.dk

De elsker at miste jordforbindelsen
»Klokken er halv fem, og vinden ser ud til at være lige i øjet. Vi kører om en halv time.«

Chefpilot Christoffer Mundt er i gang med sin morgenvækning på JP Explorers ballonfærd i tre uger gennem Kenya. Efter en hurtig kop kaffe kører ekspeditionen ud i landskabet til en startplads, som piloterne har udsøgt sig dagen i forvejen.

På det tidspunkt har Christoffer Mundt og hans lillebror, Philip, været i gang længe. I nattens mulm og mørke står de op for at sende en sort heliumballon i luften påsat tre lysende dioder for at tjekke vindforholdene.

I en lille kurv under morgensolen er ekspeditionen fløjet over søer med flamingoer og krokodiller, over stenede sletter med røde masaier og tornede akacietræer, over landsbyer med skolebørn, over vulkaner og over savanner med løver, giraffer og elefanter. En kæmpemæssig udfordring for en dansk ballonskipper.

»Flyvninger i Kenya er mere dramatiske end i Danmark. Derhjemme har vi langt flere informationer om vejr- og vindforhold, vi har præcise kort, vi kender det område, vi flyver i, og vi ved nøjagtigt, hvordan grejet virker i Danmark. Her i Kenya har vi kun de oplysninger, vi selv kan skaffe os,« fortæller Christoffer Mundt, der har brugt halvandet år på at forberede rejsen.

Skolelærer til daglig

Til daglig er han skolelærer på Lilleskolen i Albertslund, og i sin fritid er han ballonskipper for DONG. Ekspeditionen blev foretaget med den største af selskabets balloner, det røde bløddyr Frigg.

»Vi har fået nogle fantastiske oplevelser ved at flyve i områder, hvor folk ikke kender balloner. Nogle er løbet skrigende bort, men de fleste har jublet. For mig er det fantastisk at se 300 skolebørn komme høvlende efter ballonen nede på jorden. At flyve ballon er noget med at sprede glæde, og jeg ville gerne have haft alle børnene med oppe i ballonen,« fortsætter han.

 

Christoffer fattede interesse for ballonflyvning, da han som ung lærer arbejdede for en Tvind-skole for socialt og kriminelt belastede unge. En af skolens teorier var, at det var godt at præge de unges adfærd ved at give dem nye rammer og et ansvar, så folk så op til dem. Så de unge kom med til et ballonstævne i USA. Senere tog Christoffer selv certifikat og har nu fløjet 399 timer og er en af Danmarks mest erfarne piloter.

Lillebror grebet

Det var på grund af storebror, at den ti år yngre og 2,08 meter høje Philip Mundt blev aktiv. Han fik sit balloncertifikat sidste år og har fløjet 60 timer. Til daglig er han viceinspektør på Herlev Ungdomsskole.

»En af de største udfordringer i Afrika har været at forudse vejrsituationen. Hvornår er vejret sådan, at du med dine evner kan flyve ballonen sikkert? Det svære er ikke at flyve ballonen, når man sidder deroppe, men at kunne håndtere undtagelserne og at kunne lande i hård vind, eller når der er akacietræer over det hele«, siger han.

Men hvorfor er det så spændende at svæve rundt i en lille kurv i luften?

»Det er en ultimativ oplevelse at hænge i luften og se ned på verden. Vi arbejder i den tredje dimension. Nede på jorden kan vi løbe frem og tilbage og ud til siden. At hæve sig over det hele giver sjælero. En ballon er så langsom, at man kan nå at kapere det hele, og jeg kan snakke med folk, når jeg flyver over dem i 200 meters højde,« forklarer Christoffer.

Også Philip mener, at oplevelsen i ballon er beroligende, selv om den samtidig kan virke foruroligende: »Modsat utrolig mange andre ting, man oplever i sin hverdag, og som styrer en, er man i en ballon nødt til at lade sig rive med af noget, man ikke kan styre. En del af essensen i ballonflyvning er, at man nogle gange ikke aner, hvor man lander. I Kenya aner vi slet ikke, hvor vi lander.«

Hvilket får Christoffer til at indvende: »Jeg kan godt lide det omvendte. At komme derhen, hvor jeg gerne vil lande, og at bruge vinden til at komme derhen ved at gå op og ned for at finde andre vindretninger. Men det er klart, at man i et land som Kenya søger grænserne. Men man sætter selvfølgelig aldrig en ballon op, hvis man ikke tror, at man kommer ned igen i et stykke.«

Delte meninger

De to brødre har haft forskellige instruktører og flyver kun sjældent sammen. Det er et spørgsmål om to kokke og divergerende opfattelser af, hvordan man opererer ballonen. På ekspeditionen har Christoffer fløjet de fleste ture, men har også vist format til at overlade gashåndtaget og ansvaret til sin lillebror.

De to brødre har også en anden passion: souvenirbutikker. Når ballonkurven når hjem til Danmark med fragtfly, vil den være fyldt med gedeskind, afrikansk tøj, udskårne giraffer, masaispyd og akacietorne.

»Man er kun en god lærer, hvis man brænder for noget. Jeg har taget en masse ting med hjem fra Afrika, som jeg kan bruge i undervisningen i min syvende klasse. Eleverne er allerede velbevandrede i ballonteknik. I klassen har vi lavet små balloner af silkepapir med brændere nedenunder. Jeg har også haft ballonen med ude på skolen,« fortæller han.

De to pilotbrødre har nu for alvor fået Afrika ind under huden. De har fløjet i jomfruelig luft over steder, hvor folk aldrig før har set en ballon. Og hvor der formentlig stadig i skolen og i de stråtækte hytter tales om den dag, da en enorm rød ballon fløj forbi.

explorer@jp.dk

Den lykkelige landsby
Lugulus, Samburuland

Nøgne børn, perleklædte kvinder og rødklædte krigere med spyd strømmer os i møde. Vi er kørt en halv time væk fra hjulsporet og er havnet i landsbyen Lugulus længst ude i den afsvedne bush i Samburuland i det centrale Kenya.

Der er vel snarere tale om en boplads, en manyatta, for fem mænd, deres ni koner og masser af børn, geder, æsler og køer. Bag et hegn af akacietjørne er bygget små pindehytter i halvanden meters højde med tage og vægge klinede af mudder og kolort.

Her er intet toilet, ingen rindende vand, ingen elektricitet, intet tv, ingen telefon eller computer, ingen gameboy eller gaskomfur. Den nærmeste kolde sodavand kan købes 45 kilometer væk. Til gengæld er her er en ustresset livskvalitet ud over det sædvanlige og en umiddelbar venlighed og imødekommenhed.

Samburuerne er i familie med masaierne og følger stort set de samme århundredgamle traditioner og levemåder, men efter interne stammeproblemer tog masaierne i Nordkenya navn efter deres område og blev til samburuer.

»Supa«. Goddag. hvordan går det, lyder det igen og igen på maa-sprog, og når man svarer rigtigt med et »oyé«, fint, belønnes det med et funklende smil. Vi kan tale med beboerne via vores chauffører. Nogle af de lokale kan swahili, fordi de enten har gået i skole eller har arbejdet i Nairobi eller Mombasa.

Varmt blod til kriger

Lederen i landsbyen, som ikke er en rigtig høvding, hedder Paraput.

Han byder velkommen ved at tænde bål og udvælge en ged. Den gør lidt krumspring i begyndelsen, men bliver så vendt på ryggen, hvorefter en ung kriger presser sit knæ mod halsen. Den mister bevidstheden og mærker ikke, da Paraput med sin machete lægger et fint snit i halsen og trækker skindet til side, eller da han bagefter skærer hovedpulsåren over.

Det varme blod strømmer ud i skindet, og en ung kriger med plasticblomster i sin hovedbeklædning lægger sig på knæ og drikker det. Blod giver styrke til krigere, der fra omskæringen som store drenge og frem til ægteskabet lever i små grupper i naturen og passer på både køer og familie.

Han rejser sig og tørrer blod af ansigtet og finder så et lille plasticspejl frem, som han har siddende i kniven. Krigere er frygtløse, men også forfængelige.

»Når man bliver moran, en kriger, må man ikke længere besøge sin mor i landsbyen eller få mad fra hende. Man skal klare sig selv, så jeg lever af mælk og kød og sover ude i naturen ligesom løverne. Min opgave er at beskytte køerne, når løverne angriber. Jeg har allerede dræbt seks. Og hvis vores græsgange eller landsby trues af fjender fra turkana- eller somalistammen, skal vi smide dem ud. Stjæler de vores køer, dræber vi dem.

Jeg har dræbt to med mit spyd,« fortæller Kala Singa, som er et sted i tyverne.

Alle vordende moran-krigere skal skyde mindst 20 forskellige slags fugle med spyd eller bue og pil for at bestå manddomsprøven. Fuglene tømmes for indvolde og sættes ifølge traditionen på pandebåndet lavet af små plasticperler. Hver moran finder sit eget look, og moden med plasticblomster er først kommet for et par år siden.

Kala Singa er nu på jagt efter en kone. Han finder hende selv i en af de omkringliggende landsbyer, men det er fædrene, der til sidst bestemmer.

Det er dyrt at få en kone, prisen er omkring ti køer, tre geder og omkring 2.500 kr. Kala Singa har foreløbig kun ti køer.

Indtil ægteskabet er det tilladt at have sex med de ugifte samburupiger. Men gør han pigen gravid, skal moranen enten gifte sig med hende eller betale 2.000 kr. til pigens familie, hvilket er en formue på disse kanter.

»Jeg kunne ikke tænke mig noget andet liv end det her. Jeg har været i Mombasa for at danse for turister, men jeg længtes hjem. Jeg tror aldrig, at vores kultur vil forsvinde,« siger Kala Singa.

Køer over kvinder

I hakkeordenen rangerer kvinderne lige over børnene og gederne. De er langt fra så respekterede som køerne, som er enhver samburumands store kærlighed og hans statussymbol.

Kvinderne er smukke, stolte og rigt dekorerede i både ører og om halsen. Men det er hårdt arbejde at være samburukvinde. Som små passer pigerne geder i nærheden af landsbyen, som lidt ældre henter de vand på æsler ved en kilde tre timers gang borte. Og så bliver de giftet bort.

»Jeg valgte ikke selv min mand. Han spurgte min far om lov. Det ville ikke have været godt for mig at sige nej til min far, så havde jeg helt sikkert fået tæsk,« fortæller Rose Lisira, som tror, at hun er 29 år gammel.

Hun sidder i en lille, rund hytte på under ti kvadratmeter. Hytten tjener på én gang som køkken, soveværelse og dagligstue. Tre træpinde ligger og gløder - ilden går aldrig ud, om dagen bruges den til at lave mad over, om natten til at holde varmen.

Som de andre kvinder på bopladsen virker hun hverken skræmt eller særligt undertrykt.

»Jeg kan godt sige min mening til min mand, men kun hvis det handler om børn eller om mad. Ellers snakker vi næsten ikke sammen,« fortæller Rose, som fik skåret sin klitoris og de indre skamlæber af, en måned før hun blev giftet bort.

»Om det gjorde ondt?«

Hun skærer en grimasse ved mindet om smerten.

»Jeg lå i sengen i en måned efter. Så kunne jeg gå over til min nye mand og være en rigtig hustru.«

Trods smerten kunne Rose Lisira ikke forestille sig en liv uden at være omskåret, for så ville hun aldrig få en mand. Hun kigger måbende på os, da vi fortæller, at piger i Danmark ikke bliver det.

»Så må kvinderne da være meget store dernede,« griner hun.

En samburumand kan have lige så mange koner, han har lyst til, hvis han ellers har køer nok til at købe dem. Rose er ret sikker på, at hun får sin mand for sig selv, for han ejer kun en ko.

»Jeg ville også blive jaloux, hvis han tog en kone mere og brugte mere tid hos hende end hos mig. Vi kvinder kan være meget hårde mod hinanden. Tit kommer hustruer til en mand op at slås. Med hænderne? Nej, vi bruger sådan en her,« siger Rose og hiver en lang machete frem bag sengen.

Langt mellem køddagene

Familien med de tre små børn er en af de fattigste i manyattaen. Rose fik sidst kød for to år siden, da hun fik sin senestfødte. Så menuen står mest på mælk og grød.

»Vi får indimellem en ged til at sælge fra min mands søster. Men pengene holder kun til en uges mad, så tit spiser vi ikke i tre dage. Nej, børnene får heller ikke noget, kun te. Sådan er det at være samburu, især når hele området som nu er ramt af tørke.«

»Men jeg synes, jeg har et godt liv her, selv om jeg godt kan blive misundelig på folk som jer, der kan læse og skrive og rejse rundt over hele verden.«

Under perlerne er kvinderne svøbt i et løstsiddende klæde, ofte med brysterne blottet, fordi der sjældent er langt til den næste sultne baby.

Mødrene er nysgerrige og kredser om vores teltlejr for at sludre. De smager tyggegummi for første gang og smasker grinende i takt.

Så lærer de os en sang om masaiernes og samburuernes gud, Ngai.

Familiefædrene styrer forretningen og driver den af. Flere gange i løbet af dagen mødes de i skyggen af akacietræet for at drøfte situationen i samburuverdenen og for at høre nyt fra gæster fra andre manyattaer. Mændene er klædt i orangerøde nanga lændeklæder, men har lagt krigernes hovedbeklædning og erstattet spyddet med en stok. De hører nu til gruppen af såkaldt ældre, hvis ord uden diskussion skal respekteres af både kvinder, børn og krigere.

Mange af mændene har i perioder af deres liv arbejdet i byen, men det har ikke ændret deres verdensbillede, der ser væsentligt anderledes ud end kvindernes. F.eks. understreger mændene, at kvinder kun er tilfredse, når en mand får flere koner, for så er der flere kvinder om arbejdet. En af mændene finder en pind frem for at vise den størrelse, han slår med, når han afstraffer sin kone, hvis hun i

Det hvide Kenya
Crater Lake

Det ligner en film om engelsk landadel i kolonitiden. Fra Kenyas store farme kommer hvide til Gilgil i Rift Valley for at spille polo. Hver især har medbragt mindst seks heste til den fysisk krævende sport. Sorte hjælpere passer hestene ved kanten af den flade græsbane på 300 gange 200 meter.

»Der er meget nostalgi forbundet med polo. På farmene lever man stort set som i gamle dage. Min bedstefar kom hertil i 1920'erne som en af de britiske tilflyttere og blev farmer. I dag er der vel ca. 10.000 efterkommere tilbage efter de første hvide tilflyttere. Polo er fortrinsvis en hvid sport, men i de seneste år er også flere sorte begyndt at spille,« fortæller 44-årige Rowena Murray, tredjegenerations kenyaner.

De sorte er ikke kommet til den internationale turnering i dag. Kun vagtmandens kusine står bagest på tilskuerpodiet. »Kun for medlemmer«, står der på flere skilte op til banen.

Vigende rolle

Den hvide Rowena Murray lærte at spille polo af sin mor og er i dag Afrikas bedste kvindelige polospiller. Alle Rowenas fire børn er også bidt af en gal polo. Familien har 20 fuldblodsheste, de fleste tidligere galopheste omskolet til frygtløst og rådsnart at kunne følge den mindste befaling fra rytteren.

»Det er en relativ billig sport i Kenya. Her kan man holde 12 heste for samme pris som en hest i Europa. Men alligevel går det tilbage for sporten. For 40 år siden var der 13 polohold i Kenya, nu er der kun tre tilbage,« fortsætter hun.

Tilbagegangen er måske symptomatisk for de hvides rolle i Kenya. Selv om ingen af de hvide, som JP Explorer taler med, har oplevet anti-hvide følelser af betydning, vokser bekymringen for fremtiden blandt de hvide, som ynder at kalde sig for Kenyas mindste stamme. Masaier gør krav på deres fædrene jord ved at invadere hvide ranchers med deres kvæg, og kenyanske aviser er fulde af historier om voksende kriminalitet i form af voldelige røverier.

Problemet er fattigdom

»Problemet er, at der er stor fattigdom i Kenya. Der er mangel på arbejde, og eleverne lærer ikke meget i skolen, fordi der er 70 elever i hver klasse. Derfor nedbryder man også naturen. Det er meget svært at sige til mand, der fryser og er sulten, at han ikke må fælde et 300 år gammelt træ. Fattigdom fører til kriminalitet og usikkerhed, og vi hvide er selvfølgelig en udsat gruppe. Vi har generelt penge, og derfor er vi et naturligt mål,« siger Rowena.

Befolkningen i Kenya udgjorde ved selvstændigheden i 1963 6,5 mio. mennesker. I dag er tallet vokset eksplosivt til 32 mio. Heraf udgør de hvide mellem 30.000 og 50.000. Hvide i Kenya ejer under ti procent af Kenyas jord, men de kæmpemæssige farme og rancher på mange tusinde hektarer fylder godt i landskabet.

Jord en mangelvare

En af rancherne tilhører Rowenas bror, Gordon Murray, der er fløjet til polostævnet i sit eget gule fly. Han ejer en ranch på godt 4.000 hektarer, som lokale masaier i øjeblikket har invaderet, fordi de mangler græs til deres køer og geder. Gordon afviser, at situationen kan eskalere og blive identisk med Zimbabwe, hvor hvide farmere har fået beslaglagt deres jord.

»Alle regeringer efter selvstændigheden i Kenya har opmuntret os til at dyrke og udvikle jorden, så vi overlader det til regeringen at finde en løsning. Problemet er, at jord efterhånden er ved at blive en mangelvare, fordi befolkningen vokser så hurtigt. Vi føler, at vi gør meget for det lokale masaisamfund og etablerer skoler, sundhedsklinikker og skaber arbejdspladser. Desuden har vi skabt en økoturisme, som er unik i Afrika. Men selvfølgelig er vi interesserede i at finde en aftale med masaierne om græsningsret i vores område, når tørken rammer.«

En anden hvid rancher, Tony Church, mener, at masaier og samburuer må indstille sig på at have færre køer og geder i fremtiden, hvis Kenyas naturskatte skal bevares.

»Vi har brug for en regering, der kan disciplinere stammerne og skabe en national stolthed. Vi mangler en industrialisering, for der er alt for stort et pres på naturen. Masaierne er kun interesserede i kvantitet og mange køer i stedet for gode køer. Deres køer og geder er i færd med at ødelægge landet,« siger han.

Luksusliv

At være hvid i Kenya er et luksusliv for de fleste. Ligesom de rigeste af de sorte har de hvide kok, tjener, rengøringskone, vaskekone og gartner. Eller som den 67-årige hotelejer, John Goldson, med tør humor opsummerer situationen:

»Det er faktisk et ret behageligt liv. De, der siger det modsatte, lyver.«

Affærernes land

John Goldson har boet i Kenya i 44 år og har kendt nogle af de, der i 30´erne med deres dekadente livsstil sørgede for at Rift Valley skiftede navn til "The Happy Valley".

»Det var forkælede unge fra den engelske overklasse, som kom til Kenya, fordi deres forældre ville af med dem. I Kenya havde de ikke andet at lave end at holde fest. Hvis det ikke sluttede i et sexorgie, smed mændene deres bilnøgler i en stor bunke midt i dagligstuen, hvorefter kvinderne trak en nøgle og kørte hjem med ejeren af bilen.«

Derfor er Kenya kendt for at være affærernes land. Når man møder en fremmed, er det ifølge John Goldson en fast vending at spørge: »Er du lykkeligt gift, eller bor du i Kenya?«

Blandt de største personligheder i kolonitiden var Lord Delamere, der pantsatte sit gods i England for at opkøbe jord og udvikle landbruget i Østafrika. Men også Lord Errol og ikke mindst skønheden Diana, som med flere ægteskaber og talrige affærer var en fast bestanddel af selskabslivet.

»Vi holder fast i vores livsstil, men vi holder ikke så mange store fester hos hinanden længere. Dels er det blevet farligere at køre på vejene om aftenen, dels kommer vi hvide og sorte langsomt tættere på hinanden. Efterhånden som sorte kenyanere begynder at spille cricket og golf, kommer der flere blandede ægteskaber. Mine tjenere kalder dem for Kolubus-par opkaldt efter den sort-hvide abe, der kravler rundt i træerne udenfor,« fortæller John Goldson.

explorer@jp.dk

Fattigdommens filosofi
Kenya opkræver skat hos de rigeste, men har ikke et gratis sundhedsvæsen. Folkepension er også et fremmedord på disse kanter, så for Paul Ngiti kan situationen hurtigt blive dramatisk.

Den 51-årige tidligere chauffør forsørger sin kone, sine seks børn og sine forældre. Det er en helt normal situation i Kenya, hvor en enkelt løn som oftest skal mætte adskillige munde. Et meget højt børnetal og familiesolidaritet betyder, at mange må leve i yderste armod, selv om de har et regulært job.

»Jeg betragter mig selv som en rig og meget heldig mand. Jeg har set mange folk, som har svært ved blot at overleve fra dag til dag, og jeg kender folk, som aldrig har sendt deres børn i skole. Min familie er aldrig gået sulten seng, og jeg sørger for at give mine børn en ordentlig skolegang,« fortæller Paul Ngiti.

Igennem 15 år var han chauffør på en af de berygtede kenyanske minibusser, matatuer, men han stoppede for et par år siden. Stresset og lange arbejdsdage fra seks morgen til otte aften blev for hårdt, ikke mindst fordi han dagligt måtte betale grådige politifolk en stor del af sin løn i bestikkelse for overhovedet at få lov til at køre.

"En fri mand"

Nu er han tilfreds med at være en fri mand. Han forsørger familien ved at købe grøntsager og geder op på landet for at sælge dem på markedet og på kødauktioner. På en heldig uge kan han tjene 180 kroner, og det rækker heller ikke i Kenya til noget palads.

Paul bor sammen med sin kone og fem af sine børn i et værelse på højst 16 kvadratmeter. Der er ingen ruder i det enlige vindue, og eneste udsmykning på den rå betonmur er et ur. Her er hverken elektricitet, vand eller toilet, og noget så simpelt som et køleskab er en by i Europa. Familien deler et lokum ude i gården sammen med ni andre familier.

Syv i to senge

To borde og to senge er de eneste møbler i hjemmet. Paul sover i den ene seng, hans 37-årige kone, Lucy, i den anden med børnene. James på syv måneder, John på tre år, Penina på ni, Scolastica på 13 og Sammy på 15. Den ældste, Martin på 18 år, bor ikke hjemme. Han er familiens håb, for han er kommet ind på et lærerseminarium.

Familien er rigere end flertallet, men i Kenya er det kun de allerrigeste, der praler med deres rigdom. Hvis arbejdsløse fætre og kusiner fatter nys om, at en anden har penge, så varer det ikke mange minutter, før de nærmest flytter ind. Da kenyanerne er opdraget til at sørge for hele familien ud i yderste led, er det umuligt at sige nej. Det såkaldte udvidede familiebegreb betyder, at det selv for en veluddannet kan være svært at få ret meget på bankkontoen.

»Vi har boet her i fem år. Tidligere boede vi i et større hus, men vi blev smidt ud, da vi en måned ikke kunne betale regningen. Som chauffør var det umuligt at lægge noget til side, og det vigtigste var at betale for vores børns skolegang,« fortæller Paul.

Som handelsmand har den 51-årige tjent nok til at åbne en bankkonto, og han har nu en opsparing på 18.000 shillings (ca. 1.500 kr.) Pengene er Paul Ngitis alderdomsforsikring. For der er ingen offentlige kasser at hente hjælp fra, når man ikke mere kan klare sig selv. Og der er ingen gratis operationer, hvis udvæksten på venstre kind viser sig at være ondsindet. Foreløbig vægrer han sig mod at betale de ca. 150 kr. for en screening.

Misundelse nytter ikke

»Det nytter ikke at give op, og det nytter ikke at blive misundelig, når man ser, at nogle er rige nok til at køre rundt i deres egen bil. Det nytter ikke at stresse over det, for så dør man bare før tiden og efterlader sine børn uden en forsørger.«

Men hvorfor får kenyanere så mange børn?

»Børn er en gave fra Gud, og de kommer, når han bestemmer det. Børn er ikke en belastning, og de gør ikke en fattig. De ansporer derimod blot en til at arbejde hårdere for at klare sig. Jeg vil gerne have, at mine børn skal være stolte af mig. Så vil de også hjælpe mig, når jeg får brug for det,« forklarer Paul Ngiti.

Hans kone Lucy taler sagte og siger ikke meget. Hun er lige kommet hjem fra kirke og er i stadstøjet.

»Jeg beder for en god fremtid. Og for, at vi en dag bliver lidt mere velhavende,« siger hun.

explorer@jp.dk

Højt til vejrs over Kenya
Samburuland

Det er en stor, storslået og skrækindjagende oplevelse at sidde i en lille kurv under solen.

Vi har ventet på den længe, og nu er vejret langt om længe til det, mener ballonskipper Christoffer Mundt. Sammen med sit hold har han klokken fire sendt en lysende prøveballon op. Flyvevejret er ideelt, her er næsten vindstille. Så han rusker i teltdøren, og efter en hurtig kop lejrkaffe drager ekspeditionen af sted.

Harer springer foran bilens lyskegle, mens solen stiger op over højderyggen. Undervejs måler piloterne GPS-positionen på det mulige landingssted, og ud fra det punkt pejler de en startplads. Valget falder på et udtørret flodleje omkring fem kilometer væk.

Endnu en sort prøveballon sættes op. Den stiger først direkte op, så flyver den i stik modsat retning af vores ønskede kurs. Først i 200 meters højde svinger den i retning af landingspladsen.

»Vi er klar,« råber ballonkaptajnen, og ballondelene sættes sammen. Den røde ballon spredes ud over flodbunden, og en ventilator i overstørrelse blæser kold luft ind. Så sender skipperen en høj flamme op i morgengryet, og ballonen puster sig op.

Den flettede kurv er mindre end en pølsevogn, måske på størrelse med et dobbelt badekar. Alligevel er her rigeligt plads til tre store gasflasker og fire personer.

Hjertet i halsen

Alle har hat på, for det bliver varmt, når Mundt trækker i begge gashåndtag og udløser en flamme, der svarer til 14.000 hestekræfter.

Solen er stået op. Det samme er hjertet. Det sidder oppe i halsen, da ballonen stiger til vejrs. Dette er ikke for folk med højdeskræk. På vej op er det netop den følelse, der først melder sig. Pludseligt er der meget langt ned. Bilerne på jordvejen er på størrelse med en lillefingernegl, og rundt omkring i landskabet spores rødklædte samburu-hyrder med geder, kameler og køer. De råber, som om de aldrig har set noget lignende.

Vi flyver først i 170 meters højde, så går vi op til 500 meter. Det er verdensklasse. Sletten omkredset af små bjerge strækker sig hele horisonten rundt, ikke et større hus er at se, men rundt omkring spotter vi små bosteder med hytter bygget af pinde med tage klinet af kolort. Det er overvældende, men samtidig ser der ud til at være meget langt til nærmeste hospital. Under alle omstændigheder bliver det næppe aktuelt fra denne højde.

I Blixens slipstrøm

Karen Blixen skrev i bestselleren Den Afrikanske Farm flere gange om det at flyve over de vældige udsigter og det »forbavsende sammenspil og omvekslinger af lys og farver«. Hun konstaterede, at »sproget mangler ord for de indtryk, man får under en flyvning«.

Ifølge Blixen føler man for dyrene på sletterne, når man ser dem fra luften, »som Gud gjorde, da han lige havde skabt dem, inden han endnu havde fået Adam til at give dem navne«.

Turen er guddommelig. Afrika om morgenen er lydløst bortset fra stemmerne fra hyrderne.

Vi dykker tæt ned over en klippeformation, der ligner en dinosaur, og ballonen tager toppen af et akacietræ, før skipper Mundt igen sætter til vejrs. Han er allerede danmarksmester i ballonflyvning, men ligner en glad dreng, der har fået nyt legetøj.

Tommelfingerreglen i ballonflyvning er, at flammen hvæser i fem sekunder, så flyver ballonen lydløst i 30 sekunder i samme niveau. Vi brænder to liter gas i minuttet på turen, men sejler kun af sted med fem kilometer i timen.

Fra ballonen har vi telefonkontakt med lillebror Philip Mundt på jorden, og herfra lyder beskeden, at vinden er ved at ændre sig i jordhøjde. Vi spotter en landingsplads uden torne i nærheden af en boplads, og ballonen daler ganske langsomt mod jorden i en smuk landing. Gederne pisker væk, da flammen sender sit sidste hvæs.

Tre rødklædte hyrder med bar overkrop og spyd løber til, og kort efter følger mange andre.

Der er noget at tale om over ilden ved aftensmaden.

»Fra Danmark«

»Hvor kommer I fra?« spørger den ene på engelsk.

»Fra Danmark«.

»Hvilken dag fløj I så af sted?« lyder opfølgningen.

Ballonskipper strækker armene i vejret og råber »yes«. En gammel drøm er gået i opfyldelse. Han har for første gang fløjet over de afrikanske stepper i ballonmæssig jomfruelig luft.

Begejstringen deles ikke af alle de lokale.

En ældre mand er ophidset over, at der ikke forinden var gået besked ud til alle landsbyer. Han fortæller, at nogle kvinder og børn løb skrigende bort langt ud i bushen, da de fik øje først på skyggen og siden på den enorme røde ballon. Rød er også masaierne og samburuernes farve.

»Gud er kommet for at dræbe os,« skreg de ifølge manden, som også mener, at dyrene har fået varige psykiske men.

Vi klarer konflikten med en skadeserstatning på 1000 shillings, omkring 80 kr., for tort og svie, og for en enestående oplevelse.

explorer@jp.dk

Karen Blixens afrikanske farm
Nairobi

»Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong«.

Karen Blixens indledning til romanen "Den afrikanske farm" er gået ind i både litteratur- og filmhistorien, og ordene trænger sig på, da vi ruller op foran kaffefarmen, der i dag er indrettet som Blixen-museum.

Man ser for sig, hvordan den syge dreng, Kamante, der senere blev baronessens kok, kom op foran hoveddøren med sine krykker, eller hvordan elskeren Denys Finch Hatton efter en safari flød ud på terrassen til en plade på grammofonen.

Huset står her stadigvæk i al sin koloniagtige pragt, men omgivelserne har ændret sig markant. Farmens storslåede have med blomsterbuske og enligtstående træer med palmeagtig silhuet er intakt, men farmen er ikke længere omgivet af majsmarker, bananplanter og landsbyer med små, spidse paddehattetage.

Delt ud til officerer

I dag er forfatterens kaffemarker udstykket i en 18 hullers golfbane og villagrunde, og hele det velstående og hvidt dominerede villakvarter er navngivet Karen efter den danske forfatter.

Karen Blixen kom i 1914 til Afrika og giftede sig med sin svenske halvfætter, baron Bror von Blixen-Finecke. Indtil skilsmissen i 1925 drev de sammen en kaffefarm, hvorefter Blixen selv styrede forretningen. Efter mange års økonomisk skranten blev farmen solgt i 1931, og Karen Blixen flyttede tilbage til sit barndomshjem, Rungstedlund, nord for København.

David Kimani på 74 år kan godt huske navnet Blixen, selv om han er for ung til at have mødt hende. Men han husker, hvordan hendes jord efter salget blev opkøbt og delt ud til britiske officerer, og han er den dag i dag bitter, fordi hans familie blev frataget jord.

»Tidligere ejede de sorte al jorden, men den blev taget fra os uden kompensation. Min familie blev smidt ud, og det var ikke fair,« siger Kimani, der som 22-årig i 1952 sluttede sig til den voldelige Mau-Mau bevægelse, der i en årrække før selvstændigheden i 1963 hærgede Kenya med likvideringer af hvide.

Ung accept

Den unge generation synes at være mere forsonlig. 28-årige Judy Moogo ekspederer i forretningen Polo Club i Karen Shopping Center og skal lige tænke sig om, før hun husker, at Blixen var forfatter. Hun har aldrig selv besøgt museet, fordi det koster entré, men hun har vist mange turister vej derop.

»Kolonitiden er ikke noget, vi unge tænker meget over i dag. Det er meget langt væk, og det står ikke for os som en mørk tid. De hvide bragte også gode ting med sig. Udvikling, skoler, kristendom og hospitaler, og i dag har de færreste unge ondt af, at der stadig er mange hvide farmere med store jordarealer,« siger hun.

Men Blixen er stadig en kontroversiel figur blandt de intellektuelle i Kenya, ligesom hun til sin død i 1962 formåede at forblive en provokerende skikkelse i dansk kulturliv. Hun var 28 år, da hun flyttede til Kenya, og årene her blev de centrale i hendes liv. Hos de sorte folk på farmen fandt hun en oprindelig livskraft og aristokratisk stolthed, som var gået tabt i det borgerlige Danmark.

Blixen lagde aldrig skjul på sin store kærlighed til afrikanerne. Hun faldt pladask for den lokale befolkning og gik foran med at oprette en skole og ved at have et tæt forhold til sine ansatte.

»Hvad mig angår, så holdt jeg af de indfødte fra den første dag, jeg mødte dem i Afrika. Det var en stærk, ubetvingelig følelse, der omfattede begge køn og alle aldre. Mit møde med de mørke folk var en oplevelse for mig som Amerikas opdagelse for Columbus og på en måde en udvidelse af hele min verden,« skrev hun.

Kritisk mod de hvide

Samtidig var hun ofte kritisk mod det kolonifolk, hun var en del af, og skrev bl.a., at »hvad de mørke folk dybest i deres hjerter frygtede af os hvide var pedanteri. I hænderne på en pedant dør de af sorg«.

»Det var, tænkte jeg, en fejl hos os, at vi i vor omgang med den ældgamle verdensdels folkeslag glemte eller overså deres fortid og i almindelighed ikke gav os af med at regne med, at de havde været til forud for deres første møde med os. Vi berøvede med vilje deres billede en dimension, så at det måtte blive falsk og tabe sin naturlige skønhed og harmoni. Og vort fejlsyn tillige måtte føre til dybe misforståelser mellem dem og os,« skrev hun.

Det er ikke de passager, der forarger nogle kenyanere.

Blixen som racist?

Kort efter selvstændigheden blev debatten om Blixen rejst af en af Kenyas mest berømte forfattere, Ngugi Wa Thiong'o, da han på en invitationsrejse til Danmark beskyldte Karen Blixen for at være en forfærdelig racist, der beskrev afrikanerne på en nedladende måde som børn og sammenlignede dem med vilde dyr.

Han har formentlig henvist til passager i bogen "Skygger på Græsset". Her beskrev Blixen, at de indfødte, der arbejdede for hende, som små børn var langt forud for jævnaldrende hvide børn, men at de »standsede brat op åndeligt, på et standpunkt der omtrent svarer til et ni-årigt europæisk barns. Somalis kom noget videre, de nåede og bevarede derefter bestandigt, en mentalitet som vore drenges imellem 13 og 16 år.«

Samtidig kritiserede hun de kortsynede protestantiske missionærer, der brugte mange kræfter på at få de indfødte til at klæde sig i europæisk tøj, »hvori de tog sig ud som giraffer i seletøj.«

Professor i litteratur ved University of Nairobi, Henry Indangasi, mener, at Blixens tone generelt var nedladende mod afrikanere. Han sammenligner Blixens forhold til de ansatte med menneskets forhold til en hund. Man holder af hunden, den er lydig, man er glad for den og kan endog forelske sig i sin hund. Men det er stadig en hund.

»Vi må dog retfærdigvis anerkende, at Karen Blixen var forud for sin tid, når man måler hende efter europæiske normer. Hun så elementer af menneskelighed i os, og Karen Blixens bøger kan have medvirket til at ændre europæernes holdning til afrikanere. Det var liberale som Karen Blixen, der fik europæere til at acceptere, at vi kunne blive uafhængige og styre os selv,« siger han.

At leve i nu'et

Direktør for Karen Blixen-museet i Rungsted, Marianne Wierenfeldt Asmussen, mener, at der er tale om en gammel diskussion. Hun understreger, at bøgerne om Afrika skal læses i den tidsånd, de er skrevet i, og advarer mod at tage løsrevne citater ud af bogen, fordi de kan give et fortegnet indtryk.

»Det, der kendetegner Blixen, er en fortættet skrivestil, der samlet udtrykker Blixens store kærlighed til og respekt for befolkningen. Hun kritiserer netop den imperialistiske, hvide indblanding,« siger hun og tilføjer, at Blixen beskrivelser i virkeligheden rummer den største ros til afrikanerne, fordi de viser, at de hvide tilflyttere har mistet evnen til at leve i pagt med naturen.

Hun mener, at de fleste kenyanere i dag anerkender, at Karen Blixen var en af de fremmeste forfattere inden for post-kolonialismen.

»Karen Blixen var forud for sin tid og kunne se kvaliteten i den oprindelige livsform, som efterhånden er ved at forsvinde, fordi vi hvide altid tror, at vi ved bedre. Blixens budskab er, at vi har glemt evnen til at leve i nu'et.«

Noble vilde

Alligevel køber professor Indangasi ikke komplimentet om, at afrikanerne skulle være noble vilde i pagt med naturen.

»Vi afrikanere føler os utilpasse, når vi beskrives som noble vilde, fordi vi føler, at forfatterne ikke har researchet nok. Vi føler, at vi har vores egne positive værdier og vores eget livssyn. Det var ikke blot et spørgsmål om at leve i pagt med naturen. Vi var ikke vilde, men alligevel var det sådan, liberale europæere opfattede os,« siger han.

Dyb forståelse

For de lokale danskere i Kenya er der slet ingen tvivl om, at den berømte dansker gjorde en forskel.

»Karen Blixen behandlede sine folk godt, hun tog sig af børnene og sendte dem i skole. Hun korresponderede med adskillige af sine tidligere ansatte i årevis efter at være rejst hjem. Fem af dem var endog indføje

Kenya set fra himlen
Hvem husker ikke de fantastiske filmscener fra "Out of Africa" med tusindvis af flamingoer, der som en lyserød sky lettede over Nakuru-søen? I flyet over dem sad Robert Redford og Meryl Streep som Denys Finch Hatton og baronesse Karen Blixen.

Med følgeskab af Danmarks Radio vil JP Explorer flyve i den berømte danske forfatters luftspor, og af samme grund vil ruten gennem landet i en vis udstrækning komme til at afhænge af vejr og vind. Ligesom det ikke kan udelukkes, at vilde dyr og fæle torne på akacietræerne også kan skabe ubehagelige overraskelser undervejs.

Kenya er kendt som et af verdens mest lokkende safarilande, og undervejs vil vi støde på adskillige af de dyr, man ellers kun ser i zoologisk have. Ekspeditionen vil forsøge at undgå nærkontakt med de farligste og i stedet se på, hvordan interessekonflikter mellem beskyttelsen af dyrene og den kenyanske befolkning ikke altid går stille af.

Men ekspeditionen vil langtfra begrænse sig til vilde dyr og varm ballonluft. Målet med rejsen er også i græsrodshøjde at se nærmere på kenyanernes levemåde, kultur og traditioner. Ikke kun i byerne, men for enden af hjulsporene hos nomadefolk, der stadig lever som for århundreder siden.

Et kig i statistikkerne maler umiddelbart et mørkt billede af Kenya som en nationalpark for problemer. Som i mange andre afrikanske lande plages landet af fattigdom, kriminalitet i storbyerne, etniske modsætninger, tørke og stor udbredelse af livstruende sygdomme som aids og malaria.

De problemer vil præge de kommende ugers reportager, der også vil undersøge, hvor meget der har ændret sig i Kenya siden Blixens ophold i landet. Men målet er at grave et stik dybere. Med risiko for at blive kritiseret for at idyllisere fattigdom vil ekspeditionen lede efter livskvalitet og søge svar på, om der midt i problemerne også gemmer sig opskrifter på, hvordan tilværelsen kan blive lykkeligere.

Aldrig langt til det næste smil

Enhver rejsende i Afrika vil have oplevet, at gæstfrihed er en livsbetingelse, og at der aldrig er langt til det næste smil. Udbredt solidaritet, ikke kun med den nærmeste familie, men også med fætre, kusiner og grandkusiner, er en naturlighed, uanset om familien er rig eller fattig. Alt sammen udtryk for kvaliteter, som er gået kraftigt på retur i den vestlige verden i takt med rigdommen.

Ekspeditionen indledes i morgen i hovedstaden og storbyen Nairobi, der på grund af sin høje kriminalitet i folkemunde er døbt Nairobbery. I udkanten vil JP Explorer også besøge Karen Blixen museet i bydelen Karen, hvor den danske forfatter havde sin afrikanske farm.

Planen er herfra at stikke nordpå igennem masai-land til Isiolo på kanten af den tørre, nordlige del af landet, hvor også kulturerne støder sammen. Videre gennem Rift Valley, hvor jorden revnede for tyve millioner år siden, og hvor menneskeheden fandt sin vugge. Via Kenyas tredje største by, Kisumu, ved Victoriasøen fortsætter ekspeditionen ned til søerne Nakuru, Elementaita og Naivasha, hvorefter målet er at slutte af med en eksplosion af dyreliv i nationalparken Masai Mara på grænsen til Tanzania.

Ballonen vil undervejs stige til vejrs adskillige gange, og som Karen Blixen skrev i Den Afrikanske Farm, er det ikke kun de ting, man ser, som henrykker, for flyvningens lykke og storhed ligger i selve flugten. Forfatteren beskriver det som en hård skæbne for folk, der lever i byer, altid at bevæge sig i én dimension.

»I luften bliver man optaget i de tre dimensioners herlighed, og efter utalte menneskealdres forvisning og drømme kaster hjertet sig i rummets arme«, skrev hun.

explorer@jp.dk

Kenyanerne har succesopskriften
Iten

Alverdens kloge hoveder har forsøgt at løse gåden i årtier, men på vej op til Iten i 2.300 meters højde får vi et første svar på, hvorfor Kenya producerer stribevis af verdensmestre og guldmedaljevindere i løb.

Børnene løber hele tiden. Mange kilometer til og fra skole, hen til købmanden, efter køerne, de vogter, og ud gennem majsmarkerne. De gemmer sig, når vi forsøger at fotografere dem, og løber så videre, når vi har fjernet os.

Men det er næppe hele sandheden, for i en undersøgelse har 14 af 20 af Kenyas internationale løbere svaret nej til, at de løb i skole. Så vi søger et svar på St. Patrick Secondary School, kostskolen, der tilsyneladende har en magisk opskrift på, hvordan man får unge drenge til at løbe hurtigt.

I skolegården er plantet et træ for hver mester, skolen har produceret, og det er ved at udvikle sig til en lille skov. Wilson Kipketer, verdensmester i 1995, 1997 og 1999, har fået et Nandi Flame-tree, mens andre af skolens stjerner som William Chirchir, Mike Boit, Ibrahim Hussein eller Mike Kipyego har fået andre eksotiske træer med deres navne skrevet ved dem.

Den legendariske irske munk Colm W. O'Connell, der har viet sit liv til at træne løbere og er blevet en reservefar for de unge drenge, er på besøg i Nairobi, men flere af de bedste bud på fremtidige løbestjerner kommer ud i deres skoleuniformer med lysegrå sweatere. En ting lyser ud af dem alle sammen. En utrolig selvtillid og tro på, at de når helt til tops.

Hurtigere end Kipketer

»Jeg er sikker på, at jeg vil blive endnu hurtigere end Wilson Kipketer på 800 meter,« siger 20-årige Edwin Letting, der stadig mangler fem sekunder for at nå ned til verdensrekorden.

Også vennen Bernard Kiptanuy på 18 år er sikker på, at han en dag vil se det kenyanske flag gå til tops ved et VM eller OL. Målet er at toppe ved VM i Helsinfors i 2006. Begge har allerede deltaget i internationale løb og har vundet medaljer ved internationale stævner og VM for unge.

Motivationen, fortæller de, kommer ikke mindst fra de sparsomme kår, de er vokset op under. I Kenya kan en ung løbe sig ud af fattigdommen, ligesom en sort i USA kan bokse sig til rigdom.

»I Kenya er det svært at tjene penge. Man skal være en ualmindelig dygtig student for at få et job, så vi løber for at få en karriere, og vi er glade på Kipketers vegne for, at han blev dansk. Det har givet ham et bedre liv,« siger Bernard Kiptanuy.

Eksperter har længe ment, at det måtte være noget i luften i det kenyanske højland, der gjorde forskellen. Den kenyanske befolkning på 32 mio. udgør 0,5 pct. af verdens befolkning, men bortset fra det seneste OL har de mandlige kenyanske løbere i det seneste årti vundet omkring halvdelen af titlerne i internationale løb i 800 meter, 1500 meter, forhindringsløb og langdistance.

Hurtig stamme

Endnu mere bizarre bliver tallene, når de udregnes på kalenjin-stammen i Nandi-bjergene omkring Iten, som leverer flertallet af kenyanske løbere. Stammen udgør kun 0,005 pct. af verdens befolkning, og en antropolog fra det californiske Berkeley-universit, Vincint Sarich, anslår, at en gennemsnits kalenjin kan løbe fra 90 pct. af verdens befolkning.

Teorien om den tynde luft har ikke overbevist alle, for mange andre folkeslag lever også i højlandet uden af vinde, så nogle eksperter tror derfor på, at talentet er genetisk betinget. Senest har danske forskere på Rigshospitalet fastslået, at de kenyanske løbere har meget tynde og muskuløse underben, og at det må være svaret på gåden.

Træner Samuel Keitany på St. Patrick-skolen er enig i, at kenyanere er bygget slanke og atletiske. Men svaret for ham ligger i hård træning. De unge løber to gange om dagen i seks dage om ugen, skiftende mellem lette træningsture på 8 til 15 kilometer ud gennem markerne om morgenen og så bakke- og hastighedstræning om aftenen efter en otte timers skoledag.

Når Kenyas kommende stjerner kæmper om 1førstepladserne til nationale stævner, møder 400-600 gode løbere op. Højlandet vælter sig i talenter, så de unge lærer fra begyndelsen, at de skal være ekstra gode for at vinde. OL-skuffelsen med kun én kenyansk guldmedalje og seks i sølv og bronze gør det blot endnu vigtigere at klø på, mener Keitany.

»De fleste mister modet, for ekstremt få når til tops. Det er dem, der har talentet og mentaliteten til at træne hårdt og til at lytte til de råd og den opmuntring, vi giver dem. De fleste kommer fra fattige familier, og at løbe er for dem en vej til berømmelse og rigdom,« siger træneren igennem de sidste otte år.

Men kunne det også være maden? Næppe, mener både løberne og træneren, selv om folk i området spiser mange kulhydrater. På kostskolen serveres te og brød til morgenmad, kogte bønner og majs til frokost og majsgrød med kål til aftensmad, men det samme spiser befolkningen i store dele af den tredje verden.

»Vi får kun kød to gange om ugen, men til gengæld får vi masser af mælk« fortæller Bernard..

Guds hjælp

Løberne morer sig over alle de fine teorier og skrøner om deres succes og over alle de journalister, der kommer forbi for at finde hemmeligheden. Først langt henne i samtalen kommer afsløringen fra Bernard Kiptany. Den hemmelighed, som alle har ventet på i årevis, kan JP Explorer nu langt om længe bringe.

»Gud har haft en plan med at skabe gode løbere her. Kenya er et fattigt land, så der en højere mening med, at vi her er blevet ekstra gode til at løbe, og at vi træner ekstra hårdt for at vinde. Vi ved, at vi kan vinde, og Gud har givet os ret,« siger han.

Efter skoletimerne trækker drengene i træningstøjet, og vi følger dem - i bil - ud på en kort hyggetur på seks kilometer gennem et bakket landskab, der bortset fra de lerklinede hytter med spidse stråtag, små majsparceller og fritgående køer og geder minder meget om det danske.

Tilsyneladende uden at være blot en smule forpustede kommer løberne tilbage og skifter tilbage til skoleuniformen. Så afslutter de en lang dag med en tur i den katolske kirke lige overfor skolen med en bøn til den store karriereplanlægger.

explorer@jp.dk

Kenyas kvinder gør oprør
Uwai, Kenya

400 mennesker sidder på skæve bænke under den brændende sol i landsbyen Uwai tæt ved grænsen til Uganda. Mændene sidder i den ene side, kvinderne i den anden. Det er en kønnenes kamp, der foregår her i det ellers 100 procent mandsdominerede Kenya.

I Uwai er det ikke unormalt, at kvinder får tæsk med flodhestehaler. Små piger voldtages jævnligt. Børn brændes på fingrene, når de ikke makker ret, og mændene spreder aids ved systematisk at lave ægteskabelige sidespring. Da de færreste herude i bushen kender noget til kenyansk lovgivning, så meldes hustruvold, voldtægter og børnemishandling stort set aldrig til politiet.

Men det skal være slut nu, mener 200 barfodsadvokater, knap halvdelen kvinder, der med dansk hjælp øger bevidstheden om lov og retfærdighed blandt folk længst ude i den kenyanske bush.

De værste kreaturer

Her langt ude af de røde jordveje hos luo-stammen råder fattigdommen. At mændene samtidig har tradition for at gifte sig med ligeså mange kvinder, de har råd til, gør ikke problemerne mindre.

»Når vi kommer og beder vores mænd om penge til mad, så siger de, at de ingen har. Om aftenen kommer de fulde hjem. Hvor mon de penge er kommet fra?« spørger en kvinde og ryster på hovedet. En anden rejser sig op og fortsætter de verbale tæsk til landsbyens mænd:

»Jeg ved med sikkerhed, at mænd er værre end kvinder. De kan være sammen med syv kvinder på en dag. Jeg har aldrig været min mand utro, men han har haft mange forskellige kvinder. Mænd er de værste kreaturer på jorden.«

Demokrati i sengen

Barfodsadvokaten Clementine Ochieng rejser sig og forklarer folkene i Uwai, at demokrati begynder i sengen, og at det siden breder sig til hele hytten, landsbyen og hele landet. Når der ikke er demokrati i sengen, fører det til voldtægt, og det skal meldes til politiet. Højlydt utilfredshed breder sig blandt mændene, som tydeligvis aldrig har spurgt deres kvinder, om de nu også havde lyst til at have sex med dem.

»Det er forkert at kalde det voldtægt, når det er ens egen kone. Vi har ret til at have sex med dem og også ret til at slå dem, for det er os, der har betalt brudeprisen,« siger en vred mand.

Elisabeth Adum har siddet fem timer uden mad og drikke og fulgt med i diskussionen. Hun er 48 år og har syv børn i alderen 6 til 32 år. På en god dag kan hun tjene små fire kroner på at sælge sardiner og tørfisk på markedet.

»Da min mand døde, ville hans familie have, at jeg skulle arves af min svoger, sådan som vores tradition byder. Men jeg nægtede og blev udstødt af min mands familie. Den taler slet ikke med mig mere, og det gør min egen familie heller ikke. Mændene er vrede over, at vi bryder traditionen. De siger, at vi nægter dem deres retmæssige arv. Men hvis man arves, risikerer man sygdomme som aids, syfilis og gonorré, og ofte er mændene bare ude efter at få fingre i vores hus og vores jord. De kommer ikke for at hjælpe,« siger hun.

Fantastisk effekt

De 200 barfodsadvokater i Kisumu og omegn underviser, rådgiver og støtter de folk, der føler de bliver udnyttet, undertrykt, mishandlet eller udsat for andre uretfærdigheder. Ideen med barfodsadvokaterne stammer fra Sydafrika, hvor landets sorte blev systematisk undertrykt og mishandlet under apartheidstyret.

»Det har en fantastisk effekt. I starten når vi holdt møder som disse i landsbyerne, så nægtede mændene at lade deres koner deltage. I dag var der næsten flere kvinder, som brokkede sig, end mænd,« siger Poul Thisted fra Mellemfolkeligt Samvirke. Han har siden 2001 uddannet 230 barfodsadvokater i Kisumu-egnen med økonomisk støtte fra Danmark og Finland.

De 30 af dem er døde af aids, som er et udbredt problem her ved hovedvejen til Uganda, fordi kvinderne for at forsørge deres familier sælger deres kroppe til de lastbilschauffører, som kører varer til og fra Uganda.

Forbryder-aftale

De ulønnede problemknusere får et seks ugers intensivt kursus i menneskerettigheder og kenyansk lovgivning, og så kan de gå i gang med et uendeligt omfangsrigt og problematisk arbejde. I august blev to piger på 13 og 15 år f.eks. voldtaget i Uwai. Alle vidste, hvem der stod bag voldtægterne, men ingen meldte manden til politiet.

»Faktisk havde pigernes familie lavet en aftale med voldtægtsforbryderen om, at han som straf skulle betale dem en vædder. Men vi fik overbevist dem om, at de skulle melde ham til politiet, og så blev han anholdt og venter nu på sin dom. Vi bruger sagen som et eksempel for folk her, fordi den kan være med til at standse andre mænd fra at gøre det samme,« siger 42-årige Michael Oduma, som er holdleder for barfodsadvokaterne i Uwai.

Han fortæller, at hans job ikke kun er at arrangere workshops i landsbyerne. Hvis folk har problemer, de ikke ønsker at tale om offentligt, så kan de altid henvende sig direkte til den barfodsadvokat, der bor tættest på dem. Knap halvdelen af de frivillige rådgivere er kvinder.

Frigørelsen

Barfodsadvokaterne håber, at projektet i Kisumu kan udvikle sig til at blive landsdækkende. Flertallet af kenyanerne har nemlig ikke råd til at hyre en rigtig advokat.

»Vi får os nogle fjender ind imellem. For eksempel tror jeg ikke, at ham voldtægtsforbryderen synes specielt godt om os. Folk har svært ved at tro på, at det er i orden at bryde de traditionelle bånd. Vi luoer er for eksempel polygamister, så det at gå ud og finde endnu en kone bliver egentlig ikke set på som et problem af de fleste. I min alder skulle jeg have mindst fem koner,« siger Michael, der som de fleste barfodsadvokater kun har en.

Navnlig for kvinderne er der tale om en revolution. De er vant til at blive arvet, slået, bidt og frastjålet jord. Nu har de fået mod til klage.

»På en måde er det de kenyanske kvinders frigørelse, der begynder helt herude på landet,« siger Clementine Ochieng.

explorer@jp.dk

Man lemlæster da kvinder
Narok

Den 16-årige Judith Keiwua er først lige begyndt at tale igen. I tre uger har hun holdt hovedet bøjet i chok, skam, vrede og smerte. Mod sin vilje fik hun sit underliv maltrakteret efter ordre fra sin bror.

Allerede for fire år siden besluttede Judith og hendes lillesøster Dorcas sig for, at de ikke ville følge traditionen med at blive omskåret. De havde hørt et foredrag om konsekvenserne ved at få fjernet klitoris og de store og små skamlæber med et beskidt barberblad, en tomatdåse eller en lang skarpslebet negl.

»Min mor holdt med os, og det sagde min bror, at han også gjorde. Men så en lørdag for tre uger siden var min mor rejst bort til en anden landsby, og min bror bankede på vores dør klokken seks om morgenen,« indleder Judith sin beretning.

Maltraktering

»I dag vil du se, at jeg er en mand, og at jeg nu også er din far, sagde min bror til mig,« fortæller Judith, hvis far døde for 12 år siden: »Så kom fire mænd og fem kvinder ind og trak mig udenfor. Mens min bror slog løs på mig, bandt de andre mig med reb på hænder og fødder. Jeg advarede dem om, at de ville blive straffet, hvis de omskar mig mod min vilje.«

Da Judith lå bundet, gik mændene væk. Den ene kvinde tog et barberblad og skar. Bagefter kom turen til lillesøsteren. En læge har tilset Dorcas og konstateret, at der ikke er tale om en omskæring, men om maltraktering.

»De skar og skar hende på må og få. Når sårene er helet, håber jeg, at lægerne på hospitalet kan få hende nogenlunde pæn igen,« siger den dynamiske Agnes Pareyao.

Hun er masai-kvinde og leder af Tasani Girls Rescue Center, som hjælper de piger, der løber hjemmefra for at undgå omskæring og tvungne ægteskaber. Indtil videre har hun hjulpet 68 piger med husly, støtte og uddannelse. De 27 bor stadig på børnehjemmet, fordi det i mange tilfælde er umuligt at forsone pigerne med deres familier.

En tradition

»Omskæring er blandt masaier en tradition med dybe rødder. Ifølge vores kultur vil en pige aldrig blive kvinde, hvis hun ikke bliver omskåret. De fleste piger vil det gerne selv, og de er helt ned til 10-12 år. Lige efter omskæringen bliver de giftet bort og dropper dermed også ud af skolen i 3. eller 4. klasse,« forklarer den 46-årige Agnes Pareyao.

Hun blev også selv omskåret som lille pige og fortæller, at alt, hvad der kan minde om seksuel tilfredsstillelse, forsvinder, når kvinden med barberkniven kommer.

»Du føler absolut ingenting, når du går i seng med din mand. Du yder ham bare en service. Det er også derfor, at de fleste masaimænd gifter sig med flere kvinder. Der er ingen kærlighed mellem dem og deres koner. Ingen kærlighed overhovedet.«

Agnes Pareyao har siden 1995 kæmpet mod traditionen og er ikke i tvivl om, at omskæring nok skal forsvinde en dag, når piger og kvinder bliver bevidste om konsekvenserne. Ustoppelige blødninger, utålelige smerter, urinvejsinfektioner og ar, der gør det ekstremt smertefyldt at føde børn. Intet tilfredsstillende sexliv resten af livet er den ultimative pris for en masaipige, der følger en tradition, hvis oprindelse ingen kender.

»Vores liv er bundet meget op på traditioner. Som barn får man to tænder i undermunden fjernet, senere får man huller i ørerne, og så bliver man omskåret. Det er en kultur, som uden tvivl vil dø, men det tager lang tid, og ingen andre end os selv kan standse den,« forklarer Agnes Pareyao.

Kvinder står bag

Hun rejser rundt til landsbyerne med en træmodel af et kvindeunderliv og udskiftelige dele, som illustrerer de forskellige omskæringsformer. Hun prøver at lære både mænd og kvinder, at mennesket er født med forskellige organer, og at de alle er vigtige.

»Hvis en fremmed kom ud i landsbyerne og begyndte at tale om vagina og klitoris, så ville masaierne lukke ørerne. Men når jeg kommer, så bliver de nødt til at lytte, fordi jeg er en af dem,« siger hun og understreger, at kvinderne faktisk er det største problem.

»Mænd bestemmer ellers alt, men de har intet med udførelsen af den kvindelige omskæring at gøre. Hvis det ikke var på grund af kvinderne, så var omskæring af piger afskaffet i dag.«

I flere religioner

Kvindelig omskæring er udbredt i Kenya og er ikke kun forbundet med islam. Traditionen følges af nogle stammer uanset religiøst tilhørsforhold. De masaier, der ikke er omvendt af kristne missionærer, dyrker således stadig deres gamle naturreligion, og omskæring følger med.

Nogle stammer nøjes ikke bare med at skære alt væk. For at sikre sig, at piger forbliver jomfru til bryllupsnatten, syer de også pigerne sammen, så der kun er et lille hul, hvor blod og urin kan komme ud. Når pigen bliver gift, åbner mandens forlover hende med hornet fra en gedebuk.

Et frustreret liv

Judith Keiwua på 16 havde håbet på et lykkeligt liv med en god uddannelse og en kærlig mand.

»Jeg er meget ked af det nu, for jeg ved, at jeg vil komme til at leve et frustreret liv for altid,« siger hun stille.

De øvrige piger på Tasani Girls Rescue Center krydser fingre for, at de undgår Judiths skæbne. Mange af dem er løbet hjemmefra for at undgå omskæring og ægteskab. Som13-årige Evelyne Siron, der flygtede som 10-årig, fordi hendes far ville gifte hende bort til en 50 år gammel mand.

Agnes Pareyao vil bruge sagen om maltraktering af Judith og Dorcas som en prøvesag for at få masaierne til at indse, at omskæring er ulovlig. Indtil videre er meget få blevet dømt, og straffene har været milde. Lykkes det at vinde sagen, står Judiths bror til to år i fængsel.

»Jeg tror aldrig, at jeg kan tilgive min bror. Jeg håber, at han vil blive straffet, og først når han har afsonet sin dom, vil jeg tale med ham igen,« siger Judith.

explorer@jp.dk

Masaier på krigsstien
Nanyuki , Kenya

Nogen frygtindgydende masai-kriger ligner Lepose Lerongo ikke just med sine tre tænder i overmunden og sin avancerede påklædning med guldklokker i ørerne, en Reebok strikhue på hovedet og et orange Shuka-sjal over en slidt amerikansk t-shirt.

Men den 69-årige masai med to koner og 10 børn har indledt et regulært oprør mod den kenyanske regering. Han vil have den jord, som masaierne fik beslaglagt i kolonitiden, tilbage, og han er parat til at bryde loven for at få ret. Foreløbig har han klippet hul i hegnet ind til en hvid ranch og sendt sine 100 sultne køer og 300 får ind for ulovligt at græsse. Men det er kun begyndelsen, forsikrer han.

»Regeringen dræber vores sønner, selv om den jord, hvor vores dyr græsser, tilhører os. Det er ingen forbrydelse. Denne krig vil vare længe, fordi både regeringen og ejerne af rancherne nægter at give os jorden tilbage,« siger han, mens et farverigt opløb stimler sammen om os på hovedgaden i masaiflækken Dol Dol.

Regnen udebliver

For at komme til Dol Dol har vi fra byen Nanyuki 56 km væk gennemført et flere timer langt forhindringsløb i en højbenet firehjulstrækker ad hullede jordveje. Et smukt bakket landskab med klippefremspring har foldet sig ud foran os, men også givet forklaringen på, hvorfor oprøret er brudt ud netop nu.

Jorden er afsvedet, træerne knastørre og græsset bidt ned til jordhøjde. Det har ikke regnet i månedsvis, og her er intet at æde for masaiernes dyr. Samtidig springer kontrasten mellem de indhegnede rancher med store mængder langt tørt græs og masaiernes golde områder i øjnene.

Konflikten optager både kenyanske og internationale medier, fordi den allerede har kostet blod og skabt frygt for, at det vil gå de hvide ranchejere i Kenya på samme måde som i Zimbabwe. 21. august blev den 70-årige masai Ntinai Moiyare dræbt og fire andre masai-hyrder såret, da Kenyas paramilitære politi, GSU (General Service Unit) åbnede ild mod en gruppe masaier, der med deres dyr havde invaderet en stor ranch.

I de følgende uger optrappedes konflikten, og politiet anholdt 210 masaier, der dog for langt størstedelens vedkommende siden er løsladt mod kaution. En af dem er Lisabe Sawoi, der blev fængslet i 10 dage efter skudepisoden. Hans bror måtte stille med sit skøde på sin jord for at få ham ud af cellen.

Lejeaftale udløbet

»Foreløbig fortsætter vi med vores aktioner, indtil det begynder at regne. Vi har ikke andet valg, hvis tørken ikke skal dræbe vores dyr. Men samtidig vil vi gå rettens vej for at få vores jord tilbage«, siger han.

En talsmand for masai-bevægelsen Osiligi (Håb, red.), John Ole Tingoi, afviser, at hans organisation har planlagt de ulovlige indtrængninger, men tilføjer, at tørken ikke giver masaierne andet valg. Osiligi kæmper for at skaffe jorden tilbage af rettens vej. Da det britiske kolonifolk beslaglagde størstedelen af masaiernes jord i Rift Valley i 1904 og sendte krigerfolket ud i reservater, blev det officielt præsenteret som en 99-årig frivillig aftale mellem kolonimagten og masaiernes leder, Olanana. Aftalen udløb midt i august i år.

»Vi kræver en millioner tønder land i vores distrikt tilbage. Det er gammelt masailand, men de 30.000 masaier i Laikipia-området råder kun over 11 pct. mens en lille håndfuld ranchejere fylder 64 pct. Resten dyrkes som landbrug navnlig af kikuyuer,« fortæller John Ole Tingoi og fortsætter:

»Helt frem til selvstændigheden i 1963 blev masai-jord beslaglagt uden kompensation. Siden er vi blevet marginaliseret, og nu er vi presset ud til kanten af overlevelse. Vi risikerer samme tørkekatastrofe som i 2000, da størstedelen af vores dyr døde. Men ingen gør noget for os. End ikke turismen i Kenya har vi nydt godt af.«

Urimelig jordfordeling

Osiligi-organisationen er samarbejdspartner med Mellemfolkeligt Samvirke (MS), hvis holdning er, at problemet med jordfordeling i Kenya er et af de vigtigste at få løst, hvis udviklingen af landet skal komme de fattigste til gode.

»Kenya har en jordfordeling, der producerer fattigdom. Jorden er på så få hænder, at fattige bønder, der kunne få en lidt bedre tilværelse med mere jord, ikke har en jordisk chance for at få fat i den,« siger Kristian Sloth fra MS-kontoret i Nairobi.

Alligevel er sagen sprængfarlig for de kenyanske myndigheder. Giver landets højesteret masaierne ret, hvilket er tvivlsomt, kan det åbne en Pandoras æske, fordi kolonitidens Kenya var en lang historie om beslaglæggelse af jord og tvangsflytning af hele stammer. Andre stammer vil derfor bruge en masaidom til også at kræve jord eller erstatning, og ranchejerne vil hævde, at deres retmæssige ejerskab blev bekræftet ved Kenyas selvstændighed.

Samtidig bruger masaierne konflikten som en politisk kamp for at skaffe sig mere indflydelse i Nairobi. Selv om masaierne afviser, at konflikten har racistiske undertoner, ligner det PR-mæssigt mere end en tanke, at samtlige indtrængninger er sket på 13 rancher ejet af hvide, enten efterkommere af kolonitidens tilflyttere eller rige vestlige jetsettere eller internationale firmaer, hvoraf mange har indrettet dyrereservater. Mange andre af de 38 store rancher i området er ejet af sorte kenyanere, heriblandt flere politikere.

De hvide i klemme

John Ole Tingoi afviser, at situationen i Kenya kan sammenlignes med Zimbabwe, for her var det regeringen, der besatte de hvides farme. Men han erkender, at Osiligi kun går efter at få de store rancher tilbage og ikke ønsker at fratage andre tilflyttede stammer deres jord i området.

For de hvide ranchejere, hvis jorder er så kæmpemæssige, at de ofte strækker sig, så langt øjet rækker, er konflikten ubehagelig. Selv om der ikke umiddelbart synes at være nogen sammenhæng med konflikten i Dol Dol, vakte det bestyrtelse, at en britisk farmer i Naivasha, Martin Palmer, blev overfaldet og dræbt i sit hjem ni dage efter skudepisoden i Dol Dol.

Foreløbig har de holdt lav profil og henholdt sig til, at de har skøde på jorden, og at de gør et stort arbejde for beskyttelsen af de vilde dyr i området. Ifølge masaiernes talsmand åbnede en af de hvide ranchejere, Michael Dyer, dog forleden på kenyansk tv for forhandlinger. Ifølge John Ole Tingoi erkendte Dyer, at jorden er gammel masailand og opfordrede derefter til at løse striden gennem forhandlinger.

Imens fortsætter masaierne med at drive deres køer, geder, får og kameler ind på deres gamle, nu forbudte og indhegnede jord. På vej tilbage kører vi igennem den engang danskejede Olenaisho ranch og møder talrige masaihyrder, der indtil videre fredeligt passer på deres dyr.

explorer@jp.dk

Mennesker på kant med naturen
Masai Mara

Flokke af elefanter kommer trampende gennem det høje græs. Løver sover skønhedssøvn, og aberne leger på terrassen i vores teltlejr. Masai Mara er ikke for ingenting Kenyas største tu- ristattraktion. Nationalparken på 1.510 kvadratkilometer med 95 forskellige dyrearter og 450 fuglearter rummer alt, hvad en safariturist kan drømme om.

Men uden om bor der mennesker. Flertallet masaier med massevis af køer og geder, der har bidt græsset ned til jorden og en enkelt majsmark hist og pist. De har udsigt til grønne enge og tonsvis af frisk, forbudt kød.

»Masaierne bringer af og til deres dyr ind i parken, men de ved godt, at det ikke er tilladt. En masai risikerer flere års fængsel, hvis han bliver opdaget,« siger David Narikae, der er en af 200 vagter, som dag og nat passer på de vilde dyr i Masai Mara.

Krybskytteri var i en årrække et kæmpe problem i Kenya. Bestanden af næsehorn blev næsten udryddet, fordi hornet anses for at fungere som en naturlig viagra i dele af Østen. Men også elefanter, zebraer og leoparder blev skudt eller fanget i fælder.

Kort proces

»Til sidst gav regeringen os ordre til at skyde uden varsel på krybskytter. Vi dræbte mange, så efterhånden blev de andre så bange, at de stoppede. I dag nøjes vi med at anholde dem. De får bagefter syv år i fængsel,« fortsætter David.

Hans job er også at holde øje med sygdom blandt de vilde dyr. Forleden opdagede han en elefant fanget i en fælde og fik tilkaldt en dyrlæge. Vagterne i parken holder også konstant øje med næsehorn, der er gravide eller lige har født for at beskytte ungerne.

Men dyrene bliver også ind imellem en trussel mod indbyggerne. Der er ikke hegn om Masai Mara, og ofte er der flere vilde dyr udenfor parken end indenfor.

»Elefanter har dræbt mindst tyve mennesker indenfor det seneste år udenfor parken. Det sker især, når fulde folk om natten møder en elefant. Så angriber den, og man har ikke en chance,« fortæller 32-årige Kennedy Lepore, der er direktør på Fig Tree telthotellet i parken.

Han glæder sig over, at safariturismen i Kenya igen er kommet op i fulde omdrejninger efter nogle sløje år. Turismen dykkede drastisk, da Al Qaida terrorister sprængte den amerikanske ambassade i Nairobi i luften i 1998, og da de nogle år efter bombede et turisthotel i Mombasa og forsøgte at skyde et israelsk fly ned med to jord-til-luft missiler. Attentaterne har fået det amerikanske udenrigsministerium til at fraråde amerikanere at besøge Kenya.

»Vi har ikke ret mange amerikanere, men flest japanere og europæere. Men det er noget sludder at påstå, at Kenya skulle være et særligt farligt land,« siger Kennedy.

Vildtet under pres

I 1965 var der kun et hotel i Masai Mara. Nu er her 25, og masaier planlægger at bygge flere udenfor parken. Det har øget presset på vildtbestanden, der morgen og aften forstyrres af en hær af hvide minibusser med opslået safaritag. Busserne har pligt til at holde sig på de veje, der er anlagt i nationalparken, men hjulspor på kryds og tværs vidner om, at mange chauffører gerne skyder genvej igennem græsset for at komme tæt på dyrene.

»De fleste dyr har vænnet sig til turister, heriblandt løverne. Men leoparder, elefanter og næsehorn kan ikke lide at blive forstyrret,« fastslår vagten David Narikae.

Turismen er en af Kenyas største indtægtskilder, og turistministeriet arbejder på at sprede tilbuddene, for når folk først en gang har været på safari, kræver de noget mere næste gang. Derfor har regeringen netop afsat et beløb svarende til 4 mio. kr. på at markedsføre den kulturelle turisme. Især japanske og kinesiske turister skulle således være meget interesseret i at studere nogle kenyanske stammers polygame livsstil.

For en førstegangsturist er det svært at forestille sig, at man kan blive træt af store savanner og intense dyre- oplevelser.

En af attraktionerne er netop her i august-september, når hundredtusinder af gnuer og zebraer migrerer fra Tanzania mod nord for at finde frisk græs.

explorer@jp.dk

Når far og mor dør af aids
Mama Paulinas liv lyder som et mareridt. Den nu 74-årige, krogede og svækkede kvinde blev forældreløs som et-årig og voksede op hos en tante. Som 12-årig blev hun for 11 køer giftet væk til en gammel mand, der i forvejen havde tre koner og adskillige børnebørn.

Med ham fik Paulina 12 børn. Ni af dem er i dag døde af aids, og ingen af de tre overlevende hjælper hende. Derimod har hun flere gange fået tæsk af sin søn, som bor på nabogrunden, fordi han vil have fingre i hendes fem tønder land.

Alligevel stråler Mama Paulina som en lille sol, da Explorer ekspeditionen kommer på besøg. For takket være en lokal hjælpeorganisation har hun fået udskiftet sin utætte hytte med et lille hus med tre små rum, hvor hun kan sikre syv af sine børnebørn tag over hovedet. Og hun har fået en ko, der, når Gud engang byder den at give mælk, skal sikre et vigtigt kosttilskud.

»Jeg har haft lykkelige år, men ikke noget godt liv. I dag er jeg glad for, at det ikke mere regner på mig, og at jeg er sikker på at få mad hver dag, så jeg kan sørge for mine børnebørn,« siger Mama Paulina og giver aids skylden for, at hun helt frem til sin død skal kæmpe for sin overlevelse.

»Aids er ikke nogen forbandelse kastet ned over os. Det er noget, mænd selv går ud og henter sig på gaden i stedet for at sørge for deres familie. Jeg er bitter på mine børn, som aldrig lyttede til mig. Jeg forsøger at tilgive, men uden hjælp udefra ville både jeg og deres børn være døde nu.«

Den furede kvinde har en seng og en kurvestol, men ellers er her sparsomt med møbler i det lille hus. Børnebørnene sover på flettede underlag, og køkkenet ude i haven med en lille bålplads tjener også som stald for koen om natten. Lokummet er et hul i jorden i en lille hytte i haven.

Børnene står op klokken fem for at grave i haven, så familien kan være selvforsynende med majs, rodfrugter og andre grøntsager.

Frodig egn ramt

Takket være jorden og hjælpen klarer Mama Paulina sig væsentligt bedre end mange andre her på egnen mellem Kisumu og grænsen til Uganda, som er Kenyas mest aids-inficerede område.

De officielle skøn over udbredelsen svinger voldsomt, fordi kun et fåtal testes. Hjælpeorganisationer skønner, at mellem 15 og 20 pct. af de voksne på egnen er HIV-positive. For Kenya som helhed har FN's særlige organisation for sygdommen, UNAIDS, derimod netop nedskrevet tallet fra 13,5 pct. til 6,7 pct. med den forklaring, at det statistiske materiale er blevet bedre. I sin årsrapport for 2004 konstaterer UNAIDS, at udbredelsen af sygdommen er faldet i 15 lande syd for Sahara i perioden 2001 til 2003, mens tallet forblev uændret i yderligere 10.

Landbrugsjorden ved Victoriasøen er frodig og søen fyldt med fisk, men aids har skabt en uoverskuelig og dramatisk situation. Sygdommen udraderer hele familier og har sat den traditionelle afrikanske familiesolidaritet på en hård prøve. Mange småbørn opdrages i dag af deres ældre teenagesøskende, som hutler sig igennem.

Enkelte har dog fået chancen for et bedre liv bl.a. takket være et pilotprojekt under FN-organisationen World Food Programme, der giver fødevarehjælp til 32.000 særligt udsatte personer i området ved grænsebyen Busia. En familie på seks får en gang om måneden en madpakke på 55 kilo fordelt på majs, soja, bønner, olie og sukker. Det svarer til ca. halvdelen af det, en familie har brug for, så det tvinger også familien til fortsat at dyrke grøntsager.

Ifølge WFP's danske medarbejder i området, Lene Olsen, betyder hjælpen, at hverken børn eller aidssyge forældre sendes sultne i seng, så de kan koncentrere sig om andet end næste måltid.

»Kun en brøkdel af aidsramte får den livsforlængende medicin, der tilbydes i Vesten. Men sikkerhed for mad betyder, at mange også får det fysisk bedre. I en familie med mange børn er det vigtigt, at forældrene kan leve fem år længere for at sikre deres børns opvækst,« siger hun.

Aids blev ignoreret

WFP samarbejder med den dynamiske lokale ildsjæl i byen Butanga, Mary Makokha, der har stiftet den lokale hjælpeorganisation Reep. Mary er 39 år og arbejdede som journalist i Nairobi, indtil hun vendte tilbage til sin fødeegn for at gøre en forskel, da folk begyndte at dø som fluer.

»Folk troede, at byen var forhekset og havde allerede udpeget den skyldige. Han fik sit hus brændt ned. Så helvede brød løs, da jeg ved begravelsen af en af mine fætre i 1997 stillede mig op og sagde, at han var død af aids. Alle troede, at aids kun var noget, de havde i Uganda,« fortæller hun.

Et af problemerne er, mener hun, at mændene fra de dominerende luo- og luhyia-stammer i området er polygamister. Når mændene har penge nok, gifter de sig med en kone mere, fordi de så opfattes som mandige og rige. Fætteren havde således været gift med 12 forskellige kvinder.

Så Mary Makokha stiftede en organisation, skaffede penge fra private donorer og begyndte en sej kamp op ad bakke for at skabe bevidsthed om problemet. Det var svært. F.eks. fortæller hun om, hvordan en mand i byen gik til en åndemaner eller healer for at blive kureret for aids. Healerens opskrift var, at manden skulle gå i seng med en jomfru, hvorefter den syge voldtog en handicappet pige, der både blev smittet og senere fødte en HIV-positiv datter.

»Når jeg delte bøger ud om aids, rev folk dem i stykker og brugte siderne som indpakningspapir på markedet. De ville ikke vide af sygdommen. Situationen ændrede sig først, da to aidsramte kvinder i december 1998 besluttede at stå frem og fortælle om deres sygdom. Begge var katolikker og blev smidt ud af kirken.«

Opgør med kirken

Mary Makokha beskylder den katolske kirke for at bidrage til, at det tager så lang tid at udrydde aids i Afrika. 90 pct. af indbyggerne i området er katolikker, og i kirken får de det råd, at de skal lære at være tro mod deres partner og seksuelt afholdende for at undgå aids. For paven i Vatikanet har bandlyst kondomer.

»Kirken optræder hyklerisk. Den accepterer stiltiende, at folk er polygame, og den gør ikke noget for at stoppe traditionen med, at en enke arves af sin mands familie, selv om netop det er med til at sprede aids. Da jeg havde stiftet Reep, mødte jeg en dag præsten på gaden, og han gav mig en ordentlig lussing. Jeg slog igen, og slåskampen skaffede mig en masse reklame. Men også jeg blev smidt ud af kirken.«

I dag er stemningen ved at vende, fortæller hun, og selv ledende katolikker kommer for at hente de kondomer, som organisationen uddeler gratis. Reep holder også workshops for at vise, hvordan kondomerne skal bruges.

Men som mange andre steder i Afrika er det svært at få mændene til at beskytte sig selv og kvinderne. Blandt de gængse historier er variationer over, at kondomer er fyldt med HIV-virus, at der er hul i dem, og at de sprænger. Den mest sejlivede er dog, at aids er den hvide mands våben for at udrydde afrikanerne.

De hvides våben

Myten blev i slutningen af august holdt i live på regeringsniveau, da den kenyanske viceminister, professor Wangari Maathai, på en konference i Nyeri i det centrale Kenya betegnede aids som et biologisk masseødelæggelsesvåben fabrikeret af den rige verden for at udrydde den sorte race på det afrikanske kontinent. Hun tilføjede, at afrikanere igennem årtier har været naive nok til at falde for den hvide løgn om, at aids kommer fra aber.

»Vi ved at de udviklede lande bruger biologisk krigsførsel og overlader geværer til primitive folk. De har ressourcerne til at gøre det, og aids er et redskab udviklet af nogle onde videnskabsmænd,« sagde Maathai ifølge kenyansk presse.

Holdninger som denne er medvirkende til, at aids fortsætter med at spredes. I nabolandet Uganda, hvor selveste præsidenten er gået i spidsen for kampen, er kurven således knækket.

Reep opfordrer kvinder til at nægte at lade sig arve og til at f

På kanten af tilværelsen
Isiolo

Der er mange gode grunde til, at de fleste turistbusser drøner igennem Isiolo med lukkede døre og vinduer på vej ud til dyreparkerne og deres luksushoteller.

Med sin støvede hovedgade har den nordkenyanske by længe været berygtet som en røverby, hvor der aldrig var langt til krumkniven eller geværet.

Interessen er derfor næsten overvældende, da JP's exploratører som undtagelsen, der bekræfter reglen, stopper i byen for at finde lykken og måle temperaturen på det mellemfolkelige samliv.

Ved synet af sjældne udlændinge dukker en hær af sælgere af armbånd, knive og spyd frem bag ramponerede træhytter ved hovedgadens to eneste fine bygninger, moskeen og kirken.

Sammen med pågående medlemmer af den absolutte underklasse, lasede gadebørn, høje af at sniffe lim.

I Isiolo støder alting sammen.

Grænseby

Byen danner grænse mellem det golde nord og det frodige syd, og fem forskellige stammer med forskellig religion udgør hovedparten af provinsbyens 100.000 indbyggere.

Flertallet i byen er muslimer, der ellers udgør et mindretal i det fortrinsvis kristne Kenya. Borgmesteren er borana, en stamme med oprindelse i Etiopien, mens andre muslimer stammer fra Somalia. Så er der kristne turkanaer og kristne meru, men også naturfolket samburu.

»De forskellige religioner har altid levet i fin harmoni med hinanden. Når der er ballade, skyldes det næsten altid dyr og adgangen til græsgange,« fortæller Hassan Shano, leder af en organisation, der kæmper for at skaffe borana-hyrdernes jord og rettigheder.

Sidste gang, det for alvor gik galt, var i 2002 og 2003, da somalihyrder fra det nordligste Kenya på grund af tørke drev deres dyr ned til Isiolo.

De havde ikke fået tilladelse, og de muslimske borana-hyrder greb til våben for at smide deres muslimske fjender ud af området. Over 200 blev dræbt i sammenstødene, der skabte avisoverskrifter både i Kenya og i udlandet.

Det reducerede kraftigt antallet af turistbusser, og de resterende kørte endnu hurtigere igennem byen.

Fødevarehjælp

Nu har tørken ramt igen, og flertallet af Isiolos borgere er ludfattige.

80 pct. overlever på fødevarehjælp, og lykken venter ikke lige om hjørnet. I støvet under akacietræerne slår grupper af drenge, mænd og piger tiden ihjel med at spille kort eller med at snakke. Arbejde er klart en mangelvare, og selv karrieren som landevejsrøver er på det seneste gået af mode, efter at politiet har slået hårdt ned på dem.

Men tilsyneladende går samlivet uden gnidninger. Muslimer spiller kort med kristne, og tilslørede somalikvinder sludrer med samburukvinder klædt i naturdragter og imponerende halssmykker. Alligevel har ingen formentlig nogensinde overvejet at oprette et integrationsministerium i Isiolo. For når det gælder ægteskab, hører blandinger mellem stammerne til sjældenhederne, og forældrene har den endelige beslutning.

Årsagen er traditioner, religion og også brudeprisen, der varierer fra gruppe til gruppe. Nogle boranaer fortæller, at det er muligt at forhandle sig ned til en pris på fire kameler, mens andre stammer forlanger meget mere.

Prisen på en kone

»I min stamme er prisen for en brud 30 køer, et æsel og måske et par kameler. Derfor er det svært for mange at gifte sig, men vi kan ikke bare løbe væk fra vores kultur. Men på grund af tørken er det i øjeblikket muligt at gifte sig på afbetaling,« fortæller en af turkanaernes ledere, 34-årige Joseph Kalapata.

Det britiske kolonistyre gjorde aldrig noget for at forene de omkring 42 forskellige stammer i ét folk. Og efter selvstændigheden i 1963 fortsatte gnidninger mellem mange af stammerne, og det er en udbredt antagelse, at det dominerende kenyanske parti fra selvstændigheden og 37 år frem, KANU, Kenya African National Union, pustede til ilden for at komme af med politiske modstandere.

Politikere fra KANU menes således at have trukket i snorene, da medlemmer af masai- og kalenjin-stammerne i begyndelsen af 1990'erne angreb og myrdede folk fra kikuyu-, luhya- og luostammerne, hvis modstand mod regeringen var stor.

Fast pris pr. mord

Angriberne fik en fast pris for hvert menneske, der blev dræbt, og for hver hytte, der blev brændt ned. Morderne fik biler og også jordlodder i Rift Valley. Kort efter tog kikuyuerne og luoerne hævn, og en hel kalenjin-landsby blev brændt ned og kvinder og børn slagtet.

Konflikten kostede 1500 mennesker livet, og 300.000 blev fordrevet. Regeringshæren greb ikke ind, og de fleste fik aldrig erstatning for tabt jord. I 1997 og 1998 blussede de etniske kampe op igen, igen ansporet af skrupelløse politikere, og 100.000 mennesker blev fordrevet.

Senest blev omkring en kvart million kenyanere ved uroligheder ikke kun i Isiolo i 2002 drevet på flugt indenfor landets grænser. Samtidig er flere hundreder tusinder flygtninge kommet til Kenya fra konflikter i omkringliggende lande, navnlig Somalia, Etiopien og Sudan.

»Jeg tror ikke, at folk i Isiolo er lykkelige, men de er heller ikke ulykkelige. Kloden er rund, og vi tror på, at tiderne vil skifte. En dag vil de, der nu er marginaliseret, være at finde på toppen. Derfor accepterer de fleste situationen. Måske fordi de er tvunget til det,« filosoferer boranalederen Hassan Shano.

explorer@jp.dk

Skønheden i slummen
Kenya

Måske ville de fleste danske piger takke nej tak til tilbuddet. Men for 21-årige kenyanske Caroline er en drøm gået i opfyldelse, og hun bobler af stolthed. Som den heldige blandt 80 håbefulde piger vandt hun for tre måneder siden en skønhedskonkurrence og blev kåret som den smukkeste kvinde i sin slumby i Nairobi.

Prisen i Miss Pumwani konkurrencen var et gavekort på 3.000 shillings, omkring 300 kroner, som Caroline omsatte i en madras og nogle gryder til køkkenet. Samtidig forpligtede den 21-årige sig til at arbejde i mindst et halvt år som frivillig for organisationen St. John's, der hiver unge ind på skolebænken og udfører andet velgørende arbejde i slumbyen.

»Det er et enormt privilegium at få lov til at arbejde her, også selv om jeg ikke får løn, for de fleste her har ikke noget arbejde. Jeg er stolt over at have nået noget, og jeg har et stort håb om, at dette kan være et springbræt til noget bedre, måske en uddannelse,« fortæller Miss Pumwani, da hun guider os på en tur igennem scener af nedrig fattigdom.

Udenfor de små træskure uden kloak eller vand er kvinder i gang med at friturestege fisk og kartofler i wok over åbne bål. Barfodede børn løber rundt i de hullede og beskidte jordveje, og foran interimistiske barer tilbringer grupper af mænd dagen med at stirre ud i luften.

Skønhed of fattigdom

På den baggrund kan det virke bizart, at Caroline med et funklende smil erklærer sig for lykkelig. Men skønhedskonkurrencer er for Kenyas kvinder blevet en vej ud af slummen på samme måde, som kenyanske løbere har spurtet sig væk fra fattigdommen.

»Alle ser op til mig nu, og de vil gerne være ligesom mig. Jeg kan virke som en model for dem, og jeg forsøger at fortælle dem, at man kan tackle fattigdommen, hvis bare man tænker positivt. Men det kræver, at man selv er indstillet på at gøre noget, og at man f.eks. går sammen med andre om at lave en lille virksomhed. Men de fleste vælger bare at gå til bunds,« siger hun.

Nævn et problem, og slumbyen Pumwani er med stor sandsynlighed leveringsdygtig. Aids er udbredt ligesom vold, prostitution og misbrug af rusmidler. De foretrukne er tygning af khat og brygning af en grødet hvedealkohol, busaa, der dagligt får mange af mændene til at glemme miseren.

»Mange forældre sender deres døtre ud i prostitution for at skaffe penge. Ofte er pigerne kun ti år gamle. Det er på alle måder hårdt at være ung. Mange fædre handler med stoffer, og de leder også deres egne børn ind i et misbrug. Derfor er det vigtigt at få fat i forældrene, og det er vigtigt at give børnene en uddannelse,« siger Caroline.

Kenya er ifølge statistikker det land i verden, der næst efter Brasilien har størst ulighed mellem rig og fattig, og de fattige er i stort overtal. Bruttonationalproduktet målt pr. indbygger ligger på 1.100 dollars (små 7.000 kr.) om året, og gennemsnitsindkomsten pr. indbygger på en tredjedel, omkring 360 dollars. Ifølge tal fra 2003 rangerede Kenya som nummer 146 på en liste over verdens 175 rigeste lande.

Så selv om Kenya normalt går for at være et af de mere velfungerende afrikanske lande, og selv om Kenya byder på en natur og et dyreliv uden megen sammenligning, har den 73-årige præsident Mwai Kibaki siden sin valgsejr i 2002 regeret et smukt, men fattigt land med 32 mio. indbyggere og masser af problemer.

Korruption

Et af problemerne er korruption. Kenya ligger som nummer 122 på en liste over verdens 133 mest korrupte lande. Det har udviklet sig til et økonomisk problem, fordi de donorer, der sikrer en stor del af statsbudgettet, har protesteret. Både de store internationale institutioner som Verdensbanken og enkeltlande har gentagne gange fastfrosset hjælpen i protest mod korrupte embedsmænd og ministre, der stak pengene i egen lomme.

Under Kenyas tidligere stærke mand gennem 24 år, præsident Daniel arap Moi, menes fire milliarder dollars at være forsvundet fra de offentlige kasser. Efter magtskiftet i 2002 har regeringen lovet at slå ned på problemet, og store skilte i lufthavnen og i offentlige kontorer fraråder at betale bestikkelse. Det har mildnet donorerne, og bl.a. Danmark har hævet hjælpen fra 70 til godt 100 mio. kr. om året.

Problemerne blev kun værre, da turistindtægterne svigtede efter et islamisk terroranslag mod den amerikanske ambassade i Nairobi i 1998 og efter al Qaida angrebet mod USA 11. september 2001. Nu er turismen igen på vej op i fulde omdrejninger, men så har et andet problem meldt sig. Voldsom tørke navnlig i den nordlige del af landet har smadret høsten, og situationen er alvorlig. Før landingen i Nairobi appellerer piloten i Kenya Airways flyet indtrængende de rejsende om at give et humanitært bidrag til 2,3 millioner mennesker, der er truet af sult.

Røveri er hverdagskost

For folk som Caroline Ngina er kriminalitet dog et mere påtrængende emne i dagligdagen. Nairobi optræder ofte sammen med Johannesburg i toppen af hitlister over forbryderbyer i Afrika. En undersøgelse foretaget af en kenyansk avis viste forleden, at omkring halvdelen af de to mio. indbyggere i Nairobi føler sig usikre i deres hjem, selv om dagen, fordi de jævnligt udsættes for røveriske overfald.

Alkoholmisbrug er skyld i, at kvinder som Caroline ikke har planer om at få sig en mand foreløbig. Over halvdelen af kenyanske kvinder over 15 år har oplevet vold, og gamle traditioner i et mandsdomineret samfund betyder, at de voldelige mænd ofte går fri for straf.

»Jeg får masser af invitationer til biografen og restauranter, fordi jeg nu er Miss Pumwani, men jeg siger normalt nej tak. Jeg har ikke nogen kæreste, for jeg har ikke lyst til at være afhængig af en mand. Kvinder i Kenya gør, som manden siger, og det har jeg ikke lyst til. Jeg skal nå en masse, før jeg skal giftes,« siger 21-årige miss slumby.

explorer@jp.dk

Spændt, men rolig
Christoffer Mundt står foran sit livs eventyr. Forleden pakkede han DONG's største varmluftballon Frigg på en stor fragtpalle, som via Amsterdam er fløjet til Kenyas hovedstad Nairobi.

540 kilo kurv, tomme gasflasker, teknisk udstyr og - naturligvis - selve ballonhylsteret med rum til 4300 kubikmeter varm luft.

I dag følger Mundt selv efter - for at være skipper på JP Explorers forestående ballonfærd gennem Østafrika.

I tre uger skal Mundt flyve Jyllands-Postens exploratører på kryds og tværs gennem Kenya. Og det bliver næppe nogen skovtur. Terrænet er vanskeligt, temperaturen høj - opdriften derfor lille - og landingspladserne er, nå ja, næppe alle optimale.

Busklandet er dækket af tornebuske, og det er ikke sådan lige til at komme frem for følgebilerne.

Og så er der det med gas. Det skal bruges i store mængder, men er ikke til rådighed alle steder.

Og meteorologiske oplysninger - herunder vigtige informationer om vindretningen i forskellige højder - forventes ikke at findes overalt. Så i stedet skal der opsendes små prøveballoner inden opstigningerne.

Måneders forberedelser er gået forud for ekspeditionen. Ansøgning efter ansøgning er udfyldt, og JP Explorers produktionsfolk i Nairobi har travet fra kontor til kontor for at få de nødvendige stempler.

I skrivende stund er alle tilladelser endnu ikke på plads. Men mon ikke det går ...

14 års erfaring

Mundt er rolig. Med 14 års erfaring og 350 flyvetimer bag sig er han en af Danmarks mest erfarne aeronauter. Og en af de skrappeste. Han er regerende danmarksmester.

Hans liv med balloner begyndte på Tvind. Den 41-årige lærer er uddannet på Det Nødvendige Seminarium og kom efter eksamen til Tvindskolen på Rømø, hvor en varmluftballon blev brugt som aktivitet for eleverne.

»Det blæser en del på Rømø, så vi måtte køre langt for at flyve med den,« husker Mundt.

Han begyndte som chauffør for ballonholdet - og blev efterfølgende selv uddannet ballonskipper. Senere fulgte en tid som blandt andet dykkerinstruktør og ungdomsskolelærer, inden han kom til en lilleskole i Albertslund som lærer.

Med på Kenya-turen er lillebror Philip, som også er ballonpilot og globetrotter.

Dertil kommer et større hold af hjælpere og køretøjer, der skal til for at holde exploratørerne i luften - og gribe dem, når det er tid at lande.

henrik.thomsen@jp.dk

Sådan bliver man ballonskipper
»Jeg havde i flere år ønsket at flyve ballon, men det er svært. Det foregår på klubbasis, og man skal vise sin interesse. Man begynder nederst i hierarkiet med at køre følgebilen og at gøre alt det praktiske. Først derefter kan man gøre sig håb om at finde en instruktør,« fortæller 31-årige Philip Mundt.

De første 16 lektioner flyves sammen med en instruktør. Det koster ca. 4.000 kr. i timen, for man skal leje ballon og sørge for transport på landjorden. Men hvis man er engageret i klubben, kan man få en del af instruktionen gratis ved at gå til hånde under andre flyvninger.

Det tager ofte et par år at få sit pilotcertifikat, fordi det i Danmark er svært at finde stille nok vejr til en nybegynder.

Vil man flyve sin egen ballon, skal man tidligt begynde at spare op. En ballon som Frigg, der førte JP Explorer over Kenya, koster ca. en halv mio. kr. inklusiv kurv og gasflasker. En typisk dansk ballon koster ca. 300.000 kr. Det inkluderer en del teknisk udstyr som radiokommunikation, GPS-målere og trailer. Ofte er det også en forudsætning at have en terrængående bil for at hente ballonen.

En ballonskipper skal bestå seks teoretiske fag for at få sit certifikat, herunder luftfartsregler, meteorologi og kunsten at flyve.

En ballon bruger ca. halvanden liter gas i minuttet, og når brænderne hvæser, sendes der en kraft svarende til 14.000 hestekræfter op i hylstret. En typisk flyvning varer omkring halvanden time over en afstand på mellem 10 og 20 kilometer. Den længste flyvning i Danmark er på ca. 160 kilometer.

Yderligere oplysninger kan findes på Dansk Ballonunions hjemmeside www.ballonunion.dk

explorer@jp.dk

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea - eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her