Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

De elsker at miste jordforbindelsen

Ballonflyvning er en passion. Danmarksmester inden for sporten Christoffer Mundt og hans lillebror, Philip Mundt, har som piloter bragt JP Explorers højtflyvende og dramatiske ekspedition sikkert gennem Kenya.

Af HELLE MAJ og JØRGEN ULLERUP
Publiceret 02-10-2004

Masai Mara.

»Klokken er halv fem, og vinden ser ud til at være lige i øjet. Vi kører om en halv time.«

Chefpilot Christoffer Mundt er i gang med sin morgenvækning på JP Explorers ballonfærd i tre uger gennem Kenya. Efter en hurtig kop kaffe kører ekspeditionen ud i landskabet til en startplads, som piloterne har udsøgt sig dagen i forvejen.


De elsker at miste jordforbindelsen (2)
Brødrene Christoffer (t.v.) og Philip Mundt er begge lærere, og de har samme passion for ballonflyvning.
Foto: Ole Lind

På det tidspunkt har Christoffer Mundt og hans lillebror, Philip, været i gang længe. I nattens mulm og mørke står de op for at sende en sort heliumballon i luften påsat tre lysende dioder for at tjekke vindforholdene.

I en lille kurv under morgensolen er ekspeditionen fløjet over søer med flamingoer og krokodiller, over stenede sletter med røde masaier og tornede akacietræer, over landsbyer med skolebørn, over vulkaner og over savanner med løver, giraffer og elefanter. En kæmpemæssig udfordring for en dansk ballonskipper.

»Flyvninger i Kenya er mere dramatiske end i Danmark. Derhjemme har vi langt flere informationer om vejr- og vindforhold, vi har præcise kort, vi kender det område, vi flyver i, og vi ved nøjagtigt, hvordan grejet virker i Danmark. Her i Kenya har vi kun de oplysninger, vi selv kan skaffe os,« fortæller Christoffer Mundt, der har brugt halvandet år på at forberede rejsen.

Skolelærer til daglig

Til daglig er han skolelærer på Lilleskolen i Albertslund, og i sin fritid er han ballonskipper for DONG. Ekspeditionen blev foretaget med den største af selskabets balloner, det røde bløddyr Frigg.

»Vi har fået nogle fantastiske oplevelser ved at flyve i områder, hvor folk ikke kender balloner. Nogle er løbet skrigende bort, men de fleste har jublet. For mig er det fantastisk at se 300 skolebørn komme høvlende efter ballonen nede på jorden. At flyve ballon er noget med at sprede glæde, og jeg ville gerne have haft alle børnene med oppe i ballonen,« fortsætter han.


De elsker at miste jordforbindelsen (1)
Fra ballonen er der en fantastisk udsigt over dyrelivet på den kenyanske savanne.
Foto: Ole Lind
 

Christoffer fattede interesse for ballonflyvning, da han som ung lærer arbejdede for en Tvind-skole for socialt og kriminelt belastede unge. En af skolens teorier var, at det var godt at præge de unges adfærd ved at give dem nye rammer og et ansvar, så folk så op til dem. Så de unge kom med til et ballonstævne i USA. Senere tog Christoffer selv certifikat og har nu fløjet 399 timer og er en af Danmarks mest erfarne piloter.

Lillebror grebet

Det var på grund af storebror, at den ti år yngre og 2,08 meter høje Philip Mundt blev aktiv. Han fik sit balloncertifikat sidste år og har fløjet 60 timer. Til daglig er han viceinspektør på Herlev Ungdomsskole.

»En af de største udfordringer i Afrika har været at forudse vejrsituationen. Hvornår er vejret sådan, at du med dine evner kan flyve ballonen sikkert? Det svære er ikke at flyve ballonen, når man sidder deroppe, men at kunne håndtere undtagelserne og at kunne lande i hård vind, eller når der er akacietræer over det hele«, siger han.

Men hvorfor er det så spændende at svæve rundt i en lille kurv i luften?

»Det er en ultimativ oplevelse at hænge i luften og se ned på verden. Vi arbejder i den tredje dimension. Nede på jorden kan vi løbe frem og tilbage og ud til siden. At hæve sig over det hele giver sjælero. En ballon er så langsom, at man kan nå at kapere det hele, og jeg kan snakke med folk, når jeg flyver over dem i 200 meters højde,« forklarer Christoffer.

Også Philip mener, at oplevelsen i ballon er beroligende, selv om den samtidig kan virke foruroligende: »Modsat utrolig mange andre ting, man oplever i sin hverdag, og som styrer en, er man i en ballon nødt til at lade sig rive med af noget, man ikke kan styre. En del af essensen i ballonflyvning er, at man nogle gange ikke aner, hvor man lander. I Kenya aner vi slet ikke, hvor vi lander.«

Hvilket får Christoffer til at indvende: »Jeg kan godt lide det omvendte. At komme derhen, hvor jeg gerne vil lande, og at bruge vinden til at komme derhen ved at gå op og ned for at finde andre vindretninger. Men det er klart, at man i et land som Kenya søger grænserne. Men man sætter selvfølgelig aldrig en ballon op, hvis man ikke tror, at man kommer ned igen i et stykke.«

Delte meninger

De to brødre har haft forskellige instruktører og flyver kun sjældent sammen. Det er et spørgsmål om to kokke og divergerende opfattelser af, hvordan man opererer ballonen. På ekspeditionen har Christoffer fløjet de fleste ture, men har også vist format til at overlade gashåndtaget og ansvaret til sin lillebror.

De to brødre har også en anden passion: souvenirbutikker. Når ballonkurven når hjem til Danmark med fragtfly, vil den være fyldt med gedeskind, afrikansk tøj, udskårne giraffer, masaispyd og akacietorne.

»Man er kun en god lærer, hvis man brænder for noget. Jeg har taget en masse ting med hjem fra Afrika, som jeg kan bruge i undervisningen i min syvende klasse. Eleverne er allerede velbevandrede i ballonteknik. I klassen har vi lavet små balloner af silkepapir med brændere nedenunder. Jeg har også haft ballonen med ude på skolen,« fortæller han.

De to pilotbrødre har nu for alvor fået Afrika ind under huden. De har fløjet i jomfruelig luft over steder, hvor folk aldrig før har set en ballon. Og hvor der formentlig stadig i skolen og i de stråtækte hytter tales om den dag, da en enorm rød ballon fløj forbi.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere
Emner
Luftballoner

Stednavne
Kenya

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse