Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Sådan bliver man ballonskipper

Det er lidt af en opgave at blive uddannet ballonskipper. Der er kun ca. 30 balloner med kurv i Danmark og kun et halvt hundrede piloter. Heraf er under et dusin instruktører.

Af JØRGEN ULLERUP og HELLE MAJ
Publiceret 02-10-2004

»Jeg havde i flere år ønsket at flyve ballon, men det er svært. Det foregår på klubbasis, og man skal vise sin interesse. Man begynder nederst i hierarkiet med at køre følgebilen og at gøre alt det praktiske. Først derefter kan man gøre sig håb om at finde en instruktør,« fortæller 31-årige Philip Mundt.

De første 16 lektioner flyves sammen med en instruktør. Det koster ca. 4.000 kr. i timen, for man skal leje ballon og sørge for transport på landjorden. Men hvis man er engageret i klubben, kan man få en del af instruktionen gratis ved at gå til hånde under andre flyvninger.

Det tager ofte et par år at få sit pilotcertifikat, fordi det i Danmark er svært at finde stille nok vejr til en nybegynder.

Vil man flyve sin egen ballon, skal man tidligt begynde at spare op. En ballon som Frigg, der førte JP Explorer over Kenya, koster ca. en halv mio. kr. inklusiv kurv og gasflasker. En typisk dansk ballon koster ca. 300.000 kr. Det inkluderer en del teknisk udstyr som radiokommunikation, GPS-målere og trailer. Ofte er det også en forudsætning at have en terrængående bil for at hente ballonen.

En ballonskipper skal bestå seks teoretiske fag for at få sit certifikat, herunder luftfartsregler, meteorologi og kunsten at flyve.

En ballon bruger ca. halvanden liter gas i minuttet, og når brænderne hvæser, sendes der en kraft svarende til 14.000 hestekræfter op i hylstret. En typisk flyvning varer omkring halvanden time over en afstand på mellem 10 og 20 kilometer. Den længste flyvning i Danmark er på ca. 160 kilometer.

Yderligere oplysninger kan findes på Dansk Ballonunions hjemmeside www.ballonunion.dk

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere