Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Fattigdommens filosofi

De fleste kenyanere har hverken penge eller pension. Men de har et gén, der får dem til at være tilfredse på trods.

Af JØRGEN ULLERUP, HELLE MAJ og OLE LIND (foto)
Publiceret 22-09-2004

Kenya opkræver skat hos de rigeste, men har ikke et gratis sundhedsvæsen. Folkepension er også et fremmedord på disse kanter, så for Paul Ngiti kan situationen hurtigt blive dramatisk.

Den 51-årige tidligere chauffør forsørger sin kone, sine seks børn og sine forældre. Det er en helt normal situation i Kenya, hvor en enkelt løn som oftest skal mætte adskillige munde. Et meget højt børnetal og familiesolidaritet betyder, at mange må leve i yderste armod, selv om de har et regulært job.

»Jeg betragter mig selv som en rig og meget heldig mand. Jeg har set mange folk, som har svært ved blot at overleve fra dag til dag, og jeg kender folk, som aldrig har sendt deres børn i skole. Min familie er aldrig gået sulten seng, og jeg sørger for at give mine børn en ordentlig skolegang,« fortæller Paul Ngiti.

Igennem 15 år var han chauffør på en af de berygtede kenyanske minibusser, matatuer, men han stoppede for et par år siden. Stresset og lange arbejdsdage fra seks morgen til otte aften blev for hårdt, ikke mindst fordi han dagligt måtte betale grådige politifolk en stor del af sin løn i bestikkelse for overhovedet at få lov til at køre.

"En fri mand"

Nu er han tilfreds med at være en fri mand. Han forsørger familien ved at købe grøntsager og geder op på landet for at sælge dem på markedet og på kødauktioner. På en heldig uge kan han tjene 180 kroner, og det rækker heller ikke i Kenya til noget palads.


Boligen
Den 51-årige Paul Ngiti Muriithi bor med sin kone og fem børn i en betonhytte, hvor to senge og to bordeog et ur på væggen er eneste indbo.

Paul bor sammen med sin kone og fem af sine børn i et værelse på højst 16 kvadratmeter. Der er ingen ruder i det enlige vindue, og eneste udsmykning på den rå betonmur er et ur. Her er hverken elektricitet, vand eller toilet, og noget så simpelt som et køleskab er en by i Europa. Familien deler et lokum ude i gården sammen med ni andre familier.

Syv i to senge

To borde og to senge er de eneste møbler i hjemmet. Paul sover i den ene seng, hans 37-årige kone, Lucy, i den anden med børnene. James på syv måneder, John på tre år, Penina på ni, Scolastica på 13 og Sammy på 15. Den ældste, Martin på 18 år, bor ikke hjemme. Han er familiens håb, for han er kommet ind på et lærerseminarium.

Familien er rigere end flertallet, men i Kenya er det kun de allerrigeste, der praler med deres rigdom. Hvis arbejdsløse fætre og kusiner fatter nys om, at en anden har penge, så varer det ikke mange minutter, før de nærmest flytter ind. Da kenyanerne er opdraget til at sørge for hele familien ud i yderste led, er det umuligt at sige nej. Det såkaldte udvidede familiebegreb betyder, at det selv for en veluddannet kan være svært at få ret meget på bankkontoen.

»Vi har boet her i fem år. Tidligere boede vi i et større hus, men vi blev smidt ud, da vi en måned ikke kunne betale regningen. Som chauffør var det umuligt at lægge noget til side, og det vigtigste var at betale for vores børns skolegang,« fortæller Paul.

Som handelsmand har den 51-årige tjent nok til at åbne en bankkonto, og han har nu en opsparing på 18.000 shillings (ca. 1.500 kr.) Pengene er Paul Ngitis alderdomsforsikring. For der er ingen offentlige kasser at hente hjælp fra, når man ikke mere kan klare sig selv. Og der er ingen gratis operationer, hvis udvæksten på venstre kind viser sig at være ondsindet. Foreløbig vægrer han sig mod at betale de ca. 150 kr. for en screening.


Sygdom
Det vil koste Paul Ngiti Muriithi 150 kr. at få scannet udvæksten på kinden - næsten en månedsløn.

Misundelse nytter ikke

»Det nytter ikke at give op, og det nytter ikke at blive misundelig, når man ser, at nogle er rige nok til at køre rundt i deres egen bil. Det nytter ikke at stresse over det, for så dør man bare før tiden og efterlader sine børn uden en forsørger.«

Men hvorfor får kenyanere så mange børn?

»Børn er en gave fra Gud, og de kommer, når han bestemmer det. Børn er ikke en belastning, og de gør ikke en fattig. De ansporer derimod blot en til at arbejde hårdere for at klare sig. Jeg vil gerne have, at mine børn skal være stolte af mig. Så vil de også hjælpe mig, når jeg får brug for det,« forklarer Paul Ngiti.

Hans kone Lucy taler sagte og siger ikke meget. Hun er lige kommet hjem fra kirke og er i stadstøjet.

»Jeg beder for en god fremtid. Og for, at vi en dag bliver lidt mere velhavende,« siger hun.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere