Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Den lykkelige landsby

Langt ude i den kenyanske bush har JP Explorer fundet en landsby, hvor alle erklærer sig for lykkelige. Men det er helt sikkert væsentligt sjovere at være mand end kvinde i den traditionsrige og mandsdominerede samburu- og masaikultur.

Af JØRGEN ULLERUP og HELLE MAJ
Publiceret 19-09-2004

Lugulus, Samburuland

Nøgne børn, perleklædte kvinder og rødklædte krigere med spyd strømmer os i møde. Vi er kørt en halv time væk fra hjulsporet og er havnet i landsbyen Lugulus længst ude i den afsvedne bush i Samburuland i det centrale Kenya.


Den lykkelige landsby (1)
JP Explorer mødte en ustresset livskvalitet og en umiddelbar venlighed og imødekommenhed i Lugulus

Der er vel snarere tale om en boplads, en manyatta, for fem mænd, deres ni koner og masser af børn, geder, æsler og køer. Bag et hegn af akacietjørne er bygget små pindehytter i halvanden meters højde med tage og vægge klinede af mudder og kolort.

Her er intet toilet, ingen rindende vand, ingen elektricitet, intet tv, ingen telefon eller computer, ingen gameboy eller gaskomfur. Den nærmeste kolde sodavand kan købes 45 kilometer væk. Til gengæld er her er en ustresset livskvalitet ud over det sædvanlige og en umiddelbar venlighed og imødekommenhed.

Samburuerne er i familie med masaierne og følger stort set de samme århundredgamle traditioner og levemåder, men efter interne stammeproblemer tog masaierne i Nordkenya navn efter deres område og blev til samburuer.

»Supa«. Goddag. hvordan går det, lyder det igen og igen på maa-sprog, og når man svarer rigtigt med et »oyé«, fint, belønnes det med et funklende smil. Vi kan tale med beboerne via vores chauffører. Nogle af de lokale kan swahili, fordi de enten har gået i skole eller har arbejdet i Nairobi eller Mombasa.

Varmt blod til kriger

Lederen i landsbyen, som ikke er en rigtig høvding, hedder Paraput.

Han byder velkommen ved at tænde bål og udvælge en ged. Den gør lidt krumspring i begyndelsen, men bliver så vendt på ryggen, hvorefter en ung kriger presser sit knæ mod halsen. Den mister bevidstheden og mærker ikke, da Paraput med sin machete lægger et fint snit i halsen og trækker skindet til side, eller da han bagefter skærer hovedpulsåren over.


Den lykkelige landsby (3)
En ged må lade livet, og samburukrigeren lægger sig på knæ og drikker det varme blod, som strømmer ud. Det giver styrke

Det varme blod strømmer ud i skindet, og en ung kriger med plasticblomster i sin hovedbeklædning lægger sig på knæ og drikker det. Blod giver styrke til krigere, der fra omskæringen som store drenge og frem til ægteskabet lever i små grupper i naturen og passer på både køer og familie.

Han rejser sig og tørrer blod af ansigtet og finder så et lille plasticspejl frem, som han har siddende i kniven. Krigere er frygtløse, men også forfængelige.


Den lykkelige landsby (4)

Foto: Ole Lind

»Når man bliver moran, en kriger, må man ikke længere besøge sin mor i landsbyen eller få mad fra hende. Man skal klare sig selv, så jeg lever af mælk og kød og sover ude i naturen ligesom løverne. Min opgave er at beskytte køerne, når løverne angriber. Jeg har allerede dræbt seks. Og hvis vores græsgange eller landsby trues af fjender fra turkana- eller somalistammen, skal vi smide dem ud. Stjæler de vores køer, dræber vi dem.

Jeg har dræbt to med mit spyd,« fortæller Kala Singa, som er et sted i tyverne.

Alle vordende moran-krigere skal skyde mindst 20 forskellige slags fugle med spyd eller bue og pil for at bestå manddomsprøven. Fuglene tømmes for indvolde og sættes ifølge traditionen på pandebåndet lavet af små plasticperler. Hver moran finder sit eget look, og moden med plasticblomster er først kommet for et par år siden.

Kala Singa er nu på jagt efter en kone. Han finder hende selv i en af de omkringliggende landsbyer, men det er fædrene, der til sidst bestemmer.

Det er dyrt at få en kone, prisen er omkring ti køer, tre geder og omkring 2.500 kr. Kala Singa har foreløbig kun ti køer.

Indtil ægteskabet er det tilladt at have sex med de ugifte samburupiger. Men gør han pigen gravid, skal moranen enten gifte sig med hende eller betale 2.000 kr. til pigens familie, hvilket er en formue på disse kanter.

»Jeg kunne ikke tænke mig noget andet liv end det her. Jeg har været i Mombasa for at danse for turister, men jeg længtes hjem. Jeg tror aldrig, at vores kultur vil forsvinde,« siger Kala Singa.

Køer over kvinder

I hakkeordenen rangerer kvinderne lige over børnene og gederne. De er langt fra så respekterede som køerne, som er enhver samburumands store kærlighed og hans statussymbol.

Kvinderne er smukke, stolte og rigt dekorerede i både ører og om halsen. Men det er hårdt arbejde at være samburukvinde. Som små passer pigerne geder i nærheden af landsbyen, som lidt ældre henter de vand på æsler ved en kilde tre timers gang borte. Og så bliver de giftet bort.


Den lykkelige landsby (2)
Rose Lisira ved sin hytte. Her bor hun sammen med mand og tre børn. Hun er glad for sit liv, selv om familien af og til ikke får mad i dagevis

»Jeg valgte ikke selv min mand. Han spurgte min far om lov. Det ville ikke have været godt for mig at sige nej til min far, så havde jeg helt sikkert fået tæsk,« fortæller Rose Lisira, som tror, at hun er 29 år gammel.

Hun sidder i en lille, rund hytte på under ti kvadratmeter. Hytten tjener på én gang som køkken, soveværelse og dagligstue. Tre træpinde ligger og gløder - ilden går aldrig ud, om dagen bruges den til at lave mad over, om natten til at holde varmen.

Som de andre kvinder på bopladsen virker hun hverken skræmt eller særligt undertrykt.

»Jeg kan godt sige min mening til min mand, men kun hvis det handler om børn eller om mad. Ellers snakker vi næsten ikke sammen,« fortæller Rose, som fik skåret sin klitoris og de indre skamlæber af, en måned før hun blev giftet bort.

»Om det gjorde ondt?«

Hun skærer en grimasse ved mindet om smerten.

»Jeg lå i sengen i en måned efter. Så kunne jeg gå over til min nye mand og være en rigtig hustru.«

Trods smerten kunne Rose Lisira ikke forestille sig en liv uden at være omskåret, for så ville hun aldrig få en mand. Hun kigger måbende på os, da vi fortæller, at piger i Danmark ikke bliver det.

»Så må kvinderne da være meget store dernede,« griner hun.

En samburumand kan have lige så mange koner, han har lyst til, hvis han ellers har køer nok til at købe dem. Rose er ret sikker på, at hun får sin mand for sig selv, for han ejer kun en ko.

»Jeg ville også blive jaloux, hvis han tog en kone mere og brugte mere tid hos hende end hos mig. Vi kvinder kan være meget hårde mod hinanden. Tit kommer hustruer til en mand op at slås. Med hænderne? Nej, vi bruger sådan en her,« siger Rose og hiver en lang machete frem bag sengen.

Langt mellem køddagene

Familien med de tre små børn er en af de fattigste i manyattaen. Rose fik sidst kød for to år siden, da hun fik sin senestfødte. Så menuen står mest på mælk og grød.

»Vi får indimellem en ged til at sælge fra min mands søster. Men pengene holder kun til en uges mad, så tit spiser vi ikke i tre dage. Nej, børnene får heller ikke noget, kun te. Sådan er det at være samburu, især når hele området som nu er ramt af tørke.«

»Men jeg synes, jeg har et godt liv her, selv om jeg godt kan blive misundelig på folk som jer, der kan læse og skrive og rejse rundt over hele verden.«

Under perlerne er kvinderne svøbt i et løstsiddende klæde, ofte med brysterne blottet, fordi der sjældent er langt til den næste sultne baby.

Mødrene er nysgerrige og kredser om vores teltlejr for at sludre. De smager tyggegummi for første gang og smasker grinende i takt.

Så lærer de os en sang om masaiernes og samburuernes gud, Ngai.

Familiefædrene styrer forretningen og driver den af. Flere gange i løbet af dagen mødes de i skyggen af akacietræet for at drøfte situationen i samburuverdenen og for at høre nyt fra gæster fra andre manyattaer. Mændene er klædt i orangerøde nanga lændeklæder, men har lagt krigernes hovedbeklædning og erstattet spyddet med en stok. De hører nu til gruppen af såkaldt ældre, hvis ord uden diskussion skal respekteres af både kvinder, børn og krigere.

Mange af mændene har i perioder af deres liv arbejdet i byen, men det har ikke ændret deres verdensbillede, der ser væsentligt anderledes ud end kvindernes. F.eks. understreger mændene, at kvinder kun er tilfredse, når en mand får flere koner, for så er der flere kvinder om arbejdet. En af mændene finder en pind frem for at vise den størrelse, han slår med, når han afstraffer sin kone, hvis hun i

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere