Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kenyas kvinder gør oprør

JP Explorer er kørt direkte ind i et gigantisk landsbyskænderi. Kvinderne vil ikke længere finde sig i at blive mishandlet, voldtaget eller "arvet" af deres mands bror. De vil have fred, respekt og lykke.

Af JØRGEN ULLERUP og HELLE MAJ
Publiceret 18-09-2004

Uwai, Kenya

400 mennesker sidder på skæve bænke under den brændende sol i landsbyen Uwai tæt ved grænsen til Uganda. Mændene sidder i den ene side, kvinderne i den anden. Det er en kønnenes kamp, der foregår her i det ellers 100 procent mandsdominerede Kenya.


Kenyas kvinder gør oprør (1)
De vil ikke længere voldtages eller have tæsk med en flodhestehale. Kvinderne får med dansk støtte hjælp af 200 barfodsadvokater til øget forståelse af lov og retfærdighed.
Foto: Ole Lind

I Uwai er det ikke unormalt, at kvinder får tæsk med flodhestehaler. Små piger voldtages jævnligt. Børn brændes på fingrene, når de ikke makker ret, og mændene spreder aids ved systematisk at lave ægteskabelige sidespring. Da de færreste herude i bushen kender noget til kenyansk lovgivning, så meldes hustruvold, voldtægter og børnemishandling stort set aldrig til politiet.

Men det skal være slut nu, mener 200 barfodsadvokater, knap halvdelen kvinder, der med dansk hjælp øger bevidstheden om lov og retfærdighed blandt folk længst ude i den kenyanske bush.

De værste kreaturer

Her langt ude af de røde jordveje hos luo-stammen råder fattigdommen. At mændene samtidig har tradition for at gifte sig med ligeså mange kvinder, de har råd til, gør ikke problemerne mindre.

»Når vi kommer og beder vores mænd om penge til mad, så siger de, at de ingen har. Om aftenen kommer de fulde hjem. Hvor mon de penge er kommet fra?« spørger en kvinde og ryster på hovedet. En anden rejser sig op og fortsætter de verbale tæsk til landsbyens mænd:

»Jeg ved med sikkerhed, at mænd er værre end kvinder. De kan være sammen med syv kvinder på en dag. Jeg har aldrig været min mand utro, men han har haft mange forskellige kvinder. Mænd er de værste kreaturer på jorden.«

Demokrati i sengen

Barfodsadvokaten Clementine Ochieng rejser sig og forklarer folkene i Uwai, at demokrati begynder i sengen, og at det siden breder sig til hele hytten, landsbyen og hele landet. Når der ikke er demokrati i sengen, fører det til voldtægt, og det skal meldes til politiet. Højlydt utilfredshed breder sig blandt mændene, som tydeligvis aldrig har spurgt deres kvinder, om de nu også havde lyst til at have sex med dem.

»Det er forkert at kalde det voldtægt, når det er ens egen kone. Vi har ret til at have sex med dem og også ret til at slå dem, for det er os, der har betalt brudeprisen,« siger en vred mand.

Elisabeth Adum har siddet fem timer uden mad og drikke og fulgt med i diskussionen. Hun er 48 år og har syv børn i alderen 6 til 32 år. På en god dag kan hun tjene små fire kroner på at sælge sardiner og tørfisk på markedet.


Kenyas kvinder gør oprør (2)
Barfodsadvokaterne lærer kvinderne, at demokrati begynder i sengen og derfra skal brede sig til hytten, landsbyen og hele landet.
Foto: Ole Lind

»Da min mand døde, ville hans familie have, at jeg skulle arves af min svoger, sådan som vores tradition byder. Men jeg nægtede og blev udstødt af min mands familie. Den taler slet ikke med mig mere, og det gør min egen familie heller ikke. Mændene er vrede over, at vi bryder traditionen. De siger, at vi nægter dem deres retmæssige arv. Men hvis man arves, risikerer man sygdomme som aids, syfilis og gonorré, og ofte er mændene bare ude efter at få fingre i vores hus og vores jord. De kommer ikke for at hjælpe,« siger hun.

Fantastisk effekt

De 200 barfodsadvokater i Kisumu og omegn underviser, rådgiver og støtter de folk, der føler de bliver udnyttet, undertrykt, mishandlet eller udsat for andre uretfærdigheder. Ideen med barfodsadvokaterne stammer fra Sydafrika, hvor landets sorte blev systematisk undertrykt og mishandlet under apartheidstyret.

»Det har en fantastisk effekt. I starten når vi holdt møder som disse i landsbyerne, så nægtede mændene at lade deres koner deltage. I dag var der næsten flere kvinder, som brokkede sig, end mænd,« siger Poul Thisted fra Mellemfolkeligt Samvirke. Han har siden 2001 uddannet 230 barfodsadvokater i Kisumu-egnen med økonomisk støtte fra Danmark og Finland.

De 30 af dem er døde af aids, som er et udbredt problem her ved hovedvejen til Uganda, fordi kvinderne for at forsørge deres familier sælger deres kroppe til de lastbilschauffører, som kører varer til og fra Uganda.

Forbryder-aftale

De ulønnede problemknusere får et seks ugers intensivt kursus i menneskerettigheder og kenyansk lovgivning, og så kan de gå i gang med et uendeligt omfangsrigt og problematisk arbejde. I august blev to piger på 13 og 15 år f.eks. voldtaget i Uwai. Alle vidste, hvem der stod bag voldtægterne, men ingen meldte manden til politiet.

»Faktisk havde pigernes familie lavet en aftale med voldtægtsforbryderen om, at han som straf skulle betale dem en vædder. Men vi fik overbevist dem om, at de skulle melde ham til politiet, og så blev han anholdt og venter nu på sin dom. Vi bruger sagen som et eksempel for folk her, fordi den kan være med til at standse andre mænd fra at gøre det samme,« siger 42-årige Michael Oduma, som er holdleder for barfodsadvokaterne i Uwai.

Han fortæller, at hans job ikke kun er at arrangere workshops i landsbyerne. Hvis folk har problemer, de ikke ønsker at tale om offentligt, så kan de altid henvende sig direkte til den barfodsadvokat, der bor tættest på dem. Knap halvdelen af de frivillige rådgivere er kvinder.

Frigørelsen

Barfodsadvokaterne håber, at projektet i Kisumu kan udvikle sig til at blive landsdækkende. Flertallet af kenyanerne har nemlig ikke råd til at hyre en rigtig advokat.

»Vi får os nogle fjender ind imellem. For eksempel tror jeg ikke, at ham voldtægtsforbryderen synes specielt godt om os. Folk har svært ved at tro på, at det er i orden at bryde de traditionelle bånd. Vi luoer er for eksempel polygamister, så det at gå ud og finde endnu en kone bliver egentlig ikke set på som et problem af de fleste. I min alder skulle jeg have mindst fem koner,« siger Michael, der som de fleste barfodsadvokater kun har en.

Navnlig for kvinderne er der tale om en revolution. De er vant til at blive arvet, slået, bidt og frastjålet jord. Nu har de fået mod til klage.

»På en måde er det de kenyanske kvinders frigørelse, der begynder helt herude på landet,« siger Clementine Ochieng.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere