Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

På kanten af tilværelsen

Kenya er et etnisk kludetæppe, og selv gennem støvet springer kontrasterne i øjnene i grænsebyen Isiolo mellem nord og syd.

Af Jørgen Ullerup og Helle Maj
Publiceret 11-09-2004

Isiolo

Der er mange gode grunde til, at de fleste turistbusser drøner igennem Isiolo med lukkede døre og vinduer på vej ud til dyreparkerne og deres luksushoteller.

Med sin støvede hovedgade har den nordkenyanske by længe været berygtet som en røverby, hvor der aldrig var langt til krumkniven eller geværet.

Interessen er derfor næsten overvældende, da JP's exploratører som undtagelsen, der bekræfter reglen, stopper i byen for at finde lykken og måle temperaturen på det mellemfolkelige samliv.

Ved synet af sjældne udlændinge dukker en hær af sælgere af armbånd, knive og spyd frem bag ramponerede træhytter ved hovedgadens to eneste fine bygninger, moskeen og kirken.


KLUDETÆPPE
Udenlandske turister standser ikke i Isiolo. Men repræsentanter for adskillige religioner og befolkningsgrupper har i generationer fundet sammen i den afsides by.
Foto: Ole Lind

Sammen med pågående medlemmer af den absolutte underklasse, lasede gadebørn, høje af at sniffe lim.

I Isiolo støder alting sammen.

Grænseby

Byen danner grænse mellem det golde nord og det frodige syd, og fem forskellige stammer med forskellig religion udgør hovedparten af provinsbyens 100.000 indbyggere.

Flertallet i byen er muslimer, der ellers udgør et mindretal i det fortrinsvis kristne Kenya. Borgmesteren er borana, en stamme med oprindelse i Etiopien, mens andre muslimer stammer fra Somalia. Så er der kristne turkanaer og kristne meru, men også naturfolket samburu.

»De forskellige religioner har altid levet i fin harmoni med hinanden. Når der er ballade, skyldes det næsten altid dyr og adgangen til græsgange,« fortæller Hassan Shano, leder af en organisation, der kæmper for at skaffe borana-hyrdernes jord og rettigheder.

Sidste gang, det for alvor gik galt, var i 2002 og 2003, da somalihyrder fra det nordligste Kenya på grund af tørke drev deres dyr ned til Isiolo.

De havde ikke fået tilladelse, og de muslimske borana-hyrder greb til våben for at smide deres muslimske fjender ud af området. Over 200 blev dræbt i sammenstødene, der skabte avisoverskrifter både i Kenya og i udlandet.

Det reducerede kraftigt antallet af turistbusser, og de resterende kørte endnu hurtigere igennem byen.

Fødevarehjælp

Nu har tørken ramt igen, og flertallet af Isiolos borgere er ludfattige.

80 pct. overlever på fødevarehjælp, og lykken venter ikke lige om hjørnet. I støvet under akacietræerne slår grupper af drenge, mænd og piger tiden ihjel med at spille kort eller med at snakke. Arbejde er klart en mangelvare, og selv karrieren som landevejsrøver er på det seneste gået af mode, efter at politiet har slået hårdt ned på dem.


På kanten af tilværelsen (2)
Frugtbod på hovedgaden i Isolo.
Foto: Ole Lind

Men tilsyneladende går samlivet uden gnidninger. Muslimer spiller kort med kristne, og tilslørede somalikvinder sludrer med samburukvinder klædt i naturdragter og imponerende halssmykker. Alligevel har ingen formentlig nogensinde overvejet at oprette et integrationsministerium i Isiolo. For når det gælder ægteskab, hører blandinger mellem stammerne til sjældenhederne, og forældrene har den endelige beslutning.

Årsagen er traditioner, religion og også brudeprisen, der varierer fra gruppe til gruppe. Nogle boranaer fortæller, at det er muligt at forhandle sig ned til en pris på fire kameler, mens andre stammer forlanger meget mere.

Prisen på en kone

»I min stamme er prisen for en brud 30 køer, et æsel og måske et par kameler. Derfor er det svært for mange at gifte sig, men vi kan ikke bare løbe væk fra vores kultur. Men på grund af tørken er det i øjeblikket muligt at gifte sig på afbetaling,« fortæller en af turkanaernes ledere, 34-årige Joseph Kalapata.

Det britiske kolonistyre gjorde aldrig noget for at forene de omkring 42 forskellige stammer i ét folk. Og efter selvstændigheden i 1963 fortsatte gnidninger mellem mange af stammerne, og det er en udbredt antagelse, at det dominerende kenyanske parti fra selvstændigheden og 37 år frem, KANU, Kenya African National Union, pustede til ilden for at komme af med politiske modstandere.

Politikere fra KANU menes således at have trukket i snorene, da medlemmer af masai- og kalenjin-stammerne i begyndelsen af 1990'erne angreb og myrdede folk fra kikuyu-, luhya- og luostammerne, hvis modstand mod regeringen var stor.

Fast pris pr. mord

Angriberne fik en fast pris for hvert menneske, der blev dræbt, og for hver hytte, der blev brændt ned. Morderne fik biler og også jordlodder i Rift Valley. Kort efter tog kikuyuerne og luoerne hævn, og en hel kalenjin-landsby blev brændt ned og kvinder og børn slagtet.

Konflikten kostede 1500 mennesker livet, og 300.000 blev fordrevet. Regeringshæren greb ikke ind, og de fleste fik aldrig erstatning for tabt jord. I 1997 og 1998 blussede de etniske kampe op igen, igen ansporet af skrupelløse politikere, og 100.000 mennesker blev fordrevet.

Senest blev omkring en kvart million kenyanere ved uroligheder ikke kun i Isiolo i 2002 drevet på flugt indenfor landets grænser. Samtidig er flere hundreder tusinder flygtninge kommet til Kenya fra konflikter i omkringliggende lande, navnlig Somalia, Etiopien og Sudan.

»Jeg tror ikke, at folk i Isiolo er lykkelige, men de er heller ikke ulykkelige. Kloden er rund, og vi tror på, at tiderne vil skifte. En dag vil de, der nu er marginaliseret, være at finde på toppen. Derfor accepterer de fleste situationen. Måske fordi de er tvunget til det,« filosoferer boranalederen Hassan Shano.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere