Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Karen Blixens afrikanske farm

Karen Blixen har lagt navn til et helt bykvarter uden for Kenyas hovedstad, Nairobi. Den berømte danske forfatter var kontroversiel i Danmark, og i Kenya beskylder visse intellektuelle hende for at være racist.

Af JØRGEN ULLERUP, HELLE MAJ og OLE LIND (foto)
Publiceret 09-09-2004

Nairobi

»Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong«.

Karen Blixens indledning til romanen "Den afrikanske farm" er gået ind i både litteratur- og filmhistorien, og ordene trænger sig på, da vi ruller op foran kaffefarmen, der i dag er indrettet som Blixen-museum.

Man ser for sig, hvordan den syge dreng, Kamante, der senere blev baronessens kok, kom op foran hoveddøren med sine krykker, eller hvordan elskeren Denys Finch Hatton efter en safari flød ud på terrassen til en plade på grammofonen.

Huset står her stadigvæk i al sin koloniagtige pragt, men omgivelserne har ændret sig markant. Farmens storslåede have med blomsterbuske og enligtstående træer med palmeagtig silhuet er intakt, men farmen er ikke længere omgivet af majsmarker, bananplanter og landsbyer med små, spidse paddehattetage.

Delt ud til officerer

I dag er forfatterens kaffemarker udstykket i en 18 hullers golfbane og villagrunde, og hele det velstående og hvidt dominerede villakvarter er navngivet Karen efter den danske forfatter.

Karen Blixen kom i 1914 til Afrika og giftede sig med sin svenske halvfætter, baron Bror von Blixen-Finecke. Indtil skilsmissen i 1925 drev de sammen en kaffefarm, hvorefter Blixen selv styrede forretningen. Efter mange års økonomisk skranten blev farmen solgt i 1931, og Karen Blixen flyttede tilbage til sit barndomshjem, Rungstedlund, nord for København.

David Kimani på 74 år kan godt huske navnet Blixen, selv om han er for ung til at have mødt hende. Men han husker, hvordan hendes jord efter salget blev opkøbt og delt ud til britiske officerer, og han er den dag i dag bitter, fordi hans familie blev frataget jord.

»Tidligere ejede de sorte al jorden, men den blev taget fra os uden kompensation. Min familie blev smidt ud, og det var ikke fair,« siger Kimani, der som 22-årig i 1952 sluttede sig til den voldelige Mau-Mau bevægelse, der i en årrække før selvstændigheden i 1963 hærgede Kenya med likvideringer af hvide.


Karen Blixens afrikanske farm (1)
Karen Blixens kaffefarm, der nu er indrettet som museum, set fra JP Explorers ballon.
Foto: Ole Lind

Ung accept

Den unge generation synes at være mere forsonlig. 28-årige Judy Moogo ekspederer i forretningen Polo Club i Karen Shopping Center og skal lige tænke sig om, før hun husker, at Blixen var forfatter. Hun har aldrig selv besøgt museet, fordi det koster entré, men hun har vist mange turister vej derop.

»Kolonitiden er ikke noget, vi unge tænker meget over i dag. Det er meget langt væk, og det står ikke for os som en mørk tid. De hvide bragte også gode ting med sig. Udvikling, skoler, kristendom og hospitaler, og i dag har de færreste unge ondt af, at der stadig er mange hvide farmere med store jordarealer,« siger hun.

Men Blixen er stadig en kontroversiel figur blandt de intellektuelle i Kenya, ligesom hun til sin død i 1962 formåede at forblive en provokerende skikkelse i dansk kulturliv. Hun var 28 år, da hun flyttede til Kenya, og årene her blev de centrale i hendes liv. Hos de sorte folk på farmen fandt hun en oprindelig livskraft og aristokratisk stolthed, som var gået tabt i det borgerlige Danmark.

Blixen lagde aldrig skjul på sin store kærlighed til afrikanerne. Hun faldt pladask for den lokale befolkning og gik foran med at oprette en skole og ved at have et tæt forhold til sine ansatte.

»Hvad mig angår, så holdt jeg af de indfødte fra den første dag, jeg mødte dem i Afrika. Det var en stærk, ubetvingelig følelse, der omfattede begge køn og alle aldre. Mit møde med de mørke folk var en oplevelse for mig som Amerikas opdagelse for Columbus og på en måde en udvidelse af hele min verden,« skrev hun.

Kritisk mod de hvide

Samtidig var hun ofte kritisk mod det kolonifolk, hun var en del af, og skrev bl.a., at »hvad de mørke folk dybest i deres hjerter frygtede af os hvide var pedanteri. I hænderne på en pedant dør de af sorg«.

»Det var, tænkte jeg, en fejl hos os, at vi i vor omgang med den ældgamle verdensdels folkeslag glemte eller overså deres fortid og i almindelighed ikke gav os af med at regne med, at de havde været til forud for deres første møde med os. Vi berøvede med vilje deres billede en dimension, så at det måtte blive falsk og tabe sin naturlige skønhed og harmoni. Og vort fejlsyn tillige måtte føre til dybe misforståelser mellem dem og os,« skrev hun.

Det er ikke de passager, der forarger nogle kenyanere.

Blixen som racist?

Kort efter selvstændigheden blev debatten om Blixen rejst af en af Kenyas mest berømte forfattere, Ngugi Wa Thiong'o, da han på en invitationsrejse til Danmark beskyldte Karen Blixen for at være en forfærdelig racist, der beskrev afrikanerne på en nedladende måde som børn og sammenlignede dem med vilde dyr.

Han har formentlig henvist til passager i bogen "Skygger på Græsset". Her beskrev Blixen, at de indfødte, der arbejdede for hende, som små børn var langt forud for jævnaldrende hvide børn, men at de »standsede brat op åndeligt, på et standpunkt der omtrent svarer til et ni-årigt europæisk barns. Somalis kom noget videre, de nåede og bevarede derefter bestandigt, en mentalitet som vore drenges imellem 13 og 16 år.«

Samtidig kritiserede hun de kortsynede protestantiske missionærer, der brugte mange kræfter på at få de indfødte til at klæde sig i europæisk tøj, »hvori de tog sig ud som giraffer i seletøj.«

Professor i litteratur ved University of Nairobi, Henry Indangasi, mener, at Blixens tone generelt var nedladende mod afrikanere. Han sammenligner Blixens forhold til de ansatte med menneskets forhold til en hund. Man holder af hunden, den er lydig, man er glad for den og kan endog forelske sig i sin hund. Men det er stadig en hund.

»Vi må dog retfærdigvis anerkende, at Karen Blixen var forud for sin tid, når man måler hende efter europæiske normer. Hun så elementer af menneskelighed i os, og Karen Blixens bøger kan have medvirket til at ændre europæernes holdning til afrikanere. Det var liberale som Karen Blixen, der fik europæere til at acceptere, at vi kunne blive uafhængige og styre os selv,« siger han.

At leve i nu'et

Direktør for Karen Blixen-museet i Rungsted, Marianne Wierenfeldt Asmussen, mener, at der er tale om en gammel diskussion. Hun understreger, at bøgerne om Afrika skal læses i den tidsånd, de er skrevet i, og advarer mod at tage løsrevne citater ud af bogen, fordi de kan give et fortegnet indtryk.

»Det, der kendetegner Blixen, er en fortættet skrivestil, der samlet udtrykker Blixens store kærlighed til og respekt for befolkningen. Hun kritiserer netop den imperialistiske, hvide indblanding,« siger hun og tilføjer, at Blixen beskrivelser i virkeligheden rummer den største ros til afrikanerne, fordi de viser, at de hvide tilflyttere har mistet evnen til at leve i pagt med naturen.

Hun mener, at de fleste kenyanere i dag anerkender, at Karen Blixen var en af de fremmeste forfattere inden for post-kolonialismen.

»Karen Blixen var forud for sin tid og kunne se kvaliteten i den oprindelige livsform, som efterhånden er ved at forsvinde, fordi vi hvide altid tror, at vi ved bedre. Blixens budskab er, at vi har glemt evnen til at leve i nu'et.«

Noble vilde

Alligevel køber professor Indangasi ikke komplimentet om, at afrikanerne skulle være noble vilde i pagt med naturen.

»Vi afrikanere føler os utilpasse, når vi beskrives som noble vilde, fordi vi føler, at forfatterne ikke har researchet nok. Vi føler, at vi har vores egne positive værdier og vores eget livssyn. Det var ikke blot et spørgsmål om at leve i pagt med naturen. Vi var ikke vilde, men alligevel var det sådan, liberale europæere opfattede os,« siger han.

Dyb forståelse

For de lokale danskere i Kenya er der slet ingen tvivl om, at den berømte dansker gjorde en forskel.

»Karen Blixen behandlede sine folk godt, hun tog sig af børnene og sendte dem i skole. Hun korresponderede med adskillige af sine tidligere ansatte i årevis efter at være rejst hjem. Fem af dem var endog indføje

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere