Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Spændt, men rolig

Han er ikke nervøs. Men spændt, det er han.

Af HENRIK THOMSEN
Publiceret 05-09-2004

Christoffer Mundt står foran sit livs eventyr. Forleden pakkede han DONG's største varmluftballon Frigg på en stor fragtpalle, som via Amsterdam er fløjet til Kenyas hovedstad Nairobi.

540 kilo kurv, tomme gasflasker, teknisk udstyr og - naturligvis - selve ballonhylsteret med rum til 4300 kubikmeter varm luft.


Spændt, men rolig (1)
Christoffer Mundt er klar til luftturen over Kenya.
Foto: Mik Eskestad

I dag følger Mundt selv efter - for at være skipper på JP Explorers forestående ballonfærd gennem Østafrika.

I tre uger skal Mundt flyve Jyllands-Postens exploratører på kryds og tværs gennem Kenya. Og det bliver næppe nogen skovtur. Terrænet er vanskeligt, temperaturen høj - opdriften derfor lille - og landingspladserne er, nå ja, næppe alle optimale.

Busklandet er dækket af tornebuske, og det er ikke sådan lige til at komme frem for følgebilerne.

Og så er der det med gas. Det skal bruges i store mængder, men er ikke til rådighed alle steder.

Og meteorologiske oplysninger - herunder vigtige informationer om vindretningen i forskellige højder - forventes ikke at findes overalt. Så i stedet skal der opsendes små prøveballoner inden opstigningerne.

Måneders forberedelser er gået forud for ekspeditionen. Ansøgning efter ansøgning er udfyldt, og JP Explorers produktionsfolk i Nairobi har travet fra kontor til kontor for at få de nødvendige stempler.

I skrivende stund er alle tilladelser endnu ikke på plads. Men mon ikke det går ...

14 års erfaring

Mundt er rolig. Med 14 års erfaring og 350 flyvetimer bag sig er han en af Danmarks mest erfarne aeronauter. Og en af de skrappeste. Han er regerende danmarksmester.

Hans liv med balloner begyndte på Tvind. Den 41-årige lærer er uddannet på Det Nødvendige Seminarium og kom efter eksamen til Tvindskolen på Rømø, hvor en varmluftballon blev brugt som aktivitet for eleverne.

»Det blæser en del på Rømø, så vi måtte køre langt for at flyve med den,« husker Mundt.

Han begyndte som chauffør for ballonholdet - og blev efterfølgende selv uddannet ballonskipper. Senere fulgte en tid som blandt andet dykkerinstruktør og ungdomsskolelærer, inden han kom til en lilleskole i Albertslund som lærer.

Med på Kenya-turen er lillebror Philip, som også er ballonpilot og globetrotter.

Dertil kommer et større hold af hjælpere og køretøjer, der skal til for at holde exploratørerne i luften - og gribe dem, når det er tid at lande.

henrik.thomsen@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere
Emner
Luftballoner

Stednavne
Kenya

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse