Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Grisepsykolog søges

Det er en smal sag at svæve i en ballonkurv og se på flamingoer. Men nede på jorden skal man tage sig i agt for Pumba og de andre vortesvin.

Af JØRGEN ULLERUP og HELLE MAJ

Publiceret 22-09-2004

Lake Elementaita

Så oplever vi det endelig. At svæve blidt hen over titusinder af lyserøde flyvende flamingoer i vores røde ballon. Ubetaleligt smukt..


Grisepsykolog søges (1)
Tusinder eller snarere titusinder af flamingoer danner formationer på den spejlblanke vandoverflade. Lyserøde prikmønstre som land- og verdenskort i konstant forandring.
Foto: Ole Lind

Men det holder hårdt. Ved launch går vinden i stik modsat retning af Lake Elementaita, og først i 600 meters højde over Jorden (hvilket på disse kanter vil sige 2.800 meters højde over havet) sender en mild brise os ned mod søen.

Også Lake Elementaita er en såkaldt sodasø med ideelle leveforhold for flamingoer, og tusinder eller snarere titusinder af fugle danner formationer på den spejlblanke vandoverflade. Lyserøde prikmønstre som land- og verdenskort i konstant forandring.

Chefpilot Mundt sender ballonen helt ned i vandhøjde og dypper kurven. Flokke af flamingoer trækker hvide streger i det grønne vand, da de basker hen over søen og går i luften og flyver i formation under ballonen. Stanken fra fuglenes ekskrementer, guano, ætser i næsen.

Vindstille

Så bliver her næsten vindstille. Ballonen rokker sig ikke ud af stedet bortset fra et par elevatorture op og ned. Heldigvis ser vi et par kenyanske jesusfigurer gå på vandet. Eller næsten. Vandet når dem kun til anklen.

Når det går højt, flyver vi med fem kilometer i timen. Vi zigzagger, og efter en ballonsejlads på en time og 20 minutter har vi kun tilbagelagt omkring fire kilometer. Men hvilke fire kilometer. Verden set fra himlen er væsentlig mere simpel end virkeligheden nede på jorden.

Vores hjælpere på jorden må køre gennem krat og over klipper for at nå frem til landingsstedet. For at undgå vortesvinshullerne sendes ekspeditionens højeste mand, andenpilot Philip, ud til fods for at guide bilerne sikkert igennem.

Puslen i krattet

Så pusler det i krattet. Philip beder sin sidste bøn, fordi han tror, at det er en løve. I stedet farer en kæmpe pumba, et vortesvin, frem med direkte kurs mod ham med halen i vejret. Ekspeditionen får på rekordtid en ny kenyansk mesterløber. Philip taber sin radio og bener tilbage til bilen og sætter ny verdensrekord i 20 meter hækkeløb foran vortesvin. Da chefpiloten kalder ham over radioen, får han to vrede grynt tilbage. Der er brug for akut krise-eller grisehjælp.


Grisepsykolog søges (2)
Philip bliver forfulgt af vortesvin og sætter ny verdensrekord i 20 meter hækkeløb.
Foto: Ole Lind

Syge exploratører

Stadig i live fortsætter vi mod nye eventyr, men det er ikke nemt. En efter en går exploratørerne i dørken. En af vores chauffører, James, er i behandling for tyfus, og DR-exploratør Stjerneklar går rundt i febervildelser med malaria. De fleste andre døjer blot med forkølelse eller halsbetændelse.

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog

Landefakta
Kenya
Vidste du, at hovedstaden hedder Nairobi, at arealet er 582.000 km², og at befolkningen er på mere end 32 millioner mennesker?

Kenya
Kenya ligger i Østafrika, lidt nord for Ækvator. Det centrale og vestlige Kenya er bjergrigt højland. Det har kystlinje mod Det Indiske Ocean i øst og mod Victoria-søen i vest. Landet grænser op til Tanzania, Uganda, Etiopien og Somalia.

Kenya
Vidste du, at hovedstaden i Kenya hedder Nairobi, at landets areal er på 582.000 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 33,8 millioner mennesker?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
Luftballoner

Stednavne
Kenya

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse