Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Vittighedskrise i Kenya

Explorer-ekspeditionen har igen overlevet mødet med vilde dyr, men var tæt på at komme i klemme i en flok arrige køer. Hvad sker der, når en kenyansk baby fødes? Den fødes som en mzungu, en hvid mand.

Af HELLE MAJ og JØRGEN ULLERUP

Publiceret 21-09-2004

Nakuru

Nu må der grines, for dette er den eneste afrikanske vittighed, det hidtil er lykkedes os at støve op. Kenyanere er meget grinende mennesker, men de fortæller tilsyneladende ikke vitser om folk på tømmerflåder eller om nonner, som vi andre gør.

Vores røde ballon vækker dog stadig både begejstring og skræk. I dag styrede vinden desværre uden om Nakuru-søen, så det ikke lykkedes at skræmme de over to millioner flamingoer til at genopføre scenerne fra filmen »Out of Africa«.

Derimod fik vi skræmt livet af en kæmpe flok zebraer, som fredeligt græssede i morgengryet. Da ballonen strøg henover dem, satte de i galop og smadrede to pigtrådshegn for at komme i sikkerhed. To sjakaler var mindre sarte. De forsøgte forgæves at holde trit med ballonen fra launch til landing. Den røde farve tiltrak også en flok køer, så vores 2,08 meter høje andenpilot, Philip Mundt, måtte agere fugleskræmsel for at forhindre nedtrampning af vores dyrebare flyvende transportmiddel.

Efter den megen dramatik søgte vi tilflugt i den nærmeste kirke. Det var et svært valg, for i Nakuru er der flere kirker end barer. Under det høje træ i centrum samles en Jesus-bevægelse med sjove, røde hatte, mens andre holder til i ofte faldefærdige trælader.


Vittighedskrise i Kenya (1)

»Jeeeeeeesuuuuuuuus«, råber vores selvbestaltede præst igennem et skrattende højtaleranlæg, og bag ham går nogle kvinder i ekstase, mens de med hænderne svajende i vejret råber »halleluuuuuuuja.« Vi kommer i tvivl om, hvorvidt det virkeligt er pinsebevægelsen, vi er havnet hos, da kirkegængerne synger et omkvæd med ordet »Osama« efterfulgt af et andet omkvæd med ordet »Washington«.

Men vi bydes velkommen i Herrens hus, og resten af prædikenen foregår på engelsk med oversættelse til swahili. Religion er tydeligvis en vigtig del af kenyanernes tilværelse, og velgørende kristne og islamiske organisationer har med mild hånd strøet bedesteder ud over landet. En af organisationerne hedder »solid rock fellowship«, men de skrattende højtalere og korsang lever ikke helt op til reklamen. De traditionelle åndemanere ser dog ikke ud til at være blevet arbejdsløse, for religiøse samfund har det med at tilpasse deres kunstneriske udførelse til de lokale forhold.

Med en velsignelse som rejseforsikring er vi kørt videre mod Lord Delameres farm, som fylder noget i retning af 50.000 fodboldbaner.

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog

Landefakta
Kenya
Vidste du, at hovedstaden hedder Nairobi, at arealet er 582.000 km², og at befolkningen er på mere end 32 millioner mennesker?

Kenya
Kenya ligger i Østafrika, lidt nord for Ækvator. Det centrale og vestlige Kenya er bjergrigt højland. Det har kystlinje mod Det Indiske Ocean i øst og mod Victoria-søen i vest. Landet grænser op til Tanzania, Uganda, Etiopien og Somalia.

Kenya
Vidste du, at hovedstaden i Kenya hedder Nairobi, at landets areal er på 582.000 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 33,8 millioner mennesker?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Kenya

Klassetrin
7.-10. klasse