Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Luften ud af ballontur

Om ballonskipperens hår, vindstyrke seks på beaufort-skalaen og ballondåb.

Af JØRGEN ULLERUP og HELLE MAJ

Publiceret 12-09-2004

Kulsini, Kenya


FORHINDRINGSLØB
Ballonturen har udviklet sig til et cross country forhindringsløb på en piste værre end den olympiske cykelcrossbane i Athen.
Foto: Ole Lind

Ballonskipper Christoffer Mundt har længe været i færd med at rive de sidste hår ud af hovedet, og med hans frisure burde det ikke tage lang tid at skabe en ny dansk masai-mode. Ballonens store premiererejse over de afrikanske stepper er i flere dage i træk blevet udsat på grund af vindforholdene.

I dagevis har himlen været blå, men i strid med alle meteorologiske efterretninger har det blæst kraftigt i det nordlige Kenya. De små prøveballoner udstyret med tre batteridrevne diodelamper, som piloterne sætter op hver morgen kl. fem, fiser hurtigere af sted, end når børn slipper en ballon fri uden at binde den. Det gør flyvning hasarderet, især i et landskab fyldt med torne og vilde dyr hvor man skal vide, hvor man skal lande.

Derfor har ballonturen udviklet sig til et cross country forhindringsløb på en piste værre end den olympiske cykelcrossbane i Athen. Vi har været tvunget til at køre i stedet for at flyve. I en konvoj med en firehjulstrækker, en minibus og to pick-up trucks har vi forladt asfalten og begivet os ud på vaskebrætveje og humpede hjulspor.

Fordelen i Afrika er, at man ikke behøver indbyggede massagesæder i bilerne. Det går helt af sig selv med indre organmassage, mens støvet inhaleres direkte ned i lungerne. Værst er det, når små skypumper drøner over sletten og omfavner bilen.

En overophedet motor og en punktering forlænger rejsen, og undervejs angribes vi af knælere, en flyvende udgave af en vandrende pind. Kenya er fyldt med interessante insekter, som vi næppe undgår nærstudier af under de kommende dages telttur.

Vi når dybere og dybere ind i det urgamle Afrika. Fra pisten spotter vi halvnøgne unge krigere dekoreret med perler og med et spyd i hånden. De passer køer, kameler eller geder. Under brede trækroner sidder de ældre mænd og løser verdenssituationen.

Undervejs stopper vi i flere småbyer, hvor den gamle samburu-kultur kolliderer med moderne tider. Flertallet er traditionelt og farverigt klædt i perler og kangaer, mens de, der har gået i skole, går i jeans og vestlige skjorter. Fattigdommen stikker sit fjæs frem i form af unge mænd, der allerede midt på dagen er stive af alhokol. En kvinde i gult tilbyder en fingerspids snustobak. Det river i næsen som chilipeber og udløser en voldsom nysetur og mange lokale grin.

Men vinden er løjet af, og det tegner til ideelt ballonvejr. Lørdag morgen lykkes det endelig. Ekspeditionen stiger til himmels.

explorer@jp.dk

Gem eller send Logbog

Landefakta
Kenya
Vidste du, at hovedstaden hedder Nairobi, at arealet er 582.000 km², og at befolkningen er på mere end 32 millioner mennesker?

Kenya
Kenya ligger i Østafrika, lidt nord for Ækvator. Det centrale og vestlige Kenya er bjergrigt højland. Det har kystlinje mod Det Indiske Ocean i øst og mod Victoria-søen i vest. Landet grænser op til Tanzania, Uganda, Etiopien og Somalia.

Kenya
Vidste du, at hovedstaden i Kenya hedder Nairobi, at landets areal er på 582.000 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 33,8 millioner mennesker?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
JP Explorer

Stednavne
Kenya

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse