Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Farlige højder

JP Explorer har sat kurs mod Himalaya, hvor læserne får orkesterplads, når den første rent danske Everest-ekspedition 'BigE' forsøger at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest. Men det er ikke ufarligt.

Af HENRIK JESSEN HANSEN, læge og leder BigE - Thrane & Thrane Danish Everest Expedition
Publiceret 20-03-2000

"Dødszonen" begynder i 8000 meters højde. Og så er der stadig 848 meter op til toppen af Mount Everest.

Kuldegrader på ned til -30 til -40, laviner, istårne, der styrter sammen, og pludselige vejrskift hører til udfordringerne på bjerget.

Men den afgørende enkeltfaktor er bjergbestigeren selv. Han kan begå fatale fejl. Som f. eks. ikke at lytte til sin krop.

I dødszonen over 8000 meter er luften så tynd, at det kun er et spørgsmål om dage, før man dør. Det er svært at trække vejret, man må bevæge sig langsomt med kun få skridt mellem pauserne, og ens krop bliver svagere, selv når man ligger stille.

Hvis man ikke akklimatiserer ordentligt, er der en risiko for højdesyge, som i alvorlige tilfælde kan være dødbringende inden for få timer. Mange klatrere oplever desuden hallucinationer i den iltfattige luft.

Ikke ufarligt
At det ikke er ufarligt at bestige Mt. Everest understreges af, at ca. 150 personer er omkommet på ekspeditioner til bjerget. Faremomentet blev tydeligt illustreret i dagene omkring den 10. maj 1996, da 11 klatrere omkom.

Men hvad sker der egentlig, når man klatrer i højden? Hvad er højdesyge? Hvor farligt er det - og hvad er behandlingen? Alle relevante spørgsmål, når man planlægger en bjergtur, hvad enten det er en Everest-ekspedition eller en ferie i Alperne.

Den altafgørende faktor ved højde er iltmængden i luften. 21 pct. af luften er ilt uanset højden, men mængden af luft er afhængig af barometertrykket, som falder ved stigende højde. Barometertrykket er halveret i 5800 meter og kun en tredjedel på toppen af Mount Everest.

Akut iltmangel
Kroppens reaktion er afhængig af, om man udsættes for akut iltmangel, som man kunne forestille sig i et fly uden trykkabine, eller om man er langsomt tilvænnet. Ved akut iltmangel vil man i 2000 meters højde blive forpustet, i 4500 meters højde føle sig mærkelig og omtåget og i 6000 meters højde måske besvime. På toppen af Everest vil man dø i løbet af 10 minutter. Alligevel er det muligt at bestige verdens højeste bjerg og slippe levende fra det uden skader. Dette skyldes akklimatisering.

Der er store individuelle forskelle på, hvordan man kaperer højden, og det er ikke til på forhånd at sige, hvordan en person vil klare sig. Ligeledes er det langt fra sikkert at én, der tidligere har haft problemer, vil have det igen. Fordi man tidligere har akklimatiseret uden problemer skal men heller ikke vide sig for sikker og komme til at forcere opstigningen.

I bjergmedicinske kredse diskuteres det meget, om erfarne bjergbestigere bedre kan klare iltmangel. Ligeledes ved man ikke med sikkerhed, om der er en genetisk selektion over generationer (sherpaer, tibetanere og højlands indianere i Andes). Altså om mennesket kan udvikle evnen til at klare højder bedre.

Svær akklimatisering
Akklimatisering er en kompleks proces, hvor kroppen dels vænner sig til iltmangel og dels øger ilt-leverance mulighederne til cellerne. Den første og kraftigste reaktion er øget vejrtrækningsfrekvens, så der kommer mere ilt til lungerne. En anden reaktion er dannelse af flere røde blodlegemer.

På grund af den øgede vejrtrækning fjernes kultveilte (CO2) fra blodet via udåndingsluften, og det giver en ubalance i kroppen. Dette kan nogle gange ses de første dage i højde ved den såkaldte (ufarlige men generende) Cheyne-Stoke vejrtrækning: Nogle få hurtige og kraftige vejrtrækninger efterfulgt af en pause på måske op til ét minut, og det gentages. På den første Danske Himalaya-ekspedition til Ama Dablam, 6856 meter, i 1988 oplevede jeg tydeligt denne bizarre vejrtrækningsform den første nat, jeg sov højt oppe i vores lejr i 5700 meter. Selvom jeg udmærket kendte fænomenet og var bevidst herom, kunne jeg ikke med mit intellekt undertrykke den uregelmæssige og uhensigtsmæssige vejrtrækning. I løbet af natten vågnede jeg flere gange og hørte på Jan Mathornes vejrtrækning. Jeg havde lyst til at vække ham og få ham til at trække vejret regelmæssigt.

Normalt styres ens vejrtrækning af mængden af affaldsstoffet CO2 i blodet. Når der sker en stigning af CO2, øges vejrtrækningen, modsat holdes der pauser, når der ikke er ret meget CO2 i kroppen. I højden er det vigtigt at kunne skifte sin vejrtræknings styring fra de stærke CO2 sensorer over til de svagere iltsensorer, der også findes, og dermed få genetableret den regelmæssige vejrtrækning.

Øget puls
Man får også en øget puls. Det er pga. en øgning i stresshormonerne, adrenalin og noradrenalin i blodet, som følge af den nedsatte iltmængde.

I de første par dage kan hjertet pumpe en øget blodmængde rundt i kroppen for at give mere ilt til cellerne, men herefter vil blodmængden, der pumpes ud pr minut, være uændret. Efter typisk en uge i samme højde vil pulsen normaliseres. Den maksimale puls ved hårdt arbejde kan ikke presses så hårdt op som ved havoverfladen. Dette er nok for at beskytte hjertet mod iltmangel.

Blodtrykket i det store kredsløb er som regel uændret, mens trykket i lungekredsløbet kan stige kraftigt og give højderelaterede sygdomme. Man ved ikke, om der sker nogle ændringer i hjernen, når man akklimatiserer, men man ved, at ændrede forhold i hjernen er af stor betydning i højdesyge.

Øget iltproduktion
Iltmangel stimulerer et hormon fra nyrerne (Erythropoitin forkortet Epo, kendt af alle, der har fulgt bare lidt med i cykelsporten), der igen stimulerer dannelsen af hæmoglobin (det molekyle der transporterer ilt rundt i blodet) og røde blodlegemer. Denne øgede produktion ses allerede i 2000 meters højde og efter få dage. Øget transportstof giver selvfølgelig også øget ilt til musklerne, men det kan også blive for meget af det gode.

Normalt udgør de røde blodlegemer under 45 pct. af blodet (resten er hovedsagelig plasma = væske og proteiner), og en øgning til ca. 55 pct. giver en klart mere ilt til kroppen. Ved over 60 pct. er der så mange celler og så lidt væske i blodkarrene, at blodet bliver tykt og flyder langsomt. Det betyder mindre ilt til cellerne og en kraftig øget risiko for blodpropper og forfrysninger.

Efter et par uger i højden ses nydannelse af kapillærer, de små blodkar i vævet, og dette øger ligeledes ilten til musklerne. Kapillær- og blodcelledannelsen er rationalet bag højdetræning i diverse udholdenheds sportsgrene. Det er dog en træningsmetode, der af andre årsager ikke længere er "in".

Hvad kan kroppen klare?
Hvor meget kan kroppen klare? Det har været diskuteret i de sidste hundrede år, dels af fysiologiske teoretikere og dels af bjergbestigere gennem den fortsatte diskussion af, om det overhovedet var muligt at bestige Mount Everest uden brug af iltudstyr. Denne diskussion blev først endelig afgjort i foråret 1978, da det lykkedes for Reinhold Messner og Peter Habeler.

Messner beskriver det således: »Efter få skridt hang vi over vores isøkser med munden åben og kæmpede efter vejret... Da vi kom højere op, blev det nødvendigt at ligge ned for at genvinde pusten...Vejrtrækning bliver så anstrengende, at vi dårligt har styrke til at fortsætte« og endelig på toppen: »Jeg tilhører ikke længere mig selv...jeg er intet andet end en enkelt gispende lunge, der flyder ud over tågerne og toppene.«

Toppen af Everest er så tæt på det menneskeligt mulige, at de få procent trykket falder om vinteren eller i dårligt vejr, kan gøre bestigningen uden ilt umulig. Teoretikerne siger nu ud fra beregninger, at den højeste højde et menneske ville kunne klare at stige op til, er 9250 meter.

Jeg er sikker på, at hvis der fandtes et 9300 meter højt bjerg, var der en eller anden, som også besteg det uden brug af iltmaske. Det er pudsigt at mennesket og Himalaya er skabt sådan, at de to ting skulle passe sammen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Fakta om højdesyge
Højdesyge deles normalt i 3 grupper:

AMS (akut højdesyge), HACE (højde hjerneødem) og HAPE (højde lungeødem). Desuden findes der kronisk højdesyge, som mest er beskrevet hos beboerne højt oppe i Andesbjergene, højde nethindeødem og andre mere sjældne tilstande.

AMS er i virkeligheden en betegnelse for et symptomkomplex, der kan optræde efter opstigning til større højde. Symptomerne er hovedpine, almen utilpashed, sløvhed, appetitløshed, kvalme og evt. opkastninger. Der kan også optræde søvnforstyrrelser, ændret bevidsthedsniveau og gangbesvær, ændret syn og/eller hørelse, hurtig påvirket vejrtrækning, hoste samt hævede øjenomgivelser, hænder og fødder. Ofte kan man snyde kroppen og nå op på en top og ned igen, inden man bliver syg. Det er vigtigt at drikke en masse pga. det øgede væskeforbrug i højderne, og kulhydratrig kost er ligeledes en god idé. Medicinsk kan man forebygge AMS med Diamox - acetazolamid, der er en enzymhæmmer, som via nyrerne påvirker salt- og syrebalancen og giver bedre vejrtrækning. Bivirkningerne er sovende og prikkende fornemmelser og ændret smag nærmest, som ved indtagelse af kulsyreholdige drikke.

HACE (væskeansamling i hjernen) er en potentielt dødelig fortsættelse af AMS, men kan dog også ses uden forudgående almindelig højdesyge.

HAPE (væskeansamling i lungerne) er den anden potentielt dødelige form for højdesyge.

Men husk det nu: Behandlingen af alle former for højdesyge er: Nedstigning, herefter nedstigning - og hvis det ikke hjælper er behandlingen nedstigning.

Artikel
20-03-2000
Fakta om højdesyge
Højdesyge deles normalt i 3 grupper: AMS (akut højdesyge), HACE (højde hjerneødem) og HAPE (højde lungeødem). Desuden findes der kronisk højdesyge, som mest er beskrevet hos beboerne højt oppe i Andesbjergene, højde nethindeødem og andre mere sjældne tilstande.