Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Verden er af drømme

Det er sjældent, at en drengedrøm går i opfyldelse.

Publiceret 21-05-2000

Mount Everest, søndag d. 20. maj

I 1982 stod Jakob Rubin og kiggede mod nord, mod det lukkede kongerige Lo, fra den nepalesiske grænseby Kagbeni. For to måneder siden vendte han tilbage og drog i spidsen for fire journalister og en karavane på 29 bærere, sherpaguider og tolke ind i det forjættede land.

Dengang for 18 år siden var Lo endnu lukket for omverdenen. Som det havde været i århundreder. En hemmelighed. En hemmelighed, som JP Explorer var med til at bryde.

Vi rejste ind i middelalderen med kassevis af elektronik og mekanik for at sende daglige reportager ud i verdensrummet og cyberspace med avancerede satellittelefoner. Om ensomme munke, salthandlere, de sidste tibetanske nomader, hellige mænd - og måske lå vi lige i hælene på afskyelige snemænd.


Verden er af drømme (1)
JP Explorer-karavanen, da den - med Jakob Rubin i spidsen - var på vej til kongeriet Lo.

Ved afrejsen fra Lo mødte kongens to nevøer op med hvide tørklæder, som vi efter buddhistisk tradition fik om halsen for den gode og sikre rejse tilbage blandt bjergenes mange drilske dæmoner. Vi havde ikke kun stjålet af deres hemmelighed, men også givet. Om ikke andet så et indblik i hvilken verden, der venter dem, og som de vil blive nødt til at forberede sig selv og deres børn på.

På Mount Everest lever drømmen også.

Menneskehedens mest stædige mænd og kvinder bruger deres liv på at komme op og stå på den isnende og forpiskede 8848 meter høje top.

I Everest Base Camp overtog BigE Thrane & Thrane Danish Everest Expedition 2000 pennen for JP Explorer. Klatrerne har rapporteret om forberedelserne til bestigningen af verdens højeste bjerg ad den stejle sydvæg. Om sygdom, skuffelser, optimisme, råstyrke, en ukuelig vilje og ikke ubetydeligt held, som natten til lørdag bragte Mads Granlien og Asmus Nørreslet på toppen.

For exploratørerne har mødet med Himalaya været en påmindelse om, at det ikke er hjernens, fornuftens og liberalismens logik, der styrer verden.

Den er først og fremmest gjort af drømme.

JP Explorers ekspedition til verdens tag er forbi. På gensyn Down Under - vi melder os fra Australien i midten af juli.

Gem eller send Logbog

Landefakta
Nepal
Vidste du, at hovedstaden hedder Kathmandu, at arealet er 140.800 km², og at befolkningen er på ca. 27 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere