Hul igennem til toppen

Så er der trafik på toppen.

Mount Everest, lørdag d. 20. maj

Efter uger med dårligt vejr svirrede Everest Base Camp med modløse rygter om, at ingen formentlig ville komme på bjerget i denne sæson.

Tiden gik; det lille vindue, hvor vejret erfaringsmæssigt burde være godt, lukkede langsomt i. Og til overflod nærmede ekspeditionernes dyrt erhvervede klatretilladelser sig udløbsdatoen.

Titusinder af dollars stod på spil, ikke mindst for de kommercielle ekspeditioner. En købetur til Mount Everest løber typisk op i 65.000 dollars - men til gengæld skal deltagerne så også kun tænke på at sætte den ene fod foran den anden. De får serveret rødvin i Base Camp, der er gasvarmere i messeteltet og al anden slags luksus, så gæsterne knap kan mærke, at de befinder sig i en isørken i over 5000 meters højde.

Men selv den bedste årgangsrødvin gør det ikke alene, når næsen er sat op efter toppen af verdens højeste bjerg. Stemningen var - mildt sagt - ved at være lidt trykket.

Det var situationen i sidste weekend.

I denne uge kom så opklaringen, og det satte alle i bevægelse. Nu var det nu!

Klatrerne i de to Base Camps - på sydsiden i Nepal og nordsiden i Tibet - brød op i flokkevis, men hurtigst var to russiske bjergbestigere, som sprintede op på nordsiden og dermed i mandags blev de første på toppen i det nye årtusind.

Dagen efter - klokken 11 om formiddagen - lød en tynd radiostemme gennem atmosfæren.

»Chris, Chris. Det er Polly. Over.«

»Polly, hvordan går det,« lød svaret fra en anden bjergbestiger, Chris Tiso, som var faldet tilbage til Lejr 2 på grund af smerter i brystet.

»Jeg har det fint, Chris. John, Andy og jeg - og Jongbu og Pemba er på toppen.«

Og dermed blev den 26-årige skotte Polly Murray sammen med to briter og to sherpaer de første, der nåede toppen fra sydsiden i denne sæson. Nu havde de ventet i ugevis på at komme derop, og så skulle man over radioen høre fra Polly:

»Det er lortevejr heroppe. Der er ingen udsigt. Vi vender nedad så hurtigt som muligt.«

Den britiske ekspedition åbnede bogstaveligt talt sydruten for de mange ventende klatrere. Seks andre ekspeditioner havde på det tidspunkt givet op - ude af stand til at forcere det frygtindgydende Hillary Step, den 15 meter høje, lodrette, isbelagte klippevæg umiddelbart før toppen.

Kammen op til Hillary Step var dækket af knædyb sne, og ingen kunne komme op, før nogen havde sikret kammen med reb og lagt fixreb op ad Hillary Step.

Det fordrede enorme kræfter, mod, viljestyrke - plus selvfølgelig ilt og reb, som skulle slæbes hele vejen op.

Efter briternes succes kunne andre ekspeditioner nu bare bede de højere magter om stabilt vejr, så det veltrådte spor ville forblive åbent. Det sparer dyrebare kræfter ikke selv at skulle trampe en rute gennem dyb sne i over 8000 meters højde, oppe i dødszonen.

Fra sydsiden begyndte det at vrimle op ad normalruten, hvilket er den nemmeste - selv om intet er nemt på Mount Everest.

Samtidig satte den danske ekspedition, BigE Thrane & Thrane Danish Everest Expedition, onsdag som den eneste af sted ad den såkaldte polske rute - en meget stejlere og mere udfordrende rute. Til gengæld er den ikke trafikeret. Normalvejen og den polske rute mødes først nogle få hundrede meter fra toppen.

Men de var alle sammen nær blevet overhalet indenom af supersherpaen Ang Dorje Sherpa, som sidste søndag klokken 16 spurtede ud af Base Camp med kurs mod toppen. Hans hemmelige plan var at komme op inden næste morgen og dermed sætte ny hastighedsrekord.

Højt oppe på bjerget - i Lejr 4 - ventede en anden klatrer på ham, og de to ville sammen forsøge at forcere Hillary Step som de første. Men forsøget strandede efter 20 timer kun 75 højdemeter under toppen af det 8848 meter høje bjerg. Ang Dorje havde fem gange tidligere været på toppen, men denne gang lykkedes det ikke. Hillary Step ville ikke overgive sig.

Præcis 24 timer senere havde Polly Murray og hendes kammerater heldet med sig.