Buddhistisk lykke på rejsen

Vi står for foden af Lo Manthang. Nattelejren er i Charang, tre timers vandring fra Los hovedstad. Endnu en gang vækker vi opsigt. Ud af støvet kommer folk i grove uldklæder, sorte af skidt og rører ved os, glor, rækker hænderne frem og beder om penge.

Charang, mandag d. 10 april 2000

Vores verden er næsten så forskellig, den kan blive. Vi forstår dem ikke, og de lader heller ikke til at fatte, hvilke størrelser vi er. Køber vi en runde mineralvand, bruger vi det samme, de kan tjene på at hakke i de golde sletter en måned.

I morgen traver vi ind i det første store mål for JP Explorer rejsen til Himalaya. Lo er standset i en fjern fortid, i en slags feudalt middelaldersamfund, hvor en magtfuld konge i dyb forening med buddhist-templernes øverste lamaer styrer de 7000 lopaers liv, deres stridigheder og deres fremtid.

Buddhistisk lykke på rejsen (1)
Munken Richen Lama udfører en messe for den gode rejse, for eksploratørerne

Charang skiller sig ikke ud fra de øvrige byer, vi har gjort ophold i. Befolket af ludfattige, halvsyge og uendeligt snavsede mennesker, der driver deres flokke af geder eller af halv-yakoksen zho gennem støvstormen over de golde sletter sidst på eftermiddagen.

I byens øst-ende tårner to store bygninger højt over alle andre. Dorjee Dhen Gumba templet i tre etager, med striber af sorte og hvide jordfarver på de røde mure og et gyldent spir på taget. Og ved dets side kongens femetagers palads, engang et frygtindgydende udtryk for magt, i dag en kolossal ruin af lerfarvede mure og halvt sammenstyrtede brokker.

I Dorjee Dhen Gumba templet opsøger vi munken Rinchen Lama. Han skal hjælpe os. Vores rejse har været hård. Der har været uoverensstemmelser i truppen, et par af exploratørerne kan snart ikke klare at vandre længere og overnatte under de barske vilkår i Øvre Mustang.

Rinchen Lama skal udføre en poja for os. En messe. Ja, af alle pojaerne, naturligvis en lapsang poja, en poja for den gode rejse. Han skal have et par timer til sine forberedelser. Vi er tilbage på det aftalte tidspunkt.

Ved et bord har han opstillet krukker med hvedekorn, olielamper og dhomaer, små lerfigurer med hvidmalede rosetter. Han viser os til rette på de lange, lave bænke ved hans side.

Han beder os bede. Pojaen kan begynde. Han blæser dybe stød i den hellige dhung, konkylien fra de tibetanske sletter, fra dengang for 40 millioner af år siden, da Tibet var havbund. Foran sig har han en bog med hellige skrifter. Lapsang poja kører efter faste ritualer. Han synger, messer, mumler fra en ende af, mens han slår inciterende rytmer på en ophængt tromme med en lang krum pind. Ved slutningen af hvert vers ramler han to bækkener mod hinanden.

Han fortsætter, mens han bladrer. De mindst ortodokse af os kigger og kan se, at der er rigtig mange sider endnu. Når han klemter med en klokke, skal vi bede og kaste hvedekorn over hovedet.

Vi kommer i en trancetilstand, der minder en del om søvn. Tænker tilbage på vores familier, der rigtig langt borte savner os lige så meget som vi dem. På vores børn, der vokser, mens vi vader rundt i Himalaya.

Pojaen slutter. Vi har nu beskyttelse imod dæmoner, onde ånder og hekse. Guden Guru Rinpoche vil føre os sikkert ind i Lo Manthang i morgen.