Rygestop - men hvornår?

»Nu er du vel begyndt at ryge,« sagde lægen og så på Mik med et strengt blik.

Tatopani, søndag d. 2. april 2000

Mik var egentlig bare gået til doktoren hjemme i København for at blive vaccineret mod en betydelig procentdel af kendte sygdomme og infektioner på denne klode.

Man kan jo aldrig vide.

Nu sad han så der i konsultationen med røde ører og måtte indrømme, at det faktisk var længe siden, han havde tændt sig en smøg. Og det var ikke så godt.

Mik havde tidligere hørt bjergbestigere fortælle eventyr fra den store verden. Rigtige bjergbestigere er lige så troværdige fortællere som lystfiskere, sømænd og gode gammeldags globetrottere, når det gælder om at give realistiske beskrivelser af strabadser, overvindelser og store triumfer.

»Bjergbestigere ryger som skorstene,« forkyndte han flere måneder før afgangen til Kathmandu. Men helt for alvor troede han ikke på det, før han nu pludselig stod her med lægevidenskaben i ryggen.

Landet ligger nemlig sådan, at lungerne udsættes for en vis belastning, når den daglige iltoptagelse skal mixes med nikotin. Når man så kommer op i den tynde bjergluft over 3.000 meters højde og HOLDER OP med at ryge, forøges iltoptagelsen med helt op til 7 pct.

Det er nærmest sådan en slags omvendt bloddoping. Musklerne får lidt mere krudt at arbejde med og mælkesyren i lårbasserne skal kæmpe hårdere for at sprede skræk og rædsel.

Det kan jo nok bruges til noget, så aldrig så snart var han landet i Kathmandu, før Mik stormede ned i nærmeste cigaretudsalg og købte ind af både Marlboro og det lokale mærke Khukri.

Jan havde længe vedligeholdt en solid grundform og optimerede nu træningen takket være et karton Grøn Look, som Mik hjælpsomt havde medbragt fra Kastrup Lufthavn.

Derimod så situationen langt fra lovende ud for Jakob og Peter. Ikke om de gad træne. Jan og Mik bønfaldt dem om at tænke på deres helbred og forsøgte at forklare, hvilke fatale konsekvenser en sådan mangel på grundtræning kunne medføre.

Men de var bare ligeglade.

»Så må VI i hvert fald sørge for, at nogen er i topform, når der virkelig skal rykkes,« erklærede den dynamiske duo og brugte hviledagen i Tatopani til et par ekstra træningspas, mens de på et højt intellektuelt niveau ivrigt diskuterede, hvornår det er på tide at stoppe.

For hemmeligheden er selvfølgelig at stoppe præcis på det rigtige tidspunkt for at maksimere effekten af forberdelserne, inden der krydses ind i 3.000 meter zonen.

»Jeg synes, at I skal stoppe nu,« sagde guiden Shankar og fortalte en historie om en tysk kvinde som på vej op til Base Camp på Mt. Everest altid var sakket bagud, fordi hun røg en halv smøg om morgnen og en halv om aftenen.

Men de to træningsnarkomaner var ikke indstillet på at springe over hvor gærdet var lavest. De blev enige om, at det nok var sikrest at fortsætte så længe som muligt, altimens de tjekkede Miks højdemåler.

Fra 1189 meter her i Trekkers' Lodge i Tatopani går det nu opad mod 3.000 meter mærket på vej mod Lete, Marpha, Jomson, Kagbeni og Lo.

3.000 meter grænsen krydses sidst på ugen.

Vær vis på at højdemåleren vil blive studeret nøje af de to toptunede idrætsmænd.