Det vandrende menneske

Mennesket har været vandrer lige fra urtiden. Vore tidligste forfædre flyttede sig af nød, men også af nysgerrighed.

Pokhara, lørdag den 25. marts 2000

Der kunne jo være noget spændende bag bakken der borte. Noget bedre. Forestillingen om, at græsset er grønnere bag plankeværket, er et urinstinkt lige så vel som nødvendigheden af at bevæge sig for at skaffe mad, for at flygte for fjender. Eller for at starte forfra.

Tre temmelig trætte exploratører, samt deres nye ven, Peter Wath, fra Danmarks Radio, altmuligmanden Shankar og den underlige opsynsmand fra regeringen, Mr. Silwal, er klar til at stå ud på en rejse.

Det vandrende menneske (1)
Mennesker på rejse, hver med sin dagsorden og sit behov. Mens turisten kan tage sig den luksus at kigge på landkort og drømme, er millioner af andre på farten for at overleve. JP Explorer befinder sig i en malstrøm

Efter matte dage med ventetider, brudte nepalesiske løfter, hoteller med strømsvigt, regn og hellige hinduistiske køer i gaderne er vi klar til at sætte af på en ny start.

Ikke langt fra vores noget golde Hotel Tulsi i Pokhara står en horde af bærere, kokke og sherpaguider klar. Hver eneste af dem - og af os - har sin egen opfattelse af rejsens mål. Forude venter os noget ekstraordinært. Ikke blot en vandretur på over tre uger, før vi atter vil være i en by igen, men også en rejse til et eventyrligt mål. Noget mystisk. Et kongerige, der i århundreder var lukket for omverdenen og først for otte år siden lod fremmede betræde sine jorder. Højt på det tibetanske plateau, en af verdens få tilbageværende enklaver af ren, uforfalsket tibetansk buddhisme.

Kongeriget Lo i Upper Mustang disktriktet med hovedstaden Lo Manthang er det vidunderlige sted, vi har fået mulighed for at opleve.

Når disse linjer læses, har hele ekspeditionen, som når den bliver fuldtallig ifølge Shankar kommer til at tælle mindst 20 mand ud over os selv, forladt denne verden for at indtræde i en anden.

Mens sandsynligvis alle bærere, sherpaer, kokke med mere drager af for lønnens skyld - dog ikke Shankar, der fortæller, at han i lige så høj grad tog denne tur for at komme til Lo - er vi ude at opleve.

Nepal har siden 1960'erne været et mål for rejselystne vesterlændinge, hippier, nysgerrige, "rygsækkere", bjergbestigere og gængse naturelskere. I Himalaya-bjergenes dragende scenarier har de fundet sig selv - i hvert fald for en stund. Her var de intense i selskab med yakokse-karavanernes handelsmænd, vandrende, hellige saddhuer, nomadiske bjergfolk, tibetanere på flugt, buddhister på indre rejser og almindelige ludfattige nepalesere, der af nød rejste landet tyndt for at tage sæsonarbejde, hvor og når det findes.

Også exploratørerne imellem har rejsen vidt forskellige mål. Den fysiske udfordring ved at skulle gå i sammenlagt 42 dage fik det til at gibbe i os. Bare ikke på samme måde.

»Nu kan vi snart ikke slippe længere for at gå,« sagde Jan i fredags.

»Jamen, Jan, det er et trek, vi er kommet ud på, og så går man,« svarede Jakob noget overrasket.

Det var bestemt ikke udsigten til at skulle gå og ligge i små, kolde telte i 4000 meters højde, der havde lokket ham til Nepal. Det var artiklerne, oplevelserne på de fjerne steder, og arbejdet med at bearbejde dem.