Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Om at kaste med dej og kister

Kan en bedemand le? Og kan en læge finde på at kaste med dej for at have det sjovt? Der er forskel på humoren på Danmarks arbejdspladser, og ikke alle steder er lige sjove.

Af SANNE GRAM og ANDERS LUND MADSEN
Publiceret 12-07-2009

Køge/Stevns

I Køge syd for København står Johnny Pedersen i baglokalet i Boskov Bageri og får at vide, at han er et dumt svin. Johnny Pedersen er bagersvend, og det er bagermester René Godborg, som siger det - og derfor er det sjovt. Rigtigt sjovt endda. Johnny griner i hvert fald larmende og siger, at René også er et dumt svin, og så ler de begge to, så skuldrene hopper derinde mellem smørdej og røremaskiner.

Og klokken er kun seks om morgenen, og de har været på arbejde i næsten fire timer allerede, og man skal nok være der for helt at forstå komikken. Men for Johnny og René er der meget langt til grænsen for, hvad man kan lave sjov med.

»Jeg kan også finde på at sige: »Nej, hvor er du grim,« siger René og ser kærligt på sin lille svend, der straks siger, at han også godt kan finde på at sige, at René er grim.

»Sådan er det,« siger Johnny og banker fire kg margarine ind i dejen til grovbirkes, mens han siger: »I gamle dage var det endnu værre.«

»Man tog virkelig pis på lærlingene dengang,« siger René:

»De blev bedt om at hente huller til vanillekransene, eller bordforlængere - og jeg blev engang bedt om at hente en pose damp, fordi vi ikke havde mere.«

»Der var også én, der blev sendt ud for at skaffe en kikseprikker, og så kom han hjem med et stykke ståltråd,« supplerer Johnny.

»Ja, og da bollemaskinen var løbet tør for samlejefedt!« himler René og griner igen højt.

De sarte unge

Måske blev det alligevel for morsomt i længden for lærlingene. Der er i hvert fald ingen elever tilbage i Boskov Bageri i Køge mere. Ud over Johnny og René er der kun de kvindelige ekspedienter ude i butikken, og de deltager sjældent i morskaben ude bagved.

»De unge er så sarte nu om dage,« siger René:

»Og de finder sig ikke i noget, fordi det er så nemt at få penge. De kan bare spørge deres far om 500 kr., så får de dem. Det er umuligt at have med at gøre. Jo fattigere folk er, jo bedre. Fattige er nødt til at finde sig i det.«

Og selv om han laver sjov, så har han nok ret. Johnny er inde på noget af det samme:

»Lærlingene kan ikke tåle noget som helst længere - så går de straks til fagforeningen,« siger han, og René er enig.

Tonen kunne kun være så hård før i tiden, fordi hierarkiet var stramt med mester i toppen, svendene i midten - og lærlingene absolut nederst på alle måder.

»De var slaver. Jeg kan huske, at lærlingene ikke engang måtte komme med på fotografiet, da der skulle tages gruppebillede af de ansatte,« siger René og kommer i tanke om endnu et sjovt eksempel:

»Min mester kom f.eks. en dag på arbejde uden andet end et forklæde på, og så sagde han: "Nu er jeg sommerbager!,"« siger han, og nu kan Johnny huske dengang, han som ung lærling fik hældt birkes ned ad ryggen.

»Det kløede ad helvede til!,« råber han, mens René fniser begejstret og fortæller om dengang, da en af lærlingene fik dyppet sit hoved i smeltet chokolade, hvorefter han blev drysset med kokos.

»Ligesom tjære og fjer,« siger han drømmende. Og Johnny skynder sig at sige, at man endelig skal huske ikke at tage humoren fra arbejdet med hjem.

»Jeg har sgu mistet mange kærester på den konto,« siger han, og atter er René en kammerat:

»Ja, det går ikke, at man kommer hjem og siger til konen: "Hold da kæft nogle fede, klamme fødder, du har fået efterhånden". Det synes hun simpelt hen ikke er sjovt.«

Men det er sjovt at kaste med dej. Det er altid sjovt at kaste med dej. Og engang lagde René halve mandariner i hælen på kollegernes træsko, når de sad på hug, således at de smattede ud, når de rejste sig op igen. Og dét var også sjovt.

»Og hvis Johnny brænder sig på ovnen, så siger jeg jo ikke: "Nårh, hvor er det synd." Nej, så siger jeg: "Kvæg skal mærkes!".«

Endnu en gang ruller latteren gennem baglokalet på Boskov Bageri, mens René overtrumfer sig selv og former en mægtig fin penis af en klump franskbrødsdej, som han lægger på bordet, hvor pigerne fra butikken ikke kan undgå at lægge mærke til den.

Landets kedeligste læge

20 km længere ude på Stevns i Lægehuset i Store Heddinge er der mere stille. Doktor Hans Pescettini mærker ingen køer, hvis en af hans patienter eller sekretæren kommer til skade på kaffemaskinen. I stedet kan han lægge en fin forbinding. Læge Pescettini har heller aldrig dyppet en medicinstuderendes hoved i smeltet chokolade og drysset det med kokos, og der ligger ingen sjov dej-penis på bordet i hans konsultation.

»Jeg er den mest kedelige læge i Danmark,« siger han og gør sig umage for at lave en grimasse, der hører til Danmarks kedeligste læge. Grimassen understøttes af en lysegul T-shirt med smalle hvide og blå striber på tværs samt lyseblå afslappede jeans og endelig blå lædersandaler med grønne sokletter i. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at Hans Pescettini virkelig var Danmarks kedeligste læge.

»Jeg er bare ikke god til at være sjov,« supplerer han nærmest undskyldende.

Som om han på en eller anden måde burde være i stand til at fortælle vittigheder til sine patienter for at være en god praktiserende læge. Hans Pescettini kan bløde op på en anspændt stemning uden at blive overfladisk og pjattet, og han kan vende en anspændt situation sammen med en patient, der netop har fået konstateret et dårligt hjerte, til noget positivt, men:

»Humor,« siger han og sukker uendelig dybt:

»Jeg aner ikke, hvad det er .«

Ubegribeligt morsomt

Måske er det, fordi alting er så alvorligt hos lægen. Samme morgen har Hans Pescettini haft besøg af en kvinde, hvis mand netop er blevet lam fra benene og ned.

»Så er der ikke meget sjov at lave med dét,« siger Pescettini og ser oprigtig beklagende ud. Han vil gerne. Og han prøver virkelig at fortælle om de positive sider i at få konstateret kræft og kun have et halvt år igen, men grundlæggende tror han bare ikke på det.

»Det med det humoristiske er jeg bare ikke god til. Det har jeg aldrig rigtig været,« siger han i endnu et forsøg på at variere forklaringen af det indlysende.

Og det er ikke, fordi der er en dårlig stemning på klinikken. Tværtimod. Og blandt de ansatte er der en glimrende og fri tone, forsikrer lægen. Men der er et stykke vej, til de begynder at kaste med dej i Lægehuset i Store Heddinge.

»Hvis der kommer en mand med en knude i pungen, og den skal fjernes, kan man jo godt spørge ham om, hvorfor han kun har én i den ene side? Og det er jo sjovt,« siger Hans Pescettini.

Men det er kun en teori, og dybest set tror han ikke selv på det. Men efter lang tids overvejelse kommer han i tanke om et humoristisk eksempel fra konsultationen. Det er imidlertid så uforståeligt, at det bliver morsomt:

Hans Pescettini havde for nylig et ægtepar inde pga. konens høje blodtryk, og hun blev ved med at snakke, og til sidst blev det lægen for meget, så han pegede på hende med en udstrakt pegefinger - og så tiede hun stille, hvorefter hendes mand blev meget imponeret.

»Og så sagde jeg: "Sådan skal du gøre!",« siger Hans Pescettini og griner glad hen over lægens bord, mens solen diskret vender ryggen til ude over Store Heddinge.

Forbi torvet og hen ad Rengegade er forhænget trukket for den ene væg i Stevns Ligkistemagasin. Ved siden af sidder bedemand Knud Knudsen, og han sidder godt. Han har siddet der i 30 år, og i løbet af de 30 år er det gået op for ham, at folk helst ikke vil se kisterne.

Derfor forhænget. Og det er da sjovt. At have en butik, hvor kunderne holder så lidt af varerne, at de er nødt til at blive skjult bag et forhæng. Men af en eller anden grund ler man ikke højt af den vits.

Knud Knudsen trækker beredvilligt forhænget fra og afslører fem smukke kister i hvid og natur. Han tager tillige låget af den ene, så man kan se det hvide klædestof og puden indeni. Og lidt senere kommer mapperne med de virkelig ekstravagante kister frem på bordet. Der er bl.a. lige kommet en økologisk kiste i sortimentet - med læderstropper og papirhåndtag i stedet for metal og plastik - og der er også flagskibet, en lakeret egetræskiste i massivt træ til 28.000 kr. Knudsen fortæller, at han engang begravede en mand på 182 kg i en XL-kiste med 12 håndtag.

12 håndtag. Dét er sjovt. Lige meget hvad.

Men Knudsen ler ikke. Ikke af dét i hvert fald. Bedemanden er en smule fortørnet over ligegyldigheden over for hans job.

»Det er bare noget, der skal overstås nu om dage. Folk er mere ligeglade i dag - også i påklædningen. Der er ingen respekt længere. Folk kan finde på at møde op til en begravelse i beskidte træsko. Jeg kan ikke lide det,« siger Knud, der altid har sort jakkesæt med hvid skjorte og sort slips på.

»Nej, det passer ikke. For et år siden begyndte jeg at gå med tofarvet slips nogen gange,« siger han og flækker i et ualmindeligt sympatisk grin, som han straks pakker væk igen:

»Døden er en sorgens dag, og derfor skal man se ordentlig ud.«

Og heller ikke i forberedelserne er der megen plads til fest og ballade.

»Men man kan jo godt bruge humor alligevel, jo. Jeg kommer måske med små bemærkninger,« siger Knud og tøver:

». Altså: "Hvem bærer kisten ud?" Og så er der ingen, som siger noget, og så kan jeg finde på at sige: "Jamen så gør jeg det selv".«

En kisteglad mand

Knud smiler igen, og hans øjne lever i tilsyneladende direkte modstrid med 30 års arbejde med døden.

I butikken har han sin datter Ellen, som tog over, da Knuds kone døde, og Knuds søn hjælper også til - og de tre kan godt finde ud af lave fis med hverandre. Men lige nu er der bare ingen at lave fis med, for sønnen er der ikke, og Ellen har netop denne dag indledt en 14 dages ferie.

For bedemanden handler livet om at servicere mennesker i sorg på en ordentlig måde. Og selv om Knud Knudsen muligvis godt kan sine bedemandsvitser, så nægter han at fortælle dem i butikken. Så vi hører ikke vittigheden om bedemanden, der er inde i en lidt død periode. Eller den om bøssen der skulle begraves i en kiste lavet af endetræ. Ej heller den om de århusianske kvinder, der bliver begravet med numsen i vejret, således at de kan benyttes til cykelstativer. Knud ville ikke bryde sig om det. Han går ikke længere end til at indrømme, at han er en glad mand.

»Ja! Kisteglad!« udbryder Knudsen og flækker igen.

Og hvis han ikke er holdt op, så ler han stadig derude på Stevns.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Hans Pescettini
"Den mest kedelige læge i Danmark" - sådan omtaler Hans Pecettini sig selv.
Foto: Mik Eskestad


Bedemand Knud Knudsen
En kiste er ikke længere ALTID hvid. Gul, grøn eller lilla er også en mulighed i kataloget hos bedemand Knud Knudsen.
Foto: Mik Eskestad

Det er sjovt at kaste med dej
Hos Boskov Bageri i Køge morer bagersvend Johnny Pedersen og bagermester René Godborg sig bl.a. med at kaste med dej. Men løjerne i bageriet var grovere før i tiden.
Se billedserie
Hovedpointer:
  • Bagere laver sjov med bollemaskinen.
  • Det er ikke sjovt kun at have en testikel.
  • Bedemænd kan godt have døde perioder.
Video

En rigtig fisker-vits
Er fiskere i Rødvig sjove? Og kan en ældre fisker på en knallert samle en sild op?

Hvis du vil vide mere
Emner
Humor