Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

FN på kaotisk opgave i Congo

FN har sendt en fredsstyrke på 16.500 soldater til Den Demokratiske Republik Congo. De må godt jagte oprørere, men de må ikke afvæbne dem.

Af JØRGEN ULLERUP, LASSE NØRGAARD og NIELS HOUGAARD (foto)
Publiceret 02-10-2005

Kahuzi Bega, Congo

»Her kan I se, hvorfor det er umuligt at kontrollere området,« siger den pakistanske major Farrukh og peger ud i en tæt jungle, hvor det vil kræve en machete at bevæge sig bare få meter frem.

»Men vi kan sikre vejen,« fortsætter han, og minuttet efter sætter vores pansrede mandskabsvogn med bæltehjul og et kraftigt maskingevær på toppen af sted i et brøl. Dagens mission handler om at sikre vejen fra byen Bukavu ved den sydlige ende af Lake Kivu og et langt stykke ind i Kahuzi Bega, en af de største skove i Afrika.


FN på kaotisk opgave i Congo (1)
Parkistanske FN-tropper på patrulje i junglen i den sydlige Kivuprovins. Parkistanerne frygter især de såkaldte rastaer, der er kannibaler.

Jordvejen er en hovedfærdselsåre for lokalbefolkningen, og den fortsætter hele vejen til Kisangani. Men i 10 år har vejen været scene for overfald, røverier og bortførelser, når oprørsmilitser tog på plyndringstogt for at skaffe mad og arbejdskraft.

Kannibalisme

Flertallet af røverne er hutuer fra Rwandas oprørsbevægelse FDLR. Men de mest frygtede er bander af såkaldte rastaer, der er berygtet for at begå de mest hårrejsende forbrydelser og for bagefter at æde dele af deres ofre. På en FN-computer ser vi fotos af rasta-krigere, der paraderer foran afhuggede hoveder af lokale congolesere.

»Der er vel omkring 3.500 FDLR-oprørere syd for Lake Kivu og 7.000 flere nord for søen. Vores strategi går ud på at få dem til at forsvinde dybere ind i junglen, hvor der ikke er nogen lokalbefolkning at terrorisere. Samtidig vil vi bryde myten om, at de er uovervindelige kannibaler,« siger den 33-årige pakistanske major.

Alt er kaos

Han er en del af en pakistansk FN-styrke på 2.700 soldater med hovedkvarter i Bukavu, og han lægger ikke skjul på, at det ofte kan være en frustrerende oplevelse at skabe orden i et land, hvor det hele er kaos.

»Ligesom jer er vi rejst 8.000 km for at sætte livet på spil i et land, som vi ikke har noget at gøre med, og som ikke selv gør ret meget. Congo har fået store beløb fra bl.a. fra EU til at opbygge en moderne hær, men pengene er aldrig nået ud til soldaterne«, siger han.

Pakistanernes ry

De pakistanske FN-soldater har ry for at være frygtløse og utraditionelle. Sammen med 90 specialtropper fra Guatemala uddannet i junglekrig har de i de seneste måneder lanceret en række vovede aktioner i oprørernes område.

Målet er at vise, at FN ikke er bange for militserne.

I et tilfælde landede den pakistanske general Shujaat midt i en oprørslejr i sin helikopter og afleverede et ultimatum til oprørerne: Forsvind inden to uger, eller vi kommer og rydder lejren.

»Ofte er situationen spændt, når vi trænger ind midt i deres lejre, men de har aldrig skudt mod os. Oprørerne har alle slags våben, men de bliver alligevel bange for vores styrke og foretrækker at forsvinde. Nægter de at følge vores ultimatum, er vi parat til at rykke ind sammen med den congolesiske hær, FARDC,« siger den pakistanske major og gennemgår rækken af vellykkede operationer mod rebellerne.

FN har en effekt

FN-styrken har brændt rebellernes hytter ned, sikret lokale markeder, så folk kan handle uden at blive overfaldet, og major Farrukh er overbevist om, at FN med sin tilstedeværelse har forhindret stribevis af angreb fra rebellerne.

Men prisen har været høj. I begyndelsen spillede rebellerne med musklerne for at vise, at de ikke lod sig kue uden kamp.

9. juli angreb FDLR landsbyen Mamba og brændte 50 indbyggere, fortrinsvis kvinder og børn, levende.

Ifølge dem, der nåede at gemme sig i tide, råbte oprørerne skadefro: »Hvor er de blå hjelme, der skulle redde jer?«

En FN-rapport fra maj fastslår, at hutu-militserne igennem 2004 var skyldige i 1.700 summariske likvideringer, voldtægter, gidseltagninger og bortførelser.

FN's strategi

FN's strategi i den sydlige Kivu-provins går ud på først at ramme de oprørere, der terroriserer civilbefolkningen.

Andre militsgrupper, som tjener penge nok ved at plyndre Congos miner, har styrken foreløbig ladet være i fred, forklarer FN-talsmanden, Sylvie van den Wildenberg.

FN svarer igen

Hun afslører, at FN-styrken ikke går af vejen for at bluffe, for FN-mandatet giver ikke det internationale samfund ret til at afvæbne rebellerne med magt, og de må kun skyde, hvis der bliver skudt på dem først.

Det sker til gengæld ofte i Ituri-provinsen i den nordlige del af landet, hvor otte FN-soldater fra Bangladesh blev myrdet.

FN-styrken svarede igen med at dræbe 150 oprørere.

Major Farrukh understreger, at situation er kompleks.

Oprørerne vil hjem

»De fleste oprørere vil faktisk helst hjem til Rwanda, og FN har mandat til at hjælpe dem tilbage. Men der er de ikke velkomne.«

De pansrede mandskabsvogne larmer gennem skovvejen, hvor der ingen angreb har været siden 4. september. Dengang jog FN-soldaterne nogle bevæbnede rastaer på flugt og befriede fire personer, de havde taget som slaver.

Selv om ingen ved, om oprørerne overvåger os fra junglen, er major Farrukh overbevist om, at "Operation Sikker Vej" har jaget rastaer og andre rebeller væk, så området nu er mere sikkert for mennesker.

Men Congo er fortsat kaotisk, og ikke mindst dyrene har stadig meget at frygte.

I skoven er der både elefanter, løver og en stor koloni af gorillaer. Efter militsernes forsvinden kommer truslen mod dem i dag fra underbetalte congolesiske soldater, der beskyldes for krybskytteri for at supplere deres månedsløn på 60 kr. om måneden.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Med FN i DR Congo
FN har sendt en fredsstyrke på 16.500 soldater til Den Demokratiske Republik Congo. De må godt jagte oprørere, men de må ikke afvæbne dem. Se fotograf Niels Hougaards billeder.
Se billedserie