Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Andre landes engagement i Afrika

Afrikanske konflikter er sjældent kun afrikanske. Nok foregår de rent geografisk i Afrika, men der er en lang tradition for, at lande i andre dele af verden er involveret i konflikterne på det afrikanske kontinent.

Af Steen Nordstrøm
Publiceret 08-07-2005

Under kolonitiden var det de europæiske kolonimagter, der satte dagsordenen i Afrika. Efter afkoloniseringen blev det klart, at de gamle kolonimagter ikke var særligt interesserede i at lade de selvstændige afrikanske lande træffe beslutninger selv. For eksempel vedblev især Frankrig med at være involveret i sine tidligere kolonier og gjorde meget for at sikre, at landene kun fik franskvenlige ledere.

Samtidig betød den kolde krig, at USA og Sovjetunionen fik stærke, modsatrettede interesser i Afrika. Flere nordafrikanske lande allierede sig med Sovjetunionen, mens USA søgte at gøre sin indflydelse gældende i Centralafrika og i særdeleshed i DR Congo (det daværende Zaire). Begge supermagter søgte at forhindre hinanden i at få mere indflydelse ved at finansiere oprørsgrupper, som kunne kæmpe mod de siddende regeringer. Under den kolde krig lignede situationen i Afrika derfor i høj grad et brætspil, hvor supermagter og tidligere kolonimagter søgte at styre brikkerne.

Da den kolde krig ophørte i 1989, tog forholdene i Afrika en drejning. Mange konflikter så ud til at dø hen, da Sovjetunionen ikke længere kunne, og USA ikke længere ville, finansiere de væbnede konflikter i Afrika. Desuden var der almindelig optimisme og tro på, at verden nu ville gå en fredeligere tid i møde. Det blev ikke tilfældet. Rundt om på det afrikanske kontinent fortsatte en række konflikter, og nye blussede op. I den langvarige borgerkrig i Angola skiftede de stridende parter støtten fra hver sin supermagt ud med penge fra henholdsvis olie og diamanter. I Vestafrika opstod der utallige borgerkrige, som også blev betalt gennem handel med værdifulde naturressourcer.

FN greb ikke umiddelbart ind i de nævnte konflikter, men Sikkerhedsrådet var præget af optimisme om mulighederne for at bruge fredsbevarende tropper mere aktivt end tidligere. I 1992 blev Somalia ramt af hungersnød oven i en igangværende borgerkrig, og det fik FN, med USA i spidsen, til at gribe ind. Der blev sendt en international styrke til Somalia for at stoppe konflikten og sikre, at civile fik adgang til nødhjælp. Men indsatsen slog fejl. På en enkelt blodig dag i 1993 blev 18 amerikanere dræbt i Somalias hovedstad, Mogadishu. På kort sigt blev resultatet, at FN og USA trak sig ud, og borgerkrigen fortsatte med store menneskelige tab og flygtningestrømme til følge.

På længere sigt fik episoden i Somalia endnu større betydning. Rundt om i de vestlige hovedstæder forsvandt lysten til at sende soldater på FN-mission i Afrika, fordi man risikerede soldaternes liv i nogle konflikter, som ikke forekom at være direkte vigtige for Vesten. Mange mener, at det var denne tilbageholdenhed efter Somalia, der gjorde, at FN ikke greb ind og stoppede folkedrabet i Rwanda i 1994. Kun Frankrig og den gamle kolonimagt Belgien involverede sig i Rwanda, men i lang tid handlede det for disse lande mere om at sikre egne interesser end om at stoppe folkedrabet.

Nu er pendulet svinget den anden vej. Efter nogle år, hvor FN led af berøringsangst over for indsatser i Afrika, er der igen et stigende antal fredsbevarende missioner på kontinentet. FN har overvåget grænsen mellem Eritrea og Etiopien siden 2000, hvor krigen mellem de to lande sluttede. Også i Sierra Leone, DR Congo og Liberia er der i dag store FN-missioner på plads.

Ud over den nyfundne interesse for positiv indblanding i afrikanske konflikter er der også et andet nyt aspekt i det udefrakommende engagement. Mens det tidligere har været de gamle kolonimagter og den kolde krigs supermagter, som har haft strategiske interesser i Afrika, er Kina nu ved at komme på banen. Den enorme økonomiske vækst i Kina betyder, at landet har behov for mange råstoffer og især olie for at holde produktionen i gang. For at opfylde dette behov har kinesiske virksomheder indgået mange kontrakter i Afrika, der er rigt på naturressourcer. Bl.a. er Kina meget involveret i olieproduktionen i Sudan. Tilsyneladende har denne forbindelse betydet, at Kina i FNs Sikkerhedsråd ikke vil støtte indgreb mod regeringen i Sudan, som ellers beskyldes for grusomheder i Darfur. Selv i den seneste afrikanske konflikt viser det sig altså, hvor stor en rolle lande i andre dele af verden spiller.

Gem eller send Undervisningsartikel


Parade
Indiske FN-soldater får overdraget ansvaret for de fredsbevarende operationer i Eritrea ved en æresparade.
Foto: UN Photo/Jorge Aramburu

Hvis du vil vide mere