Folkedrab og flygtningestrømme

FN definerer folkedrab som de handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. FNs Folkedrabskonvention forbyder folkedrab og pålægger det internationale samfund at gribe ind, hvis det skulle ske.

Under Anden Verdenskrig forsøgte nazisterne bl.a. at udrydde jøder og sigøjnere overalt i Europa. Efter krigen indledte den jødisk-polske jurist Raphael Lemkin en kampagne, der skulle få det internationale samfund til at definere og forbyde folkedrab. Lemkins arbejde bar frugt, da FN i 1948 vedtog folkedrabskonventionen.

Men det kunne ikke forhindre, at folkedrab skete igen. Den 2. september 1998 fik Jean-Paul Akayesu den tvivlsomme ære af at være den første, der blev dømt for folkedrab ifølge FN-konventionen. Akayesu var borgmester i den lille kommune Taba i Rwanda under folkedrabet i 1994 (se Rwanda Landeportræt). Over 2.000 indbyggere fra den etniske gruppe tutsierne blev dræbt i Taba, og Akayesu gjorde intet for at stoppe drabene. Tværtimod blev han idømt fængsel på livstid for bl.a. at have udleveret lister med tutsiernes navne til de hutu-militser, som udførte drabene.

Folkedrabet i Rwanda fandt som nævnt sted i 1994. Det varede ikke mere end ca. 100 dage - fra 6. april til 18. juli - men alligevel kostede det flere end 800.000 mennesker livet. Det kan være svært at forstå, hvor stort tallet er, men det svarer til, at der blev dræbt et menneske hvert 10. sekund i Rwanda. Det er ca. 3,5 gange hurtigere end den hastighed, hvormed nazisterne myrdede jøder i koncentrationslejrene.

Årsagerne til folkedrabet i Rwanda i 1994 skal findes i historien om forholdet mellem de to største etniske grupper, hutuerne og tutsierne. Før kolonitiden blev folks gruppetilhørsforhold afgjort af, om de havde kvæg eller var agerbrugere. Det var altså muligt at skifte gruppe, og samtidig var der også mange giftermål på tværs af de etniske skel.

Da Rwanda blev en belgisk koloni, indførte koloniherrerne identitetskort til befolkningen. På kortene stod der, om man var hutu eller tutsi, og børn blev kategoriseret efter faderens tilhørsforhold. Folk og deres efterkommere blev således låst fast i bestemte grupper, og da belgierne efterfølgende begyndte at favorisere først tutsierne og senere hutuerne, opstod der hurtigt spændinger.

Op gennem 1960'erne og 1970'erne var der flere massakrer, som var motiveret af etniske stridigheder. Da det i begyndelsen af 1990'erne så ud til, at hutuerne, som sad på magten, ville skulle dele den med tutsierne, blussede konflikten op igen.

Selve folkemordet var blevet grundigt planlagt af ekstremistiske hutuer gennem flere år. De havde sørget for, at der var importeret macheter, som kunne bruges til myrderierne, og de havde samlet lister over, hvem der skulle dræbes. FN havde opdaget, at der var problemer undervejs i Rwanda, og derfor udsendt en lille FN-styrke. Men da det kom til stykket, undlod landene i Sikkerhedsrådet at give FN-soldaterne den opbakning og styrke, der skulle til for at stoppe folkedrabet. Soldaterne kunne ikke gøre andet end at se på, mens myrderierne fandt sted.

Når Sikkerhedsrådet ikke greb ind over for folkedrabet i Rwanda, hænger det sammen med to forhold. For det første havde en FN-mission i Somalia året inden kostet 18 amerikanere livet, og dette tab gjorde de vestlige lande tilbageholdende med at sende soldater til Afrika. Da 10 belgiske FN-soldater blev dræbt i Rwanda under folkedrabet, valgte Sikkerhedsrådet at trække det meste af styrken hjem i stedet for at sende flere soldater. Generalen for FN-styrkerne, Romeo Dallaire, havde ellers vurderet, at han ville kunne have stoppet folkedrabet, hvis Sikkerhedsrådet havde givet ham styrker på 5.000 mand.

For det andet tyder meget på, at Sikkerhedsrådet ikke fik præcis information om, hvad der foregik i Rwanda. Både folk, der arbejdede for FN, og to permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, USA og Frankrig, er blevet beskyldt for at tilbageholde information om krisens omfang. Samtidig sad Rwanda som et af de 10 valgte medlemmer af Sikkerhedsrådet under folkemordet og kunne dermed selv være med til at beslutte om der skulle gribes ind over for landet.

Ud over at resultere i flere end 800.000 døde, betød folkemordet også, at ca. to millioner mennesker flygtede fra rædslerne i Rwanda til nabolandene. De fleste endte i enorme flygtningelejre i Tanzania og DR Congo, men også Burundi og Uganda modtog mange flygtninge. Flygtningestrømmen var så massiv, at modtagerlandene og humanitære organisationer ikke kunne følge med. Tusindvis af flygtninge døde derfor af sygdomme i lejrene.

Folkedrab er humanitære katastrofer, og man kan håbe, at verdenssamfundet generelt, og FNs Sikkerhedsråd i særdeleshed, har taget ved lære af begivenhederne i Rwanda. De seneste to år har verden med bekymring kigget mod Darfur i Sudan, hvor militser myrder og fordriver lokale stammer på en facon, der måske kan kategoriseres som folkedrab.

Om der reelt er tale om folkedrab i Darfur, er svært at afgøre. FN anslår, at omkring 200.000 har mistet livet, og at ca. 1,8 millioner mennesker er blevet fordrevet fra deres land. USA har sagt, at der er tale om folkedrab, mens europæiske lande og en FN-kommission er uenige. Diskussionen er vigtig, fordi eksperter mener, at andre lande ifølge FNs Folkedrabskonvention har ret - og muligvis pligt - til at gribe ind og stoppe folkedrab. Hvis der blot er tale om en sikkerhedspolitisk krise, er situationen til almindelig diskussion i Sikkerhedsrådet. Indtil videre er FN blevet enige med konfliktens parter om, at en fredsbevarende styrke fra AU skal overvåge situationen i Darfur.