Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Når naboen blander sig

Krige begynder enten som borgerkrige eller internationale krige mellem to eller flere lande. Men selv om en krig har et overskueligt antal parter i den første tid, er der ingen garanti for, at det bliver ved med at være sådan. Krige har det med at sprede sig.

Af Steen Nordstrøm
Publiceret 08-07-2005

Da der først udbrød borgerkrig i DR Congo (det daværende Zaire) i 1996, fandt kampene sted mellem regeringshæren og et par oprørsgrupper, som blev støttet af nabolandene Rwanda og Uganda. Seks år senere, i 2002, havde et stort antal oprørsgrupper og hele ni lande været involveret militært i DR Congo. I flere sammenhænge omtales konflikten i DR Congo derfor ikke længere som en borgerkrig, men som den Første Afrikanske Verdenskrig.

Ofte spreder krige sig. Det gælder især borgerkrige, hvor de stridende parter kan søge støtte fra sympatisører i udlandet. Ofte vil der være andre lande, der på grund af politik eller etnicitet føler sig særligt knyttet til en af parterne i en konflikt og derfor vælger at støtte denne. Eller også ser de omkringliggende lande reelt en fordel i, at et naboland plages af konflikt. Det kan ske ud fra devisen om, at så længe der er indbyrdes strid, kommer landet ikke til at udgøre nogen trussel for andre.

Vestafrika var gennem 1990'erne plaget af en række borgerkrige. Det begyndte, da Liberia i 1989 blev invaderet fra Elfenbenskysten af Charles Taylor, som senere blev præsident i landet. De næste seks år rasede der borgerkrig i Liberia, og Taylor støttede samtidig en oprørsbevægelse i nabolandet Sierra Leone, som også blev kastet ud i borgerkrig. Den liberianske borgerkrig sluttede i 1996, og Taylor nåede at være præsident frem til 2003, hvor han blev tvunget fra magten af rebeller støttet af nabolandene Guinea og Elfenbenskysten. Selv om man normalt taler om en række forskellige borgerkrige i området i denne periode, var der altså snarere tale om en kompleks regional konflikt, hvor en række nabolande blandede sig voldsomt i hinandens affærer af politiske og økonomiske grunde. For eksempel var det en meget indbringende forretning for Taylor at sidde på en stor del af diamanthandlen i Vestafrika, og det lod sig nemmest gøre under borgerkrigenes kaotiske forhold.

Også i Østafrika har konflikter spredt sig. For eksempel kan årsagerne til Den Første Afrikanske Verdenskrig spores tilbage til Rwanda. Her ledte folkemordet i 1994 til, at tusindvis af flygtninge krydsede grænserne til nabolandene. En del af disse flygtninge var i virkeligheden medlemmer af de militser, som havde udført folkemordet, og som søgte at skjule sig, da folkemordet var blevet stoppet. Nogle af disse militsmedlemmer gemte sig i DR Congo (det daværende Zaire), og dermed fik de nye magthavere i Rwanda grund til at interessere sig for nabolandet.

Konsekvensen blev, at Rwanda støttede bestemte grupper i DR Congo under den Første Afrikanske Verdenskrig. Men Rwanda havde også andre motiver end ønsket om at holde militserne bag folkemordet i skak. DR Congo er rigt på værdifulde mineraler og metaller, og disse udøvede en stærk tiltrækningskraft på mange lande, da landet sank ned i borgerkrigens kaos. FN har påvist, hvordan Uganda og Rwanda pludselig var involveret i handel med metallet coltan, der bruges i bl.a. computere og mobiltelefoner, på trods af at metallet ikke kan udvindes i disse lande. Det var derimod landenes militære styrker, der sørgede for at smugle det ud af DR Congo under krigen og videresælge det.

Også andre afrikanske lande end Rwanda og Uganda blev involverede i DR Congo. Burundi, Angola, Namibia, Sudan, Tchad, Libyen og Zimbabwe deltog alle mere eller mindre aktivt i krigen. Nogle af landene havde politiske grunde til at være involverede, mens andre utvivlsomt blev hjulpet på vej af udsigten til at tjene penge på at udvinde mineraler. De politiske grunde for nabolandene til at involvere sig i DR Congo drejede sig især om ønsket om at styrke den congolesiske stat. En stærkere stat ville kunne kontrollere sine egne grænser, så oprørere og smuglere ikke frit kunne krydse frem og tilbage mellem landene i området.

En række konflikter i Afrika er præget af regionale dynamikker, hvor lande involverer sig i naboers borgerkrige. Der kan være gode politiske grunde til at være interesseret i, hvem der sidder på magten i et naboland, men det er sigende, at væbnede konflikter især udvikler sig til regionale kriser, når der er mulighed for at tjene mange penge på at plyndre værdifulde naturressourcer.

Gem eller send Undervisningsartikel


På flugt til nabolandet
Børn på flugt fra folkedrabet i Rwanda i 1994 trygler soldater på grænsen til Zaire (nuværende DR Congo) om at blive sluppet ind i nabolandet. Børnenes mødre havde netop krydset en bro fra Rwanda til Zaire, da soldaterne lukkede broen for flygtninge den 20. august 1994.
Foto: AP Photo/Jean-Marc Bouju

DR Congo
  • tidligere belgisk koloni
  • indtil 1960 Belgisk Congo
  • 1960-1971 Congo
  • 1971-1997 Zaire
  • 1997-        DR Congo, der er en forkortelse af det fulde navn Den Demokratiske Republik Congo
    En del steder omtales DR Congo stadig som Congo, på trods af at landet skiftede navn for mere end 30 år siden.