Er afrikanske grænser trukket med lineal?

Hvis man kigger på et kort over Afrika, er der en ting, der hurtigt springer i øjnene. Mange af grænserne ser ud til at være trukket med en lineal. For eksempel mellem Algeriet og Niger, mellem Egypten og Sudan og mellem Kenya og Somalia, hvor hundredvis af kilometer grænse følger en snorlige streg.

Naturlige skillelinjer som bjergkæder, floder og søer ser altså ud til at spille en mindre rolle for grænsedragningen mellem lande i Afrika end i resten af verden. Visse steder i Østafrika, som for eksempel ved Tanzania, kan man dog tydeligt se, hvordan De Store Søer udgør landets grænser.

Når grænserne i Afrika er anderledes end i resten af verden, hænger det sammen med de europæiske landes kolonisering af kontinentet, der startede i 1600-tallet. I begyndelsen handlede kolonimagterne primært med slaver via små bosættelser og forter langs den afrikanske kyst. Senere blev koloniseringen for alvor udbredt, og de europæiske lande søgte at kontrollere enorme landområder frem for blot de kystnære egne. Især hen mod slutningen af 1800-tallet, hvor opdagelsesrejsende havde kortlagt hele Afrika, opstod der en voldsom konkurrence mellem europæiske lande om at sikre sig kontrollen med store områder i Afrika.

I år 1900 var ca. 90 pct. af Afrikas territorium delt mellem Frankrig, Portugal, England, Holland, Spanien, Italien, Belgien og Tyskland. På en konference i Berlin var disse lande bl.a. blevet enige om at fortælle hinanden, hvilke områder de gjorde krav på under den hastige kolonisering.

Resultatet blev, at embedsmænd sad i Europa og satte de streger, der kom til at udgøre afrikanske grænser. For nemheds skyld blev disse ofte trukket med lineal eller langs bestemte længde- og breddegrader. Der blev ikke taget hensyn til naturlige grænser eller andre væsentlige lokale forhold som afrikanernes sproglige eller kulturelle tilhørsforhold. Den europæiske fastsættelse af grænser under kolonitiden er den væsentligste grund til, at Afrika-kortet ser ud, som det gør i dag.

Men hvorfor lavede man så ikke grænserne om, da de afrikanske lande blev selvstændige i løbet af 1950'erne og 1960'erne? Årsagen var en frygt for, at de mange nye selvstændige lande skulle kollapse under oprør fra befolkningsgrupper, som ville have selvstyre, hvis man åbnede op for muligheden af helt nye grænsedragninger. Tværtimod blev det et grundlæggende princip for Organisationen af Afrikansk Enhed, at kolonimagternes grænser skulle bevares.

Konsekvenserne af den kunstige grænsedragning i Afrika har været store. En streng geometrisk grænsedragning uden hensyn til forholdene på jorden betyder, at der opstår et skel mellem den officielle grænse og den reelle, administrative grænse. Folk bevæger sig simpelt hen ikke inden for de grænser, der er sat på et kort - og dermed er kimen også lagt til grænsestridigheder.

Samtidig betyder de tilfældige grænser, at forskellige befolkningsgrupper ofte er blevet samlet i det samme land uden at have nogen fælles etnisk identitet, sprog eller kultur. Hvis ikke staten fungerer effektivt og retfærdigt, så alle har de samme muligheder i samfundet, øges risikoen for, at sådanne grupper kommer i konflikt med hinanden. De europæiske kolonimagters grænser i Afrika er med andre ord medvirkende til, at borgerkrige og internationale krige forekommer alt for ofte på kontinentet i dag.

Også tilgængeligt som PDF