FNs oprettelse

Det var den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der i 1942 fandt på betegnelsen De Forenede Nationer, eller FN. Organisationen blev dannet for at forhindre krig og sikre økonomisk og social udvikling for hele verdens befolkning.

Oprindeligt var FN betegnelsen for de 26 nationer, som kæmpede imod de såkaldte Aksemagter (Tyskland, Japan og Italien) under Anden Verdenskrig. Efter krigens afslutning i 1945 mødtes repræsentanter fra de 26 lande med udsendte fra yderligere 24 lande i San Francisco. Her blev man enige om at oprette FN som en formel international organisation og underskrive FN-pagten, der beskriver formålene med organisationen. Da Polen i efteråret 1945 også meldte sig som medlem af FN, fik organisationen i alt 51 lande som oprindelige medlemmer.

Hovedformålet med FN var fra starten at forhindre krig og sikre økonomisk og social udvikling for hele verdens befolkning. For at leve op til disse mål blev der dannet seks arbejdsorganer: Generalforsamlingen, Det Økonomiske og Sociale Råd, Formynderskabsrådet, Den Internationale Domstol, Sekretariatet og Sikkerhedsrådet. Især FNs Sikkerhedsråd har siden spillet en væsentlig rolle for løsningen af konflikter rundt omkring i verden.

Forud for oprettelsen af FN og Sikkerhedsrådet var gået en af de blodigste perioder i verdenshistorien. Anden Verdenskrig var netop slut og havde kostet 50 millioner mennesker livet. Kun 30 år forinden var flere europæiske lande blevet raseret, og 20 millioner dræbt i Første Verdenskrig. Allerede da Første Verdenskrig sluttede, blev parterne enige om at danne Folkeforbundet, der var en international organisation, hvor medlemslandene i princippet skulle arbejde sammen for at forhindre krig. I 1939, da Anden Verdenskrig brød ud, blev det klart, at Folkeforbundet havde spillet fallit, og siden blev organisationen opløst.

Ved oprettelsen af FN forsøgte landene at tage ved lære af de dyrekøbte erfaringer fra tiden med Folkeforbundet. Et af de helt store problemer havde været, at stormagter som USA, Tyskland og i lang tid Sovjetunionen ikke var medlemmer af forbundet, som derfor manglede legitimitet og desuden havde ringe mulighed for at gennemtvinge beslutninger. Dette søgte man ved dannelsen af FN at råde bod på. Dels fik Sikkerhedsrådet ret til at gennemtvinge sine beslutninger - om nødvendigt med magt - og dels fik Anden Verdenskrigs fem sejrherrer faste pladser i Sikkerhedsrådet.   

Fra begyndelsen havde Sikkerhedsrådet 11 medlemmer. Ud over de fem permanente medlemmer, USA, Sovjetunionen, England, Frankrig og Kina blev seks lande valgt af Generalforsamlingen. Disse ikke-permanente medlemskaber varer to år. FN-pagten, der beskriver de fælles spilleregler for FN, understreger, at de ikke-permanente medlemmer skal vælges, så Sikkerhedsrådet får en rimelig geografisk fordeling.

De fem permanente medlemmer har vetoret over for alle forslag, der behandles i Sikkerhedsrådet. Denne vetoret kom hurtigt til at præge arbejdet i FNs Sikkerhedsråd. Sovjetunionen og USA fik op gennem 1940'erne et mere og mere anspændt forhold til hinanden, og man begyndte snart at tale om en kold krig mellem de to supermagter. Denne forværring af arbejdsklimaet betød, at Sovjetunionen blokerede beslutninger i Sikkerhedsrådet om bl.a. nedrustning, kontrol med atomvåben og tildeling af FN-medlemskab til nye lande.

Netop spørgsmålet om nye medlemmer af FN blev snart centralt for Sikkerhedsrådet. Fra midten af 1950'erne begyndte en proces, hvor en række europæiske kolonier fik selvstændighed. Denne afkolonisering betød, at en række nye lande kunne optages i FN. Selv om det skete ganske langsomt, blev Generalforsamlingen alligevel enige om at udvide Sikkerhedsrådet, så det bedre afspejlede de nye internationale politiske forhold. Fra 1965 blev rådet udvidet fra 11 til 15 medlemmer - de 5 permanente og 10 valgte. Denne sammensætning eksisterer den dag i dag, selv om mange lande jævnligt ytrer utilfredshed og ønsker nye reformer af Sikkerhedsrådet, så rådet får endnu flere medlemmer og dermed mere troværdighed rundt om i verden.