Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Artikler fra JP's arkiv

Blandt skudsår og slangebid
Lokichoggio

En brun og mudret vandmasse bruser af sted med styrke som et vandfald og deler vejen midt over. Hverken de vandrende turkana-nomader, Røde Kors' firehjulstrækkere eller de tunge lastbiler med mange hestekræfter kan komme over. Porten til hospitalet er kun nogle få meter væk, men umulig at nå.

Charlotte er strandet. Når det regner i Uganda, og floden svulmer op, kan hun ikke komme på arbejde i Kenya. Det regner ofte kraftigt, og forleden druknede to lokale, da de alligevel forsøgte at nå over.

»Vi ved aldrig, hvornår vandet kommer, men nogle gange bliver vi fanget og må blive på hospitalet natten over,« fortæller den 47-årige danske sygeplejerske.

Charlotte Dong McIntyre er udsendt af Dansk Røde Kors for at arbejde på hospitalet i Lokichoggio i det nordvestlige Kenya, tæt på grænserne til Uganda og Sudan.

Centrum for nødhjælp

Lokichoggio er den lille flække, der for 15 år siden blev centrum for nødhjælpen ind til det borgerkrigsramte Sydsudan, og som gradvist voksede til en mindre provinsby med hoteller, restauranter og Kenyas tredje travleste lufthavn. I dag er der over 60 hjælpeorganisationer i byen.

En af dem er Den Internationale Røde Kors Komite, ICRC, der i de første år af borgerkrigen fløj ind til Kapueta i Sydsudan med mobile lægehold for at operere de sårede, der blev bragt dertil af oprørsbevægelsen SPLA. Men risikoen for luftangreb var for stor, og det var svært at følge patienterne efter operation, så derfor åbnede ICRC hospitalet på den kenyanske side af grænsen i 1987.

»Indtil for nylig behandlede vi sårede fra krigen. Vi hentede dem inde i Sudan og fløj dem hertil. Hospitalet kan tage 400 patienter, men i perioder var der mange flere,« fortæller Charlotte, der er udsendt til Lokichoggio for anden gang.

»Efter fredsaftalen i januar er det lidt anderledes. I dag er her under 200 patienter. Vi har stadig mange med skudsår, men de kommer fra væbnede kvægtyverier og fra voldelige milits-angreb på civile. Vi har også mange slangebid.«

Charlotte Dong McIntyre er netop ved at vise to af sine sudanesiske elever, hvordan de skal forbinde et slangebid på en otte-årig drengs fod. Det er et dybt kødsår. Det kvarte af foden er væk, og den danske sygeplejerske tror ikke, at såret vil hele.

»Foden burde nok have været amputeret, men drengens far har sagt nej, og så kan vi ikke gøre det, heller ikke selv om det er livstruende. Jeg tror bare, at drengen kommer til at slås med alvorlige infektioner i mange, mange år.«

Kulturforståelse

Kulturforståelse er et af kodeordene i den danske sygeplejerskes arbejde. Både når det handler om at hjælpe sudanesiske patienter og samarbejde med kolleger fra Kenya og Røde Kors-delegater fra mange forskellige lande.

»Selvfølgelig kan det være svært og hårdt nogle gange, men det er også her, udfordringerne ligger. Man skal vænne sig til ikke at have ret meget privatliv og at bo under primitive forhold. På den anden side får man en ny familie her, og det er stimulerende, at vi alle arbejder for det samme formål.«

Charlotte er ansvarlig for uddannelsen af 24 unge sundhedsarbejdere fra Sydsudan. De er udvalgt af andre organisationer og får et seks eller ni måneders kursus, inden de vender tilbage. En af dem er 24-årige James Lam fra Pieri.

»Jeg har lært meget de seneste seks måneder, blandt andet om amputationer. Jeg skal tilbage til min klinik i landsbyen til december, og jeg vil arbejde for at få landet på fode igen.«

Charlotte Dong McIntyre skal først hjem om seks måneder. Hun har et års orlov fra sin stilling på Odense Sygehus, men det er ikke første gang, hun er udsendt af Røde Kors.

I 1995 var hun i Juba i Sydsudan og i 1996 nogle få uger i Tjetjenien, et ophold, der sluttede brat, da bevæbnede mænd en nat gik ind på delegationen og skød og dræbte seks af Charlottes kolleger. Det afholdt hende ikke fra at tage til Lokichoggio første gang i 1997. Nu er hun tilbage på hospitalet, som ICRC planlægger at trække sig ud af inden næste sommer.

»Det er nok heller ikke sidste gang, jeg er ude, for jeg er blevet lidt rodløs. Som en cirkushest, når den lugter savsmuld. Samtidig har jeg følelsen af, at vi faktisk gør en forskel, og vi får meget igen. Ikke fordi danske patienter ikke er taknemmelige, men der er nok mere brug for mig her.«

explorer@jp.dk

Danmarks afrikanske lyttepost
Addis Abeba

Et år er kort tid i kampen for verdensfreden, og Mette Knudsen reagerer da også med et smil på spørgsmålet om, hvordan hendes tilstedeværelse i Etiopien siden september sidste år har øget freden i Afrika? I hendes jobbeskrivelse står der faktisk, at den nyoprettede ambassade i Addis Abeba skal medvirke til at løse konflikter, men indtil videre har den politiske situation taget den stik modsatte drejning i ambassadørens nye hjemland. Efter et omstridt valg i maj er Etiopien præget af politiske spændinger. Derimod er der positive tegn for Afrika som helhed.

Dansk lyttepost

Afrikanerne arbejder målrettet på i fremtiden at kunne løse deres egne problemer, og Mette Knudsens opgave er netop at støtte dette arbejde. Under Danmarks to-årige medlemskab af FN's Sikkerhedsråd fungerer hun samtidig som en lyttepost i regionen, fordi konflikter som dem i Darfur i Sudan og i DR Congo igen og igen sættes på sikkerhedsrådets dagsorden.

»Der er en stor vilje til at løse egne problemer. Men ofte er der ikke økonomiske midler til at løse opgaven hverken i Den Afrikanske Union (AU) eller i de enkelte afrikanske lande, og så vender de sig mod vestlige donorlande,« siger den 43-årige ambassadør og byder på stærk etiopisk kaffe i sit kontor indrettet i en fløj af den norske ambassade i Addis Abeba.

Konflikten i Darfur i Sudan er et godt eksempel.

AU leder en fredsbevarende mission og har sendt 5.400 fredsbevarere til Darfur i form af soldater, observatører og politifolk. Men problemet er penge og logistik. Navnlig Nato må sørge for transport af soldaterne, mens EU har bidraget til at betale løn. Alligevel meddelte AU's hovedkvarter i Addis Abeba forleden, at det kun vil være i stand til at betale styrken i endnu tre måneder, medmindre de rige lande træder til med mere hjælp. Mangel på penge og planlægningskapacitet gør det også vanskeligt at føre beslutningen om at oprette en fælles afrikansk militær styrke til fredsbevarende og humanitære opgaver ud i livet til tiden.

I januar 2004 vedtog de afrikanske forsvarsministre en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik med udrykningsstyrken som grundpille. Efter planen skal AU være i stand til at udsende 15.000 tropper ved udgan-gen af i år, mens fem regionale brigader håndterer mindre komplekse opgaver fra 2010. I juli besluttede lederne af de rige G8-lande at betale for uddannelsen af 20.000 afrikanske fredstropper. Som betingelse stillede de, at Afrika fortsætter med at gøre demokratiske fremskridt og at bekæmpe korruption.

Vestens bekymring

Frygten i vestlige hovedstæder er, at AU vil udvikle sig til en tandløs papirtiger som sin forgænger OUA, Den Afrikanske Enhedsorganisation, der aldrig blandede sig i de afrikanske landes interne problemer. Det betød, at mange afrikanske regimer ustraffet fik lov til at undertrykke menneskerettighederne. I dag er AU ekstremt forsigtig med at fordømme Robert Mugabe i Zimbabwe på grund af uenighed i medlemskaren.

Mette Knudsen ser dog positive tegn. De afrikanske ledere mødes jævnligt i et afrikansk freds- og sikkerhedsråd, og AU's Kommission spiller ofte ud med visionære ideer. Men som i EU vækker ikke alle kommissionens tanker begejstring i alle medlemslande. Og hvis toneangivende lande som Sydafrika, Nigeria og Egypten melder fra, er det svært at komme videre.

Zimbabwe-problemet

»Det er tydeligt, at AU har problemer med at håndtere situationer som den i Zimbabwe, men der er andre tegn på, at AU ser et voksende behov for at markere sig. Således reagerede AU hurtigt i kriser i både Togo og Mauretanien. Der står allerede en afrikansk styrke i Darfur, og AU har besluttet også at hjælpe i Somalia,« siger ambassadøren.

Danmark støtter på forskellig måde de positive tendenser i regionen gennem programmet Afrika for fred. Det direkte økonomiske bidrag til AU er på 66 mio. kr. over fem år, mens andre 6 mio. kr. går til at støtte afrikanske NGO'er og forskningsinstitutioner.

Den regionale samarbejdsorganisation for landene på Afrikas horn, IGAD, får 20 mio. kr. over fem år. Her skal pengene bl.a. gå til konfliktforebyggelse op oprettelse af en regional styrke (EASBRIG). I Vestafrika modtager organisationen Ecowas 66 mio. kr. fra Danmark over fem år til samme formål.

Mette Knudsen ser fred og sikkerhed som det vigtigste arbejdsområde for AU. »Den afrikanske organisation kritiserer Vesten for, at vi ved at koncentrere indsatsen om sikkerhed glemmer andre vigtige områder som uddannelse og sundhed. Det er en reel fare, og vi må som donorer se på muligheden for en bredere støtte til AU på disse områder,« siger Danmarks ambassadør i Addis Abeba.

explorer@jp.dk

De fortabte drenge i Kakuma
Kakuma, Kenya

For et par år siden fik Ayuel et brev fra USA. Det var fra hans ven Atim Mariak, og det indeholdt to fotos. Ét af Atim på en amerikansk legeplads og et andet af vennen foran et moderne hus.

»Jeg syntes, at han var blevet lidt småfed,« siger den 25-årige sudaneser smilende, men har svært ved at skjule, at misundelsen banker lige under den lyseblå T-shirt.

Sammen med vennen var Ayuel i 1992 blandt "drengene fra Kakuma", der flygtede fra borgerkrigen i det sydlige Sudan. Mange tusinde drenge vandrede i samlet flok til Etiopien, men blev så tvunget tilbage til det sydlige Sudan. Undervejs levede de af vilde frugter og stillestående vand. Mange døde, andre blev børnesoldater, men 15.000 overlevende slap til sidst ind i Kenya, hvor de siden har levet af hjælp fra FN.

»Der var måneskin, den nat araberne angreb. De kom på heste, skød på alt og stak ild til husene. Nogle blev myrdet, andre bortført, og jeg løb som en vanvittig for at slippe væk. Jeg var 12 år og har aldrig siden set min familie. Jeg havde tre brødre og to søstre, men jeg ved ikke, om de er i live,« fortæller Ayuel, da vi møder ham i hans hjem gennem de seneste 13 år, flygtningelejren i Kakuma.

Kvæg eller søn

Ayuel hævder, at han aldrig har været soldat og aldrig er blevet trænet til at være soldat. Det er ellers en offentlig hemmelighed, at drengene fra Kakuma blev samlet og organiseret som led i en storstilet plan fra den sydsudanske oprørshær, SPLA, om at uddanne tusinder af drenge i udlandet.

Nogle af drengene var på flugt som Ayuel. Andre blev givet til SPLA, der gav familier valget mellem at afgive kvæg eller en af deres sønner til krigen. Da nomadefamilier er afhængige af deres kvæg, var valget ikke svært. Desuden skete det ofte med familiens billigelse, for næsten alle i det sydlige Sudan støttede SPLA.

Drengene skulle hjælpe med at befri Sydsudan og opbygge det nye land, når det engang blev selvstændigt. Det betød akademisk uddannelse til dem, der skulle blive de nye ledere, og skolegang og militærtræning til andre. Også i Kakuma. Hjælpeorganisationerne så gennem fingre med det, fordi det var for vanskeligt at løse dilemmaet, om man skulle fortsætte eller stoppe hjælpen til forældreløse og krigsramte børn, der - måske - samtidig blev trænet som børnesoldater.

Omkring 4.000 af drengene fik asyl og opholdstilladelse i USA, hvor de har klaret sig godt. Andre er i Canada og Australien. Nogle af dem sender penge hjem til deres kammerater i Kenya, mens andre kommer tilbage til flygtningelejren for at købe sig en kone. Det er ikke helt billigt, for en sudanesisk dinka-brud står i 40-80 køer. En urealistisk sum for de fleste i Kakuma-lejren, men ikke for en rig amerikaner.

»Guds vilje«

»Jeg forsøgte også at komme til USA, men det er ikke muligt længere. Efter 11. september 2001 er der ikke kommet flere derover. Men jeg er ikke jaloux; det er Guds vilje,« siger Ayuel, der trods sin høje alder kun går i 10. klasse i en skole i flygtningelejren.

»Jeg har ikke råd til at blive gift, men det må være Guds plan. Der kommer også en tid for mig.«

Alligevel drømmer han om en dag at blive læge og at blive gift. Nødvendigvis med en dinka-kvinde og helst med flere, for dinkaer viser deres rigdom i form af koner og køer.

I dag er drengene fra Kakuma voksne og spredt over hele verden. Som velnærede studenter i USA eller Australien. Nogle er blevet gift og bor andre steder i lejren, mens flere tusinder stadig bor i de lave, røde bygninger, der kendetegner drengebyen. Én af drengene fra Sudan er blevet Kenyas mest populære rap-sanger og UNICEF-ambassadør i kampagnen mod børnesoldater. Han er måske forbilledet for 14-årige Shao, der følger os ud, iført kæmpe kasket og T-shirt med tryk af rapperen 50 cent.

»Kan du alle hans sange?« spørger vi.

»Selvfølgelig, men jeg skriver også nogle selv,« svarer han og giver os så 10 minutters gangster-rap med alle de rigtige håndbevægelser.

En dreng fra Kakuma anno 2005.

De stjal mit liv
Maputo

De kom om dagen. 200 mand eller flere. Det var første gang, at oprørssoldaterne viste sig i landsbyen ved Magude nordvest for Maputo. Det var den 3. marts 1984, den dag, de stjal Flora Alberto Mucaves liv. Hun var 11 år gammel.

Sådan beskriver hun det selv, da hun sidder ved et udrangeret mødebord i et svedigt kontor i Maputo og fortæller om sin tilværelse under borgerkrigen i Mozambique. Man kan lede længe efter glæde i den historie.

»Glæde? Jeg havde ét lykkeligt øjeblik i de år. Det var, da freden kom,« siger Flora, lægger hovedet på skrå, ser ud i lokalet og ler lidt, som om historien, hun har genfortalt, har brug for det. Den lyder sådan her:

Flora var på vej hjem fra skole i Magude, hun traskede sorgløst ad de kendte stier sammen med sin søster, da de fik øje på soldaterne, men tvillingepigerne opdagede faren for sent. Krigerne fra oprørshæren Renamo havde omringet landsbyen, kun de heldigste nåede at flygte.

»De fleste, der forsøgte, blev skudt. Vi så dem blive skudt, Renamo-folkene skød, mens de bar på os. Nogle regeringssoldater forsøgte at stoppe dem, men de var slet ikke nok. De tog os med.«

I tre dage slæbte soldaterne pigerne gennem landskabet til en Renamo-base ved landsbyen Mafufuiane. Med skarpladte våben i ryggen og solen i ansigtet zigzaggede de gennem bushens stikkende akacietræer og knasende vækster for at undgå at blive sporet af statens Frelimo-styrker.

Flora fik kun lov at blive sammen med sin tvillingesøster i kort tid. Renamos politik var at skille familier ad, så Flora mistede hurtigt kontakten til sin søster. Renamo havde derimod ingen politik for at beskytte 11-årige piger.

»En soldat forsøgte at voldtage mig den første dag, vi kom til lejren. Jeg græd, og andre soldater sagde: Lad være, hun er kun et barn.«

Soldaten lod den skrækslagne pige være, men et år senere, da hun var fyldt 12, var Flora ikke så heldig. Som et led i familieadskillelsen blev hun flyttet til et Renamo-område i Gaza provinsen i Mozambique.

»Der led jeg virkelig. Jeg var 12 år, og jeg blev tvunget til at sove med en mand, der ikke var på min alder.«

Det er ordene, som Flora bruger for voldtægten af et barn, og de ord blev dækkende for hendes liv de næste mange år.

»Den første mand, der sov hos mig, blev dræbt af en landmine, den anden faldt i et baghold, og den tredje blev overflyttet til en anden base,«

Lærte at klare sig

Vi spørger, om hun på trods af tvangen udviklede nogle følelser for de mænd, der forgreb sig på hende, og som hun i praksis "tilhørte". Hun griner af os.

»Nej, nej, nej. Jeg skulle gøre det. Hvis de bare havde været på min egen alder, havde det måske været o.k., men de var gamle - på min fars alder. Men efter tre mænd havde jeg været der så længe, at jeg havde forstået at sige fra, og i en længere periode slap jeg for det. Ikke fordi de ikke ville have mig, men fordi jeg lærte at klare mig.«

Den øverstkommanderende for Renamo i Gaza regionen var general Gomes. Man sagde om ham, at der aldrig ville blive fred, før han døde. Det gjorde han så, få måneder før fredsforhandlingerne efter 16 års borgerkrig i Mozambique sluttede i oktober 1992.

General Gomes kønsdiskriminerede ikke. Han sendte alle ud i felten.

»Han sagde, at her var der ingen mænd og kvinder, kun soldater. Så jeg blev trænet til at kæmpe.«

Flora var 14 år gammel, da hun fik sin første sovjetisk producerede AKM-riffel.

»Jeg vil ikke lyve for jer. Jeg ved ikke, om jeg slog nogen ihjel. Renamo brugte halvmånetaktikken,« siger Flora for at forklare, hvad hun mener og tegner en halvmåne på et stykke papir med nogle pile, der peger ind i krumningen.

»Vi gik i stilling omkring landsbyerne, sådan her, og når lederne sagde, at vi skulle skyde, så skød vi. Og når de sagde, at vi skulle indstille skydningen, holdt vi op, eller kastede granater. Der var så mange kugler, og så mange døde. Jeg kan ikke vide, om jeg dræbte nogen.«

Både fjender og sult

Guerillakrigen i Mozambiques landdistrikter var ikke kun en kamp mod en fjende, der kunne dukke op når som helst, og som ingen nåde viste. Det var også en daglig kamp mod sult og tørst.

»Vi rykkede rundt i bushen hele tiden for at undgå fjenden. Det var et barsk område med næsten ingen vand. Nogle gange var vi kun det samme sted to, måske tre dage, vi sov ude på jorden, og vi sultede og tørstede. Ofte måtte vi gå tre dage gennem bushen for at finde vand, bare for at finde ud af, at Frelimo havde mineret adgangen til brøndene. Mange døde, da de prøvede at hente vand. Jeg så børn på min egen alder dø, og jeg bar på dem. Ofte havde vi ikke tid til at begrave dem ordentligt. Vi dækkede dem bare med grene.«

På et tidspunkt kom der en ny gruppe bortførte mozambiquere til hendes lejr. Blandt dem var folk fra hjemegnen.

»Flora,« sagde de, »lad os flygte.«

»Vi sultede virkelig og havde ingen forsyninger, så jeg løb med dem. Men general Gomes sendte en gruppe efter os, og de fandt os. De dræbte lederne af flugten med det samme for øjnene af os. Resten af os blev gennemtævet, da vi kom hjem. De slog så hårdt og så længe, at vi besvimede. Efter det overvejede jeg aldrig mere at flygte. Aldrig. Den dag sagde jeg til mig selv, at hvis Gud har besluttet, at jeg skal dø i bushen, så må det være sådan. Jeg flygter ikke igen.«

Flora var 16 år, da hun accepterede sin skæbne som soldat. I alt 10 år - heraf de otte i krig - levede hun som ufrivillig soldat. I dag arbejder hun i den fredsbevarende organisation ProPaz som fredsmægler sammen med sin veninde Lidia Mangueze Huo, der mistede sit ene ben i en Renamo-lejr.

Hvad har vi vundet?

Ingen af dem ved den dag i dag, hvad de kæmpede for.

»I begyndelsen var jeg meget bange, når vi var i krig, men med tiden forsvandt frygten. Når vi angreb en landsby, var det eneste, jeg tænkte på, om der var mad og vand. Jeg fik modet til det, fordi jeg var sulten. Men jeg kan ikke give jer et svar på, hvorfor jeg kæmpede. Jeg ved det ikke. Selv i dag spørger jeg mig selv: Hvad er det, vi har vundet ved den krig?«

Krigen sluttede, da Flora var 19 år gammel. Hendes eneste lykkelige dag i otte år, men alligevel måtte hun forblive i Renamo-lejren i yderligere to år, før hun blev demobiliseret som et led i fredsskabelsen og kunne vende hjem til sin mor og sine søstre.

Da hun nåede hjem, var hun gravid i ottende måned med en soldat fra en anden egn. Han ville hjem. Flora ville også hjem. Faderen gav Flora en seddel med to navne til barnet, et drengenavn og et pigenavn, men Flora kaldte sin nu 11-årige datter noget tredje. Nomssa. Det betyder »en datter, der vender hjem«, siger hun, og det var Floras mor, der valgte navnet.

»Da jeg kom til sukkerplantagen, hvor jeg bor, troede jeg, at jeg drømte. Ude i bushen drømte jeg ofte, at jeg kom hjem, men så vågnede jeg. Jeg kunne ikke fatte, at jeg var fri. Vi græd, og græd og græd, men det var af glæde, og min mor besvimede.«

Nu gælder det datteren

Flora kunne i lang tid ikke sove inde i sin mors hus, da hun endelig kom hjem. Gennem 10 år havde hun sovet ude, og i begyndelsen fik hun hele familien til også at sove ude.

Med tiden vænnede Flora sig til at sove inde. Hun har ikke længere mareridt over sine 10 år som soldat. Hun har lagt det bag sig.

Flora begyndte at samle stumperne af sit liv op. Hun fik sin datter og fortsatte sin skolegang. Hun er nået til 10. klasse nu, og hun har fået sit arbejde hos ProPaz, hvor hun bygger bro, når de gamle konflikter skaber kløfter mellem mennesker. På den måde skaber hun mening med det, hun har været igennem.

Hun har en kæreste, men ingen planer om at gifte sig med ham, hun vil bruge alle sine kræfter på at give Nomssa et godt liv. Som hun siger: »Nu siger han, at han vil tage sig af min datter, når vi bliver gift. Men når vi er gift, vil han sige, at hun spiser hans mad.«

»Nogle af mine jævnald

Den afrikanske tragedie
En populær vittighed blandt de lokale under den makabre krig i Sierra Leone lød nogenlunde således: Da Gud skabte jorden, gav han det afrikanske land så fantastiske naturrigdomme, at englene protesterede. »I skal ikke være bekymrede,« svarede Gud, »bare vent, til I ser de mennesker, jeg har anbragt der«.

Historien kunne fortælles i de fleste afrikanske lande og bekræfter det billede, man får af Afrika ved at se tv eller læse aviser. Det store afrikanske kontinent har i årtier været præget af massakrer, blodige konflikter, flygtningestrømme og sultende børn.

FN har for øjeblikket udsendt 16 fredsbevarende eller fredsskabende missioner over hele verden. Halvdelen af dem er i Afrika. I ét tilfælde, i Etiopien og Eritrea, overvåger FN en fredsslutning mellem to lande. I de syv øvrige er FN udsendt for at slukke branden efter borgerkrige i Sudan, Burundi, Den Demokratiske Republik Congo, Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone og Vestsahara.

I dag er det lykkedes at dæmme op for flertallet af krigene. Men freden er skrøbelig, og i kort afstand fra teltene i de overbefolkede flygtningelejre ulmer uroen stadig. Ikke mindst i Sudan, DR Congo og Elfenbenskysten.

Men hvem bærer skylden for, at det er gået så galt for Afrika?

Afrikanerne selv, der altid synes at være på vej mod et nyt etnisk stammeopgør eller en ny religionskrig? Kolonimagterne, der for 120 år siden tegnede grænserne som streger på et kort og udplyndrede landene? Dagens stormagter, der i jagten på indflydelse og naturressourcer kynisk bruger de afrikanske lande som brikker i globalt skakspil? Eller måske den uendelige fattigdom eller brutale diktatorer, som kontinentet også har fået til overflod?

»Ofte er der et væld af årsager til, at problemer ender i et væbnet opgør. Og når en konflikt opstår, er der en meget stor risiko for, at den kommer til at handle om etnisk eller religiøst tilhørsforhold, selv om den måske i virkeligheden handler om fattigdom eller udplyndring af naturressourcer,« siger seniorforsker Bjørn Møller på Institut for Internationale Studier (DIIS).

Hutuer og tutsier

Rigtig mange konflikter i Afrika involverer etniske forskelle, og en af årsagerne er de europæiske kolonimagters grænsedragninger uden hensyn til, at etniske grupper blev spredt over flere lande.

Folkemordet i Rwanda, hvorunder 800.000 mennesker blev skudt eller hakket ihjel efter ofte først at være blevet voldtaget, var resultatet af økonomisk krise efterfulgt af en borgerkrig mellem hutuer og tutsier. En konflikt, som mange mener kunstigt blev fremelsket af den tidligere belgiske kolonimagt, der efter del og hersk-princippet spillede grupperne ud mod hinanden og udstyrede alle med etniske id-kort.

Samme grupper tørnede sammen i nabolandet Burundi, der netop er kommet ud af en 12 år lang borgerkrig mellem hutuer og tutsier med 300.000 døde. Det er mange i en befolkning på syv millioner. Krigen mellem mindretallet af tutsier (14 pct.), der kontrollerer hæren, og flertallet af hutuer (85 pct.) begyndte i 1993.

Fredsforhandlingerne varede fem år fra 2000, og først 19. august i år fik Burundi en demokratisk valgt præsident med den 40-årige hutu, Pierre Nkurunziza. Ifølge Burundis nye forfatning skal de to etniske grupper dele magten i fremtiden med 60 pct. af ministertaburetterne til hutuer og 40 pct. til tutsier.

I Sudan er det lykkedes at afslutte en 21 år lang borgerkrig, men freden er skrøbelig. Især lige nu, for bare tre uger efter at være indsat som vicepræsident i Sudan blev den sydlige oprørsleder John Garang dræbt, da hans helikopter styrtede ned.

Konflikten er traditionelt blevet opfattet som en krig mellem muslimske arabere i nord og kristne eller animistiske afrikanere i syd.

Men striden handler mindst lige så meget om den olie, der er fundet i syd. Navnlig kinesiske selskaber har opnået koncessioner til at udvinde olien, men også franske Total har interesser. Det er derfor ikke tilfældigt, at Frankrig netop har inviteret John Garangs efterfølger, Salva Kiir, til Paris. Officielt for at tale om fredsprocessen, uofficielt for at diskutere den oliekoncession, som Total opnåede i 1980.

Flertallet af konflikter i Afrika er langt mere komplekse, end de umiddelbart fremstår. Faktisk fremhæver nogle forskere, at mange af de afrikanske lande med deres etniske kludetæpper snarere er eksempler på, hvordan etniske grupper kan leve fredeligt sammen. Hvis kontinentet altså ikke lige var hjemsøgt af udbredt fattigdom, sygdomme og indblanding fra udlandet.


Rigt kontinent - fattige folk


Den tragiske sandhed om Afrika er, at kontinentet er ekstremt rigt, men beboet af ekstremt fattige mennesker. Kampen om ædelstene, mineraler og olie kaster ofte landene ud i ragnarok.
For også naboerne og store vestlige selskaber vil have en bid af kagen. Da der efter diktator Mobutus fald i Den Demokratiske Republik Congo udbrød endeløse krige i slutningen af 1990'erne, var hele ni andre lande militært indblandet, fordi de havde interesser i landets ressourcer. Befolkningen i DR Congo er derfor ekstrem fattig, fordi guld- og diamantminer og andre rigdomme stadig kontrolleres af militser.

På FN's liste over verdens fattigste lande ligger de 33 af de 55 fattigste i Afrika syd for Sahara. Over 300 mio. af de 750 mio. mennesker i området lever for under en dollar om dagen.

Fattigdommen betyder, at omkring halvdelen af afrikanske lande, der kommer ud af en borgerkrig, falder tilbage til krig på grund af mangel på forsoning og mangel på penge til genopbygning.

»Af og til kan en ny krig blive opfattet som en løsning på problemerne, og for den enkelte kan det være et karrierevalg at lade sig mobilisere. Der kan være mange fordele forbundet med at være guerillasoldat og løbe rundt med et våben, når man ikke har noget at lave,« siger seniorforsker Bjørn Møller og peger på, at det har skabt en sprængfarlig situation i mange afrikanske lande, at unge mænd i stort tal flygter fra fattigdommen på landet ind til lediggang i byerne.

Selv om Den Kolde Krig tvang afrikanske lande til at vælge side og udløste en stor våbeneksport til kontinentet, var konflikten mellem den kommunistiske og den frie verden kun direkte årsag til få krige i Afrika.

Derimod har de europæiske kolonimagter et stort ansvar, og selv i dag bærer striden mellem fransk- og engelsktalende grupper ved til bålet. Kolonimagterne overlod magten til skrøbelige regimer og ofte brutale diktatorer, som Afrika har leveret stribevis af bloddryppende eksempler på.

Hellere inde end ude


Uden en veluddannet middelklasse har demokratiet haft trange kår. Så selv om to tredjedele af de afrikanske lande i løbet af de sidste fem år har afholdt valg med flere partier, er der mange steder tale om skindemokratier.
»Igen er DR Congo et godt eksempel. Her er alle lederne af oprørsgrupperne taget med ind i regeringen for at sikre freden. Det er ikke noget smukt demokratisk billede,« siger Bjørn Møller og henviser til en berømt sætning, som tilskrives den tidligere amerikanske præsident Lyndon B. Johnson:

»Det er bedre at have dem inde i teltet, så de kan pisse ud, end udenfor, så de pisser ind«.

Alligevel er der håb for Afrika. I de senere år har antallet af nye krige været mindre end det antal, som det er lykkedes at stoppe. Årsagen er ikke mindst, at Afrika har fået velfungerende institutioner som Den Afrikanske Union (AU). Organisationen har mæglet i en række konflikter og sendt fredsbevarende tropper til andre.

Med støtte fra EU og verdens rige G8-lande er AU i færd med at gennemføre en ambitiøs plan om at oprette en fælles afrikansk udrykningsstyrke på 15.000 soldater til fredsbevarende og humanitære opgaver. Samtidig skal der inden 2010 oprettes fem regionale brigader til indsættelse i brændpunkter.

»Jeg er forholdsvis optimistisk. AU's styrke afhænger dog af, at Afrikas toneangivende lande som Sydafrika og Ni

Det første knus i 11 år
Gishure, Rwanda

Emmanuel Munyaneza tøver lidt inde i Røde Kors-bilen, så tager han mod til sig og træder ud. Klædt i sin splinternye mørkeblå Puma-joggingdragt og hvide løbesko skal han møde sin mor og sine søskende, som han ikke mere kan huske.

Den 16-årige dreng blev indirekte et af ofrene for folkemordet i Rwanda for 11 år siden. Han var kun fem år, da hans mor i foråret 1994 flygtede med sine seks børn til Bukavu i DR Congo, hvor familien flyttede ind i en flygtningelejr.

To år senere angreb tropper fra Rwandas regeringshær lejren for at udrydde de hutu-folkemordere, som i tusindtal havde søgt tilflugt i nabolandene.

Igen måtte familien flygte over hals og hoved, og i forvirringen blev den splittet. Emmanuel havnede til sidst i Congo-Brazzaville i en lejr, hvor han mødte en tante, han kunne bo hos. Først mange år senere, da tanten var flyttet til Cameroun, og Emmanuel levede som småhandlende sammen med en gruppe andre drenge i Brazzaville, fandt han på at gå til Røde Kors for at efterlyse sin familie.

I dag husker han ikke meget af sin første barndom. Hos Røde Kors genkendte han et foto af sin mor, men ellers kan han ikke huske noget.

På den lange, hullede jordvej ud til landsbyen uden for Kigali spejder han nysgerrigt ud af ruden. Han genkender hverken bakkerne, skolen eller de andre huse, men han er spændt.

Ude af bilen er den første, han møder, sin et år yngre bror, Nahimana. De to drenge har ingen erindring om hinanden, men falder hinanden om halsen.

Så kommer det store øjeblik, da Emmanuels mor, Henriette, træder ud ad døren til det lille stenhus omgivet af bananpalmer.

»Er det rigtigt? Er det virkeligt dig? Gud være lovet,« råber Henriette og knuger sin søn ind til sig, mens hun klapper ham på ryggen igen og igen. Tårerne springer frem hos begge to og også hos de to Røde Kors-medarbejdere, som har sørget for, at øjeblikket overhovedet blev muligt.

Tusinder genforenet

Under og efter folkemordet blev millioner af rwandere drevet på flugt, og mange familier blev splittet.

»Foreløbig er det lykkedes for os at genforene 70.660 børn med deres forældre eller nærmeste familie. Sidste år kom 279 børn fra Rwanda hjem, og i år er det foreløbig blevet til 92. Samtidig arbejder vi med 774 aktuelle sager,« fortæller 32-årige Dan Rukeba fra Røde Kors i Kigali.

I langt de fleste tilfælde er det børnene, der ønsker at finde deres forældre. Hvis de er under 18 år og ikke har nogen forsørger, træder Røde Kors til og sætter et detektivarbejde i gang for at finde familien. I Emmanuels tilfælde var arbejdet kompliceret, selv om han kendte både sit eget og sin mors efternavn. Først da en bortkommet storesøster i Cameroun gik til Røde Kors og ønskede kontakt med sin mor, blev gåden løst ved krydstjekning i computeren. Ved hjælp af efterlysninger i radioen fik man til sidst oprettet kontakt.

Mange munde at mætte

Mor Henriette inviterer inden for i en lille stue med trælænestole uden hynder, en kalender med Jesus på væggen, plasticblomster på bordet og en knasende transistorradio. Hun smiler, folder hænderne og takker himlen, men virker også lidt fortabt og spændt. Hun ved nu, hvor fire af hendes seks børn befinder sig.

Men den 58-årige fattige kvinde ved også, at hun har fået endnu en mund at mætte, og et barn ekstra at betale skolepenge for.

»Hvordan er livet herude?« spørger Emmanuel, der er vokset op i flygtningelejre og i storbyen.

»Vi dyrker jorden og har bananpalmer,« svarer Henriette og fortæller sønnen, at hun nok skal lære ham det hele.

Alligevel er en genforening langt fra ligetil. Af og til siger børnene nej tak til at komme hjem, fordi de har hørt skrækindjagende historier om Rwanda. I andre sjældne tilfælde siger forældrene nej, hvis de ved, at deres børn har det godt og går i skole et andet sted.

»Nogle forældre føler sig stadig truet og vil ikke risikere at få deres børn hjem af frygt for naboerne. F.eks. hvis nogle familiemedlemmer er i fængsel anklaget for at have deltaget i folkemordet,« siger Dan.

Svær omvæltning

Ifølge Røde Kors' egne undersøgelser lykkes genforeningen i langt de fleste tilfælde. Hidtil har organisationen ikke haft kapacitet til at følge op og besøge de hjemvendte børn senere, men det er planen at gøre i fremtiden. For erfaringen viser, at det især for teenagebørn, der er opvokset i byen, kan være meget svært pludseligt at lande langt ude på landet i en familie, han eller hun ikke kan huske.

Henriette sætter sig på en bænk bagerst i stuen og siger, at Emmanuel ligner sin far. Emmanuel vender sig af og til om for at sige et par ord, men det kan ikke skjules, at de to her ved det første møde er fremmede for hinanden.

»Jeg er bare så glad. Nu er jeg hjemme og kan sove hos min familie uden nogen bekymringer,« siger Emmanuel og vrider sig lidt i stolen, mens lillebror Nahimana i bare tæer har blikket fast rettet mod storebrors fine joggingdragt.

Så spørger Emmanuel, hvad han egentlig får ud af, at de hvide journalister er kommet for at overvære genforeningen.

»Du hjælper andre børn i samme situation som dig, og måske får du også et foto,« svarer Sophie Romanens fra Røde Kors, da vores bil igen kører væk, og Emmanuel for alvor skal til at lære sin egen familie at kende.

explorer@jp.dk

Dødsdommen over det eksotiske kongerige
Mbabana Hytterne er stråtækte, og kvinderne danser lidt gumpetungt med raslende skaller om anklerne. En ældre kvinde rokker i stød som en velnæret høne, mens hun til slag på et enstrenget instrument afsynger en melankolsk sang. Så kommer krigerne ind, klædt i skind, fjer og bongotrommer.

JP Explorer er ankommet til Swaziland, og scenen ovenfor er, som den skal være på disse kanter. Eneste problem er, at sådan er det sjældent i virkeligheden. De mange farverige fotos af halvnøgne kvinder og en bizar konge, der har gjort det lille land mellem Sydafrika og Mozambique berømt i hele verden, er som regel taget ved de årlige, traditionelle kulturfester.

For at finde illusionen om gamle dage må vi drage langt uden for hovedstaden, Mbabana, til en kulturlandsby, Swazilands svar på Frilandsmuseet eller Den Gamle By i Århus. For hovedstaden selv er en moderne by med 70.000 vestligt klædte indbyggere, Kentucky Fried Chicken, internetcaféer og moderne shoppingcentre a la dem, man finder i Sydafrika, USA og Europa.

Uhyggeligt drama

Bag den moderne facade skjuler sig et drama af uhyggelige dimensioner. Omkring halvdelen af befolkningen på 1,2 mio. er smittet med hiv/aids, og Swaziland kan blive det første land i verden, hvor befolkningen udrydder sig selv.

Den forventede gennemsnitslevetid i landet er allerede faldet til 34 år fra 55 for 15 år siden. Om fem år ventes den at være faldet til 30. Sygdommen vælger ikke kun sine ofre blandt de yngste og de ældste som andre epidemier, men rammer som en flodbølge af bibelske dimensioner også samfundets nøglepersoner: Lærere, sygeplejersker, landarbejdere og mødre og fædre.

På hospitalet i hovedstaden, hvor lugten af urin og sprit blandes op med synlige tegn på manglende ressourcer, vil sygeplejerskerne ikke citeres for, hvor slemt det er. Men det er slemt, fortæller én, officielt er antallet af hiv-smittede på ca. 40 pct., men reelt er det på den forkerte side af 50, mener de. Sygdommen lægger beslag på store dele af hospitalets kapacitet, og folk i Swaziland går konstant til begravelse.

»Et af problemerne er, at mange mænd, ligesom kongen, har mange koner. Når en mand dør, er det traditionen her, at en anden mand arver hans koner,« siger en sygeplejerske og tilføjer, at selv om hendes mand kun har én kone, ved hun ikke, hvor mange elskerinder han har.

Samtalen ender i grin, da sygeplejerskerne spørger, om vi ikke har lyst til at blive et stykke tid? Folk er venlige, gæstfri og hjertelige i Swaziland, og de har let til latter på trods af alle plakaterne i gadebilledet med opfordringer til at vælge karrieren frem for sex eller til at bruge kondomer.

Kritik af kongen

Uden for citat er kritikken hård af Afrikas sidste enevældige monark, den 36-årige kong Mswati III. Han afbildes normalt i nederdel af dyreskind, men lever i sus og dus med sine mange koner i sine paladser eller om bord i sine luksusbiler, mens hovedparten af befolkningen (70 pct.) overlever i dybeste fattigdom med under én dollar om dagen.

Da kongen satte et privatjet til 250 mio. kr. på ønskesedlen, udløste det demonstrationer i gaderne, men det er farligt. Kritikere af kongefamilien risikerer at ryge i fængsel, som det forleden skete for nogle medlemmer af kommunisternes ungdomsafdeling. Til gengæld har fagforeningerne haft held til ustraffet at kritisere forholdene, og for nylig gik Swazilands skolelærere i strejke for at få mere i løn.

Dans for kongen

Men enhver direkte kritik af kongen anses for majestætsfornærmelse, og kongen har pressen med sig. På en løbeseddel for The Swazi Observer er tophistorien, at kongen tager fantastiske snapshots.

Foran det danske konsulat i Mbabana fortæller en gruppe piger, at de venter på en mand, som skal komme med mad til dem.

»Vi er gadebørn og er sultne, så giv os nogen penge,« siger én, hvilket får en anden i gruppen, Njabu, til kraftigt at afvise, at hun skulle være gadebarn.

Den 18-årige gymnasieelev indvilliger i at tage med for at vise os byen. Bl.a. vil hun godt finde nogle af de tusindvis af swazi-piger, som hvert år i august danser for kongefamilien i den årlige sivdans kun iført traditionelle nederdele og halssmykker.

»Min hals er for kort, og jeg er også for fed. Kongen vil have lange halse og slanke kroppe,« siger Njabu som forklaring på, at hun ikke selv stiller op.

Til gengæld har hun nogle rigtigt proportionerede veninder, der er på badetur i varme kilder uden for byen. Vi kører derud og finder en lille pøl, som tilsyneladende er et attraktivt udflugtsmål.

»Jeg begyndte med at danse for kongen som niårig, og jeg drømte om at blive dronning. I år dansede jeg ikke, men jeg vil gøre det igen næste år, for det ville da være rart at køre i en dyr bil og at gå i dyrt tøj,« siger 15-årige Patricia, der både er slank og har lang hals.

Måske har hun en chance. Kongen vælger stadigt yngre koner, og tilsyneladende er der ingen grænse for, hvor mange han kan overkomme. Hans far, kong Sobhuza II, der regerede landet ved selvstændigheden fra Storbritannien i 1968, nåede at gifte sig med over 70 kvinder.

Hver ny kvinde, som kongen udpeger blandt sivdanserne, bliver hans forlovede og skal gennemgå en hiv-test og traditionelle ritualer for at blive hans kone. Kongefamilien regnes dermed for én af de få hiv-frie i et kongerige, der hastigt tømmes for undersåtter på grund af sygdommen.

Fiasko med ritual

Mens NGO'er og internationale organisationer forsøger at knække kurven, har kongen selv forsøgt sig med at genindføre et ældgammelt ritual, umchwasho, som forbød piger under 18 år at dyrke sex. Men forsøget endte som en total fiasko og måtte stoppes et år før tid, bl.a. fordi kongen selv valgte nye koner under 18 år.

»I 2001 besluttede kongen, at vi i fem år skulle gå med blå og gule kvaster i håret for at vise, at vi var jomfruer. Hvis en mand gjorde en pige gravid, skulle pigen kaste sine kvaster foran hans dør, hvorefter han var tvunget til at give hende en ko,« fortæller Njabu, der selv virker tilfreds med, at skikken blev ophævet i 2005.

»Hvis vi ikke bar kvasterne, skulle vi betale 1.000 kr. i bøde, så alle bar dem. Piger med kærester skulle bære røde og sorte kvaster, mens kongens egne børn er de eneste, der må bære røde fjer. Da loven blev ophævet, smed vi alle sammen vores kvaster foran kongen, og han sagde, at vi nu var frie.«

En del af kulturen

Selv om mange i swazi-befolkningen åbenlyst er trætte af deres excentriske konge, holder de fast i de gamle traditioner. Fortune på 15 år fortæller, at når hun hvert år danser for kongen, er det ikke for at blive dronning, men fordi dansen er en del af Swazilands kultur.

»Nej, jeg kunne ikke tænke mig at blive dronning og ville løbe væk, hvis jeg blev udvalgt. Når jeg skal have en mand, skal han ikke have andre koner end mig. Desuden er kongen jo efterhånden ved at være en gammel mand,« siger hun og planlægger som mange andre unge piger i Mbabana at uddanne sig til sygeplejerske.

Det vil i mange år frem være den sikreste branche i Swaziland. For hiv/aids har spredt sig over hele landet. Også langt uden for den moderne hovedstad, hvor folk stadig bor i primitive stråhytter. Nøjagtig som de gjorde, dengang Swaziland ikke havde en dødsdom hængende over hovedet.

explorer@jp.dk

Et gæstfrit hjørne i Tanzania
Ngara

En medarbejder fra FN forsøger at kile en hvid plade ned mellem mor og datter, og det får datteren til at sætte i et gennemtrængende vræl, der overdøver alt andet i rummet.

Der er ikke tale om tortur, men om en ny form for registrering af flygtninge, så FN's flygtningeorganisation, UNHCR, ved hjælp af personoplysninger og digitale billeder får alle vigtige oplysninger om en flygtning.

Den lille pige skal fotograferes ligesom samtlige andre 230.000 flygtninge i det nordvestlige Tanzania. En efter en skal de sidde foran et kuglerundt web-kamera forbundet til en computer, så UNHCR fortsat kan holde styr på dem.

»Vi har aldrig haft digital registrering før, og nu er det sidste chance, for mange af flygtningene her er på vej hjem«, siger tanzanianeren Charles Gondwe fra UNHCR.

Solstrålehistorie

Tanzania er lidt af en solstrålehistorie i den internationale flygtningedebat. Her i Lukole-lejren, tæt på grænserne til Burundi og Rwanda, har burundiske flygtninge boet siden 1993, og området har også været hjemsted for flygtninge fra andre lande i regionen.

Hvis alle flygtninge rejser hjem, er det afslutningen på 30 års værtskab for befolkningen i det nordvestlige Tanzania. Befolkningen i fire provinser har med stor gæstfrihed huset flere millioner flygtninge fra diverse konflikter i nabolandene, og i perioder har der været flere flygtninge end lokale.

En af de voldsomste flygtningebølger skyllede ind over grænsen, da 250.000 rwandere krydsede Kagera-floden i løbet af 24 timer i april 1994 på flugt fra folkemordet. På få timer blev Benaco-lejren oprettet takket være hjælp fra tanzanianske myndigheder og frivillige, og i løbet af nogle få dage fungerede lejren, som om den havde ligget der i månedsvis.

I dag er Benaco igen afløst af tomme bakkeskråninger, og der er intet spor af en af verdenshistoriens største flygtningelejre.

Store hjerter

Lokalbefolkningen tog godt imod dem, selv om der også var skepsis og negative reaktioner.

»Vi har et stort land, og nogle siger, at vi også har store hjerter. Præsident Nyerere opfordrede os engang til at tage godt imod flygtninge, fordi vi har god plads, og fordi de var i nød. Den ånd gælder stadig«, siger Charles Gondwe.

Nu er flygtningene på vej hjem. Siden valget i Burundi 19. august er 70.000 flygtninge fra landet vendt hjem fra det vestlige Tanzania. Tilbage er 230.000, og de fleste af dem vil også tilbage.

»En del af min familie rejste hjem sidste år. De siger, at alt er fredeligt i vores område, så nu rejser vi også,« siger Hakizimana Anicet, der har boet i Lukole med sin kone og fire børn siden 1995.

Hjælp fra Danida

Danida har finansieret både et værksted og en systue i lejren. De er åbne for både flygtninge og lokale, og de er eksempler på, at donorerne er begyndt at tænke mere på lokalsamfundene omkring flygtningelejrene.

F.eks. er Dawsoni Paulmon fra Tanzania blevet tilbudt et kursus på tømrerværkstedet i Lukole-lejren, og han har to flygtninge som lærere.

»Flygtningene er ligesom os, de har bare ikke deres eget hjem«, siger han.

I alt har Danida over de seneste tre år brugt 60 mio. kr. i områderne med flygtningelejre.

Den lokale befolkning har adgang til de forskellige kurser og faciliteter i lejren, og samtidig er der oprettet nye projekter uden for lejrene.

De omfatter skov- og landbrug, rent vand og kurser i forskellige håndværk, og bedre miljø.

Mange banditter

Selvfølgelig er ikke alt fryd og gammen.

De lokale kvinder på markedet klager over, at de ikke kan konkurrere med flygtninge, der får for meget mad og tøj, som de kan sælge til dumpingpriser.

Andre klager over, at de mange flygtninge fælder store mængder af træer, som ikke bliver genplantet.

Oveni kommer, at området er præget af mange væbnede røverier. Der er mange banditter, både blandt flygtninge og lokale, og det har været nødvendigt at oprette et projekt for at få folk til frivilligt at aflevere deres våben.

»Men vi har aldrig haft sammenstød mellem flygtninge og lokale,« siger Charles Gondwe og fastslår, at »folk her er også glade for faciliteter som hospitalet i Ngara by, for det havde de ikke fået, hvis ikke flygtningene havde været her.«

Væk inden jul

Mange tusinde flygtninge er blevet i Tanzania.

De er blevet gift lokalt eller har etableret virksomhed eller fundet arbejde. Men lejrene tømmes nu gradvist.

»Vi er oppe på tre konvojer om uger, altså 1.500 personer. Vi øger det nok til fem, så måske er alle væk inden jul,« siger Charles Gondwe, der dog ikke selv frygter at blive arbejdsløs. »Der kommer sikkert nogle andre, vi kan tage os af«, smiler han.

explorer@jp.dk

Fangeø blev frihedssymbol
Robben Island, Sydafrika

En sort sydafrikaner bukker sig ned på kajen og kærtegner asfalten. »Robben Island, Nelson Mandelas ø,« siger han.

Turistbåden fra Cape Town til den engang berygtede og nu berømte fængselsø for de sorte modstandere af det hvide apartheidstyre er fyldt med hvide turister og sorte sydafrikanere.

11 år efter det første demokratiske valg i Sydafrika er Robben Island omdannet til museum og et attraktivt turistmål, og sydafrikanske skoleelever valfarter til øen for at lære et af de sorteste kapitler i landets historie at kende.

Ntoza Talakumeni viser JP Explorer rundt. Han er tidligere fange nummer 58/86. I 1986 blev han idømt 14 års fængsel for politisk sabotage og terrorisme, men han afsonede kun fire år i en celle med 40 fanger. I sengen over for ham lå en anden ANC-fange, Faku Nceba eller giraffen, som han blev kaldt. Han blev senere borgmester i byen Port Elisabeth.

»Forholdene i fængslet var væsentligt bedre, da jeg sad her, end da Mandela sad her. Faktisk er jeg taknemlig for min tid i fængslet. Politik blev vores daglige brød, og gennem politiske diskussioner blev jeg og andre fanger politisk skolet. Så jeg vandt meget ved opholdet. I dag har jeg kammerater fra cellen over hele landet,« siger Ntoza.

Han viser vej hen til hovedattraktionen på øen. Celle nummer fem i sektion B, den celle, hvor Nelson Mandela eller fange nummer 466/64 fra 1964 tilbragte de første 18 af sine 27 år i fængsel, før han på grund af det internationale pres blev flyttet til mindre umenneskelige fængsler på fastlandet.

Cellen måler ca. to gange tre meter og er møbleret med det allermest nødvendige. Ingen seng, men nogle tæpper til at sove på, et lille bord med en bliktallerken og en kop, en toiletspand i hjørnet og tre små skabe til personlige ejendele.

Hver dag blev Mandela sendt på arbejde i et stenbrud sammen med de andre fanger, heriblandt almindelige kriminelle, indtil fængselsvæsenet opdagede, at ANC rekrutterede de almindelige kriminelle til modstandskampen. Så blev fængslet reserveret politiske fanger. Genskinnet fra solens skarpe lys og støvet i stenbruddet har ødelagt mange fangers øjne. Nelson Mandela måtte senere i livet gennemgå en operation, da hans øjne ikke længere kunne udvikle tårer. ANC-lederen havde ligesom andre anti-apartheidledere enecelle, men ellers nød de ingen privilegier. Disciplinen var hård, for apartheid-regimet sendte de mest brutale og racistiske hvide fangevogtere til øen. Alting var sat i system og diskriminationen så udtalt, at sorte fanger ifølge madtavlerne fra dengang fik mindre at spise end farvede og indere.

Hvordan kunne Mandela i denne hadske stemning bevare den personlige styrke og de humanistiske idealer, så han efter løsladelsen kunne træde frem som en af verdens største statsmænd, der talte for forsoning mellem racerne?

En del af svaret skal måske findes i sektion B's fængselsgård. Under de høje mure med udsigt til vagternes skydetårn lykkedes det ham at dyrke en lille have med vinranker, chili-planter, blomster og kaktusplanter. ANC-lederen brugte haven som gemmested for de illegale manuskripter til sin biografi "Den lange vej til frihed", som han skrev på toiletpapir i sin celle.

Få og korte besøg

Fangerne så derimod ikke meget til deres familie. Besøg var begrænset til en halv time hvert halve år, og familiemedlemmer måtte ofte rejse mange hundreder kilometer for at møde deres kære bag en glasrude. Breve blev censureret, og enhver oplysning om politiske begivenheder uden for fængslet klippet ud. Så når man endelig modtog nyt hjemmefra, var det ifølge Ntoza »breve med mange vinduer«.

De første europæere kom til Robben Island i 1488, og igennem årene blev øen brugt som forsyningssted for skibe, reservat for spedalske og som fængsel. Men ifølge legenden er det kun lykkedes en fange, Jan Reykemann, at flygte over vandet, for der er 11 km ind til Cape Town og 7 km til nærmeste kyst. Det skete i 1600-tallet, så flugt var ikke et diskussionsemne.

»Jeg overvejede aldrig at flygte. Jeg svømmer ikke godt, og havet er fyldt med hajer,« forklarer Ntoza.

Nelson Mandela blev verdens mest berømte politiske fange. Da det lykkedes ham at smugle en klage over forholdene i fængslet ud, fik Internationale Røde Kors i 1967 lov til at besøge Robben Island. Pres fra FN, menneskeretsorganisationer og ikke mindst de skandinaviske lande i de følgende år førte med tiden til en forbedring af forholdene, så nogle fanger fik lov til at studere under deres afsoning på øen.

Mandela indledte i 1986 de første samtaler med det hvide styre i Sydafrika om en fredelig afskaffelse af apartheidsystemet og indførelse af demokrati. Men først 11. februar 1990 blev han løsladt og fire år senere valgt som Sydafrikas første sorte præsident.

Under ledelse af ærkebiskop Desmond Tutu gennemførte Sydafrika i de følgende år et opgør med fortiden i den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission, der over 3.500 sider blotlagde de forbrydelser, som var begået under apartheidtiden. Ikke kun den hvide regerings ugerninger, men også ANC's og zuluernes Inkatha-partis forbrydelser.

For både hvide og sorte blev kommissionens arbejde en model for forsoning, og i de første år stod Mandela som garant for en fredelig revolution.

Sydafrika er dog stadig præget af spændinger. For selv om ligestillingen mellem racer synes at gå forbløffende godt, ikke mindst i regeringen, hvor seks af den nuværende præsident Thabo Mbekis 28 ministre er ikke-sorte (heraf tre hvide), og hvor præsidenten synes at fortsætte Mandelas forsøg på at imødekomme de hvide, navnlig afrikaanerne, vælger mange hvide fortsat at forlade landet.

Siden Mandelas indsættelse som præsident menes omkring 250.000 hvide at have forladt landet. Fortrinsvis hvide engelsktalende, der frygter, at positiv diskriminering af sorte giver deres børn dårligere chancer, eller som frygter, at ANC ikke på længere sigt vil være imødekommende over for hvide.

Dårlig økonomi

Med racemæssige undertoner har præsident Mbeki således kraftigt angrebet det største oppositionsparti, the Democratic Alliance (DA) og dets leder, Tony Leon. Partiets 87-årige ikon, Helen Suzman, der var med til at protestere mod fængslingen af Nelson Mandela, og som i 1967 var med til at give Røde Kors adgang til Robben Island, kritiserer i dag ANC for at polarisere landet ved at samle magten.

»Politisk er der sket meget godt i Sydafrika, og ikke mindst Mandela kan tage æren for det. Men økonomisk går det ikke godt. Selv om der også i dag er rige sorte, er det generelle billede, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det fremmer kriminaliteten og spændingerne,« siger Kent Tsupe, en ung studerende på 23 år, der kører os en tur rundt på øen.

Han bor i et sort township, en af de enorme fattige forstæder, som omkranser det rige Cape Town, hvor kriminaliteten florerer, og hvorfra man i det fjerne kan se Robben Island ligge som en streg i horisonten.

explorer@jp.dk

FN på kaotisk opgave i Congo
»Her kan I se, hvorfor det er umuligt at kontrollere området,« siger den pakistanske major Farrukh og peger ud i en tæt jungle, hvor det vil kræve en machete at bevæge sig bare få meter frem.

»Men vi kan sikre vejen,« fortsætter han, og minuttet efter sætter vores pansrede mandskabsvogn med bæltehjul og et kraftigt maskingevær på toppen af sted i et brøl. Dagens mission handler om at sikre vejen fra byen Bukavu ved den sydlige ende af Lake Kivu og et langt stykke ind i Kahuzi Bega, en af de største skove i Afrika.

Jordvejen er en hovedfærdselsåre for lokalbefolkningen, og den fortsætter hele vejen til Kisangani. Men i 10 år har vejen været scene for overfald, røverier og bortførelser, når oprørsmilitser tog på plyndringstogt for at skaffe mad og arbejdskraft.

Kannibalisme

Flertallet af røverne er hutuer fra Rwandas oprørsbevægelse FDLR. Men de mest frygtede er bander af såkaldte rastaer, der er berygtet for at begå de mest hårrejsende forbrydelser og for bagefter at æde dele af deres ofre. På en FN-computer ser vi fotos af rasta-krigere, der paraderer foran afhuggede hoveder af lokale congolesere.

»Der er vel omkring 3.500 FDLR-oprørere syd for Lake Kivu og 7.000 flere nord for søen. Vores strategi går ud på at få dem til at forsvinde dybere ind i junglen, hvor der ikke er nogen lokalbefolkning at terrorisere. Samtidig vil vi bryde myten om, at de er uovervindelige kannibaler,« siger den 33-årige pakistanske major.

Alt er kaos

Han er en del af en pakistansk FN-styrke på 2.700 soldater med hovedkvarter i Bukavu, og han lægger ikke skjul på, at det ofte kan være en frustrerende oplevelse at skabe orden i et land, hvor det hele er kaos.

»Ligesom jer er vi rejst 8.000 km for at sætte livet på spil i et land, som vi ikke har noget at gøre med, og som ikke selv gør ret meget. Congo har fået store beløb fra bl.a. fra EU til at opbygge en moderne hær, men pengene er aldrig nået ud til soldaterne«, siger han.

Pakistanernes ry

De pakistanske FN-soldater har ry for at være frygtløse og utraditionelle. Sammen med 90 specialtropper fra Guatemala uddannet i junglekrig har de i de seneste måneder lanceret en række vovede aktioner i oprørernes område.

Målet er at vise, at FN ikke er bange for militserne.

I et tilfælde landede den pakistanske general Shujaat midt i en oprørslejr i sin helikopter og afleverede et ultimatum til oprørerne: Forsvind inden to uger, eller vi kommer og rydder lejren.

»Ofte er situationen spændt, når vi trænger ind midt i deres lejre, men de har aldrig skudt mod os. Oprørerne har alle slags våben, men de bliver alligevel bange for vores styrke og foretrækker at forsvinde. Nægter de at følge vores ultimatum, er vi parat til at rykke ind sammen med den congolesiske hær, FARDC,« siger den pakistanske major og gennemgår rækken af vellykkede operationer mod rebellerne.

FN har en effekt

FN-styrken har brændt rebellernes hytter ned, sikret lokale markeder, så folk kan handle uden at blive overfaldet, og major Farrukh er overbevist om, at FN med sin tilstedeværelse har forhindret stribevis af angreb fra rebellerne.

Men prisen har været høj. I begyndelsen spillede rebellerne med musklerne for at vise, at de ikke lod sig kue uden kamp.

9. juli angreb FDLR landsbyen Mamba og brændte 50 indbyggere, fortrinsvis kvinder og børn, levende.

Ifølge dem, der nåede at gemme sig i tide, råbte oprørerne skadefro: »Hvor er de blå hjelme, der skulle redde jer?«

En FN-rapport fra maj fastslår, at hutu-militserne igennem 2004 var skyldige i 1.700 summariske likvideringer, voldtægter, gidseltagninger og bortførelser.

FN's strategi

FN's strategi i den sydlige Kivu-provins går ud på først at ramme de oprørere, der terroriserer civilbefolkningen.

Andre militsgrupper, som tjener penge nok ved at plyndre Congos miner, har styrken foreløbig ladet være i fred, forklarer FN-talsmanden, Sylvie van den Wildenberg.

FN svarer igen

Hun afslører, at FN-styrken ikke går af vejen for at bluffe, for FN-mandatet giver ikke det internationale samfund ret til at afvæbne rebellerne med magt, og de må kun skyde, hvis der bliver skudt på dem først.

Det sker til gengæld ofte i Ituri-provinsen i den nordlige del af landet, hvor otte FN-soldater fra Bangladesh blev myrdet.

FN-styrken svarede igen med at dræbe 150 oprørere.

Major Farrukh understreger, at situation er kompleks.

Oprørerne vil hjem

»De fleste oprørere vil faktisk helst hjem til Rwanda, og FN har mandat til at hjælpe dem tilbage. Men der er de ikke velkomne.«

De pansrede mandskabsvogne larmer gennem skovvejen, hvor der ingen angreb har været siden 4. september. Dengang jog FN-soldaterne nogle bevæbnede rastaer på flugt og befriede fire personer, de havde taget som slaver.

Selv om ingen ved, om oprørerne overvåger os fra junglen, er major Farrukh overbevist om, at "Operation Sikker Vej" har jaget rastaer og andre rebeller væk, så området nu er mere sikkert for mennesker.

Men Congo er fortsat kaotisk, og ikke mindst dyrene har stadig meget at frygte.

I skoven er der både elefanter, løver og en stor koloni af gorillaer. Efter militsernes forsvinden kommer truslen mod dem i dag fra underbetalte congolesiske soldater, der beskyldes for krybskytteri for at supplere deres månedsløn på 60 kr. om måneden.

explorer@jp.dk

Foran folkets domstol
Kigali, Rwanda

På den smalle træbænk lige foran os sidder fire anklagede i lyserøde fangedragter. En femte, der under sine knælange lyserøde bukser bærer hvide, hæklede ankelsokker og nypudsede sorte sko, står op under afhøringen. Han vender ansigtet mod et træbord, hvor en dommer og seks nævninge under et ugentligt retsmøde siden slutningen af august har forsøgt at finde ud af, hvilke forbrydelser de fem fanger er skyldige i.

Den såkaldte Gacaca-domstol, der betyder domstol på græsset, er i dette tilfælde indrettet på en parkeringsplads i hovedstaden Kigali under et bliktag.

Flere hundreder af beboerne i Rugenge-kvarteret følger koncentreret med i, hvad der sker med de naboer, der deltog i folkemordet.

Kizito er anklaget for at have været ansvarlig for en af de vejafspærringer i hovedstaden, hvor tutsier under den tre måneder lange systematiske blodrus for 11 år siden blev standset og som regel hakket ihjel, alene fordi der stod tutsi på deres id-kort. Han nægter selv at have myrdet nogen, men erkender, at han organiserede vejafspærringen, og at han også bragte tutsier med derhen, hvorefter de blev dræbt.

De skulle udryddes

Forklaringerne skifter uafbrudt, og når Kizito bliver lidt for fantasifuld og forsøger at skyde skylden på andre eller fremstille sig selv som en mand, der reddede tutsier, protesterer tilhørerne højlydt.

Kizito og de øvrige vagter ved vejafspærringen var bevæbnet med macheter, køller, geværer og granater. Samtidig havde de lister med navne på de tutsier, som boede i kvarteret.

Under afhøringen erkender Kizito lidt efter lidt, at tutsierne blev betragtet som fjender og kakerlakker, der skulle udryddes.

»Vi fik at vide, at de var imod regeringen. Alt det, vi gjorde mod fjenderne, var vi tvunget til at gøre. Regeringen gav os ordre til at gøre det,« siger han.

Naboen som vidne

Et kvindeligt vidne føres frem og placeres lige ved siden af Kizito, der indtil folkemordet var hendes nabo.

Hun er tutsi og alene, for hendes mand og børn blev dræbt under massakrerne. Kizito står bl.a. anklaget for at have bragt hendes mand ned til afspærringen, hvor han blev hakket ned med en machete.

»Kizito kom til vores hus og sagde, at min mand skulle følge med ned til afspærringen, fordi det var sikrere end at blive hjemme. Da han nåede derned, forsvandt Kizito, og en anden trådte til og hakkede ham ned med en machete i halsen. Herefter blev han smidt i en grøft, men vågnede senere op og kom blødende hjem og fortalte det hele. Bagefter døde han,« fortæller kvinden og ser Kizito i øjnene.

»Det gjorde meget ondt, at Kizito aldrig kom og forklarede sig. Da jeg efter folkemordet vendte hjem, forsøgte han at undgå mig.«

Undskyld

Ordene gør åbenbart indtryk. Kizito beder om forladelse for al den smerte, han har påført andre familier for 11 år siden.

Han blev fængslet i 1995 og håber nu at få en reduceret dom ved at tilstå og bede om tilgivelse. Dommen i sagen ventes indenfor de nærmeste uger, og Kizito og hans medanklagede vil formentligt slippe med nogle ekstra måneders samfundstjeneste, før de løslades.

Dommere selv tiltalt

Gacaca-domstolene dømmer langt hovedparten af de anklagede. Kun planlæggerne og lederne af folkemordet stilles for den internationale domstol for Rwanda i Arusha i Tanzania.

Men det retlige efterspil er vanskeligt. Mange af de nævninge og dommere, hvis tværbånd om brystet skulle bevise, at de er betroede medlemmer af lokalsamfundet, er selv blevet tiltalt for at have deltaget. Samtidig er forsoning lettere sagt end gjort, når mordere og overlevende pårørende efter dommen og frigivelsen skal leve sammen som naboer.

explorer@jp.dk

Frygtens små pendlere
Gulu

Hver dag kan man møde dem i skumringen og tidligt om morgenen. I bare tæer eller små badesandaler, i beskidte shorts og lasede T-shirts vandrer de mange kilometer i små grupper i vejkanten.

Nogle af nattens pendlere er kun syv år, andre er teenagere. Mange kommer fra landsbyer langt borte. De bruger to eller tre timer på at nå frem til byen Gulu, hvor de kan sove i sikkerhed og uden frygt for at blive bortført. For hele egnen er terroriseret af en gal militsleder, Joseph Kony, der selv hævder at være besat af ånder.

Siden 1987 har han med sin militsgruppe Lord's Resistance Army (LRA) ført krig mod Ugandas regeringshær, men også i høj grad mod civilbefolkningen.

Joseph Kony har gjort bortførelse af børn til sit speciale. Op mod 20.000 børn er under konflikten blevet bortført af LRA. Drengene forvandles med ydmygelser og tørre tæsk til dræbermaskiner, mens de bortførte piger bruges som sexslaver.

Lignede spøgelser

»Hver dag går jeg hjemmefra kl. 16 og når frem til centret, hvor jeg kan sove, tre timer senere. Også min bror på 15 år kommer her for at sove, men mine små søstre på syv og otte år er for små til at gå så langt,« fortæller Susan Amena på 12 år, der er så privilegeret at eje et par blå badesandaler.

Hun går i femte klasse og taler glimrende engelsk. En dag vil hun gerne være sygeplejerske for at hjælpe de syge, og dem er der mange af på egnen. Men foreløbig bruger hun seks timer hver dag på blot at komme i sikkerhed. For en gang oplevede hun Lord's Resistance Army under et angreb på sin landsby, og i dag er hun bange.

»De kom til fods og lignede spøgelser i blåt tøj. De dræbte nogle og bortførte nogle børn. Jeg løb, alt hvad jeg kunne, ud i bushen, hvor jeg fandt et sted at sove. En af mine veninder har været bortført. Hun har fortalt, at de børn, som nægtede at arbejde for rebellerne, blev dræbt,« siger Susan, mens hun gør sig klar til natten.

Lys til at læse

I centret i Gulu, som drives af den lokale NGO Rural Focus og er finansieret af Red Barnet, sover piger og drenge hver for sig på cementgulvet i store sale. De får udleveret en bastmåtte og et tæppe, for udenfor siler regnen ned, og Afrika er ikke altid så varm, som man forestiller sig. Faktisk er her koldt.

Børnene har adgang til at vaske sig på centret, men ellers får de ingenting. Hver dag tvinges de til at gå tilbage til deres familie i landsbyen eller i en flygtningelejr for at spise. Begrundelsen er, at hjælpeorganisationerne ikke vil gøre forholdene så attraktive, at børnene kommer til at opfatte centret som et alternativ til deres hjem.

Gratis mad vil desuden tiltrække mange andre.

De mange timers daglig march får nogle børn til at droppe ud af skolen. Andre opnår faktisk højere karakterer på grund af pendlingen, fordi de på centrene har elektrisk lys til at læse lektier.

Geofroy Wbangkene på 11 år vandrer hver dag sammen med sine søstre på 14 og ni år. Han vil ikke gå alene, for det er for farligt. Rebeller i LRA er kendt for at slå til, når man mindst venter det, og også andre voksne kan være et fatalt møde for børn alene ude om natten.

Geofroy drømmer om at blive engelsklærer. »Jeg vil i hvert fald ikke være soldat. Krigen har ødelagt alt og har tvunget mig til at gå det meste af tiden,« siger han, mens kammeraterne skutter sig i deres tæpper.

Frygten vokser

Lederen af centret, 39-årige Jessica Otai Ochirowijok, fortæller, at der i gennemsnit kommer godt 1.200 børn hver aften alene til hendes center, der åbnede i august 2003. Før det sov børnene i gaderne i Gulu, udenfor hospitaler, kirker eller på busstationen og var overladt til alle former for farer og misbrug fra voksne.

Efter hvert angreb fra Lord's Resistance Army vokser frygten, og så vokser antallet af natlige beboere i centret til 2.100.

Alene Gulu har 21 andre natcentre, som forældre beder deres børn om at gå hen til, så over hele egnen vurderes antallet af pendlere til titusinder, nogle mener op til 40.000.

Børnene er disciplinerede og stiller pænt op til tælling på lange rækker, når de om morgenen vandrer hjem. De vil gerne fortælle deres historier. Til gengæld vil de før natten gerne stille gæsterne et par spørgsmål, og en skov af hænder ryger op.

»Tror I, at det er muligt, at nogen i jeres land kunne hjælpe os med at betale skolepenge og til at betale bøger? Og hvis danske børn har noget tøj, de ikke kan bruge, vil vi også gerne have det. Måske et par sko ...« siger de.

Kummerlige forhold

Når det ikke siler ned, er Gulu en velordnet by med en livlig trafik af handlende.

Et massivt opbud af regeringssoldater har sikret byen, og i dagtimerne kommer folk ind fra deres landsbyer eller flygtningelejre for at handle. Men selv om facaden ser næsten idyllisk ud, har krigen ændret tilværelsen for den lokale acholi-stamme, og frygten gennemsyrer dagligdagen.

FN har betegnet bortførelserne af børn som en forbrydelse mod menneskeheden, og forleden advarede Unicef om, at børnene lever under utilladeligt kummerlige forhold i det nordlige Uganda. Børnene selv forsøger at lappe på skaderne. Med økonomisk støtte fra bl.a. Red Barnet er der på skoler i Gulu etableret såkaldte fredsklubber, hvor teenagebørn diskuterer, hvordan sårene fra krigen kan heles.

De diskuterer også aids, et voksende problem på egnen som resultat af en ond cirkel af fattigdom, prostitution og tilstedeværelsen af mange soldater. De unge er velformulerede og har adskillige bud på, hvad man kan gøre.

Forslagene spænder fra total nedkæmpning af oprørerne til en generel amnesti til LRA's ledere til gengæld for fred. Mange mener, at det var en fejl af Ugandas præsident, Yoweri Museveni, at bede den internationale straffedomstol om at undersøge konflikten i nord.

»Hvis Kony og de andre ledere af LRA frygter at blive stillet for en domstol, overgiver de sig aldrig. Så vil de fortsætte angrebene fra bushen, og så stopper bortførelserne aldrig,« siger Peter Charles Okyror på 17 år, der iført skoleuniform er mødt op ved skolepulten en lørdag formiddag for at diskutere med de udenlandske gæster.

Tilgivelse eneste udvej

Ligesom mange præster i Gulu mener 14-årige Patrick Achilla, at eneste udvej er at tilgive. Han opremser alle de plager, som krigen har bragt med sig. Afhængighed af fødevarehjælp fra WFP, flytning af store dele af Acholi-folket til flygtningelejre, prostitution, aids og højere kriminalitet.

Men et andet medlem af fredsklubben, Irene Lamunu på 17 år tror ikke, at der er noget at gøre.

»Rebellerne er hjernevasket til at tro, at de skal udrydde alle acholier for at komme tilbage og skabe et nyt folk. Jeg tror ikke på, at man kan forhandle med Joseph Kony. Han er for uvidende og burde sendes tilbage på skolebænken.«

Aftenen er ved at falde på, og små flokke af børn i bare tæer begiver sig i regnen tilbage til deres nattely i centret. Til en ny nat på et koldt cementgulv, men i sikkerhed for bortførere.

explorer@jp.dk

Første arbejdsdag med folkemordere
For enden af et meget langt hjulspor fra byen Gitarama i Rwanda dukker de første lyserøde og blå prikker op midt i et eventyrligt smukt landskab. Så vokser farverne til skikkelser, og kort efter når vi frem til en byggeplads, hvor hundredvis af mordere myldrer rundt som arbejdsbier. Gruppen i lyserøde uniformer har i årevis siddet i fængsel anklaget for at have myrdet naboer, familiemedlemmer og tilfældige, da over 800.000 tutsier og moderate hutuer i 1994 blev dræbt i en blodrus, der varede 100 dage. De er på tvangsarbejde.

De blå har tilstået

De blå har allerede tilstået at have deltaget i folkemordet. Alle 738 er dømt ved græsrodsdomstole, såkaldte Gacaca, og de har udstået deres normale fængselsstraf, men skal nu oveni afsone nogle måneder for at hjælpe samfundet.

Klædt i arbejdstøj med et nummer på lommen og bogstaverne T.I.G. for travaux d'interet général, hvilket på fransk betyder samfundstjeneste, har de netop indledt deres første arbejdsdag.

Projektet, som i de kommende år skal udvides til at omfatte tusindvis af andre folkemordere fra hele Rwanda, indvies officielt af regeringen i morgen. Det uanmeldte besøg fra udenlandske journalister vækker derfor en del forvirring og overraskelse, men ved hjælp af vores dyrekøbte akkrediteringer får vi lov til at arbejde.

I det mindste i begyndelsen.

Det er en speciel fornemmelse at gå rundt blandt mænd, der alle har blod på hænderne, og som nu hamrer løs på jorden med hakker eller bakser med at bygge skelettet til deres egne midlertidige boliger.

Når de er bygget, skal fangerne og samfundsarbejderne sendes ned for enden af bakken for at arbejde i et stenbrud, fortæller en af projektlederne, Alexis. Han forklarer, at de mange bevæbnede soldater ikke er til stede for at forhindre, at arbejderne løber væk, men for at beskytte dem.

Morderne selv stirrer olmt på os. Nogle bryder isen og siger goddag på kinyarwanda. De færreste forstår tilsyneladende fransk eller engelsk, i hvert fald ikke i dag. Det er mænd fra først i 30'erne til sidst i 50'erne. Nogle meget muskuløse og selvsikre, andre lidt sammenfaldne og gråsprængte med et jaget udtryk i øjnene.

Klart fingersprog

Flere spørger fotografen, om de må låne hans mobiltelefon bare i et minut for at sende en sms-besked, da han bevæger sig rundt blandt dem. En enkelt råber ham an med et »muzungu« (hvid mand) og trækker pegefingeren hen over halsen.

Ingen familier uberørt

Vi når aldrig at tale med nogen, før reglerne skifter. En af soldaterne har ringet til sin overordnede og meddeler, at vi først må tale med de dømte, når projek-tet formelt er indviet.

Ikke fordi Rwanda har noget at skjule eller ikke vil stå ved det seneste forsøg på at hele sårene i et samfund, hvor stort set ingen familier slap uberørt igennem en af de værste tragedier i det 20. århundrede. Det handler snarere om bureaukrati, selv i et land, hvor en stor del af indbyggerne for 11 år siden enten var mordere eller jaget vildt.

explorer@jp.dk

Gode venner 11 måneder om året
Kigali, Rwanda

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige er hutu eller tutsi. De to største befolkningsgrupper i Rwanda ligner hinanden, de taler ens, klæder sig ens, og end ikke deres navn vil normalt afsløre, om de er det ene eller det andet.

Alligevel er alle i det lille tætbefolkede land i midten af Afrika klar over, hvad de selv er og også, hvad de andre er. For 11 år efter folkemordet på over 800.000 tutsier og moderate hutuer i foråret 1994 er sårene langtfra helet i Rwanda, selv om regeringen fører en aktiv forsoningspolitik og har afskaffet enhver reference til etnisk tilhørsforhold.

Bedst går det for de unge. På natklubberne i Kigali danser hutuer og tutsier sammen uden såkaldte etniske hensyn, og de to grupper har heller ingen problemer med at mødes som venner over en øl eller i en sportsklub.

Alligevel påvirker folkemordet stadig forholdet også mellem unge. I dag står der hverken hutu eller tutsi på identitetskortet, men når stemmerne dæmpes, omtaler rwandere sig stadig som enten h'er eller t'er. Selv for unge hutuer, der intet personligt havde med blodrusen at gøre, kan det være svært at indrømme sit familieskab.

Mordere og hævnere

»Før forsoningspolitikken så vi på hinanden som mordere og hævnere. Selv dem, der ikke havde deltaget i folkemordet, var bange for hævn. For at komme videre forsøger vi nu at glemme, hvem der er hvad, og vi fokuserer på at bygge landet op. Så selv om vi godt ved det, taler vi ikke så meget om det,« fortæller 25-årige engelskstuderende Fridah Abera, som vi inviterer ud på bar sammen med to venner, en t'er og en formodet h'er.

»Forsoningen virker. Måske fordi alle bliver opfordret til at tale om, hvad der skete, blandt andet fra de rådgivere, der rejser rundt til alle landsbyer. Folk skal tale om deres deltagelse, deres tab og deres sorg. Det bliver lettere at komme videre, når alt er sagt åbent, og når folk har fået luft,« fortsætter Fridah.

Med sine usandsynligt lange ben lever hun op til idealet om, at tutsier er høje og slanke, mens hutuer er korte og firkantede. Det gør hendes ven, 27-årige Idriss Gasore, derimod ikke. Han er også tutsi, men når kun Fridah til brystet. Han afviser gamle teorier om, at tutsier er et herrefolk, der kom rejsende til Rwanda fra Etiopien.

»Det er noget sludder. Der er ingen reel forskel på hutuer og tutsier. Historisk var det kun et udtryk for en social status. Var man adelig eller havde mange køer, var man tutsi, men mistede man dem alle sammen, blev man hutu. Senere blev begreberne brugt som et ideologisk våben til at splitte befolkningen for at kontrollere den« siger Idriss.

Forsoning vil tage generationer

Tragedien præger dog stadig Idriss Gasores holdninger, og han tror, at der vil gå fem eller seks generationer, før Rwanda helt er kommet sig over folkemordet.

»Jeg har hutu-venner, men de bliver aldrig mine bedste venner. Og selv om jeg helst ville gifte mig af kærlighed, håber jeg ikke, at jeg forelsker mig i en hutu. Det ville skabe alt for mange problemer.«

Den tredje i gruppen er ifølge vennerne hutu, men det spørgsmål foretrækker han selv at lade stå hen i det uvisse.

Vivens Kabagema giver de tidligere belgiske koloniherrer skylden for, at modsætningerne mellem Rwandas store hutu-flertal og mindretallet af tutsier fik lov til at udvikle sig til regulært had.

»Det går meget godt i byerne, men ude i landsbyerne kan det være svært at leve sammen. Vi unge ville bare gerne glemme alt det, der skete og komme videre, men selvfølgelig er det vigtigt at kende hele baggrunden for folkemordet,« siger den 22-årige managementstuderende.

Den værste måned

For både Vivens og de to andre er april måned årets hårdeste at komme igennem. Den bruges til at markere årsdagen for blodbadets begyndelse, og alt går i stå i hele landet, mens befolkningen mindes.

»Man kan godt være en hutu, der ikke selv var involveret, og så alligevel blive sat i bås med folkemorderne, hvis ens far eller storebror var impliceret. Andre hutuer kan nærmest få skyldfølelse over blot at være hutu, navnlig i april,« lyder Vivens nærmeste antydning af, hvilken gruppe han tilhører.

Idriss og Fridah bekræfter, at det i april under mindehøjtidelighederne kan være svært at være venner med alle, når det hele kommer op igen.

»Men resten af året tænker vi mindre over det,« siger Fridah og ser tegn på, at stemningen langsomt ændrer sig.

Lige efter folkemordet var der således ikke mange blandede ægteskaber mellem de to grupper, som det ellers har været tilfældet i Rwandas historie. Nu er tendensen igen ved at vende, selv om nogle unge får problemer med deres forældre, hvis de vil gifte sig med en fra den anden gruppe. Historien er for voldsom, og familien er påvirket af tragedien.

»Selv vil jeg gifte mig med den mand, jeg elsker. Jeg vil også fortælle sandheden om folkemordet til mine børn. Vi skal lære af historien. Men jeg vil også fortælle dem, at de ikke skal hade. Mange mordere havde ikke noget valg, eller de var skræmte eller uvidende. De havde en dårlig regering. De virkelig skyldige var dårlige ledere, der formåede at udnytte mistro og misforståelser og omsætte det til had og mord,« fastslår hun.

Blodige minder

Alle tre var børn eller helt unge for 11 år siden. Fridah boede som tutsi-flygtning i Uganda og kunne ikke tro på de billeder, hun så i tv. Mange i hendes familie hjemme i Rwanda blev dræbt.

Vivens boede i Kigali under militsernes og ekstremistiske hutuers blodrus. Han så ligene flyde i gaderne, men er ellers ikke meget for at fortælle om sine minder. Dog nævner han, at han mistede sin far under konflikten.

Idriss' nærmeste familie overlevede, men han mistede adskillige andre familiemedlemmer. Tre måneder efter folkemordets begyndelse deltog han selv i indtagelsen af Kigali.

Barndommen i Kigali var ellers lykkelig, og Idriss tænkte aldrig over sin status som tutsi, før både lærere og kammerater i skolen mindede ham om det. Især da oprørske tutsi-tropper uddannet i Uganda trængte ind i det nordlige Rwanda i 1990, blev situationen yderst anspændt.

Som 13-årig blev han fængslet i to uger og slået under afhøringer. Han var mistænkt for at have modtaget militær træning under en ferie hos familie i Uganda. Året efter droppede han ud af skolen, fordi en hutu-milits i kvarteret hver morgen jagtede unge tutsier på vej til skole.

Som 14-årig lykkedes det ham at slippe gennem frontlinien i det nordlige Rwanda, hvorefter han sluttede sig til tutsi-rebellerne og blev soldat. I dag planlægger han at undervise i folkemordet.

»Kun ved at rådgive og få begge grupper til at forstå kan vi sikre, at det aldrig sker igen,« siger han.

explorer@jp.dk

Hutuernes børnesoldater vil hjem
Luvunge, Congo

»Jesus loves me,« står der på Faustin Mbarushimanas kasket, og hans fortabte blik antyder, at han har brug for al den kærlighed, han kan få. Han er kun 19 år og opvokset i Congos jungle blandt de ekstremistiske hutuer, der flygtede fra folkemordet i Rwanda i 1994. Nu vil han gerne hjem. Til et land, han stort set ikke kender, for han var kun otte år, da hans familie flygtede over hals og hoved sammen med over en million andre hutuer.

Faustin har været soldat i mange år. I forgårs ankom han sammen 65 andre krigere og 32 familiemedlemmer til den nye afvæbningslejr på den knastørre mark to en halv times kørsel fra Bukavu. Her bor de under den brændende sol i små hytter bygget af siv og palmeblade. De knap 100 unge danner fortrop til det, som FN og regeringen i Congos demokratiske republik håber på vil udvikle sig til en massiv hutu-march ud af Congo og tilbage til Rwanda. 100 er ikke ret mange, når man ved, at mellem 10.000 og 15.000 hutuer, heriblandt mange tidligere folkemordere, har spredt uro og terror i Congo i de seneste år.

Tager lang tid

Og på forhånd stiller FN's mission i Congo, Monuc, sig afventende til, om rebellerne for alvor er på vej hjem. »Det vil tage lang tid, før de vender hjem, selv om vores kontakter viser, at flertallet gerne vil. Men deres ledere modsætter sig, og de har ikke noget at vende tilbage til. Der er krise i Rwanda, og der er ikke jord nok til alle,« siger en af lederne af Munoc, den to-stjernede franske general, Jean-Francois Collot d'Escury. I deres gummistøvler, slidte T-shirts, baseball-kasketter og forskellige uniformer ligner de unge frivillige alt andet end kyniske krigere, der har levet af at plyndre landsbyer, opkræve skatter af congolesere og voldtage deres kvinder. Flertallet er unge mænd er for unge til at have myrdet i 1994, men de har spildt deres ungdom på grund af folkemordet. »Jeg vil hjem nu, for jeg ved ikke, hvad der er sket med min familie,« siger den 25-årige magre John Fidel, og 22-årige Dady Cadet nikker samstemmende. »Jeg er ikke bange for at komme tilbage. Jeg glæder mig, men jeg er selvfølgelig også lidt spændt. Forhåbentlig kan jeg fortsætte min uddannelse, jeg gik i 7. klasse, da jeg flygtede«.

Hvordan de er blevet soldater, er det svært at få en forklaring på. Men de fleste er enten forældreløse eller har været i flygtningelejrene alene, så de har været nemt bytte for de militser, der har rekrutteret drenge og unge til egne rækker.

Moderate

De unge på afvæbningscentret tilhører en moderat fløj af hutu-militsen FDLR, der har brudt med flertallet af flygtninge fra Rwandas tidligere regeringshær. Flertallet er hårdhudede såkaldte "Die Hards", hvis ledere var aktive under folkemordet, og som med rette kan frygte at bytte friheden og indtægterne i junglen ud med en fængselscelle, hvis de vender hjem. Så selv om oprørerne i Congo 31. marts underskrev en aftale i Rom om at nedlægge våbnene og vende hjem, er der ikke sket meget siden. Et af problemerne er, at Rwanda ikke har givet nogen garantier om hjælp, sikkerhed eller amnesti.

»Vi fortæller de unge, at de roligt kan vende hjem. Mange af dem er traumatiserede og ved ikke, hvordan man skal begå sig i et civilt samfund. De kender kun til at være soldater,« siger 32-årige løjtnant Castro Nadina, der arbejder for den moderate hutu-rebelleder, general Jeribaal Amani, hvis efternavn betyder fred på swahili. Amanis højre hånd, den 38-årige oberst Gaspard Kanani, vil også gerne hjem, men han så gerne, at regeringen i Rwanda gav mere plads til hutuerne. Forsoningsprocessen vil ikke lykkes, hvis det kun er tutsierne, der styrer den, mener han.

Tutsierne har magten

»Tutsierne dominerer i dag alt i Rwanda, både regeringen og hæren. Tutsierne har taget magten, og det er ikke det bedste udgangspunkt for forsoning. Alligevel vil vi gerne hjem, og de 66 krigere og deres pårørende er kun begyndelsen«. De frivillige er unge og derfor også en slags prøveballon. Amani vil gerne vise sin gode vilje, og måske vil de unge ikke blive retsforfulgt, da de ikke har deltaget i folkemordet. Men alt det er ikke afklaret endnu, så selv om de frivillige i princippet skal vende hjem om kort tid, kan der gå meget længe. Livet har været vanskeligt for hutu-rebellerne. De har enten levet af at plyndre Congos miner eller af at tvinge lokalbefolkningen til at give sig mad. Derfor drømmer både soldaterne og deres koner også om at komme hjem til bedre leveforhold. »Vi har ikke noget vand og ofte heller ikke mad. Jeg har arbejdet i congolesernes marker for at overleve,« fortæller 22-årige Olive Uwanahoro, hvis T-shirt bærer påskriften »Class of 94«. »Men jeg har to børn på to og fire år, og jeg har familie i Rwanda. Tror jeg, for som alle andre her har jeg ikke haft kontakt med dem i 11 år.«

explorer@jp.dk

Hvid farmer på sort kontinent
Beaufort West

På den sydafrikanske farm er tingene, som de altid har været.

De 12.500 hektarer land og 4.000 får gør stadig Flip Vivier til en velhavende mand, og hans sorte ansatte kalder ham "boss". Han knokler fortsat fra første lys til solnedgang. Hver onsdag og fredag står han op klokken halv tre om morgenen for at slagte får og køre kødet til marked. Om søndagen ligger han på sofaen, ser rugby og indhenter ugens søvnunderskud.

Men.

Når Filip Vivier forlader farmens ensomhed og tager ind til sit andet hus i Beaufort West - den nærmeste by 80 km fra farmen - er ingenting, som de var i gamle dage i et raceadskilt Sydafrika.

Sorte og fornavn
»Når jeg møder en sort i byen, og han kalder mig ved mit fornavn "Flip", går der et stød ind i mit hoved,« siger Flip Vivier og slår med samlede fingre mod sin ene tinding. »Jeg hilser selvfølgelig pænt, men jeg kan ikke vænne mig til det: At en sort mand kalder mig ved mit fornavn.«

JP Explorer er kørt fra Sydafrikas sydkyst op i landet. Vi er drejet fra i byen Leeu-Gemka og mister straks mobilsignalet. Fortsætter 46 km mod Fraserburg uden et se en modkørende bil eller et menneske, drejer op ad en jordvej, som vi følger i 16 km, til vi når en mindre jordvej. 4 km senere - midt ude i ingenting i Great Karroo-bjergene - dukker Flip og Marge Viviers farm op i skumringen.

Nu sidder vi hovedbygningen, en villa med alle moderne fornødenheder, mikroovn og tv. Der er billeder af parrets fire børn, og en stue fyldt med jagttrofæer nedlagt i bushen.

Vi taler om Sydafrika og hvordan det påvirkede dem, da deres verden blev vendt op og ned af demokratiets ankomst.

53-årige Flip Vivier ved, at det er politisk ukorrekt i Sydafrika i dag at tale, som han lige har gjort, om apartheid-styret, der frem til en folkeafstemning i 1992 gjorde den lille hvide befolkning meget rige, de sorte tilsvarende fattige og landet til en international paria på grund af sin adskillelsespolitik.

Han vil gerne forklare sig, og derfor understreger han, at han i dag tager afstand fra apartheid.

Fra vinder til taber
»Det var forkert,« siger han og lægger et tydeligt tryk på forkert. Men dengang var han medlem af de hvides Nationalpartiet og tilhænger af apartheid, og der er en grund til, at han har svært ved at vænne sig til at være lige med den sorte mand.

»Jeg blev opdraget som nationalist. Jeg havde aldrig troet, kunne slet ikke forestille mig, at en sort mand kunne blive præsident i Sydafrika. Det var helt utænkeligt i min verden. Jeg var altid på vindersiden, men nu står jeg på tabersiden.«

Flip Vivier har overtaget farmen fra sin far og udvidet den. Han har boet her altid og har holdt sig i fortrinlig form. Han er barket af solen, og hans underarme ligner to små træstammer. Han og Marge elsker stedet, hun siger, at her er tiden hendes egen.

»Som dreng legede jeg med de sorte drenge på farmen, og de kaldte mig Flip eller Flippy, men da vi nåede en vis alder, kaldte de mig baas, chef på afrikaans. Sådan var det. Sådan blev vi opdraget. Jeg voksede op med, at der var forskel på sorte og hvide«

Marge Vivier bryder ind og forklarer, at det var naturligt for dem, at der var en kø til de sorte og en til de hvide på postkontoret. De undrede sig ikke over, at sorte og farvede ikke måtte komme i nogle af parkerne, eller at sorte og hvide børn ikke gik i samme skole.

Bedre end sorte
»Vi har følt os bedre end de sorte, og det har siddet dybt i os, men vore børn siger, at vi ikke skal have det sådan, og vi lytter. For vore børns generation er det noget andet. De kommer fint ud af det med sorte og farvede, selv om det ikke er deres nærmeste venner,« siger Marge Vivier, og hendes mand giver et andet eksempel.

Ved en lejlighed, hvor hans børn var til stede, brugte han apartheid-tidens ord for en sort.

»Min søn, der læste til læge, sagde: Far, sådan må du ikke sige. Jeg arbejder med de mennesker hver eneste dag. De giver mig smør på brødet. Min lærer er sort. Du må ikke tale sådan om dem.«

Flip Vivier vender tilbage til, at det først og fremmest er svært for ham at lægge sin opdragelse i forhold til de sorte bag sig. Han prøver at forklare, at det sidder dybt i ham.

Ærlig snak
»Nu sidder vi her og snakker sammen, men ville I ikke føle, at det var mærkeligt, hvis der sad en sort mand her? Måske ikke. Jeg ville aldrig finde på at sige, at han skulle forlade bordet, men inde i mig selv, ville jeg have det svært med situationen. Jeg vil ikke lyve for jer, sådan har jeg det.«

Da ANC vandt valget i 1994, og Nelson Mandela blev landets første sorte præsident, var der blandt mange af Flip Viviers venner en udtalt frygt for, at de ville miste deres farme.

»En af mine naboer var i politik, og han mente, at det nye styre kun ville tillade, at man kunne have en farm. Men hvis jeg skulle leve med det sværd over hovedet, kunne jeg lige så godt skyde mig selv. I stedet købte jeg hans farm og en til.«

Flip Vivier fik lov at beholde sine farme, som han har slået sammen til en. Han arrangerer jagt og trekking for folk, der drages af barske naturoplevelser, og han opdrætter eksotiske fugle.

Filip og Marge Vivier klarer sig godt, og det tilskriver de i ikke ringe grad Nelson Mandela.

»Nelson Mandela forhindrede krigen. Han har været en god leder også for de hvide i Sydafrika. Vi taler med stolthed om Mandela,« siger Flip Vivier.

Vi spørger ham, om han frygter, at han alligevel kan miste sin farm, at der kan udvikle sig en situation som i Zimbabwe, hvor præsident Robert Mugabe har fordrevet de hvide fra deres jord.

»Vi må leve sammen«
»Der er snak om, at det kan ske, og det ligger hele tiden i baghovedet, men jeg blander mig ikke i politik. Jeg passer min farm,« siger han.

Vi spørger ham om apartheid kunne og skulle være fortsat i Sydafrika, og han svarer kategorisk nej.

»Tiden var forbi for apartheid. Jeg slås ikke med den sorte mand, jeg taler ikke ondt til ham. Vi må leve sammen, ingen kan gøre for, om de er sorte eller hvide. Jeg må respektere den sorte mand, han må respektere mig.«

Hæren med den rablende gale leder
Blikket er fjernt, næsten dødt, og stemmen er spag.

Richard Ochiti på 17 år lever ikke op til forestillingen om de frygtløse børnesoldater, der i snart to årtier har terroriseret befolkningen og sendt 1,3 mio. mennesker på flugt i det nordlige Uganda.

Men den generte dreng ER en af dem. Han blev bortført som ni-årig og tilbragte otte år som soldat, prygelknabe, kanonføde og gratis arbejdskraft i militsen Lord's Resistance Army (LRA), stiftet af en forhekset leder, hvis ånder fortalte ham, at han skulle være præsident for hele Uganda.

»Det var to dage efter juleaften i 1997. Sammen med en kammerat var jeg på vej hen til julefest i landsbyen, da vi blev overfaldet, bundet sammen og hevet med. Vi tudede, men holdt op, da gruppens leder, Smart, truede med at skære ørerne af os,« begynder Richard Ochiti, da vi møder ham i en dansk finansieret teltlejr for befriede medlemmer af LRA-militsen i byen Gulu.

Hård straf

Efter mange dagsmarcher nåede Richard og andre børnefanger frem til en lejr i det sydlige Sudan, hvor de fik militær træning og lærte at skyde med maskinpistoler, og hvor den mindste fejl førte til afstraffelse med stokkeslag.

Fire af de bortførte drenge besluttede at stikke af, men planen blev afsløret, og straffen var hård. Den største dreng i gruppen blev foran de andre banket ihjel af andre børnesoldater, mens de øvrige flygtninge fik så mange slag, at de til sidst mistede bevidstheden. Flugt var herefter ikke nogen mulighed, og Richard besluttede at gøre sig hård og at blive en god soldat.

I en af LRA's lejre mødte Richard flere gange militschefen Joseph Kony, der kommer fra samme landsby som han selv, Odek.

I modsætning til sine brutale officerer talte Kony som en far til sine børnesoldater, og Richard syntes godt om ham. Selv blev Richard anvist en plads i kaptajn Ochengs "familie" der også talte andre børnesoldater og bortførte piger, der fungerede som sexslaver.

Hans job var at gå til hånde og at grave i køkkenhaven for at skaffe mad.

Familieharmoni var der ikke meget af. Når Richard bevægede sig lidt væk fra gruppen, blev han mistænkt for at ville flygte og fik tæsk. Selv om han normalt var bevæbnet med pistol eller machete, følte han sig ikke særligt stærk, for de større drenge bar også våben, som de aldrig tøvede med at bruge.

Vil være snedker

Som 12-årig blev Richard sendt i kamp for første gang, da Ugandas regeringshær, UPDF, trængte over grænsen til Sudan. 100 børn blev som de første sendt ud for at forsvare lejren, og kun 40 af dem kom tilbage, heraf mange hårdt såret af regeringssoldater.

De bevæbnede børn blev spredt i alle retninger, og den 17-årige søgte tilflugt i et tilfældigt hus.

Da kampene stoppede, bragte familien ham til Gulu, hvor flygtede eller befriede medlemmer af LRA anbringes i Gusco-centret finansieret af bl.a. Red Barnet og Danida.

Nu venter han på at komme tilbage til sin familie og håber på at blive uddannet til snedker. Krigen mod LRA har nu snart varet i 18 år, og det er svært at forstå, hvorfor den ikke er slut.

Operation Jernnæve

At Kony i begyndelsen søgte ud i bushen, er der derimod ikke noget overraskende i.

I Uganda er der tradition for, at nye ledere indleder deres kamp ved at samle en styrke i bushen. Sådan kom også den nuværende præsident, Yoweri Museveni, til magten. Men militschefen Joseph Kony skiller sig ud, fordi ingen rigtigt kender hans mål, efter at kampen om magten i Uganda synes tabt. Ingen ved nøjagtigt, hvor mange soldater han har tilbage. Nogle skøn siger mellem 3.000 og 5.000, mens talsmanden for Ugandas hær, Shaban Bantariza, sætter tallet til 200.

Museveni har indledt Operation Jernnæve mod LRA og har flere gange hævdet, at oprørerne var besejret eller tæt på at blive udryddet. Hver gang har det udløst nye angreb, flere bortførte børn og flere flygtninge i det frugtbare nordlige Uganda.

Hele regionen er spækket med flygtningelejre, hvor 70 pct. af regionens indbyggere er afhængige af massiv fødevarehjælp.

Præsterne i det nordlige Uganda anbefaler fredelige forhandlinger og tror ikke på en væbnet løsning, for konflikten har rødder i Musevenis magtovertagelse i 1986.

Et halvt hundrede koner

Modstandere af præsidenten søgte mod nord, hvor de allierede sig med den spirituelle og nyreligiøse guru og militsleder, Alice Lakewenya. Da hun blev besejret i 1987, befalede ånderne Joseph Kony at træde ind med sin Lord's Resistance Army for at fylde tomrummet.

Hans filosofi synes at gå ud på at udsætte sit eget acholi-folk for en renselsesproces, og han bruger referencer fra Biblen til at forklare, hvorfor man skal udrydde alle dem, der ikke støtter hans sag.

Efter bortførelserne er der ikke mange fans i lokalsamfundet tilbage, men hverken fredsforhandlinger eller løfte om fuldstændig amnesti til tidligere rebeller har fået Kony til at give op.

Men der er også mere praktiske grunde til at fortsætte krigen. Kony og hans officerer lever selv udmærket, mens de sender børn i døden.

25-årige Lilly Atong vurderer, at Kony har mindst et halvt hundrede koner i form af bortførte piger. Indtil for en måned siden var hun selv en af dem.

»Jeg var 10 år, da jeg blev bortført i 1991. Jeg skulle bære bagage for soldaterne. I de første to år boede vi i Uganda, så flyttede vi til en lejr i Sudan,« fortæller hun.

Da Lilly var 12 år, blev hun bragt til Konys familie sammen med andre »ting-ting« piger, der endnu ikke var modne. De skulle hjælpe den snes af Kony's koner, som boede i denne lejr. Et par år senere blev hun en aften ført ind til militslederens soveværelse, blev voldtaget og var dermed den seneste kone i rækken.

Strid mellem konerne

»Den aften var jeg meget bange, men jeg kunne ikke protestere, for så ville jeg blive dræbt. Jeg gjorde det ikke af egen fri vilje, men siden kom jeg til at holde af ham. Han er venlig og holder meget af mennesker. Han slog os ikke, men delte ligeligt ud blandt sine koner, når han kom hjem med noget. Det var værre indbyrdes mellem konerne, for der var megen jalousi mellem os.«

Lilly fik tre børn med militslederen. Sønnerne Bush på 11 måneder og Otim på syv år samt datteren Atimango på tre år. Pigenavnet betyder »hvad skulle jeg gøre?«.

To af Lillys børn blev befriet for et år siden, og selv slap hun væk, da tropper fra Uganda i august angreb LRA et godt stykke inde i Sydsudan ved byen Juba.

»Jeg var sikker på, at regeringstropperne ville dræbe mig. Det fik vi at vide hver dag. Men jeg ville gerne ud, fordi vi blev jagtet så meget, at vi ofte måtte flytte lejr.«

Samarbejder med hæren

Hendes forhold til Kony er mere komplekst. Først siger hun, at kærligheden til ham er væk, og at hun blev tvunget. Så insisterer hun på, at lederen ikke er skør, og at det er hans officerer, der er brutale.

»Jeg håber, at han får amnesti og kommer tilbage. Hvis han gør, vil jeg flytte hen til ham, hvis han vil have mig. For han er far til mine børn, og hvem skal ellers forsørge dem?«

Mange ledende medlemmer af Lord's Resistance Army er allerede hoppet af og har fået total amnesti uanset deres forbrydelser, og de samarbejder nu aktivt med Ugandas hær i jagten på Kony.

Af hæren får vi tilladelse til at tale med dem, men de tidligere rebeller brænder alle aftaler. De har åbenlyst ikke lyst.

Da vi ved morgenmaden på Acholi Inn i Gulu opsøger den tidligere talsmand for LRA, Sam Kolo, er den adrætte og velklædte unge mand yderst kort for hovedet og siger, at han ikke har tid. På hotellet bor han beskyttet af hæren. For Acholi Inn med 50 værelser og Gulus eneste svømmepøl er ejet af en af hærens officer, for hvem krigen tydeligvis har været en god forretning.

explorer@jp.dk

Klassebillede Mozambique 2005
Maputo, Mozambique

Afrika er andet end fattigdom, børn i bare tæer og kvinder i traditionelle klæder med en frugtkurv på hovedet og et nyfødt barn på ryggen. I Mozambiques hovedstad, Maputo, møder JP Explorer syv unge mænd med mobiltelefoner og overraskende meninger om donorbistand og demokrati. Til en rundbordssamtale om landets og Afrikas problemer op til den danske statsministers besøg på verdens fattigste kontinent.

De ni unge mænd i moderne tøj og mørke jakker tilhører den meget smalle elite af højtuddannede i Mozambique, der i fremtiden skal udvikle landet. På en kvik rundspørge om, hvad budskabet skal være til Anders Fogh Rasmussen om Mozambiqes alvorligste problem, svarer flertallet: Uddannelse.

Marinhu Ferreira, 35 år, er i gang med en administrativ uddannelse. »Uddannelse er det største problem for Mozambique. Der er ikke nok skoler, ikke nok lærere, og pigerne dropper ud meget tidligt. Enten fordi de skal giftes, eller fordi de møder en mand, der forsørger dem og forærer dem små gaver. Det er et stort problem.«

Stadig i dag er det sværere at finde en akademiker i Mozambique end en elefant i bushen. Landet har så få højtuddannede, at der f.eks. kun er en dyrlæge specialiseret i vilde dyr.

Pigerne er bagud

Da portugiserne i 1975 forlod landet, var der kun 40 akademikere i landet. I dag er der kun 1.500. Pigerne dropper ifølge Danida ofte ud i 10, 11 eller 12-årsalderen, når de gennemgår traditionelle ritualer, der gør dem til kvinder. Så forberedes de til et liv som husmødre og bliver gift. Mange piger i Mozambique får deres første barn som 13-årig og har som 16-årig ofte to eller tre børn.

1,2 pct. af en ny årgang unge når frem til universitetet, men mange finder arbejde i andre brancher, end de er uddannet til, typisk fordi de ikke vil flytte ud af hovedstaden.

Geronimo Mariano, 22 år og medicinstuderende mener, at Mozambiques største problem er mangel på teknologi.

NGO'er med andre mål

»Vi har brug for at satse bredt på uddannelse, men ofte har NGO'er og internationale donorer et helt andet mål end regeringens. Ofte træder de hinanden over tæerne for at fokusere på et emne som hiv/aids, selv om det problem ikke kan løses uden mere uddannelse og viden. Desuden er korruption et problem i landet. Det eksisterer i toppen af samfundet, men også på universiteter, hvor elever, der ikke gider arbejde, betaler deres lærer for at få deres eksamen.«

I modsætning til mange andre udviklingslande er hjerneflugt til Vesten ikke noget stort problem i Mozambique, måske fordi landets officielle sprog er portugisisk.

Men flere af de unge intellektuelle mener, at mange ville tage imod et vellønnet tilbud, hvis der kom et. I forvejen er det svært at overbevise højtuddannede om, at de skal vende tilbage for at udvikle deres hjemegn efter studiet.

Lægemangel

Octavio Micas er 28 år og lægestuderende. Efter endt studium kommer han til at tjene 2.500 kr. om måneden. Hans hovedprioritet er sundhed.

»Der er enorm mangel på læger i Mozambique, så der bliver nok at lave. Selv om lønnen her ikke er ret høj, vil jeg blive her i landet,« siger han og peger på, at mange donorer burde tænke mere langsigtet og acceptere regeringens prioriteringsliste med uddannelse, sundhed, landbrug og infrastrukturer.

Mozambique er et af Danidas såkaldte programsamarbejdslande, og Danmark støtter landet med 400 mio. kr. om året. Dele af pengene går til projekter indenfor uddannelse, sundhed og landbrug. Samtidig yder Danmark direkte budgetstøtte til det afrikanske land.

Donorernes bagtanker

Domingos Elias Bihale på 25 år læser statskundskab og vil være diplomat og arbejde for udviklingen af Mozambique. Hans hovedprioritet er infrastruktur.

»Der er mange grunde til vores problemer. Kulturelt er det svært at få folk her til at arbejde hårdt nok, for vi skal arbejde endnu mere end på andre kontinenter for at løse vores problemer. Samtidig er vi dybt afhængige af donorhjælp og lån fra de rige lande. Så vi skal ændre holdningen til arbejde og have frihed til selv at prioritere vores udvikling.«

Rundbordssnakken afslører en udbredt skepsis hos de studerende for Vestens motiver for at hjælpe.

Nogle mener, at donorerne går efter at gøre en god forretning, og at de åbner for eksport til landene, mens de bruger tekniske handelshindringer til at forhindre afrikanske lande i selv at eksportere. Andre mener, at donorerne i realiteten styrer de fattige lande, og at de rige lande vil kontrollere Afrika ved at kopiere deres egne samfundsmodeller.

»Ofte er de internationale donorer med til at promovere korruption, når de laver projekter, og hele deres ide om at indføre demokrati er også med til det. Når en leder ved, at han kun har få år tilbage på stolen, forsøger han at lægge midler til side for at fortsætte et privilegeret liv. Jeg synes, at demokrati måske kan være en udmærket ide andre steder, men det er for tidligt for Afrika,« siger den kommende diplomat.

Ministerens bord

Da samtalen stopper, vil Mozambiques kommende intelligentsia vide, hvilke modeller JP Explorer kunne forestille sig for Mozambique. Vi lader spørgsmålet stå til statsministeren.

explorer@jp.dk

Kondomer eller afholdenhed
Kampala

Lucy Atala vandrer hjemmevant rundt i labyrinten af mudrede stier mellem de lerklinede huse. Hilser på de fleste og jager de mest nærgående snotnæsede småbørn væk med et venligt, men bestemt blik.

Den 41-årige er på hjemmebesøg i Mbuya på en af Kampalas syv høje, kun få kilometer fra de nye højhuse og moderne indkøbscentre i bymidten. Her er fattigt, trøstesløst og ildelugtende. Det eneste, der er smukt, er udsigten. Lucy bukker sig under vådt vasketøj og går ind til Madina Namanje, der sidder apatisk i sit mørke et-værelses hus, mens hendes bukseløse søn Emmanuel på tre år gnasker et par popcorn i sig.

Madina er 28 år og har aids. Svag og deprimeret og alene-mor til tre drenge, hvoraf den yngste også er hiv-smittet. Hun skal til at begynde en behandling med aids-medicin. Lucy er også smittet, men strutter af energi og livsmod efter at have fået behandling i to år.

»Det har ændret mit liv,« siger hun. Lucy Atala er en del af Ugandas succeshistorie. Hiv-smittede er ikke bange for at tale om deres status og ikke bange for diskrimination. De smittede hjælper de andre smittede.

Aids-kampagnerne blev iværksat allerede i 1986, kort efter præsident Musevenis magtovertagelse, og de omfattede både oplysning, støtte og uddeling af kondomer.

Kondom-succes

På mindre end to årtier lykkedes det at nedbringe antallet af aidsramte fra 30 til 6 pct. Uganda har høstet bred international anerkendelse, og andre afrikanske lande står i kø for at studere opskriften. Men nu går det den gale vej. De seneste tal viser, at Uganda igen er kommet op på 10-12 pct. smittede. Tallene er endnu ikke officielle.

»Det er svært for os at indrømme, at tallet stiger, når vi er blevet kendt for at have knækket kurven og haft så stor succes«, siger Edward Kirumira, der er formand for den nationale aids-komite: »Især for os, der har set det gå i den rigtige retning i mange år, er det smerteligt nu at se, at det bevæger sig mod det værste igen«.

Edward Kirumira er uddannet i medicinsk sociologi på Københavns Universitet. Nu er han fakultetsleder på Makerere Universitetet i Kampala. Han har to forklaringer på, at tallet stiger.

Aids er en industri

»Vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Fordi vi var så hurtigt ude, har Uganda altid haft let ved at tiltrække donorpenge, og mange er gået til gode projekter. Men nu er aids blevet en industri, der betaler mange mennesker for at holde konferencer. Det er ikke længere en sygdom, som vi i fællesskab forsøger at forhindre udbredelsen af.«

Den anden årsag er den ny-moralistiske bølge, der er skyllet ind over Uganda, ikke mindst fra USA.

»I dag får vi de fleste penge fra Pepfar, præsident Bush' aids-fond, hvis kampagner kun handler om afholdenhed. De er baseret på religion og ikke på virkeligheden, og de er misvisende og fordømmende. Folk er blevet mere tøvende med at lade sig teste og at indrømme det, hvis de er smittede«.

Alle rundkørsler i Kam-pala er prydet med store plakater med tekster som »Sex kan vente, men det kan min fremtid ikke«. På bannerne står fire renskurede unge med bøger under armene og blikket stift rettet mod karrieren.

Andre bannere har billeder af 17-årige piger iført T-shirt med påskriften »Jeg er afholdende« hen over brysterne.

Men kunne Uganda ikke bare sige nej til den nye bølge og fortsætte sin egen strategi? Nej, for det handler om penge. Uganda har fået penge fra Den Globale Fond til bekæmpelse af hiv, tuberkulose og malaria i en årrække, men hjælpen blev stoppet i juni, fordi sundhedsministeriet er dybt korrupt, og mange penge er gået tabt.

Fraråder kondomer

Siden har flere organisationer sagt, at de ikke længere kan give gratis medicin til aids-patienter. I stedet får Uganda nu de fleste af pengene fra den amerikanske Pepfar, der fraråder kondomer. Den nye politik med afholdenhed har også præsident-fruen Janet Musevenis opbakning.

»Vi har altid ført kampagner, der er baseret på den ugandiske virkelighed. Den blev defineret som ABC-strategien og opfodrede til afholdenhed, troskab og i sidste instans kondom,«, siger Edward Kirumira. (ABC fra engelsk: Abstinence, Be faithful, use Condoms)

»Selvfølgelig er afholdenhed den mest sikre måde at undgå sygdommen på. Men det er jo ikke realistisk kun at satse på det. Samtidig ligger der noget fordømmende i kampagnerne om afholdenhed. Hvad med de fattige kvinder, der bliver prostituerede for at overleve, hvad med flygtningene, der sælger deres krop til soldater for beskyttelse, og hvad med dem, der opholder sig i længere tid væk fra familien - eller som slet ikke er gift? Og hvad med dem, der allerede er smittet, skal de dømmes hårdt for ikke at have været afholdende?«.

Nejtak til støtte

Edward Kiumira mener seriøst, at donorerne skal holde op med at støtte Ugandas aids-kampagner.

»Det er den eneste måde, vi kan komme tilbage på rette vej, for vi har mistet fokus. Hiv og aids skal være en del af landets sundhedspolitik, ikke en industri og ikke eksternt finansierede kampagner, hvor man diskuterer kondomer eller ej.«

For Lucy Atala i Mbuya er det en teoretisk diskussion. Hun er allerede smittet, og nu har hun overskud til at hjælpe andre. »Jeg bruger mig selv som eksempel og husker på, hvor svag jeg var, og hvor godt jeg har det nu.« Hun er nu frivillig i Reach Out, der holder til i den katolske kirke på toppen af bakken i Mbuya.

Reach Out blev oprettet af den ugandiske kvinde Margaret Kironde og den danske læge Margrethe Juncker i 2001 for at hjælpe hiv-smittede og aids-ramte. De begyndte med at hjælpe 12 patienter, men programmet med test, rådgivning, hjemmebesøg, fri medicin og uddannelse omfatter i dag 1.800 klienter. Kirkerummet på Our Lady of Africa kirken bliver brugt til klinik fra mandag til fredag og til gudstjeneste om søndagen. Reach Out er blevet så berømt, at nogle ligefrem flytter til Mbuya for at få behandling. Selv om Reach Out er tros-baseret, er både Margaret Kironde og den danske læge imod de ny-moralistiske kampagner.

»De er fuldstændigt urealistiske. For mange kvinder i Uganda er virkeligheden voldtægt eller at yde sex for at overleve, selv i ægteskabet. De kan heller ikke tale med deres mænd om afholdenhed og troskab, så hvis de kan få dem til at bruge kondom, er noget da opnået. At prædike afholdenhed er som at stille en dåse med kager foran en gruppe børn og sige, at de ikke må røre dem. Hvor realistisk er det,« spørger Margrethe Juncker.

explorer@jp.dk

Kort lunte i Little Mogadishu
Nairobi

Danmark har en høj stjerne i dette støjende og stinkende inferno af alt for mange mennesker, markedsboder, dyr og biler. Affaldet flyder på de hullede jordveje, og nogle steder har regnen forvandlet hele gader til kanaler med plumret og stillestående vand, perfekte udklækningssteder for myg med malaria og andre sygdomme.

Tildækkede muslimske kvinder med kun øjnene fri og gamle mænd med hennafarvet rødt hår og skæg dominerer det farverige kaos, hvor alle forsøger at råbe højere end naboen for at sælge sukkerrør, tasker, koraner og alt muligt tænkeligt andet.

Vi er i Nairobi-forstaden Eastleigh. Det er en del af Kenya, men adskilt fra resten af landet. Blandt kenyanere går bydelen under navnet Little Mogadishu, fordi en stor del af indbyggerne er flygtet fra den endnu mere kaotiske hovedstad i Somalia.

Da regeringen i Mogadishu brød sammen i 1991, kom titusinder af somaliere til Nairobi, hvor de slog sig ned sammen med andre muslimske flygtninge fra andre ustabile lande i regionen som Eritrea, Sudan og Etiopien. De fleste lever i yderste fattigdom og uden opholdspapirer. Den kenyanske regering har tålt deres tilstedeværelse, men har også flere gange truet med at deportere dem, der ikke kan bevise, at de har flygtningestatus.

Bodyguard

Internationale terroreksperter har længe peget på, at de kummerlige levevilkår for hundredtusinder af muslimske flygtninge i Afrika giver let spil for islamiske prædikanter og gør det let at rekruttere nye terrorister.

Ifølge kenyansk politi er Little Mogadishu en del af forklaringen på den høje kriminalitet i Nairobi, og Eastleigh er ikke et sted, Nairobis indbyggere frivilligt ville tage på søndagsudflugt. Vi har fulgt et godt råd og har betalt en bistert udseende civil politimand, Stephen, for at tage med som bodyguard. Han følger os på diskret afstand og viser sig flere gange at være en god investering. Fotografen kommer ud med kameraet i behold.

Selv om alle, vi taler med, vredt afviser at have nogen som helst sympati for hverken Al Qaida eller terroristerne i London, som havde samme oprindelse på Afrikas horn, lurer spændingerne lige under overfladen i kvarteret.

Uvelkommen

Da vi stopper op foran en moske med ordene "sunnah islamic stereo" skrevet på muren, går der ikke mange sekunder, før det udløser et opløb af islamisk klædte mænd, der ret håndfast beder os om at forsvinde.

»Hvad vil I her? Vi har ikke noget at snakke med jer om. Det er forbudt at fotografere en moske,« siger én og sætter hånden for kameraet.

Med razziaer og anholdelser har kenyansk politi optrappet overvågningen af islamiske grupper efter London-bomberne. De var en ubehagelig påmindelse om, at den internationale terrorisme også flere gange har slået til i Kenya, herunder med bombningen af den amerikanske ambassade i Nairobi i 1998 og fire år senere med en bilbombe mod et israelsk ejet hotel i Mombasa og missiler affyret mod et israelsk passagerfly.

Begge gange brugte gerningsmændene Somalia som dække, og terroreksperter har ofte advaret om, at grupper med forbindelser til Al Qaida opererer med Mogadishu som base. Problemet er, at de porøse grænser gør det relativt let for terrorister at bevæge sig og at skjule sig blandt illegale flygtninge i Nairobi.

»Det er et problem, at der er for mange radikale islamister her. Jeg tror ikke, at de er medlemmer af Al Qaida, men de er små oprørere, der gør livet surt for os andre,« siger den 38-årige T-shirtsælger James, mens Mohammed Mohain holder en længere belæring om, at islam forbyder vold mod andre, og at somaliere ikke kender ordet terrorisme.

»Den terrorist, der sprængte sig selv i luften i London, var ikke somalier, men brite. Han har intet med os at gøre,« siger han.

Forsikringen lyder igen og igen fra de handlende om, at de ingen sympati har for terrorister, men at de blot drømmer om en anstændig tilværelse. Allerhelst i et andet land end Kenya, f.eks. Danmark.

Familie i Roskilde

»Min far og søster bor i Roskilde, og jeg håber også på at komme derop,« siger den 20-årige skosælger Jirde Hussein, og ordet Danmark tiltrækker flere andre.

25-årige Muhammeds bror har boet i København siden 1993, og også Ali på 18 år har en fætter i Danmark. Han vil også gerne selv flytte enten til USA eller Europa, for i Kenya behandles somaliere som andenrangsborgere, siger han. Holdningen deles af skrædderen Muktar, der sidder uden for sin forretning i muddergaden med en Singer-symaskine.

Drøm om Danmark

»Jeg har boet i Kenya i 14 år uden papirer. Det er et hårdt liv, og hvis der kommer fred i Somalia, tager jeg hjem i morgen. Hvis ikke, må jeg finde på noget andet. Kan du hjælpe mig til Danmark?«

Mens vi taler, opstår der pludselig tumult i gaden. Under høje råb stormer flokke af folk frem mod en tyv taget på fersk gerning. Han modtager kontant afregning. Slag og spark hagler ned over ham, og en handlende siger, at tyven formentlig vil få et brændende bildæk smidt over kroppen. Det sker tit her, siger han.

Til sidst slipper tyven dog af sted med knubs og løber væk med hænderne over hovedet. Men lunten er kort i Nairobis Little Mogadishu, og der skal kun en gnist til at tænde den.

explorer@jp.dk

Krigen der bare forsvandt
Mafufuiane, Mozambique

Den forsvandt bare. Uden retsopgør, offentlig bodsgang eller anger. De lagde bare våbnene og blandede sig med hinanden.

De døde mennesker, svarer Jona Mona. Det var det værste... alt for mange.

Jona Mona har set krig nok til flere liv, og det er på sin vis det, freden i Mozambique handler om. Han var 12 år, da han midt i 1980'erne fik stukket et våben i hånden og fik besked på at gå i krig mod sine landsmænd. På oprørsbevægelsen Renamos side mod Frelimo, der havde magten i Mozambique. Han var stadig ikke andet end en stor dreng, da en kugle borede sig ind i venstre side af ansigtet og gik ud på halsen. Projektilet efterlod ham med de frygtelige ar og udvækster, han bærer på i dag. Sammen med dem han har på sjælen.

Vi møder ham nu, da der længe har hersket en bemærkelsesværdig fred i Mozambique. Langt ude ad et støvet hjulspor helt op til den sydafrikanske grænse. Imellem akacietræernes ugæstfri pigge ligger en skole med bare to klasselokaler og ingen borde eller stole. Her, hvor tørke er en evig trussel, stod oprørerne fra Renamo-bevægelsen stærkt, og her gemte de sig, når de ikke hærgede eller slog ihjel i borgerkrigen i Mozambiques vidtstrakte landområder. 16 år fra 1976 kostede en million mennesker livet og sendte millioner på flugt til byerne eller nabolandene.

Men denne dag forbereder landsbyen Mafufuianes beboere sig til fest på skolen. Præcis den dag, da JP Explorer besøger skolen, er det 13 år siden, at drabene bortførelserne og voldtægterne tog en ende i Mozambique. En mand slagter en ged til et fælles måltid, kvinder koger vand op over et ildsted og vasker risene så rene, at de kunne sælges i ISO. Landsbyens gamle kvinder danser afrikansk dans til ære for de fremmede på besøg, og deres trætte, krogede lemmer og krumme rygge kan knap følge rytmen fra sangen, den taktfaste klappen og de skingre hyl, der kommer af kvindernes slag med tungerne.

Alle samles på gulvet i skolen, og der går ingen tid, før en kvinde synger for til den næste sang, alle gentager hendes ord, der lovpriser freden. De beder en fælles bøn, de gamle kvinder lukker øjnene, en holder hænderne for sit ansigt, de messer sagte, før de sammen næsten råber "amen" ud i skolelokalet, mens vinden rider hen over bliktaget.

Stadig konflikter

En fredsmægler fra den dansk støttede organisation ProPaz taler om at bevare freden, om Gud og om den tredje krig, der nu truer med at splitte Mozambique: Volden i familierne. Tilhørerne nikker og klapper.

»Viva paz,« råber de. Leve freden.

ProPaz arbejder for at forebygge de konflikter, der trods alt ulmer i nogle af provinserne, når de gamle modparter føler, at freden ikke er blevet fordelt ligeligt.

»I 2002 viste en undersøgelse, at de hyppigste konflikter handler om stridigheder om jord, uenighed mellem tidligere soldater og om valgresultater og vold i familien. Krigen varede i 16 år, og soldaterne fra Renamo føler, at de ikke er integreret i samfundet, fordi de ikke ligesom soldaterne fra Frelimo modtager en pension fra staten,« fortæller Jocinta Jorge, der er leder af ProPaz.

Den 16 år lange borgerkrig blev til i de brændende gløder efter mozambiquernes første krig. Den mod de portugisiske koloniherrer, som de fordrev i 1975. Portugiserne efterlod et uuddannet folk og et smadret produktionsapparat, som de alligevel ikke havde kompetencerne til at betjene. Ud af det voksede et socialistisk et-partisystem under Frelimos ledelse. Renamo opstod som en oprørshær, der blev støttet af først Rhodesia (det nuværende Zimbabwe, red.) og dernæst Sydafrika, der begge havde en interesse i at destabilisere det socialistiske Mozambique.

Følgelig havde Renamo ikke nogen formuleret politik - ud over at være i opposition til marxistiske styre. Men at bevægelsen, som det har været anført, var en mindre udenlandsk støttet terrorbevægelse stort set uden folkelig opbakning, var ikke rigtigt. Renamo fik - om end stadig i mindretal - pæn folkelig opbakning i det første frie valg på den anden side af fredslutningen i Rom i 1992.

Brutalitet på begge sider

Inden da var krigen udkæmpet på den mest bestialske facon med angreb på civilbefolkningen, bortførelser og brug af børnesoldater. Renamo fik det værste ry, men brutaliteten var til stede på begge sider. Begge parter indrullerede mozambiquere til at kæmpe for sig under trusler, og mange fandt aldrig ud af, hvad de kæmpede for. Måske er det derfor, at vi 13 år efter fredsslutningen i en skole kan se den tidligere major i Renamo-hæren, André Eugénio Machava, i dag 49 år gammel, gå hen til Lidia - der blev bortført af Renamo og voldtaget gennem seks måneder, indtil hun mistede sit ene ben i et angreb - tage hende i hånden og tale til hende.

Vi sætter os ned med majoren, André Machava, mens heden uden for skolen presser temperaturen forbi de 40 grader, og han beder Jona Mona med de grimme ar om at sætte sig med os. Majoren havde Jona Mona under sin kommando. Som mange andre Renamo-folk siger André Machava, at han først var Frelimo-mand, men at han blev bortført og kæmpede mod Frelimo mod sin vilje. Han siger, at han kæmpede, fordi alternativet var døden. Men han kæmpede så godt, at han blev forfremmet til major med ansvaret for mange hundrede Renamo-krigere.

»Vi gik i uger næsten uden mad og vand, fordi Frelimo sad på forsyningerne. Når jeg skulle motivere mine mænd, var det ikke med politiske paroler. Jeg sagde, at Frelimo havde vand, de havde mad, og at vi skulle have fat i det,« fortæller den 49-årige tidligere major, mens han lader sit blik glide drømmende ud i lokalet. Og mændene kæmpede vildt.

»Når vi deltog i slag, måtte vi bagefter bære de sårede mange hundrede kilometer for at få dem til et hospital, og selv da blev vi udsat for baghold. De sårede blev dræbt, men så var der nye, vi kunne bære. Det smerter at tænke på, at krigen varede så længe, og at selv børnene blev sat til at kæmpe. Jeg var selv med til det, jeg er ikke stolt af det, men sådan var krigen,« siger han.

Tid til forsoning

Ude i den brændende sol møder vi en mand, der vedkender sig sit tilhørsforhold til Renamo. Zacarias Madlazi, 59 år. En af de landboere, der valgte at kæmpe for Renamo mod Frelimos tanker om kollektive landbrug og et marxistisk og ateistisk samfundssystem. I dag er han en af de fredsmæglere, som organisationen ProPaz sender ud for at tale om forsoning.

»Jeg kom fra landet og kæmpede vel for demokrati. Men folk led frygteligt meget under krigen, og mange blev dræbt, fordi de boede i den forkerte landsby,« siger han, og resten af hans beretning lyder typisk for Mozambiques bizarre konflikt.

»Vi angreb normalt Frelimos militære baser, men de lå altid sammen med landsbyer, så derfor blev også mange civile ofre i krigen. Jeg ved ikke, hvor mange jeg dræbte, der var ikke navn på de kugler, jeg sendte af sted, og ofte var det meget kaotisk. Måske har jeg senere fortrudt mange af de ting, vi gjorde som f.eks. bortførelser af børn, men på den anden side var det et af vilkårene under krigen.«

Omgående ophør

Befolkningen og soldaterne stoppede krigen fra den ene dag til den anden. I 1992 sluttede parterne endelig fred i Rom.

På ledelsesniveau fulgte i sagens natur et indædt magtopgør om Mozambiques fremtid - herunder om retten til »goderne«. Men krigstrætheden var så stor, at kampene stoppede nærmest øjeblikkeligt i landsbyerne.

Major André Machava: »Der var ingen forvirring. Der var ingen problemer. Vi sluttede fred og blandede os med hinanden med det samme. Sådan var det.«

Det tyder på, at det er rigtigt. Freden blev gennemført uden sandhedskommissioner og retsopgør som i Sydafrika eller Rwanda. Den var der bare - fra den ene dag til den anden, og kirken spillede en væsentlig rolle.

Brutal guerillakrig

Pastor Diuis Matsolo, generalsekretær i Christian Council of Mozambique, opsu

Krigen om et hul i jorden
Adigrat

Badme er et hul midt i ingenting med højst 2.000 indbyggere, der bor i jordhytter. Der er varmt som ind i helvede. Det er virkeligt det sidste sted på jorden, man ville drømme om at slå sig ned.

Udtalelsen fra en FN-ansat, der på grund af verdensorganisationens følsomhed over for pressen foretrækker at være anonym, beskriver meget præcist, hvorfor der er brug for FN i en verden regeret af ledere, som ikke behøver de store undskyldninger for at kaste deres befolkninger ud i ødelæggende krige.

Badme er blevet symbolet på en krig, som mellem 1998 og 2000 kostede titusinder af menneskeliv og var med til at gøre begge lande endnu fattigere end i forvejen. I februar 1999 kulminerede krigen i et blodigt slag omkring Badme med 15.000 dræbte, hvorefter Etiopien besatte byen.

Fem år efter fredsslutningen er situationen ved grænsen stadig ikke normaliseret, fordi Etiopien afviser at acceptere en kendelse fra en international grænsekommission i Haag om, at Badme historisk tilhører Eritrea.

Striden betyder, at FN hvert år bruger godt 1,2 mia. kr. på at holde parterne adskilt.

»Krigen er skabt af regeringerne, og skylden var klart Eritreas. Mellem de to folk er der ingen problemer. Vi er i familie med hinanden, taler samme sprog, har samme kultur og traditioner, og vi ønsker alle kun fred,« siger Gebre Egziakher, der er advokat i den nordetiopiske by, Adigrat, hvor FN har oprettet et hovedkvarter for sin militære styrke.

Splittede familier

Familier er blevet delt på grund af krigen. Gebres 12-årige søn Samson bor på den anden side af stødpudezonen mellem de to lande, og de to har ikke haft kontakt med hinanden i fem år. Alligevel mener han ikke, at Etiopien skal bøje sig for den internationale afgørelse og trække sine tropper ud af Badme, selv om det kan være prisen for varig fred.

»Eritrea skal ikke få held til at tage selv den mindste sten af Etiopien. Jeg elsker mit land mere end min søn. Så hvis striden ikke kan løses ved forhandlingsbordet, skal Etiopien indlede en ny krig og tage kontrol med hele Eritrea,« siger advokaten.

Hverken udtalelsen eller familietragedien repræsenterer noget usædvanligt i Adigrat. Heller ikke viceborgmester Teklemichael Fissehaye kan længere besøge sin far, der har eritreansk pas og derfor ikke længere har mulighed for at flytte til Etiopien. Ligeså bizart virker det, at de to generaler på kampscenen, Eritreas præsident, Issaias Afewerki, og Etiopiens regeringschef, Meles Zenawi, er fætre på deres mødres side.

I den lille containerby, som udgør FN-hovedkvarteret i Adigrat, kan soldaterne med de blå kasketter og hvide biler med bogstaverne UN indstille sig på at blive længe endnu.

320 danske soldater fra brigaden Shirbrig var i 2000 blandt de første fredsbevarende styrker, men de blev trukket hjem efter et halvt år. I øjeblikket udgøres FN's såkaldte UNMEE-mission af omkring 4.000 FN-ansatte, heriblandt ca. 3.000 soldater fra navnlig Indien, Jordan og Kenya, samt et par hundreder militærobservatører fra 35 lande. Fire er danske, der alle opererer på Eritreas side.

»Vi står stadig i et dødvande. Eritrea har kæmpet en 30 år lang frihedskamp for at slippe af med Etiopien, hvor de følte sig behandlet som andenklasses borgere. 73 mio. etiopiere er sure over, at Eritrea med fire mio. indbyggere har afskåret dem fra havet. Derfor er det meget svært at spå om, hvorvidt der er risiko for en ny krig, eller om freden vil vinde,« siger den politiske medarbejder i FN-hovedkvarteret, Nirmala Reddy.

Hun fortæller, at stemningen på lokalt plan er afslappet. FN samler jævnligt de lokale ledere fra begge lande for at tale om problemer i grænseområdet, og efter møderne fortsætter repræsentanterne for de to fjender med at le og drikke øl sammen. Men lederne for de to lande står stejlt på deres standpunkt for ikke at tabe ansigt. Det land, som afgiver Badme, vil i folkets øjne have tabt krigen.

Situationen er også relativt roligt i den såkaldt demilitariserede zone. Den er 25 kilometer bred og strækker sig over tusind kilometer. Bag den er en zone på 15 kilometer på hver side af grænsen, hvor de to lande ifølge fredsaftalen ikke må placere større troppekoncentrationer.

Skrøbelig grænse

Grænsen overvåges af soldater og observatører, men den er porøs, fordi der ligger mange små landsbyer i området, hvis hyrder ikke respekterer streger på et grænsekort. De bringer deres dyr derhen, hvor græsset er grønnest. Det skaber problemer mellem de lokale, og flere er forsvundet sporløst.

Af og til rapporteres der om mindre sammenstød. En FN-observatør i lejren fortæller, at han for fire måneder siden oplevede fire etiopiere blive skudt. Også den danske observatør, Steen Lauridsen, der netop er vendt hjem fra tjeneste, blev involveret i en ubehagelig episode.

I februar trængte en gruppe bevæbnede soldater fra Eritrea tilsyneladende over grænsen for at beskyde etiopiske militærkøretøjer. De blev opdaget, og to blev dræbt, mens de fem øvrige blev anholdt. Steen Lauridsen tog personligt ud for at grave ligene op for at sikre sig, at soldaterne ikke var blevet likvideret.

Den østrigske sektionsleder for militærobservatørerne, Raimund Kotschar, kalder jobbet som observatør for interessant, fordi man i perioder er henvist til at bo på observatørposter i felten.

»Normalt er det i en lille landsby uden elektricitet, uden hotel og uden bar. Vi har et kontor i en container, hvor strømmen til computer og lys kommer fra en generator, men privat bor vi med de lokale. Det vil ofte sige en lille rund lerhytte med et stråtag. I min sektor svinger temperaturen mellem 40 og 45 grader, i de andre to områder når den op på 65 grader,« siger østrigeren.

Krigen og den problematiske fred har skabt store problemer for byen Adigrat, der tidligere var en vigtig station på handelsruten mellem Addis Abeba og Asmara. Etiopiere tog ofte til Eritreas hovedstad Asmara for at handle frem for til Addis Abeba to dagsrejser sydpå. Men i dag er Adigrat havnet som endestationen i en blindgyde. Mange forretninger er lukket, og arbejdsløsheden er tårnhøj.

Overbelægning

Under og efter krigen valgte begge lande at deportere statsborgere fra fjenden. Ligesom antallet af døde i krigen (der nævnes tal fra 100.000 til 120.000), er det samlede antal deporterede usikkert. Men Adigrats befolkning voksede fra omkring 60.000 til over 100.000, og det har øget både arbejdsløsheden og armoden.

Det kan mærkes i skolerne, hvor mangel på lærere og midler mange steder har bragt klassekvotienten op på 75. Også sundhedssystemet, der i sin tid blev bygget til at tjene 20.000 mennesker, er overanstrengt.

Lederen af hospitalet, 38-årige Abraham Malaku, er en af i alt seks læger, der skal dække både Adigrat og et opland med ca. en million mennesker.

Det skaber overbelægning. På en stue på kirurgisk afdeling ligger omkring 30 patienter, mænd og kvinder side om side i jernsenge. Ifølge lægen lider befolkningen af en række sygdomme, hvor nogle skyldes kronisk underernæring. Men også tuberkulose og hiv-aids er i fremgang, fordi befolkningen er fattig og dårligt uddannet.

Kun få patienter har råd til at betale, selv om en større operation kun koster omkring 50 kr.

»Vi ønsker bare at få fred, så livet kan blive normalt igen,« siger lægen.

FN forsøger at hjælpe med, så godt det er muligt. Organisationen uddeler penge til mindre projekter, der forbedrer folks dagligdag, heriblandt vandpumper, toiletter, skoler eller biblioteker. Desuden har den indiske bataljon medbragt en dyrlæge, som er populær hos områdets kvægfolk.

»Måske var det en ide at spørge en dansk kommune, om den ikke vil være venskabsby med Adigrat. Byen har brug for oplæring af folk, der helt banalt har en basisviden til at administrere den,« siger indiske Nirmala Reddy.

explorer@jp.dk

Krudttønden på Afrikas horn
De forhutlede skopudserdrenge har travlt i Addis Abeba, for regntiden har omdannet de uasfalterede veje til et sandt søbe af mudder og affald.

Trods regnen fortsætter tilværelsen i storbyen med omkring tre mio. mennesker i sin vanlige kaotiske puls. Etiopien er et af verdens fattigste lande, så der skal bruges opfindsomhed og knofedt for at klare sig.

På markedspladsen slæber mænd sig igennem sølet i badesandaler og med store pakker på hovedet, og i vejkanten udbydes alt fra T-shirts til kaffebønner. Ældre kvinder er kommet ind fra landet for at sælge majs eller jordnødder, og andre har taget deres fritgående køer med til byen.

Nogle unge mænd har givet op og sover branderten ud i midterrabatten. Andre får aldrig en chance. Børn i laser og pjalter springer rundt i skidtet, og det er næppe, fordi de har vinterferie.

Med kronisk fødevaremangel, miserabel fattigdom og en uafsluttet krig med Eritrea ville det være lidt af et scoop at kalde Etiopien for et harmonisk land med en tilfreds befolkning.

Alligevel har det store afrikanske land i flere år i Vesten været fremstillet som en stabiliserende faktor på Afrikas horn, formentlig fordi situationen er endnu værre i nogle af nabolandene som Somalia og Sudan. Det trækker ikke fra, at Etiopien er blevet en allieret i den internationale kamp mod terrorismen.

Pres på regeringen
Samme Vesten har længe lagt pres på den etiopiske regering for at få den til at udskrive et demokratisk valg til gengæld for støtte. Men da det langt om længe skete i maj, blev Etiopien forvandlet til en eksplosiv krudttønde. For oppositionen mener, at landets stærke mand, regeringschef Meles Zenawi, snød sig til sejren.

Da regeringens modstandere i de følgende mange dage gik på gaden for at protestere over valgsvindel, blev de mødt af kampklædt politi og soldater, der ikke tøvede med at åbne ild. Mindst 36 mennesker blev 8. juni dræbt i hovedstaden, mens 3.000 andre blev anholdt og fængslet. Samtidig slog styret ned på de uafhængige medier.

Vestens kæledægge Zenawi stod pludseligt i et nyt og mindre flatterende lys som en mand, der vil klynge sig til magten for enhver pris. Og selv om en såkaldt uafhængig valgkommission gik med til at lade valget gå om i 31 valgkredse, har kritikken ikke lagt sig.

For også det endelige valgresultat, der blev offentliggjort mandag, giver Meles' demokratiske og revolutionære folkefront et overvældende flertal. Selv om oppositionen gik frem fra 12 til små 200 af de 547 pladser i parlamentet, har den reelt ingen indflydelse.

Det beskidte spil
»Jeg ikke bare tror, at Meles er en diktator, jeg ved det. Regeringens beskidte spil med undertrykkelse og tortur er ikke til at bære,« siger Debebe Eshetu fra presseafdelingen i det største oppositionsparti, CUD, og fortsætter: »Som det tidligere skete i Rwanda, har han for at bevare magten skabt had mellem grupperne i befolkningen. Etiopierne har været vant til at leve fredeligt sammen uanset religion og etnisk tilhørsforhold. Nu spilles der pludseligt på forskellene.«

Med et på én gang træt og stålsat blik forsøger den kraftige mand ikke at undertrykke sin vrede, da vi uanmeldt opsøger ham i CUD's hovedkvarter i udkanten af Addis Abeba.

Han er overbevist om, at oppositionen vandt en overvældende sejr over hele landet og ikke blot i de store byer, som valgresultatet viste. Og han anklager Europa og resten af Vesten for spille Meles Zenawis spil ved ikke for alvor at fordømme valgresultatet.

»Det internationale samfund siger til os, at nu har I fået en vis grad af demokrati, og at det må være nok for Afrika. Som om afrikanere ikke har ret til samme demokrati som andre,« siger talsmanden for oppositionen.

Af frygt for at puste til ilden og risikere at kaste Etiopien ud i en uoverskuelig krise har reaktionen fra Vesten været afdæmpet. Dog har chefen for EU's valgobservatører, Ana Gomes, anklaget valget for ikke at leve op til internationale standarder.

Det fik Meles Zenawi til at se rødt. Han anklagede Ana Gomes for at opføre sig som en selvudnævnt koloniherre, der ved hjælp af løgne forsøger at tvinge hans regering fra magten. Samtidig beskyldte han EU for at have fremprovokeret protesterne ved hemmeligt at lække fejlagtigt materiale til oppositionen.

60 etniske grupper
Den 50-årige Meles kom til magten for 11 år siden, mens hans magtbastion primært bygger på befolkningen i den nordlige Tigré-region, der kun tæller 7 pct. af de ca. 73 mio. etiopiere. Også andre af Etiopiens 60 etniske grupper deltager i regeringen, men Meles har givet langt størstedelen af betroede poster i statsapparatet til folk fra sin hjemby Adwa.

Længe blev forholdene accepteret i landområderne, hvor over 85 pct. af befolkningen overlever ved at dyrke små jordlodder eller ved at modtage fødevarehjælp. For dem er regeringspartiet alt. Myndighederne har nøglen til gødning, lån og fødevarehjælp.

Ifølge oppositionen brugte regeringen sin stilling til at tvinge mange bønder til at stemme på Meles, som i modsat fald truede med at tage deres jord. Derfor kræver CUD en privatisering af landbrugsjord, som i dag er statsejet sammen med de vigtigste dele af økonomien.

Meles undervurderede utilfredsheden både i byerne og på landet, hvor levestandarden i dag er lavere end på kejser Haile Selassies tid. Men han har ikke sagt sit sidste ord. Valget sikrer ham uindskrænket magt i de kommende fem år, og han håber at kunne tiltrække yderligere støtte fra udlandet, som i dag udgør omkring en fjerdedel af budgettet.

Frygt for opstand
Danmark kan blive den næste sponsor i rækken, hvis udviklingsminister Ulla Tørnæs vælger at gøre Etiopien til nyt såkaldt programsamarbejdsland på bekostning af Niger og Mali. I så fald vil Etiopien modtage 3-4 mia. kr. over de næste 15-20 år.

Foreløbig er situationen i landet dog spændt, og oppositionen frygter, at der kun skal en gnist til at tænde en ny folkeopstand. Ikke mindst i Addis Abeba. CUD vandt alle 32 valgkredse i hovedstaden, som hundredtusinder af mænd er søgt til fra landområderne, men kun for at finde arbejdsløshed og slumbyer. Det kan bringe situationen ud af kontrol, mener Debebe Eshetu.

»Problemet for regeringen er, at befolkningen nu er langt mere politisk bevidst end tidligere. Men jeg håber ikke, at vi står over for en borgerkrig. I oppositionen ved vi ikke, hvad vores næste skridt er, men et er sikkert. Vi vil for enhver pris undgå, at flere etiopiske liv går til spilde.«

Livet efter døden
Kigali, Rwanda

I panden har hun et dybt ar fra en machete. Under det venstre øre er der en dyb bule i kraniet efter et slag med en kølle. Den ene arm er lam, og hun halter på den højre fod, der vender indad.

Det er et mirakel, at Eugenie Nyirakimuzanye stadig er i live. I midten af april 1994 søgte den dengang 31-årige tutsi tilflugt i kirken i den lille by Nyamata i Rwanda sammen med 10.000 andre.

Få dage efter angreb ekstremistiske hutuer kirken, voldtog kvinderne foran deres mænd, smadrede spædbørn mod murene og myrdede løs i en infernalsk blodrus.

»De smed først en granat ind i kirken, og så sprayede de med peber for at forhindre os i at gøre modstand. Bagefter gennemsøgte de alle for penge og smykker. Så begyndte de at dræbe med skud, macheter og økser.«

Eugenies stemme skælver, og hun undgår øjenkontakt, mens hun fortæller sin historie. Efter massakren blev hun regnet for død og efterladt nederst i en bunke lig. Her lå hun i fire dage.

»Jeg vågnede og bevægede mig. Jeg vidste ikke, om jeg var i live eller allerede død. Jeg forstod ikke, hvad der var sket, men var klar over, at jeg skulle ud af kirken. Jeg var i trance og tørstig og gik forvirret rundt, indtil jeg fandt nogen, der gav mig noget vand«.

Folkemordet i Rwanda rangerer sammen med Holocaust, folkemordet i Armenien og den systematiske masseudryddelse i Cambodja blandt det 20. århundredes værste forbrydelser mod menneskeheden.

I modsætning til nazisternes jødeudryddelse, der blev foretaget af de mest fanatiske dele af sikkerhedsapparatet, blev massakrerne i Rwanda udført af almindelige hutuer. Hadet mellem tutsier og hutuer var i Rwanda pisket op til så fanatiske dimensioner, at det var let at antænde bålet. Nogle deltog ivrigt i blodrusen, andre blev tvunget til at myrde naboer og familiemedlemmer.

»Vi vidste allerede inden 6. april, at noget ville ske. Hutu-militsfolkene var i træningslejre, og propagandaen var begyndt. Men vi troede ikke, at de ville komme ind i en kirke.«

Smædekampagne

Radio- og tv-stationer og 20 aviser havde i månederne før folkemordet ført en smædekampagne mod mindretallet af tutsier, der blev betegnet som kakerlakker, der skulle udryddes. Men længe før det havde Rwandas belgiske koloniherrer gjort deres til at skabe modsætninger mellem de to befolkningsgrupper, der deler sprog og kultur, og som før kolonitiden blandede sig med hinanden og levede som ét folk.

Belgierne indførte id-kort, hvoraf det klart fremgik, om man var tutsi eller hutu. Efter del-og-hersk- princippet favoriserede koloniherrerne først tutsierne som et herrefolk, men vendte siden på en tallerken og gav magten til hutuerne.

»Kun seks af os inde i kirken overlevede. Blandt dem min ene datter, der dengang var seks år. Hun var sluppet ud af kirken efter drabene, og en anden familie havde taget sig af hende. Jeg fandt hende efter tre måneder. Hun er med til at holde mig i live.«

Årelang konflikt

Den første store massakre på tutsier fandt sted i 1959, tre år før Rwandas selvstændighed. 700.000 tutsier flygtede til nabolandene i perioden fra 1959 til 1973. I 1990 gik en tutsihær over grænsen fra Uganda i et forsøg på at invadere landet. Oprørerne blev stoppet med hjælp fra franske elitesoldater.

Situationen i de følgende år var spændt. Syv gange i de følgende tre år blev grupper af tutsier massakreret i Rwanda, indtil tutsi-oprørerne og hutu-regimet i Kigali indgik en fredsaftale i 1993.

Folkemordet var planlagt ned til mindste detalje, og FN-styrkens chef i Rwanda, den canadiske general Romeo Dallaire, advarede allerede i januar om forlydender om, at de ekstremistiske Interahamwe-militser havde udarbejdet en plan for, hvordan man skulle udrydde 1.000 tutsier hver 20. minut. Med støtte fra ministre lå håndvåben og macheter klar sammen med dødslister med navne på tutsier.

Startskuddet lød 6. april, da et Falcon-fly med Rwandas og Burundis præsidenter, Juvénal Habyarimana og Cyprien Ntaryamira, blev skudt ned. En time efter flystyrtet var de første vejspærringer opstillet i Kigali, og mordene begyndte under råbene »dræb kakerlakkerne«.

Ingen blev skånet, og ligene flød i gaderne. De overlevende må leve med traumer og begrænset psykologisk bistand.

Levende død

Eugenies datter går ikke i skole. Hun har prøvet flere gange, men hun kan ikke holde ud at sidde sammen med mange andre mennesker. Så tror hun, at der kommer nogen og slår hende ihjel.

»Jeg er også traumatiseret. Jeg har tit hovedpine og vil ikke tale med nogen. Andre gange går jeg ud for at få selskab. Men det er lidt som at være levende død, jeg er sjældent rigtigt glad. Jeg ville ønske, at der var flere overlevende at tale med.«

General Dallaire fortalte sine overordnede, at han kunne stoppe folkemordet med 5.000 soldater. Men i stedet blev størstedelen af FN-styrken trukket ud efter drabet på 10 belgiske FN-soldater. USA tøvede med at skride ind efter at have brændt fingrene i Somalia et år forinden.

Frankrigs rolle

Siden har FN, USA og Belgien indrømmet, at de tog fejl og har sagt undskyld. Men ikke Frankrig, der ellers støttede hutu-regimet i Kigali til det sidste og derfor indirekte spillede en hovedrolle. Frankrig uddannede Rwandas hær og solgte våben til landet, også efter fredsaftalen i 1993. Ifølge rwanderne deltog franske soldater også i udpegningen af tutsier inden folkemordet.

Forholdet mellem Rwanda og Frankrig er stadig anspændt, selv om hovedparten af Rwandas befolkning taler fransk. Heller ikke FN har nogen stor stjerne. Mange tutsier var som Eugenie til det sidste overbevist om, at FN ville redde dem, men hjælpen kom først, da det var for sent.

»FN og verdenssamfundet skulle have gjort mere. Men jeg vil ikke dømme dem, kun Gud kan dømme.«

Da folkemordet var på sit højeste, og en hær af eksil-tutsier var på vej mod Kigali, greb Frankrig ind med Operation Turquoise. Men i stedet for at stoppe mordene oprettede Frankrig en sikker zone i den vestlige del af landet, som i realiteten betød, at morderne kunne flygte til bl.a. Congo, hvor de stadig er en kilde til uro i regionen.

Også den katolske kirke har meget på samvittigheden. Igennem årtier var missionærer med til at promovere raceteorierne om, at tutsierne var et herrefolk. Da mordene begyndte, blev de fleste hvide præster evakueret, andre samarbejdede direkte med morderne og er blevet anklaget for det. Kun enkelte modsatte sig drabene. I Eugenies kirke forsvandt alle de hvide præster.

»Jeg synes, præsterne skulle være blevet. De var sikkert også blevet dræbt, men hvis de var stærke i troen, havde de ikke forladt os.«

Kaos rådede efter folkemordet. På 100 dage var 80 pct. af Rwandas befolkning enten dræbt eller drevet på flugt. Enkelte ledere er blevet dømt ved en international domstol i Arusha i Tanzania, og i Rwanda er 120.000 anklaget for mord og voldtægt. Listen over formodede skyldige tæller i alt 761.000 navne.

Græsrodsdomstole

Presset på retssystemet er så voldsomt, at Rwanda har genindført en gammel tradition med såkaldte Gacaca, domstole på græsset, hvor morderne tilstår deres forbrydelser og får en mildere straf, hvis de beder om tilgivelse. Foreløbig er 40.000 dømt på denne måde og kommet videre med deres liv. Ofte er de flyttet tilbage til deres landsby og bor dør og dør med ofrene for folkemordet.

»Jeg har intet udstående med morderne. Ham, der skar i mig og prøvede at myrde mig, er i fængsel. Hans familie er mine naboer. Det er ikke deres skyld. Hvis han kom ud af fængslet og oprigtig bad om tilgivelse, ville jeg tilgive ham. Problemet er, at nogle af dem, der tilstår et eller to mord, i virkeligheden slog mange flere ihjel. De er ikke ærlige.«

Dystre minder

I kirken i Nyamata lå ligene i næsten fire år, inden de blev fjernet. Resten står som dengang med en blodstænkt alterdug, skudhuller i loftet og blodplet

Massakren i Trustfeed
Trustfeed, Sydafrika

En mand var død i Trustfeed.

Familie og venner kom til hans hjem for at tage afsked med ham den sidste nat, inden han skulle begraves. Traditionen byder, at ingen sover under ceremonien, så alle var vågne, da det hamrede på døren klokken tre om morgenen.

»Politiet. Luk op«.

Ingen turde åbne.

Det skete 3. december 1988, stedet var landsbyen Trustfeed ved Pietermaritzburg i det østlige Sydafrika, og tiderne var urolige. Borgerkrigen i Sydafrika mellem Nelson Mandelas ANC og zuluernes Inkatha Freedom Party (IFP) primært i KwaZulu-Natal provinsen havde varet i fem år.

Den begyndte som en ideologisk betinget kamp, men udviklede et etnisk islæt, alene ved at de fleste ANC-tilhængere var fra xhosa-stammen, mens IFP var domineret af Sydafrikas største stamme, zuluerne.

Krigen blev ført mellem sorte i de sorte townships og i landområderne - steder som Trustfeed. Men det hvide apartheid-regime var ikke blot en passiv tilskuer. Styret var under pres, men langtfra bristefærdigt, og krigen var en ideel mulighed for at undergrave en samlet sort modstand. Så apartheid-lederne støttede hemmeligt zuluerne og IFP.

Den hvide politikaptajn Brian Victor Mitchell havde befalingen over den politistyrke, som den mørke decembernat mødte op ved det sørgende hjem. Der blev ikke råbt yderligere advarsler, før Mitchell gav ordre til politisoldaterne om at sparke døren ind. De stormede ind i hjemmet, hvor 14 mennesker, heriblandt to børn, sad paralyseret af skræk. Det, der fulgte, døbte pressen senere "Trustfeed-Massakren".

Blikskure og friske grave

JP Explorer ankommer til Trustfeed 17 år senere, en tåget og grå dag i oktober. Diset regn gør de røde støvveje lerede og landsbyen endnu mere trøstesløs at se på. Den ligger isoleret i et hul i landskabet for enden af frodige marker, alle er ejet af hvide farmere lukket inde bag hegn og elektronisk overvågningsudstyr. For selv om borgerkrigen er slut, er volden stadig til stede i Sydafrika, og for nylig blev en hvid farmer og hans kone skudt.

Vi passerer snavsede blikskure og brune lerklinede hytter. Herfra er der langt til de sydafrikanske metropolers skyline. Fattigdom og arbejdsløshed mærker denne landsby. Som aids mærker den. Helt op til vejen ligger striber af jordvolde med hastigt sammentømrede kors. Friske grave.

»Folk dør som fluer af aids,« siger vores guide Tosch.

Han leder os op til det hjem, hvor kaptajn Brian Victor Mitchell sendte sine styrker til angreb. I dag står kun murene, der er ingen døre og vinduer, men et hegn omkring huset. Det er et mindesmærke med i alt 11 navne på en mindetavle.

11 lå døde, da kaptajn Mitchells folk var færdige, den yngste en dreng på fire år. Men tre overlevede, og de to bor stadig i Trustfeed. Vi lister Explorer-bilen ned ad en smal, hullet vej, tager vare på de nysgerrige børn, og parkerer skævt foran Ida Hadebes hus.

Hun er en svær dame på 65 år, og hun dukker hovedet let, da hun slæber sig ud af sit hus for at hilse på os. Inde i huset er der ikke meget andet end et stort farve-tv, hvor en mand sidder og ser fodbold.

Først skød de mændene ...

Ida Hadebe sætter sig tungt på en bænk uden for sit hus, hun hviler sin stok op ad låret. Og så fortæller hun os resten af historien om Trustfeed-Massakren.

»De sparkede døren ind.« Ida Hadebe lukker øjnene, venter på oversættelsen og fortsætter så: »Mændene sad sammen i det ene rum - dér kom de først. De skød, og alle mændene døde. Derefter kom de ind i rummet, hvor kvinderne og den døde var, men det første skud mod mig kom fra en politisoldat henne fra vinduet.«

»De skød uden varsel, de skød alle også den sørgende kone. Jeg sad på sofaen og gjorde sådan her ...«

Ida Hadebe kaster sig tilbage på bænken og tager højre arm op over ansigtet, så øjnene hviler i albuehulningen. Den anden arm har hun omkring det ene øre.

»De skød mig fem gange i benet«, siger hun og slår sig på venstre lår. »De skød mig tre gange i ryggen.« Hun bøjer hovedet frem og klasker hånden på et sted lige under nakken. »Og de skød mig en gang i maven.« Hun lægger hånden på maven.

Ida Hadebe lå seks måneder på hospitalet, og hun siger, at det tog hende et år og ni måneder, før hun igen var »en normal person«.

Der gik tre år, før sagen var opklaret. Den var speciel. Ikke blot ved sin brutalitet, men også ved, at de fleste mennesker i huset og i området var zuluer og støtter af Inkatha, nøjagtig som man formodede, at politiet var det. Hvorfor? spurgte folk sig selv.

11 gange dødsdom

Da kaptajn Brian Victor Mitchell og syv politifolk endelig kom for retten i oktober 1991, endte han trods flere selvmodsigende vidneudsagn med at indrømme og tilstå, at han stod bag overfaldet.

Det var første gang, at man i en retssag direkte så et bevis for, at det hvide apartheid-styre var med til anspore volden. Kaptajn Mitchell fik 11 dødsdomme, som senere blev konverteret til 30 års fængsel. Og senere igen fik han amnesti, da han for foran Sandheds- og Forsoningskommissionen aflagde fuld tilståelse og kraftigt antydede, at apartheid-styret stod bag forbrydelsen.

Samme år, i 1996, kom Mitchell som et led i Sydafrikas nationale selvransagelse og ikke-voldelige opgør med apartheid-styret tilbage til Trustfeed for at sige undskyld.

Ida Hadebe, der stadig lever med arrene fra dengang, tog imod den. Hun accepterer, at manden bag Trustfeed-massakren i dag er en fri mand.

»Han kom for at få tilgivelse, og jeg følte, at jeg måtte give ham det. Da han havde talt frit og ærligt og indrømmede sin forbrydelse, blev jeg glad. Det var ikke let at tilgive ham, men han sagde, at han ikke var alene om det. At der stod andre bag, også nogle her fra Trustfeed. De bor her stadig, og jeg skal jo kunne leve sammen med dem.«

Frygt og spændinger

Hvis meningen med angrebet i Trustfeed var at skabe frygt og spændinger i det lille samfund, lykkedes det. I december 1988 herskede der en tilstand af paranoia i Trustfeed. Mange borgere flygtede af frygt for, at det skulle ske igen.

»Dem, der blev, turde bogstavelig talt ikke gå ned ad gaden. Og slet ikke om natten,« fortæller Thulaine Mdlala, der er formand byens forsoningskomité.

Den er et godt eksempel på den proces, der har gjort, at Inkatha-folk og ANC-folk i dag lever uden at slås.

Sandheds- og Forsoningskomiteen i Trustfeed er et af utallige tiltag i Sydafrika, der med første frie valg i 1994 afsluttede års borgerkrig og kortsluttede det racistiske apartheid-styre.

Presset, nationalt og internationalt, var blevet for stort på Frederik de Klerk og hans mænd, og selv om borgerkrigen mellem Inkatha og ANC for alvor blussede op, da styret løslod Nelson Mandela fra fængslet på Robben Island i 1990, blev det muligt for de sorte sydafrikanere at sætte deres demokratiske stemme fire år senere.

Folk flyttede tilbage til Trustfeed, hvor der i dag bor omkring 10.000 mennesker, anslår Thulaine Mdlala. I dag er flertallet i området ANC-støtter, men det betyder ikke noget længere.

»I dag har vi det godt sammen. I forsoningskomitéen har vi skaffet computere til skolen, vi har lavet en fodboldturnering, og vi har skaffet penge til mindesmærket over massakren. Men vi må gøre det hele selv. Borgmesteren, byrådet og regeringen gør ikke noget for os,« siger Thulaine Mdlala.

Men hvad med alle forventningerne om en bedre fordeling af velstanden, arbejde og bedre uddannelse til de sorte i Sydafrika? Nu da freden og friheden kom. Hvad med den BMW, der skulle stå i garagen, hvad har de fået i Trustfeed ud over deres menneskeret til at stemme?

»Intet,« svarer Thulaine Mdlala og gentager: »Intet.«

explorer@jp.dk

Mordernes frihedssang
Duha, Rwanda

Under regnens trommen bryder sangen pludselig løs. 1.866 hutuer, heriblandt 38 piger, klapper taktfast, danser og synger med en kraft, så bliktaget over den enorme, åbne lade er ved at lette.

»Vores land, Rwanda, hvorfor gjorde vi, som vi gjorde? Men Rwanda, vær ikke urolig, vi er tilbage nu, og Rwanda, vi vil arbejde for dig og bygge dig op,« synger de og fortsætter med en sang om de over 800.000 ofre, de selv var med til at dræbe.

»Når jeg tænker på dem, begynder jeg at græde. Når jeg tænker på, hvordan de blev tortureret og myrdet, får jeg gåsehud.«

JP Explorer er i Duha, en times kørsel fra hovedstaden Kigali, i en såkaldt solidaritetslejr, hvor de folkemordere, der for 11 år siden kun var børn eller unge, netop har overstået et to måneders kursus i at blive gode, tolerante og ansvarsbevidste samfundsborgere.

I morgen løslades de og lukkes ud i de nye Rwanda, hvor man ikke mere bruger betegnelserne hutu eller tutsi. Her skal de lære af leve sammen med naboer, hvis familiemedlemmer de myrdede i en kollektiv blodrus, som det er umuligt rigtigt at forstå rækkevidden af.

Forventning om frihed

I laset tøj og sandaler eller bare tæer er alle fangerne unge i 20'erne. Deres øjne udtrykker ikke ondskab, snarere smerte og forventning om snart igen at blive fri og møde deres familier.

De har betalt dyrt for ekstremistiske hutu-lederes vanvittige plan om at udrydde alle tutsier. De lod sig rive med af propagandaen eller blev tvunget og myrdede med koldt blod tutsier med macheter eller køller.

»Jeg har myrdet folk. Også børn, der var for små til at tale. Jeg var med til at lære andre unge at dræbe. I dag hjemsøges jeg af rædslerne om natten, og jeg vil bede om forladelse,« siger Siliak Mizangu, der blev morder i en alder af kun 11 år.

Han er en af mange unge, der rejser sig for at fortælle deres historie til dagens æresgæst, lederen af Rwandas nationale forsoningskommission, Fatuma Ndangiza, der er sat på en hård opgave med at hele sårene efter blodbadet.

»Vores overordnede mål er at skabe en nationalitetsfølelse, så et folkemord aldrig kan ske igen. Vi er alle rwandere, og det er det vigtigste. Jeg tror ikke, at vi på kort tid kan undgå, at folk tjekker, hvor andre kommer fra, og hvad deres tilhørsforhold er, men det vigtigste bør være vores nationalitet. Lidt ligesom i USA, hvor alle først og fremmest er amerikanere, selv om der er afro-amerikanere, spansk-amerikanere eller noget andet,« siger Fatuma.

Forsoningskomissionen har genindført begrebet Ingando fra før kolonitiden. Det blev anvendt i Rwanda, når der var tørke eller anden krise. Så satte folk sig sammen og analyserede årsagerne og fandt en løsning. I dag organiserer myndighederne Ingando, solidaritetslejre, for tidligere fanger og flygtninge. Nogle varer to uger, andre to måneder.

»Vi har arrangeret en del solidaritetslejre for tidligere Interahamwe-militsfolk, og de fleste er i dag integreret i det nye samfund. Vi holder store møder i landsbyerne, hvor folk diskuterer, hvordan folkemordet kunne ske. De kommer som regel frem til, at det var dårlige ledere og deres manipulation, et-parti system, et svagt retsvæsen, mediernes propaganda, fattigdom og uvidenhed«.

Hun er pågående overfor fangerne. Udfordrer dem og opfordrer dem til at fortælle, hvad de har på samvittigheden, så spøgelserne forsvinder, og de igen kan sove om natten. Det virker.

Jean-Marie, der var 16 år i 1994, rejser sig og fortæller om, hvordan han deltog i klapjagten på tutsier. Han brugte først sin machete i et angreb på en familie med 17 medlemmer, der blev efterladt blødende. Siden dræbte han en gammel kone med et kølleslag. »Jeg gjorde det, fordi jeg var uvidende. Når jeg lukker øjnene om natten, ser og hører jeg den gamle kvinde bede for sit liv. Jeg vil gøre alt for at få forladelse,« siger han og forklarer, at han hele sit liv har fået at vide, at tutsierne var hutuernes værste fjender. At de var slanger og kakerlakker.

»At dræbe en tutsi var som at dræbe et dyr. De var ikke mennesker.«

Andre fortæller, at tutsier og hutuer længe levede i harmoni med hinanden. Som nu 28-årige Innocent Habanabashaka, der siger, at han blev presset til at dræbe en tutsi-nabo, som han aldrig havde haft problemer med. Da regeringen uddelte macheter, køller og geværer, fik han at vide, at alle tutsier skulle udryddes.

Ikke hele sandheden

Oversætteren tror tydeligvis ikke på hans historie. Mange fanger fortæller ikke hele sandheden.

Chantal Morungi på 26 år fortæller, at hun ikke selv myrdede, men at hun fulgtes sammen med sin storebror, der gjorde kort proces med tutsier ved en vejspærring. Broderen flygtede efter folkemordet til et af nabolandene, men selv har hun tilbragt 11 år i fængsel under barske vilkår.

»På en måde er det måske urimeligt, at jeg skulle i fængsel. På den anden side fulgtes jeg jo med min bror, som var en af lederne. Han myrdede vores naboer, så det er vel logisk, at jeg blev udpeget som en, der havde deltaget i folkemordet.«

Chantal er et godt eksempel på rækkevidden af den kollektive psykose. Hendes mor var tutsi og hendes far hutu. Da børnene følger faderen, var de også hutuer. Faderen døde nogle år før folkemordet, og da spændingerne i landet voksede, drev hutuerne i familien moderen væk. Så Chantal og hendes brødre voksede op uden forældre, og hendes bror begyndte at myrde tutsier.

»Den kraftige propaganda og manipulation betød, at mange slog ihjel i statens navn. Nu fortæller vi alle parter, at de ikke skal lade sig manipulere igen, og at de skal tage ansvar for eget liv og egne gerninger«, siger Fatuma Ndangiza.

I landsbyerne opfodrer forsoningskommissionen ofrene til at tilgive morderne, hvis de tilstår deres forbrydelser og beder om tilgivelse ved en såkaldt Gacaca græsrodsdomstol.

»Jeg siger til dem, der har svært ved at tilgive, at hævn og vold ikke løser nogen problemer. Voldscirklen skal brydes, og vi skal lære at leve sammen. Sådan er vores virkelighed i Rwanda. Det er ikke som Holocaust, hvor forbrydere og ofre kunne adskilles. Vi bor i et lille land, Afrikas tættest befolkede land, og vi kan kun komme videre med tilgivelse og tolerance«.

Og disciplin kunne hun have tilføjet. De unge mordere i solidaritetslejren svarer i et rungende kor »ingenting« på spørgsmålet om, hvad de fik ud af at følge uansvarlige ledere og deltage i folkemordet. Og »nej«, da hun spørger, om de selv har bedt om at blive født som tutsi, hutu, dreng eller pige.

Så bryder sangene løs, og Rwandas fortabte generation af fanger slår sig løs i en afrikansk dans. Som om de var ganske almindelige og glade unge.

explorer@jp.dk

Ny hær på vej i kaotisk land
Soldaterne står ret i fem timer i bagende sol. Iført forskellige uniformer danner de en enorm hestesko omkring Den Demokratiske Republik Congos blå flag med syv gule stjerner.

I hjørnerne står fire hvide pansrede mandskabsvogne fra FN. Den fjerde flanke er en kolossal tribune med talerstol og to maskingeværer og siddepladser til Congos vicepræsident, fire ambassadører og en række andre pinger, der lader vente på sig, mens soldaterne sveder bravt. De venter på at blive indlemmet i Congos nye hær.

Ceremonien finder sted på en sønderbombet militærbase i Lubrerizi tre timers kørsel syd for Bukavu, og tæt på grænsefloden til Rwanda. I den del af Congo, der blev hærget af krig fra 1998-2003. En krig, der i det store hele blev forbigået af resten af verden, selv om den involverede adskillige afrikanske lande og på et tidspunkt var ved at udvikle sig til en »afrikansk verdenskrig«.

»Congo er som det vilde vesten. Det var kaotisk dengang, og det er det stadigvæk,« siger Sylvie van den Wildenberg fra FN's mission i Congo, MONUC.

Forvirrende krig

Krigen begyndte, da Uganda og Rwanda af uklare årsager trak deres støtte til Den Demokratiske Republik Congos nye præsident, Laurent Kabila, tilbage og aktivt begyndte at støtte hans modstandere.

Kabila formåede i stedet at overtale Angola, Namibia og Zimbabwe og sågar Sudan og Chad til at yde militær hjælp.

Det var en forvirrende krig, der ikke blot involverede mange lande og endnu flere militser, men også mange interesser. Først og fremmest kontrollen over landets enorme naturressourcer.

Rigdomme hentet ud

Congo kan beskrives som et kolossalt rigt land beboet af kolossalt fattige indbyggere. Indtægterne fra salg af guld og diamanter går til en lille klike i landet, og til nogle af nabolandene.

Meget lidt siver ned til Congos egne indbyggere, og det kan ses i en by som Bukavu, der med sin fantastiske beliggenhed ved Lake Kivu kunne være Congos svar på Monte Carlo. I stedet ligner byen en kæmpemæssig og kaotisk fattiggård med faldefærdige huse, hullede gader og forhutlede indbyggere.

Zimbabwe har f.eks. fået koncession på driften af en af landets største diamantminer mod til gengæld at stille soldater til rådighed i krigen.

Uganda og Rwanda eksporterede under krigen enorme mængder af henholdsvis guld og coltan (til mobiltelefoner), der alt sammen er hentet i Congo.

Den rwandiske hær, som i dag regnes for en af Afrikas stærkeste, har officielt kun krydset grænsen ind til Congo to gange, men i realiteten mange flere gange.

I perioder har Rwanda kontrolleret store områder af den østlige del af landet, officielt fordi soldaterne har jagtet de hutu-militser, der har skjult sig her siden folkemordet i Rwanda i 1994. Sandt er det, at de har dræbt og fanget tusindvis af hutuer. Men soldaterne har også bragt coltan med hjem til eksport.

Ugandas hær har også kæmpet mod såkaldte oprørsbevægelser, der har gemt sig i Congo. I den forløbne uge er LRA, Lord's Resistance Army, tilsyneladende flyttet fra det nordlige Uganda og det sydlige Sudan ind i Congo, og det vil give Uganda nye undskyldninger for angreb ind i det kaotiske land.

Voldtægts-hospital

Rwanda og Uganda lever højt på stor sympati fra især vestlige lande, der også føler skyld over ikke at have hjulpet dem mere under folkemordet og årtier med brutale diktatorer. Men menneskerettighedsorganisationer påpeger, at begge landes hære også har voldtaget, plyndret og ødelagt i stor stil under deres offensiver i Congo.

I hovedbyen Bukavu er der er særligt hospital for voldtægtsofre. Man skønner, at over 10.000 kvinder er blevet voldtaget af de forskellige hære og militser, og ofrenes alder svinger fra tre til 75 år.

Kvinder bliver behandlet for både fysiske og psykiske mén, og de bliver hiv-testet. Da kvinderne også er i risiko for at blive udstødt af familien, bliver de tilbudt kurser i syning, vævning og andre fag, så de senere kan klare sig selv.

Efter krigen

Laurent Kabila blev dræbt af en af sine egne børnesoldater i 2001. Han blev afløst af sin søn Joseph Kabila, der har en god allieret i USA. Krigen fortsatte frem til 2003, da de involverede lande indgik en fredsaftale.

Kabila har udpeget fire vice-præsidenter, der repræsenterer de forskellige interesser i landet, heriblandt Rwandas og Ugandas.

Officielt er krigen nu slut, og Congo forsøger med FN's hjælp at indlemme de forskellige hære og oprørsgrupper i den nationale hær. Det sker ved store ceremonier som denne i Lubrerizi, der er den sjette i rækken af i alt 18 planlagte. De skal alle overstås, inden Congo går til valg senest inden juli næste år.

Congos nuværende hær har i årtier været plaget af interne opgør mellem forskellige fraktioner og talrige deserteringer.

Lønnen er elendig - kun ca. 60 kroner om måneden - og selv den har i perioder haft svært ved at komme fra hovedstaden Kinshasa til soldaterne i andre områder af det enorme land.

Mange soldater har fået bedre tilbud fra oprørsbevægelser og private militser, som blandt andet flere mineselskaber benytter sig af. Med dårlig løn, ringe disciplin, men våben i hånd har fristelsen til at plyndre og røve også været stor.

Nu skal der dannes en hær bestående af 60.000 soldater i 18 brigader. De skal komme fra både den nuværende nationale hær og de forskellige fraktioner, oprørsbevægelser og militser, og der er ingen garanti for succes.

De over 2.000 soldater i Lubrerizi skal nu gennemgå fælles træning, inden de bliver Congos 6. brigade. Ved ceremonien får de en forsmag på, at det ikke mindst kræver stor tålmodighed, god væskebalance og stærke benmuskler at vente på ordren til aktion.

explorer@jp.dk

Når våben bliver til kunst
En lænestol med et sæde lavet af pistolkolber og kort afstand til aftrækkeren i armlænet. En påfugl med 13 fjer lavet af patronmagasiner. En xylofon af kanonpatroner eller en dinosaur lavet af geværløb.

Mulighederne begrænses kun af fantasien, når kunstnere som Cristovao Estavao Canhavates i Mozambiques hovedstad, Maputo, går på arbejde i sit værksted fyldt med skrottede våben. Efter en 16 år lang og blodig borgerkrig flyder landet med våben, som kunstnere er i færd med at give et nyt og fredeligt liv.

Våben får ny mening

»At bruge våben i kunsten er at bringe freden op til overfladen. Igennem forvandlingsprocessen vil vi vise, at mentaliteten har ændret sig. Normalt er folk bange for våben, men vi giver dem en ny betydning,« fortæller den 39-årige skulptør.

I de seneste otte år har Cristovao brugt skrottede våben som råstof til symbolske og morsomme figurer, for han vil helst udtrykke livsglæde og fred i sit arbejde. Han har solgt skulpturer til museer, organisationer og privatpersoner i en række lande uden for Mozambique, heriblandt Storbritannien, Canada, Australien, Frankrig, Italien, Belgien og Finland.

Mindre våben

Tidligere indgik tungere våben som kanoner, bazookaer og miner i materialerne, men i dag består råstofferne mest af pistoler og AKM geværer, et af de foretrukne våben i konflikten mellem Frelimo og Renamo.

Alle skulpturer får lov til at ruste som et symbol på, at våbnene ikke mere kan bruges.

Våbenindsamlingen er arrangeret af Mozambiques kristne råd, der tre år efter fredsslutningen i oktober 1992 begyndte at arbejde på at styrke tilliden mellem de to parter ved at reducere antallet af våben.

»Vores første ide var at forvandle våben til redskaber som såmaskiner eller plove. Men våben er lavet af meget hårdt metal, og vi havde ikke en maskine, hvor man kan komme et gevær ind i den ene ende og få et redskab ud i den anden,« siger generalsekretæren for kirkerådet, Dinis Matsolo.

Ind til videre er det lykkedes at indsamle omkring 700.000 våben i alle kategorier.

Kirkeråd samler våben

Kirkerådet har altid afvist at betale penge for våben, men har i stedet honoreret afleveringen med symaskiner, byggematerialer eller anden nyttig hjælp.

»Desværre er der stadig alt for mange våben tilbage i landet, fordi vi ikke har kapacitet til at nå ud til alle 11 provinser landet. Men vi arbejder på det,« siger Dinis Matsolo.

Mozambique har små 20 mio. indbyggere og strækker sig over 2.000 km fra nord til syd.

Under borgerkrigen omkom ca. en mio. mennesker, og 1,7 mio. flygtede til nabolandene.

explorer@jp.dk

Pigerne i Markato
Triru på 19 år føler sig heldig. Hun er på vej ud af et mareridt. Måske. I hvert fald har hun det allerede bedre end de fleste andre piger, for hendes værelse på seks kvadratmeter er dobbelt så stort som deres.

Godt nok har heller ikke hun hverken toilet eller rindende vand, men hun har en seng med et rødt velourforhæng, plads til at lave kaffe, og hun betaler ikke ågerleje til en alfons.

Målestokken for succes og held er en relativ størrelse i slummen i Addis Abeba. Eller rettere på Afrikas største åbne marked, Markato, der er en storby midt i storbyen. Her kan man købe alt, også sex. I en labyrint af mudrede sidegader lever alle på randen af eksistensen. Affaldet flyder frit, sværme af myg er på udkig efter lette ofre, og en ram stank af alt godt fra kloakken kradser i næsen.

Uden for dørene til små blikhytter står de, den etiopiske hovedstads armé af unge ludere.

Nogle smiler og sender et flirtende blik, andre virker generte, nogle er hejret ud i stramme nederdele og kraftig makeup, andre er klædt i deres normale pjalter.

Sådan er livet

Der er ikke noget selvmedlidende eller ynkeligt over pigerne, selv om de burde sidde på en skolebænk. Det er, som om de har affundet sig med deres skæbne. Sådan er livet bare her.

Indenfor er Triru i færd med at knuse kaffebønner i en stenkrukke. Duften af nyristet etiopisk kaffe fylder det lille rum og blandes så med sødlig røgelse, for de to ting hænger uløseligt sammen i kafferitualet i det afrikanske land.

»Mænd er forfærdelige. De snyder, de er voldelige, og ofte nægter de at bruge kondom. Men nogle gange er der ikke nok af dem. Så er det svært at overleve,« siger pigen, mens hun hælder kaffen op i små, hvide kopper.

Hun får seks kroner for et hurtigt kundebesøg og op mod 30 kroner, hvis manden køber hende for en hel nat. Her midt i Markato er de fleste kunder svedige daglejere eller handelsmænd, der har gjort gode forretninger.

Som mange andre etiopiske piger flyttede Triru fra sin fattige landsby for at søge skole og et bedre liv i hovedstaden. Med løfter om job lokker agenter småpiger til byen og sælger dem videre til sexindustrien, men Triru flyttede ind hos sin tante. Da denne døde for tre år siden, kunne hun beholde værelset, men måtte prostituere sig for at overleve.

Ned til syv år

»Mit skøn er, at mellem 5.000 og 6.000 unge piger i Addis Abeba er involveret i kommerciel sex. Nogle af pigerne er helt ned til syv år gamle, men det er undtagelsen,« siger Salam Menkir, 27-årig medarbejder i NGO-organisationen Chad, der bl.a. støttes økonomisk af Red Barnet i Danmark.

Kommer pigerne ikke ud af branchen i tide, er risikoen for, at de forlader dette liv som aidsofre i en kiste, meget høj. Derfor gør de frivillige organisationer, hvad de kan for at forebygge, at mindre piger slår ind på denne løbebane. For til antallet af prostituerede skal lægges et stort antal af gadebørn.

Forældreløse, fattige eller piger, som stikker af, fordi forældrene vil gifte dem væk i en meget ung alder. Nogle få af dem får tilbud om kost og logi hos hjælpeorganisationer.

Triru er udpeget som én af et dusin rådgivere, der fortæller jævnaldrende piger i samme situation om sikker sex og beskyttelse mod sygdomme. Samtidig har døren til en anden tilværelse åbnet sig på klem for hende takket være Red Barnet. Organisationen finansierer et drop-in center, hvor de prostituerede kan få et bad, lægehjælp og en uddannelse.

»Vi kan tilbyde dem et fristed, når de har brug for det. Samtidig har de her mulighed for at uddanne sig til frisør, kok eller syerske,« siger en af centrets medarbejdere, Fantu Hawaz, 38-årig sygeplejerske.

Triru vil være kok, og først når hun en dag holder op som prostitueret, vil hun gennemgå en hiv-test.

»Lige nu er jeg alt for bange for at høre resultatet,« smiler hun under sit lyseblå tørklæde.

Andre fortæller lignende historier om et liv, der i kampen for overlevelse kørte af sporet.

En dråbe i rendestenen

Banalt, vil nogen hævde, for samme trøstesløse snapshot kan tages i de fleste storbyer i den tredje verden. De har sikkert ret.

Alligevel giver det stik i hjertet at besøge pigerne i Markato, fordi deres kår er ubeskriveligt usle. De fleste piger skal have mindst tre kunder om dagen for blot at betale lejen af deres lille, fugtige hummer.

Det er tilfældet for Aynalem på 18 år, hvis forældre langt ude på landet tror, at hun arbejder i en bagerforretning.

»Jeg havde ikke andet valg. Men jeg er blevet færdig med 10. klasse og leder efter andre job for at stoppe. Jeg har derimod ikke mange drømme om familie og børn. Når jeg står op om morgenen, tænker jeg mest på, hvordan jeg skal klare mig igennem til om aftenen,« siger teenageren, der i jeans, hvid T-shirt og sølvsmykker på armene ligner sine europæiske jævnaldrende.

Ingen har rigtigt noget overblik over miseren i Markato-kvarteret i Addis Abeba. Alle ved kun, at problemet er stort, og at hjælpearbejdet måske kun virker som en dråbe i rendestenen.

»Vi har ingen pålidelige statistikker, og ét af problemerne er mangel på koordination mellem de NGO-organisationer, der arbejder her. Men jeg føler alligevel, at det trods alt er bedre at gøre lidt end slet ingenting,« siger Salam, da vi forlader elendigheden i Markato og begiver os hen til vores klimatiserede hotel.

jorgen.ullerup@jp.dk

Protesernes parade
Lokichoggio John Gatwang var kun 19 år, da han som soldat i oprørsbevægelsen SPLA blev sendt ud i et af sine første slag mod regeringstropperne fra Khartoum. Han blev ramt af en mortergranat, der slog benene væk under ham. Begge ben måtte amputeres, da John Gatwang blev fløjet ud af Internationalt Røde Kors og bragt syd for grænsen til et felthospital i Lokichoggio i det nordlige Kenya.

Siden har han boet i en flygtningelejr, og nu - 12 år senere - er Gatwang igen kommet til hospitalet for at få en ny protese. Han er ikke den eneste. Hospitalets store teltstuer vrimler med patienter, der øver sig i at gå med deres nye, brune benproteser, fordi de er blevet skudt, har trådt på en mine eller er blevet bidt af en slange. Som den 12-årige Rebecca, der opdagede en grøn Mambo for sent, da hun legede i græsset.

Om ni måneder skal det 17 år gamle hospital lukkes, fordi der officielt er sluttet fred i en af Afrikas længste konflikter. Krigen varede i 21 år, krævede over to millioner dødsofre, og fire millioner mistede deres hjem og blev drevet på flugt.

Men krigen, der blev udkæmpet mellem arabere i den stærkt islamiske regeringshær og sorte og fortrinsvis kristne afrikanere i de sydlige egne, mødte aldrig den store interesse i de vestlige medier.

Spontan afmagt

»Situationen er fredelig. Der er en vilje på begge sider til at respektere fredsaftalen, selv om mistroen også stadig er stor,« fortæller oberstløjtnant Claus Pedersen, der leder en dansk FN-styrke i Sudan på 41 soldater stationeret fortrinsvis i hovedstaden, Khartoum, og i den sydlige hovedby, Juba. De danske soldater er del en af større FN-styrke, som overvåger freden.

Efter års forhandlinger underskrev parterne i januar en fredsaftale i Kenyas hovedstad, Nairobi, og i juli blev den sydlige leder, John Garang, indsat som vicepræsident i Khartoum som en del af aftalen.

Tre uger efter blev samme Garang dræbt, da hans helikopter på vej hjem fra Uganda styrtede ned tæt ved byen New Cush nær grænsen til Kenya. Claus Pedersen opholdt sig i Juba, da nyheden nåede frem og tændte gnisten til en eksplosion af uroligheder i både hovedstaden og i Juba.

»Folk reagerede i spontan afmagt. Der opstod skyderier i gaderne, og omkring 400 små arabiske butikker blev brændt af. Vi frygtede, at fredsprocessen var i fare, men efter nogle timer døde det hen. Regeringssoldaterne i byen forholdt sig roligt, og oprørernes politiske parti, SPLM, kørte rundt i gaderne med højttalere for at berolige befolkningen,« siger den 46-årige dansker.

Garang blev afløst af en anden oprørsleder, 54-årige Salva Kiir Mayardit, en af Garangs mangeårige kampfæller og ligesom den karismatiske leder mærket med dinka-stammens traditionelle mærke i panden. Kiir er nu indsat som vicepræsident i Khartoum.

Private militsledere

Fredsaftalen ser ud til at blive respekteret af begge parter, men området er alligevel ikke helt roligt. Små private militsledere, som blev betalt af regeringen for at bekæmpe SPLA, føler sig forbigået i fredsaftalen, og fra Uganda trænger enheder af militsen Lord's Resistance Army ofte ind i Sudan for at plyndre og terrorisere. Tidligere har uenigheder med dinkaer og nuuer i syd været med til at skabe intern splid i SPLM/A.

På Røde Kors-hospitalet i Lokichoggio glæder de tidligere soldater sig til at komme hjem for at deltage i genopbygningen af Sydsudan. En af dem er David Bol, som oprørshæren SPLA udpegede til at rejse til hospitalet for at hjælpe som tolk. Han har deltaget i mange af de flyrejser, som Røde Kors hver dag foretager over grænsen for at bringe patienter ud, og han er parat til at vende hjem, når Røde Kors forlader hospitalet.

Alt mangler i Sudan

Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) har på mange måder spillet en aktiv rolle for at dulme krigens smerte. Udover at flyve sårede ud har ICRC holdt styr på de krigsfanger, som SPLA spredte ud på adskillige landsbyer. Ved fredsslutningen var der 750 tilbage, men op til Garangs indsættelse som vicepræsident lykkedes det at få frigivet flertallet af dem.

»Mange var krigsfanger i adskillige år, og nogle få giftede sig med lokale kvinder i landsbyerne, hvor de blev holdt fanget,« siger ICRC's logistikchef i Lokichoggio, Martin Thalmann, der stadig forsøger at lægge pres på SPLA for at få det sidste halvt hundrede fanger befriet.

»Problemet inde i det sydlige Sudan er nu, at næsten alting i form af veje, skoler og sygehuse mangler, og at de internationale donorer holder sig tilbage, fordi regeringen endnu ikke har udarbejdet en plan for genopbygningen,« siger Martin Thalmann.

Udvikling er altafgørende, for det store spørgsmål i Sudan lyder, om freden har en chance for at blive langtidsholdbar. En del af fredsaftalen går ud på, at der i 2011 skal afholdes en folkeafstemning om Sydsudans fremtid. Ikke mange tror på, at en regering i Khartoum i sidste ende vil respektere resultatet, hvis flertallet stemmer for løsrivelse, for trods underudviklingen er området rigt på ressourcer, først og fremmest olie.

Sudans præsident, Omar al-Bashir, er en af de mest undertrykkende herskere, landet nogensinde har haft, og siden selvstændigheden har Sudan været kendt som et land, hvor afslutningen af en krig var grund nok til at indlede en ny et andet sted.

explorer@jp.dk

På flugt fra freden
Kakuma, Kenya

Internet-caféer, guldsmede, radioforretninger, glade skolebørn i uniformer og kvæghyrder med pistoler under de traditionelle klædedragter.

Velkommen til Kakuma-lejren i det nordvestlige Kenya. Her midt i ingenting i en rå og skoldhed ørken lever flygtninge fra ni lande i fred og fordragelighed med hinanden og med områdets oprindelige indbyggere, turkanaerne.

Alt går faktisk så godt, at flygtningene ikke vil hjem igen. I stedet kommer der nye til hele tiden. Også fra Sydsudan, hvor der nu officielt er fred.

»Vi har hørt om freden, men vi er ikke sikre på, at den findes,« siger 20-årige Elijah, der søgte over grænsen til Kenya for en måned siden.

Han burde ellers vide det. Sammen med sine to venner Simon og Michael har han været soldat i den sydsudanesiske oprørshær SPLA siden barndommen, men da fredsaftalen blev en realitet i sommer, besluttede de sig for at flygte til Kakuma.

Nu bor de sammen under en plasticpresenning, mens de bygger et hus, og alle tre er netop begyndt i 1. klasse, for de har aldrig gået i skole før. De er ikke flygtet fra freden, og de påstår heller ikke, at den ikke holder. Men de er skeptiske som alle andre i Kakuma.

Samtidig lægger de ikke skjul på, at faciliteterne og de mange muligheder i Kakuma trækker. Hospitaler, skoler, barer og gratis mad. I det sydlige Sudan er der ingenting efter 21 års borgerkrig.

Så mens alle regnede med, at de sudanske flygtninge ville vende hjem efter fredsaftalen, er der sket det stik modsatte. Siden nytår er der kommet næsten 7.000 nye flygtninge til Kakuma. Og kun få af dem, der har været der i mange år, er vendt hjem.

En by med alting

En kombination af nødhjælp, udviklingshjælp og flygtningenes egne initiativer har gjort Kakuma til en velfungerende by med rigelige forsyninger af alting, og byen dementerer enhver forestilling om, at flygtninge bor i lejre med striber af hvide telte. Man skal helt ud i udkanten af lejren til de nyankomne for at finde skyggen fra en plasticpresenning.

På hovedgaden i det etiopiske kvarter reklamerer caféerne med fodboldkampen mellem Chelsea og Anderlecht, i Sarafina-shoppen i Somali-kvarteret sælger de Samsonite og Sony, og på "Kakuma Cybernet" kan man google sig verden rundt.

To meter høje dinka-drenge i gule skjorter og grønne shorts stankelbener hen ad vejen for at nå i skole, og på restauranten Franco Hotel serveres kolde Tusker-øl og de seneste musikvideoer fra MTV.

Kakuma har eksisteret siden 1992, da tusindvis af dinkaer og nuere flygtede fra borgerkrigen mellem det kristne Sydsudan og det islamiske regime i Nordsudan. Senere kom flygtninge fra yderligere otte afrikanske lande til, og Kakuma er i dag en velfungerende global landsby med skoler, klinikker og tilbud om at lære computerteknik, engelsk og mekanik. Og flere end 90.000 indbyggere. 20 hjælpeorganisationer har delt arbejdet mellem sig og kører på kryds og tværs af Kakuma med deres firehjulstrukne barmhjertighed.

Ikke alle har brug for hjælp. Mange flygtninge har åbnet butikker og caféer og haft så stor succes, at de har ansat andre flygtninge eller de lokale turkanaer som kokke og rengøringshjælp. Blandt dem er Bekele, ejeren af Franco Hotel. Sandsynligvis en af de rigeste i lejren, men han vil gerne væk.

»Min kone, Szeida, er i Atlanta, USA. Hun fik asyl, fordi hendes forældre allerede bor der, og nu har hun søgt om, at jeg må komme derover, men indtil videre uden held.«

Bekele var ikke gift med Szeida, da hun søgte om at komme til USA. Det var han, da hun rejste, og hun var gravid. Da hendes far fandt ud af det ved ankomsten, blev han rasende, afbrød kontakten, og den 23-årige kvinde har siden måttet klare sig selv.

Så Bekele har to drømme: At få sin søn at se, så han ikke må nøjes med de flotte fotos af drengen på skødet af en amerikansk julemand. Og at få en identitet.

»Det er godt at have lidt penge, men det betyder ikke noget. Jeg kan ikke rejse, jeg kan ikke åbne en bankkonto, jeg er flygtning og har intet pas eller id-kort, ingen identitet. Sådan har det været i 14 år«.

Bekele må gemme sig om natten. Tjenerne sover i restauranten og kan advare ham, hvis der kommer røvere. De ved, at han er en rig mand.

Etniske spændinger

Der er også spændinger mellem de forskellige nationaliteter og mellem etniske grupper fra det samme land. Og forholdet har været alt andet end venskabeligt mellem flygtninge og de turkana-kvægnomader, der oprindeligt boede i området. De er i dag væsentligt fattigere end flygtningene.

»Flygtningene har altid fået mad og rent vand og på mange måder haft det bedre end turkanerne, der måtte kæmpe for at overleve,« siger Dismas Karang'a, der selv er turkaner og arbejder for det lutheranske verdensforbund, LWF:

»Problemerne begyndte for alvor, da der næsten ingen ressourcer var tilbage, få træer og næsten intet vand«.

Der har været alvorlige sammenstød, hvor kvinder blev voldtaget og mænd myrdet. Ikke mindst dinkaerne, der selv er kvægnomader, men ikke har lov til at eje kvæg i lejren, og turkanaerne kæmpede mod hinanden. Hjælpeorganisationerne bad i mange år om penge til også at hjælpe lokalsamfundet, men fik det ikke.

»Det er altid et dilemma, for det kan være svært nok at skaffe penge til flygtninge, og hvordan definerer man "lokalsamfund",« siger Tulasi Sharma, der er leder af LWF i Kakuma.

»Her er det lykkedes, men vi skulle gennem år med vold og konflikt og helt derud, hvor der næsten ingen ressourcer var tilbage, ingen træer, intet vand, og hvor det var påviseligt, at det var på grund af flygtningene.«

I dag er problemerne løst med penge fra bl.a. Folkekirkens Nødhjælp og Danida. Danske penge er gået til at hjælpe turkanaerne, det såkaldte "værtssamfund", med brønde og en stor kunstig sø med vand til deres kvæg. Og der er gennemført hundredvis af kurser i, hvordan man fanger konflikter i opløbet, og hvordan man kan løse dem, hvis de alligevel opstår.

»Det har hjulpet alt sammen, og de seneste to år har der ikke været sammenstød,« siger Dismas Karang'a, der samtidig understreger, at turkanaerne ikke er fattige på grund af flygtningene. De havde også et hårdt liv, inden lejren opstod.

Ny kultur undervejs

Men lejren har virket som en magnet på de lokale turkanaer, og i dag bor der 165.000 i området, de 45.000 i umiddelbar nærhed af lejren. Nogle er tiltrukket af mulighederne for handel og arbejde, andre har mistet deres kvæg under tørker og er for at overleve blevet presset til at flytte til områder med flere faciliteter.

Turkanaerne er stadig kvæghyrder, men de har også kontrakt på at sælge trækul og levere arbejdskraft til Kakuma. De kan benytte skolerne og klinikkerne, og i dag er der mere kontakt mellem grupperne. Mange unge turkanaer har fået andre værdier og holdninger end deres forældre, og turkanaer og dinkaer er også begyndt at gifte sig med hinanden.

»Med tiden vil traditionerne blandes sammen i en ny kultur. Folk vil få en ny mentalitet og se på verden på en ny måde. Det kan blive positivt, hvis folk viser respekt og lærer af hinanden, men det bliver negativt, hvis folk ikke kan tolerere hinanden,« siger den 59-årige turkana Ekitella Eutan Nakulat, der sidder i sin manyatta-hytte iført et ternet tæppe, et elfenbensarmbånd, som også fungerer som nøglering, og et billigt digitalur.

Engang var han en rig mand med masser af kvæg, men tørken tvang ham og resten af gruppen mod Kakuma. Han har 3 koner, 11 sønner og 8 døtre.

»I dag ville jeg ikke kunne sige nej til en dinka eller etiopier eller somali, der kom med penge i medgift for en af mine døtre. Det tillader vores situation ikke. Tidligere ville jeg heller ikke have haft noget imod, at hun giftede sig uden for stammen, men jeg ville have været mere kritisk og også lyttet til min datters ønske«.

På trods af problemerne ville det være et tab for turkanaer

På sporet af konflikterne
Krig, fred og forsoning er nøgleord på den JP Explorer-mission, som Jyllands-Posten over de kommende seks uger inviterer læserne med på. Ikke mindst eleverne på mange danske skoler, der via internettet og avisens spalter har valgt at drage med på en reel og en virtuel rejse gennem Østafrika.

Rejsen, som er døbt fredsmissionen.dk begynder i Addis Abeba i Etiopien og slutter efter planen i Cape Town på Sydafrikas sydspids. Med reportager fra felten vil den opsøge nogle af de mange krige og konflikter, som Afrika har været og er hjemsøgt af. Ud over de to lande går ekspeditionen til Kenya (og det sydlige Sudan), Uganda, Rwanda, Tanzania, DR Congo, Mozambique og Swaziland.

I en daglig logbog vil de udsendte berette om stort og småt fra strabadser og oplevelser undervejs. Noget af det forunderlige på en JP Explorer-rejse er, at man aldrig præcist kan forudse, hvad der sker på rejsen. Efter sidste års ballonrejse i Kenya bliver transportmidlerne dog i år mere traditionelle. Fly mellem hovedbyerne og firehjulstrækkere ad hullede og støvede hjulspor ud til steder, hvor journalister sjældent kommer.

Årelang grænsestrid

Udgangspunktet bliver grænsen mellem Etiopien og Eritrea, hvor en krig har raset i adskillige år, og hvor tilstedeværelsen af FN-soldater er nødvendig for at opretholde en skrøbelig fred. For Etiopien er ikke tilfreds med den grænsedragning, der er en del af fredsaftalen.

Krig er ofte en undskyldning for andre problemer. Krig skaber fattigdom, og krige ødelægger de samfund, de rammer. Derfor vil reportagerne også løbende handle om problemer som fattigdom, flygtninge, sygdomme som hiv/aids og kriminalitet og prostitution. Eller om politiske spændinger, som i øjeblikket også har ramt Etiopien efter et omstridt parlamentsvalg.

Røvernes by

Fra Addis Abeba fortsætter ekspeditionen til Kenyas hovedstad, Nairobi, i folkemunde døbt Nairobbery på grund af høj kriminalitet. JP's eksploratører fik efter få timer i byen sidste år en duft af problemet, da ekspeditionen blev holdt op midt i en trafikprop og afkrævet penge. Betalingen faldt prompte, for våbnet var overbevisende. Det bestod af en plasticflaske fyldt med stinkende afføring.

Målet i Kenya er at nå op til grænsen til det sydlige Sudan. Titusinder af flygtninge fra det sydlige Sudan er under en 21 år lang borgerkrig i Afrikas største land flygtet til bl.a. Kenya. Efter underskrivelse af en fredsaftale er mange på vej hjem igen. Men til hvad? Det sydlige Sudan ligner en kulisse fra stenalderen, mens hjælpeorganisationer har forvandlet ørkenflækken Lokichokio på den kenyanske side til et centrum for international nødhjælp med international lufthavn, restauranter og fine hoteller.

Berygtet milits

Næste stop på turen hedder Gulu i det nordlige Uganda, hvor en fanatisk militsleder af Lord's Resistance Army i årevis har terroriseret lokalbefolkningen. Militsen er berygtet for at bortføre børn for at forvandle dem til soldater eller sexslaver. Det har betydet, at vejene i området hver aften fyldes med børn, der forlader deres landsbyer for at kunne sove i tryghed i de større byer.

Krigen fortsætter, men er lokalt begrænset, og Uganda trækkes i Vesten ofte frem som et fredeligt og eksemplarisk land i Afrika. Måske fordi landet var det første på det katastroferamte kontinent, der formåede at knække aids-kurven.

Tid til forsoning

I det lille centralafrikanske land Rwanda står forsoning fortsat øverst på dagsordenen. I 1994 blev Rwanda scene for et tre måneder langt folkedrab. Over 800.000 tutsier og moderate hutuer blev myrdet, da ekstremistiske hutuer bevæbnet fortrinsvis med macheter i en etnisk blodrus forsøgte at udrydde en hel befolkningsgruppe.

Efterspillet er endnu ikke slut. Hverken i Rwanda eller i nabolandet Den Demokratiske Republik Congo, hvor mange tusinder hutu-flygtninge fra Rwanda stadig står i vejen for fred. Den østlige del af Congo er en af Afrikas mest betændte regioner med en stribe hærgende militser og en FN-styrke, der forsøger at bringe orden til landet. Explorer-ekspeditionen forsøger at give svar på, om forsoningsprocessen virker i Rwanda, og vi stikker i nogle dage næsen ind i Bukavu i Congo.

Rige naturressourcer er en del af baggrunden for evindelige krige i Congo. Andre steder er det fattigdommen, der er så horribel, at der kun skal en gnist til at tænde et nyt bål.

Gældslettelse

Lederne af verdens rigeste G8-lande besluttede i juli at øge støtten til Afrika og at slette gælden for 14 af Afrikas fattigste lande, bygget op på trods af den omfattende udviklingshjælp, som Afrika har modtaget i de seneste årtier.

Trods hjælpen er Afrika samlet set blevet mere sultent, sygere og fattigere. Den forventede gennemsnitlige levetid er faldet til 46 år, det samme som i 1970. Afrika er det eneste kontinent blandt udviklingslandene, hvor fødevareproduktionen er faldet i de seneste 20 år. Og selv om alle taler om frihandel, er Afrikas andel af verdenshandelen faldet fra 6 pct. i 1980 til under to pct. i 2002.

Uenighed om hjælp

På den baggrund mener nogle kritiske afrikanske eksperter, at hjælp ikke er vejen frem. Den fører blot til mere korruption, og det er som at hælde vand i en hullet spand, mener de.

Andre hæfter sig ved, at det trods alt går fremad nogle steder. På slutningen af den lange rejse besøger JP Explorer to af Afrikas lyspunkter, Mozambique og kontinentets rigeste land, Sydafrika.

Efter en lang borgerkrig lykkedes det for fjenderne i Frelimo og Renamo i Mozambique at indgå en fredsaftale, og landet er i dag et af Afrikas mest stabile både politisk og økonomisk.

Via det lille kongerige Swaziland med en kvindeglad 36-årig konge med 12 koner slutter den lange rejse i Sydafrika. Landet er et skoleeksempel på, hvordan sårene kan heles efter mange år under et racistisk apartheidstyre.

Selv om Sydafrika stadig er fyldt med problemer, er landets første sorte præsident, Nelson Mandela, blevet et internationalt symbol på forsoning. I stedet for et voldeligt opgør, som ville have været svaret i de fleste andre afrikanske lande, sikrede Mandela en fredelig overgang og forsøgte at læge sårene med den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission, der kastede lys over et sort kapitel i landets historie og tilbød amnesti til de skyldige.

jorgen.ullerup@jp.dk

Stadig nødhjælp efter 20 år
Mekele

Markerne er dækket af et grønt tæppe efter gavmilde regnskyl, og butikkerne i den nordetiopiske by Mekele er proppet med varer. I supermarkedet Akelome kan man købe alt fra cornflakes til delikatesser og italiensk rødvin, og på markedspladsen sidder kvinder på hug i mudderet og sælger friske grøntsager.

Alligevel skal man ikke ret langt ud på landet for at finde etiopiere, der stadig kun overlever med fødevarehjælp fra FN. Over hver fjerde i Tigri-provinsen - eller 1,3 mio. af 4,2 mio. indbyggere - modtager 20 år efter en af verdens største sultkatastrofer stadig mad for ikke at dø af sult.

»Når man ser de grønne marker, kan man selvfølgelig spørge, hvorfor vi stadig er her? Svaret er, at hvis vi ikke var, ville én ud af fem indbyggere i området sulte. Vi er her for at redde liv, og desværre er vores tilstedeværelse stadig nødvendig,« siger Josephine Mahiga-Janabi, chef i Mekele for FN's fødevareorganisation, World Food Programme (WFP), der over hele Etiopien deler mad ud til 6 mio. af 73 mio. etiopiere.

Mekele blev verdensberømt i medierne, da BBC i 1984 viste de første billeder af småbørn med udspilede maver, der faldt som fluer. Op mod en million mennesker døde af hungersnød, da de efter at have spist deres sidste krummer søgte ind til byer som Mekele i håb om at finde mad. I lange rækker af hvide telte fik de lov til at dø, fordi der ikke var mad nok til alle.

Chokbølger

Det udløste chokbølger og store indsamlinger i vestlige lande, og i Live Aid for Africa gav rockstjerner gratis koncerter og indspillede plader for at samle penge ind til ofrene. I dag skal man i Mekeles gader stadig lede længe for at finde overvægtige etiopiere, og drengen, der har stillet en badevægt op på fortovet for at ernære sig ved vejning, har ikke mange kunder.

Men meget har ændret sig, og som andre steder i Afrika er der frem for alt en verden til forskel på land og by. Nok lever størstedelen af indbyggerne på et eksistensminimum, men Mekele har også et stort villakvarter for en moderne middelklasse, og mange lever her med de samme materielle drømme som i Vesten.

I butikken med elektronik på byens hovedgade går handlen med tv-apparater og køleskabe strygende.

»Byen har ændret sig markant i de seneste år; mange er blevet rigere, og selv fra landsbyerne kommer mange for at købe tv og køleskabe,« siger 27-årige Alemtsehay (det betyder verdenssolen), søster til indehaveren af butikken.

Stolte mennesker

»Igen for et par år siden oplevede vi en fødevarekrise, men i dag taler vi mere om andre problemer som hiv/aids. Selvfølgelig er vi ikke stolte over fattigdom og alle vores problemer, men vi er stolte over at være etiopiere. Vi accepterer tingene, som de er, og jeg har aldrig drømt om at være født et andet sted,« fortsætter den universitetsuddannede kvinde.

WFP uddeler 10.000 tons fødevarer om måneden i den nordlige Tigri-provins. Selv om der visse steder i det store land produceres flere fødevarer, end der er brug for, er vejnettet for dårligt til at distribuere dem, og hvis varerne endelig når frem, har de fattigste ikke råd til at købe dem.

»I år har vi fået meget regn, og det ser lovende ud,« siger Josephine Mahiga-Janabi, hvis organisation har opbygget et system, der tidligt skal advare om nye tørkekriser som den, der i øjeblikket har flyttet sultproblemet til Niger og andre afrikanske lande.

»For hver fødevarekrise sætter man udviklingen fem år tilbage. Netop som folk er ved at komme ovenpå igen, kan en ny tørke ødelægge det hele. Derfor forsøger vi at gribe ind hurtigt for at forhindre, at familier tvinges til at sælge deres køer, okser og geder, og vi forsøger at forebygge nye katastrofer.«

Det sker bl.a. gennem programmer som mad for arbejde, hvor landbefolkningen til gengæld for maden planter træer eller bygger terrasser på skrænter for at få det meste ud af regnen. Ved siden af giver WFP også akut krisehjælp til flygtninge fra Eritrea og uddeler skolemadpakker til 140.000 børn i de fattigste områder.

Bekymrede donorer

Mens WFP fastholder, at fortsat hjælp er nødvendig, er mange af donorerne bekymrede for, at man blot i det lange løb gør folk afhængige af bistand. Fra 2005 gik WFP derfor over til at give folk i nogle distrikter kontanter frem for mad i håb om at udvikle et lokalt marked. Men de første erfaringer var dårlige. Folk ville ikke have penge, for der var ingen fødevarer at købe.

For at komme fødevareunderskuddet til livs har Etiopiens regering iværksat et ambitiøst program om at flytte store befolkningsgrupper fra tørkeramte til fødevaresikre områder. Programmet kritiseres dog af nogle NGO'er som frivillig tvang. Familierne flytter til områder, hvor der ingenting er i form af skoler, sundhedsklinikker eller andre faciliteter. Eneste lokkemiddel er halvanden hektar jord, som staten stiller til rådighed.

»Det overraskende er faktisk, at flere end forventet ønsker at flytte væk fra de tørkeramte områder,« siger WFP-chefen og lyder, som om udflytning kan blive en del af løsningen.

»I hvert fald kan jeg garantere, at hvis det fra nu af regner stabilt hvert år i dette område, pakker vi sammen og flytter ud.«

explorer@jp.dk

Statsministeren til Afrika
Maputo

»Hvorfor?« vil formentlig blive et af statsminister Anders Fogh Rasmussens hyppigste ord, når han i den kommende uge besøger Tanzania og Mozambique for at se på danske bistandsprojekter og for at føre politiske samtaler.

Om Afrika er der at sige, at det er lettere at stille spørgsmålene end at finde svarene.

Hvorfor lykkes det ikke at bringe Afrika ud af dyb fattigdom, når det er lykkedes i mange lande i Asien? Hvorfor trives analfabetismen, hvorfor dropper pigerne ud af skolen, hvorfor er der ikke vand i mange landsbyer, hvorfor er eksporten ikke højere, og hvorfor er sundhedsforholdene stadig elendige, når bl.a. Danmark i årevis har skudt penge i udviklingsprojekter i begge lande.

Håb for fremtiden

»Det er korrekt, at der er store problemer. Men heldigvis kan en målrettet fattigdomspolitik føre til resultater. Således har man i Mozambique formået at reducere fattigdommen fra 69 pct. i 1997 til 54 pct. i 2003,« siger Danmarks ambassadør i Maputo, Mads Sandau:

»Det er resultater som dette, der giver håb for fremtiden. Den danske bistand til Mozambique har medvirket til at forbedre tilværelsen for en stor gruppe af landets allerfattigste.«

Programmet for rejsen er stramt. Mandag mødes statsministeren med medlemmer af oppositionen i Tanzania og senere med repræsentanter for industrien og med studerende, før han modtages til officiel middag hos præsident Benjamin William Mkapa. De politiske samtaler er højaktuelle, fordi Tanzania om få uger går til valg.

Tirsdag handler det om bistandsprojekter i Iringa, hvor den danske delegation besøger en dansk støttet sundhedsklinik og forskellige danske miljøaktiviteter.

Centrum for bistand

Onsdag går turen til Zanzibar, hvor Fogh Rasmussen mødes med den lokale præsident, Amani Abeid Karume, og andre politiske ledere, før rejsen fortsætter til Pemba i Mozambique, et centrum for danske bistandsprojekter. I Mozambique skal statsministeren bl.a. se på et dansk støttet lærerseminarium, en folkeskole og et sundhedsprojekt, før rejsen slutter fredag i Maputo med et møde hos præsident Armando Emilio Guebuza.

Både Tanzania og Mozambique er såkaldte programsamarbejdslande for Danidas projekter, og Danmark giver årligt 400 mio. kr. til Mozambique alene.

Støtte til demokrati

»Dansk bistand til Mozambique er først og fremmest rettet mod at reducere fattigdom. Vi satser på uddannelse, sundhed og landbrug, men programmer på de områder kan ikke fungere uden en demokratisk retsstat. Derfor støtter vi også opbygningen af demokratiet og velfungerende domstole,« fastslår Mads Sandau.

Han tilføjer, at Danmark også med direkte budgetstøtte til Mozambiques regering støtter det lange seje træk i udviklingen af landet.

Trods den internationale støtte er Mozambique stadig et af verdens fattigste lande. Landet blev selvstændigt i 1975, men frem til 1992 fulgte en blodig og brutal borgerkrig, så landet reelt kun har haft 13 år til at komme på fode.

Problemerne er enorme på næsten alle områder. I dele af landet er der udbredt fødevaremangel, og kun meget få får en uddannelse.

»Mozambique har brug for at bygge 10.000 klasseværelser i de næste 10 år, og vi har i de seneste tre år bygget 200 af dem. Vi ser resultater, men det går meget langsomt. Ude på landet er folk så fattige, at de sulter, og når man går sulten i seng om aftenen, er det svært at tænke på at lære at læse og skrive,« siger chefrådgiver for Danida i Maputo, Jørgen Friis, og fortsætter:

»Men kun hvis både børn og deres forældre lærer at læse og skrive, begynder de at se kritisk på deres eget liv og deres samfund.«

Universitetsprofessorer i Mozambique opfordrer Danmark og andre donorer til at satse på en samlet strategi i stedet for at løse enkeltstående problemer med spredte projekter.

»Efter selvstændigheden støttede Verdensbanken kun uddannelse på folkeskoleniveau, fordi 93 pct. af befolkningen var analfabeter. I dag er dét tal faldet til 60 pct., og vi har brug for at styrke de højere uddannelser og måske navnlig de tekniske uddannelser ude i provinserne for at give unge faglige kvalifikationer, der gør det muligt at etablere mindre virksomheder,« siger professor Ernesto Mandlate fra universitetet i Maputo.

Om dét problem siger Mads Sandau, at Danmark er i færd med at undersøge, hvordan man kan støtte udviklingen af tekniske skoler, hvor unge lærer helt basale håndværk. Det har Mozambique et stort behov for.

Piger opgiver skolen

Et andet problem er at bryde en kultur, der får piger til at droppe ud af skolen fra 10-årsalderen, fordi de skal forberede sig til at blive gode mødre og husmødre. For at løse dette problem betaler Danmark bl.a. mindre legater til kvindelige lærerstuderende, hvilket har øget andelen af kvinder på seminarier med 50 pct. i de seneste to år.

»Familierne er ikke tilbøjelige til at investere i at give deres piger en uddannelse. De ved, at pigerne vil blive gift og dermed knyttes til mandens familie. Drengene, derimod, bliver i familien, så de er værd at satse på med en uddannelse,« siger Ernesto Mandlate.

Inden afrejsen forklarede statsministeren målsætningen med turen:

»Regeringen har sat Afrika højt på den udenrigspolitiske dagsorden, og det er der god grund til. For mens globalisering og frihandel har bragt millioner af mennesker i Asien ud af fattigdom, har vi ikke set de samme fremskridt i Afrika. Her er vi fortsat langt fra FN's mål om at halvere fattigdommen.«

explorer@jp.dk

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea - eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her